Grunnord

Grunnord Forklaring Kjelde Engelsk definisjon Språk
áhpi ocean, wide moor nordsamisk
áidi fence, isthmus nordsamisk
ája
i gen. ádjaga. 1) kjelde, 2) bekk, lita elv
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
ájdde
eid
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
aksel
aksel og oksel f, av gno. ǫxl f ‘aksel’ (gen. axlar, fleirt. axlir). Mykje brukt som grunnord i namn på fjell og høgder med ei slik form at dei kan jamførast med kroppsdelen aksel. Ordet er nytta i fjellnamn både usms. og som første- og sisteledd. JS
Norsk stadnamnleksikon 1997 shoulder, mountain norsk
álda
offerstad
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
alm
gno. almr m. (Gen. alms, Dat. almi), 'Alm (Træ)'. I Navne usms. i Ental (ofte i Dativform) og som 1ste Led. Et enkelt Tilfælde af Sammensætning med heimr kjendes. Som 1ste Led, når en Konsonant følger, oftere på Vestlandet afkortet til Al-, der igjen ved Dissimilation kan blive til An-, når 2det Led indeholder et 1 (Almdal, Aldal, Andal). I andre Landsdele bliver i det sidste Tilfælde Alm- ofte til Am-, Åm- (Amli, Åmli, Amdal, Åmdal, Amland, Åmland).
 
Norske Gaardnavne Indl elm tree (Ulmus) norsk
alpt
gno. alpt (Gen. alptar), også i Formen elptr f. (Gen. elptar) 'Svane'. Fra dette Ord stammer en stor Mængde Stedsnavne, der komme dels direkte af Fuglenavnet, dels af dets udstrakte Anvendelse i Navne på Elve og Indsøer. Det er ofte vanskeligt at sige, på hvilken af disse to Måder det enkelte Navn er at forstå; den sidste tør have mest for sig i de fleste Tilfælde. Som Elvenavn er Ordet vistnok ikke at opfatte om en af Svaner hyppigt besøgt Elv, men som beroende på en sammenligning af Elvens Løb med en Svanes Gliden over Vandfladen (jfr. flere andre Fuglenavne af Hunkjøn, der uden Forandring ere brugte som Elvenavn, til dels dog vistnok med Tanken på Fuglens Stemme, som Hœna, Igða, Kráka). I Nutidens Udtale
af de herfra stammende Navne er Oprindelsen oftest ukjendelig uden nærmere Oplysning; man finder Formerne Alp-, Alt-, Art-, Eft-, Ekt-, Elt-, Emt-, Ept-, Ert-, Ett-, Oft-, Olt-, Ort-, Øft-, Økt-, Ørt-.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
angr
*angr m. (gen. angrs, dat. angri) er den gno. forma for eit appellativ som er heimla berre i stadnamn. Tydingsinnhaldet er omstridd. Somme meiner at etymologisk høyrer *angr til gno. ǫngr adj ‘trong’ og angr m ‘anger, sorg, harm’, og at opphavleg tyding er ‘trong bukt, arm av sjøen’ og stundom ‘(trongt) sund’. Dei fleste andre granskarar reknar med at *angr heng etymologisk i hop med gno. eng f ‘eng, grasmark’, gno. ǫngull m ‘ongel’ (opphavleg ‘noko bøygt’). Indoeuropeisk rot for dei sistnemnde orda er *ank- ‘bøye’, og *angr i fjordnamn skal ha tydd ‘bukt, havarm’. Usms. finst Angr som fjordnamn i gno. minst tre stader: I Sande komm, Vestf, i Granvin komm, Hord og i Sande komm, MogR; desse namna er no borte. Enno lever Angen som gardsnamn i Osen komm, S-Trl. Som førsteledd i stadnamn finst *angr fleire stader, sjå Indrebø (1924 s. 247), Holm (1991 s. 645 ff.).
   Det er som andreledd i sms. opphavlege fjordnamn at *angr er mest nytta. O. Rygh har funne 77 namn av dette slaget. I vår tid er mange av desse (særleg i Sør-Noreg) gått over til bygde- eller gardsnamn. Jamfør gardsnamna Fjøsanger, Hallanger, Malmanger; bygdenamna Geiranger, Mauranger, Samnanger og bynamnet Stavanger. Den geografiske fordelinga er: På strekninga AkershV-Agd finst 11 namn, Rog MogR 41 namn (av dei 19 i Hord), Trøndelag 9, Nordl 8, Troms 6 og Finnm 2. Det rår semje om alderen til *angr-lagingane. Stort sett tykkjest dei høyre til halvtusenåret før vikingtida. Som appellativ har *angr dei fleste stader døydd ut tidleg på 800-talet eller noko før.
   Dei fleste *angr-namna har relativt gjennomsiktige førsteledd: Bremanger (brim n), Eidanger, Leiranger, Porsanger (pors n), Sandanger, Stavanger (stav m), Varanger (vær n ‘fangstplass’). Vanlegvis fortel førsteleddet om naturtilhøve ved eller i fjorden: Bremanger, Leiranger, Malmanger, Porsanger, Sandanger eller om forma på fjorden: Langangen, Mjanger (vel gno. mjór adj ‘smal’) og Noranger (gno. nór n ‘trongt farvatn, sund’).
   Også i mellom 30 og 40 innsjønamn finst *angr som andreledd. Utanom Austlandet ligg *angr-sjøane (særleg på Sør- og Sørvestlandet) nær sjøen og lågt over havyta. Dei austlandske innsjønamna på -angen (t.d. Øyangen mange stader) synest vera yngre, og tilhøvet til det gamle *angr er noko uklårt. I Sverige er *angr kjent som sisteledd i 15-16 stadnamn, mesteparten på Norrlands-kysten.
Litt.: Ø. Frøysadal i NN 1992/93 s. 31-55. B. Helleland i MM 1992 s. 185-98. G. Holm 1991. P. Hovda i MM 1955 s. 124-32. Indrebø 1924 s. 245-50. O. Nes i NN 1992/93 s. 99-107. Rygh 1896 s. 68-78. ON
 
Sjå òg
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
apal
gno. apaldr m. (Gen. apaldrs) 'Abild, Vildæbletræ'. Ofte, især som første Led, i Gårdnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har andet Led et l, mister det oftest sit l (Apeland, Abeland for Apaldraland). Apaldrs- som første Led kan ved Afkortning og Lydændring blive helt ukjendeligt (Afset eller Akset for Apaldrssetr, Aksnes for Apaldrsnes, se Thj. YSS. 1891 S. 155). Sammensætning med vin findes (Apaldasin i Østre Aker, nu Abelsø).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
ask
gno. askr m. (Gen. asks. Dat. aski, Flt. askar), 'Ask (Træ)'. Ofte usms. som Gårdnavn i Ent. og Flt. (Ask, Aske, Asker) og som første Led. Af Sammensætningerne skrive nogle sig fra et af Trænavnet dannet Elvenavn Aska; andre Navne, ikke særdeles mange, ere sms. med det afledede Ord eski n., 'med Ask bevoxet Sted'. Ofte sms. med heimr, men ikke med vin. Kan forvexles med askr 'Æske, lidet Kar' (i nyere Navne) og med aska f. 'Aske'.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
aukland
gno. aukland n. er dannet af auka 'øge', og må betyde Øgningsland, ved Rydning tillagt Land. Ofte Gårdnavn i de sydvestlige Landskaber, fra Nedenes til og med Søndhordland; i Stavanger Amt træder dog mest den afledede Form auklendi n. i dets Sted. Ofte i senere Tid skr. Økland, Ugland, Øglend; tildels udtalt med enkelt Vokal, o eller ø. Går tilbage til MA., men er vel ikke særdeles gammelt.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
aun
Av gno. auðn, n og f, ‘øydemark, ubygd stad’, avleidd av gno. auðr, adj nyn. ‘aud, tom’. Vanleg grunnord i stadnamn i stroket frå Surnadalen på Nordmøre i sør til Tjøtta på Helgeland i nord og dessutan i Jämtland. Utanfor dette området berre heilt sporadisk. Har no former som [aun] ub. eint., [au´ne] b. eint., [au`ni] el. [au`na] dat. eint., [au´na, au`nan, au`nin] b. fleirt., i monoftongeringsstroka i S-Trl og Nordm til dels [ø:n] som òg er skrift-, men ikkje uttaleform i Jämtland.
   Aun er mest brukt usms. og som sisteledd i gards- og bruksnamn i Trøndelag, etter NG i vel 150 namn. Men reknar ein med namn på nyare bruk, plassar, ubygde jordstykke, slåttenger o.l., kjem talet truleg opp i 5-600.
   Ingen aun-namn finst nemnde før 1350. Nokre få, som Aunet, gnr. 127 Sparbu og Svaliaunet, gnr. 48 Overhalla er skriftfeste så tidleg som i 1430-åra (AB). Frå 1500-talet blir desse namna vanlege. Dette og busetnadshistoriske tilhøve tyder på at namnetypen kom opp som nemning for gardar som låg eller hadde lege øyde etter mannedauden og krisa i seinmellomalderen. Dei aller fleste eldre aun-namna skal truleg tolkast slik og ikkje i den generelle tydinga ‘øyde, ubygd stad’ (utan relasjon til eldre busetnad). Men da svært mange gamle øydegardar på 1600- og 1700-talet vart brukte til slåtteland, seter o.l., har truleg ordet aun utvikla ei meir allmenn tyding, ‘ubygd jordstykke i marka’ e.l., og denne tydinga kan liggje til grunn for somme nyare aun-namn på slåtteteiger og utlykkjer.
Til førsteledd har grunnordet aunet helst namnet på garden som staden ligg under (Tynesaunet, Bergsauna). Nokre få gonger er det gamle gardsnamnet, frå før øydetida, berga som førsteledd (t.d. Myraunet, Frosta, Kivillaunet, Kvam). Vanlege er òg sms. som Nordaunet, Storaunet, Langaunet.
Litt.: NG Indl s. 42. P. Hovda i KLNM I sp. 279. Sandnes 1971 s. 109-13. Sandnes i Nordiska namn 1974 s. 268-77. JS
 
NG:
gno. auðn n. (Gen. auðns, Dat. auðni, Flt. i Gårdnavne auðnir) og f. (Gen. auðnar, Flt. auðnir) 'Ødemark, øde, ubeboet Sted'. Brugt som Gårdnavn dels, fordi Stedet var ryddet i Ødemark, dels fordi det en Tid som Underbrug havde været ubeboet. Det sidste Tilfælde vistnok det hyppigste. Som Gårdnavn mest brugt i de trondhjemske Amter, i bestemt Entalsform (Aunet), i Dat. Ent. (Aune) og i bestemt Flertalsform (Aunan). I disse Egne desuden hyppigt som 2det Led i sms. Navne; 1ste Led da oftest en ældre Gårds Navn, hvorunder Bruget engang har hørt eller på hvis Grund det er ryddet. Søndenfjelds sjeldent og kun usms.; au går her oftest over til å eller ø. Søndenfjelds er Navnet dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord, nordenfjelds altid af Intetkjøn, undtagen i Flt., hvor det går over til Hunkjøn. (efter den S. 11 f. forklarede Regel). Disse Navne, især de sms., må for en stor Del være temmelig unge.
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl. norsk
aur
gno. aurr m. (Gen. aurs, Flt. aurar), Grus, især om den faste, urørte Grusgrund under det øverste Jordlag. Ikke sjeldent i Bygde- og Gårdnavne, tildels dog gjennem deraf afledede Navne, Sønavnet Aurr og Elvenavnene Aur, Aura og Yrja; deraf også Bygdenavnet Yrjar (Ørlandet) og enkelte med yrja sms. Navne, som det nordenfjeldske Langyrja. Findes sms. med vin (Aurin). Jfr. alfr.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
autn†
gno autn n. (Gen. autns, Dat. autni) findes temmelig ofte som Gårdnavn i Smålenene og på Romerike, nu oftest udt. med ø, Øtten, eller, hvor Navnet har Dativform, Øtne. Er sandsynlig en yngre Form af aukn; dette kan ikke påvises som Fællesord, men kan godt tænkes brugt i samme Betydning som aukland. I en Form, nærmere den oprindelige, synes Ordet brugt i Øktner (måske snarere udtalt Auktner) i S. Odalen og i Øktna i Nes Rom. (GNo. 169,7). Jfr. NG I S. 6. Vel i samme Mening findes som Gårdnavn auki m. 'Forøgelse', på et Par Steder søndenfjelrts (Røken, Strømmen) og i  Flt. Aukan om nyere Gårde på Nordmør og i Øbygderne i Fosen.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
ávttje
trong, djup elvedal med svært bratte sider, skard
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
ávži narrow valley nordsamisk
bahta
1) bak, bakenden på menneske eller dyr,
2) inste delen av noko (t. d. av fjord, bukt, dal)
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
báiki
stad, stad der nokon bur, heim
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
bakke
Gno. bakki m. (Gen. og Dat. bakka, Flt. bakkar), Bakke. Har i det gamle Sprog også den særlige Betydning 'Elvebred, Søbred' (fordi en sådan gjeme danner en Skråning). Som andet Led jevnlig afkortet til -bakk, især nordenfjelds.
 
Norske Gaardnavne Indl mountain, plain norsk
bákte
berg, flog
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
bákti
berg, flog
Norsk stadnamnleksikon 1997 cliff, rock nordsamisk
bale
Gno. bali m. (Gen. og Dat. bala), jevn Forhøining eller Vold langs en Strand. I adskillige Gårdnavne vesten- og nordenfjelds, mest nyere; ialfald et enkelt, Bale på Balestranden i Sogn, er dog sikkerlig meget gammelt. Også om Holmer og Skjær langt fra Land.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
bálggis path nordsamisk
bard
gno. barð n. (Gen. barðs, Dat. barði), Kant, Rand. Mange Stedsnavne, deriblandt også Gårdnavne, stamme fra dette Ord gjennem dets Brug om Kanten af et Fjeld eller om en Fjeldafsats. Findes sms. med vin (Berðin). I samme eller beslægtet Betydning synes i enkelte Navne også borða f. og borði m. brugte.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
barm
gno. barmr m. (Gen. barms, Dat. barmi, Flt. barmar) findes oftere som Stedsnavn, især på Vestlandet, mest brugt om Viker og om Øer, hvis Navne igjen gå over på Gårde. Udgår sandsynlig fra Ordets Betydning 'Brem, Kant'.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
bárši Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
barta
årestue, hytte
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
beaski
1) fjellklubb (ved kysten, ofte bunden saman med fastlandet med eit smalt eid),
2) smal passasje over eit fjell
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
bekk
NSL:
bekk m. av gno. bekkr ‘lite vasslaup’. Det etymologiske opphavet er omdiskutert. Den gammalnorske tydinga har truleg vore allmenn i Noreg i eldre tid, for i dei norskbygde områda på Vesterhavsøyane har grunnordet alltid dette semantiske innhaldet. Seinare har det vakse fram ei tyding ‘kjelde, naturleg brunn’ som Ross har frå Sogn og Nordfjord. Elles er tydinga ‘brunn’ kjend frå mesteparten av Nordvestlandet, Trøndelag og dessutan somme fjellbygder på Austlandet, frå Valdres til Telemark. I tillegg har vi eit par belegg frå Lofoten-Senja-området. Delar av det sørnorske området kjenner brunn-tydinga berre frå stadnamn. Tilbakegangen for denne tydinga held fram i appellativet. - Tydinga ‘brunn’ er òg kjend frå delar av austnordisk område.
   Bekk blir først og fremst nytta i naturnamn, vanlegvis sms. fordi dette grunnordet er så vanleg. Usms. i gardsnamn finst det nokre gonger i Sør-Noreg. Som sisteledd i sms. gardsnamn nokre fleire gonger, vanlegast er det i ungvorne bruksnamn. I seternamn finst det òg stundom som sisteledd.
   I naturnamna som er sms. med bekk, fortel oftast utmerkingsleddet om lendet eller naturen der bekken renn. Dessutan er det svært mange relasjonsnamn av typen Blåhammarbekken, Byabekken (til gardsnamnet By).
Litt.: Beito 1949 s. 218-19. Jonsson 1966 s. 265-68. OS
 
NG:
Gno. bekkr m. (Gen. bekkjar og bekks, Flt. bekkir) 'Bæk'. Som usms. Navn for det meste ungt; blandt de sms. ere derimod vist adskillige gamle.Særlig kan mærkes det i Østlandets lavere Egne ikke sjeldne Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og Bækhus, Bækkerhus, der oftest svarer til gammelt Bekkjóss, Bekkjaróss (Bækkemunding).
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl brook, little stream norsk
benk ledge norsk
berg
NSL:
gno. berg n., av eit gammalt germansk *berga- med tyding ‘høgd’. I norske namn er likevel b. primært knytt til «klippegrund» (Rygh) eller ‘høgd med nake berg’, ikkje til bakke eller høgd generelt. Mykje vanleg både i natur- og gardsnamn. Som gardsnamn ofte i dat. Berge o.l., ut frå gno. preposisjonsuttrykk som undir Bergi, eller i fleirt. Berger, Bergan (b. form) o.l. Overgangen til hokjønnsforma gno. Bergar i fleirt. er svært gammal i slike namn. Som sisteledd i gardsnamn har b. i dag ofte uttaleformer som -ber, -bør, -bår, -bar(g). Nærskyldt er bjørg f, gno. bjǫrg, som eigentleg er fleirt. av berg n. Etter bruken i stadnamn ser bjǫrg ut til å ha vore nytta særleg om høge, bratte berg. Som sisteledd i gardsnamn no vanleg -bjør.
Litt.: NG Indl s. 43 og s. 11. Kr. Hald i KLNM I sp. 651-53. JS
 
 NG:
Gno. berg n. (Gen. bergs, Dat. bergi, Flt. i Gårdnavne bergar f.) 'Berg, Klippegrund'. Vokalen er i Nutidens Udtale i Stedsnavne ofte ændret, især, hvor det er brugt som sidste Led, og i den sydvestlige Del af Landet. Berg kan således blive til bør, bor (åbent o), barg, bar (de to sidste Former i Ryfylke, når Ordet bruges som andet Led). Formen bjarg synes ikke at
forekomme i norske Stedsnavne, uden det skulde være i Sammensætningen Bjargvin, Bjǫrgvin, der dog lige så godt kan forklares af bjǫrg f. Sammensætninger med vin og heimr findes.
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl mountain, hill norsk
bing
gno. bingr m. bruges nu efter Aasen
1) om en Kasse, fæstet til en Væg, eller hvis Bagside dannes af en Væg (til Oplag af Korn, Mel, Salt o. lign.; jfr. oldn. torfbingr om Rum til Brændetorv).
2) om afdelt Rum til Småfæ i et Fjøs.
Når man tager Ordets Anvendelse i Stedsnavne med i Betragtning, kunde man vel forudsætte en opr. mere omfattende Betydning: afskilt Rum på en Flade. Findes som gammelt Grændenavn i Eidsvold, på to Steder i Nes Rom., på Eker (der endnu brugt) og efter DN. II 579 måske også tidligere i Hedrum. Som gammelt Gårdnavn i Trøgstad og Sørum; ellers ikke sjeldent i Navne på Pladse fra nyere Tid i Smålenene. Ordet
forekommer også i Formen binge m., der måske også er gammel (brugt på Østlandet etter Ross; også alm. i Indherred).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
bjør
NSL:
Oftast har Bjør- i stadnamn opphav i gno. bjórr m ‘bever’ → bjør. Særleg er det slik i mange innsjø- og elvenamn, jf. → Bjordal. Eit unntak er Bjørsjøen i Leksvik komm, N-Trl, som inneheld eit tapt elvenamn *Bjarka Bjerka. I somme namn kjem Bjør- av gno. bjórr m ‘kile’. Unntaksvis kan Bjør- ha andre opphav, som t.d. → Bjørheimsbygd. KA
 
NG:
gno. bjórr m. (Gen. bjórs), kileformet Stykke, således også kileformet Landstykke; enkelte Gange brugt som Gårdnavn i Ent. og Flert., udentvivl efter den sidste Betydning. At adskille fra Dyrenavnet bjórr 'Bæver', der findes i mange sms. Stedsnavne, et Vidnesbyrd om dette Dyrs vide Udbredelse i Landet i Fortiden.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl norsk
bjørg
gno. bjǫrg f. (Gen. bjargar, Flt. bjargir), et Ord af samme Stamme som berg; kan ikke paavises i Oldn., men maa efter dets Brug i Stedsnavne være meget gammelt Ord. Efter denne Brug skulde man tro, at det tildels har været brugt om fremstikkende, noget høie og bratte Berg. Aasen anfører det fra Voss med Betydning: en Række af lavere Klipper, Ross fra Stjørdalen
med Betydning: en lang og ikke ganske lav Aasryg. Findes i Gaardnavne over det hele Land, undtagen i de lavere Egne paa Østlandet. Som 2det Led lyder det nu oftest -bjør. Forvexles ofte i Skriftform med det endnu mere udbredte berg; i flere Sammensætninger finder man paa forskjellige Steder begge Ord benyttede f. Ex. Ravneberg (Ramberg) og Ravnebjør (Rambjør), Røineberg og Røinebjør. Findes sms. med vin og heimr.
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
bjørk
gno. bjǫrk f. (Gen. bjarkar) 'Birk' (Træ). Endel af de derfra stammende Gårdnavne komme nærmest af det af Ordet dannede Elvenavn Bjarka (i Nutidsform gjerne Bjørke). Et andet af bjǫrk afledet Ord, birki n., Sted bevoxet med Birk, har udstrakt Anvendelse i Gårdnavne, usms. og som 1ste Led. Usms. lyder det nu oftest Børke, Børkje. Af Sammensætningerne er den mest brugte Birkeland, der er et særdeles hyppigt Navn i Strækningen fra Vestre Nedenes til Søndfjord. Udtalen af birki som 1ste Led er forskjellig; undertiden afkortes det stærkt (Børset for Birkisetr) og kan da forvexles med andre Sammensætningsled (som berg og borg), når ikke gamle Former haves. I Skrift finder man ofte Birke og Bjerke istedetfor Bjørke; undertiden synes Bjørke virkelig at være trådt istedetfor oprindeligt Birki (nærmere herom i Thj. VSS. 1891 S. 185). Sammensætninger med heimr kjendes (Bjarkeimr, Bjarkareimr); derimod, som det synes, ingen med vin.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
blik
gno. blik n. (Gen bliks, Flt. i Gårdnavne blikar f.) betyder 'noget, som blinker', noget, som er hvidt, lyst i Sammenligning med Omgivelserne. Findes i temmelig mange Navne, især ofte i Fjeldnavne (Blikåsen, Blikberget, Blikhatten osv.), i Nutidsform mest lydende enten Blik- eller Blek-. Et betegnende Exempel er Kvitblik i Skjerstad, liggende lige under det fra gammel
Tid bekjendte Marmorbrud her. Usms. oftest i Flt. Blikar, der på et Par Steder nordenfjelds ved en påfølgende Overgang er blevet til Blokkan. Elvenavn af denne Stamme er Blika, endnu bevaret på et Par Steder i Tryssil i Formen Bleku.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
Blå-
adj blå, gno. blár, finst som utmerkingsledd i fjell- og vassnamn. Det kan sikte til at fjella ser blå ut på fråstand, men ofte må vi rekne med tydinga ‘mørk’, da gno. blár kunne brukast om mørk, nærmast svart farge. Tydinga høver òg for dei fleste tjørner og vatn med namn på Blå-. Somme namn kan trenge ei anna tolking, såleis Blåelva, som renn frå Folgefonna og ut i Matrefjorden, Hord. «Elva har ‘blått’ brevatn» (Hovda 1966 s. 27). Blågrunnen (Langesundsbukta, Tel) er truleg utvikla av opphavleg *Brå- (Hovda i NoB 1962 s. 175).
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
boađđu rock, reef nordsamisk
boatka
innsnevring (avsmalning)
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 narrow nordsamisk
boazoáidi reindeer fence nordsamisk
bog bay, cove norsk
bol
gno. Ból n. (Gen. bols) findes sjelden i Gårdnavne og da, som det synes, stadigt i Betydning af 'Bosted, Gård'. Meget oftere bruges det deraf afledede bœli, se bøle.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
boldni little round hill nordsamisk
bolk
gno. bǫlkr m. (Gen. balkar, Flt. belkir), i Navne også i Formen balki (Gen. balka, Flt. balkar); betyder 'Skillevæg mellem to Rum' f. Ex. Mellem Båserne i et Fjøs. I de ikke få stedsnavne, hvori disse Ord ere brugte, kunde de derfor antages at sigte til et Høidedrag, som man havde sammenlignet med et sådant Skille. Der kunde dog også tænkes på en anden, afledet Betydning af  bǫlkr: Afdeling (noget ved Mellemstykker afdelt), der jo nok kunde være brugt f. Ex. om et af Høider begrændset Sted. Sammensætning med vin findes (Bolken i Jevnaker).
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
bolstad
gno. bólstaðr m. (Gen. bólstaðar, Flt. bólstaðir), Bosted, Gård; ofte i Gårdnavne, mest som andet Led (hyppigst Miklibólstaðr, Storgården). Som andet Led mister Ordet stadigt sit l, og oftest bliver -stad afkortet til -st, så at det kommer til at lyde -bost (alm. udt. med åbent o; ofte skrevet -bust, men ialfald kun undtagelsesvis udt. således).
 
Norske Gaardnavne Indl farm, secondary farm norsk
borg
gno. borg f. (Gen. borgar, Flt. borgir). Af de Betydninger, hvori Ordet findes brugt i Oldn. og nu i Folkesproget, er «befæstet, med Mure omgivet Sted, befæstet Høide» den, der må ligge til Grund for dets Anvendelse i Stedsnavne. En hel Del af de af Ordet dannede Gårdnavne kunne bevises eller ialfald formodes at sigte til en af de gamle «Bygdeborge», befæstede Tilflugtssteder, som vare indrettede af den omgivende Bygds Befolkning, og
hvoraf der i Fortiden bar været en Mængde i Norge, tildels endnu bevarede som Ruiner (se om dem Årsberetningen fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring 1882 S. 30 ff.). Sikrest tør direkte til sådanne Anlæg henføres Navne, der simpelthen ere Ordet borg i Ent. Eller Flt. (Borg, Borgen, Borge, Borger), og Sammensætninger som Borgås.
   Der tør imidlertid også ved disse være Mulighed for, at man med dette Navn tillige har betegnet Høider, som vare skikkede for et sådant anlæg, selv om de aldrig havde været benyttede dertil; i sådan Betydning findes Ordet jevnlig brugt på Island Til de gamle Borge valgtes oftest Høider eller Koller, som stod ialfald nogenlunde isolerede og vare ubestigelige på længere Strækninger, så at det blot behøvedes at opføre en enkelt eller dobbelt Mur, hvor Adgangen var lettere. Til en af disse Betydninger er vel også det afledede Navn Borgund at henføre, brugt både om Øer og om Gaarde på Fastlandet. Tvivlsommere stiller Forklaringen sig i andre Tilfælde, som ved Sammensætningen med vin, Byrgin (nu ofte feilagtigt skr. Borgen, istedetfor Børgen efter Udtalen) og ved nogle af de med Byrgis- sms. Navne, som Byrgiseimr eller Birgiseimr (nu Børsum eller Børseim). De sidste ere snarest at forklare af byrgi n. i den på Island endnu brugelige Betydning 'Indelukke, indhegnet Sted' (jfr. byrgja 'at lukke'). Byrgin er hyppigt, på Østlandet; derimod findes kun et enkelt Borgeimr (Hafslo).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
borri
fjell med jamne skråningar til to sider
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 mountain side nordsamisk
botn
gno. botn m. (Gen. botns, botz, Dat. botni, Fit. botnar), Bund. Som Gårdnavn brugt om Steder, liggende ved Enden af en Fjord, en Indsø eller en dyb Indsænkning på Land. I de sydligste Egne på Østlandet udt. Bånn, i den vestlige Del af Oplandene Bått. I Nordland er Ordet ialfald i Stedsnavne nu gjerne Intetkjønsord. Som første Led vanskeligt at holde du fra bátr, Båd; således er det Navn, som pleier at skrives Båtstø, meget ofte i Virkeligheden Botnsstoð (Støen ved Enden, af Fjorden eller Søen). En enkelt Gang i Sms. med heimr (Bottem i Lesje), ikke med vin.
 
Norske Gaardnavne Indl head of fjord, upper end of valley norsk
brand
gno. brandr m. (Gen. brands, Flt. brandar) findes meget brugt i Stedsnavne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i Brandstad, Brandsrud, Brandset (sådanne Navne ere dog til dels udgåede fra det sms. Mandsnavn Brandulfr, og Navne som Branderud kunne være sms. med et af Brandr afledet Mandsnavn Brandi (påviseligt i et enkelt Exempel på Island). I andre Tilfælde har brandr åbenbart Betydningen 'Brænding' , hvorved vel ialfald oftest er tænkt på den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; således i det på Oplandene ikke sjeldne Brandval, Brandvål, Brandvol (sidste Led váll, se dette). Fra denne Betydning udgår sikkert også det især nordenfjelds om Småjorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen «Stok», da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne.  
Norske Gaardnavne Indl norsk
brann
brand
 
braut
gno. braut (Gen. brautar, Flt. brautir; afledet af brjóta, bryde), Vei; i det nuv. Folkesprog også 'Bakke, Side af en Terrasse' og 'Bakkekant, Brink' (Aasen). I Stedsnavne ligge antagelig oftest de sidst anførte Betydninger til Grund, der må være gamle. Fra Betydningen 'Vei' udgår dog ialfald Brautamot (Veimøde; Gård i Høland).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
bre glacier norsk
brekke
NSL:
brekke f ‘bakke, hall, særleg stor bakke mellom ei lågare og ei høgare flate’, av gno. brekka f ‘stor bakke’. Ordet er no mest brukt i Sør-Noreg. I gardsnamn er brekke nytta usms. og som sisteledd i heile landet, men berre sjeldan i Nord-Noreg. Utanom Noreg er brekke vanleg i islandske gardsnamn, færøyske naturnamn, og finst på Shetland, Orknøyane og nordlegast i Danelagen. I svenske stadnamn finst bräcka i vest, brick(a) og brink i aust. Danmark har brink, som er same ordet, berre utan overgangen nk > kk.
   Brekke-gardane er somtid sentrale gardar i bygdene, såleis Brekke, kyrkjestad og sokn i Gulen (SogFj). Dei eldste gardsnamna blir oftast uttala [bræk`ke], av gno. dat./akk. brekku. Namn frå mellomalderen og seinare har gjerne fått bunden form [bræk`ka, -å, -o]. I samansetning er den avstytta forma -brekk svært vanleg. Brekk usms. er sjeldan. I Indre Agder finst ei yngre sideform brokke f, jf. gardsnamnet Brokke i Valle (A-Agd). I seternamn er b. vanlegast i stroket Valdres-Indre Agder og i vestlandske fjord- og fjellbygder. Elles finst brekke ofte i naturnamn knytt til vegane, → Feginsbrekka.
   Som førsteledd i samansetningar med brekke finn vi oftast naturnemningar og ord frå dyre- og voksterliv. Litt.: Beito 1949 s. 194. P. Hovda, H. Ståhl og Kr. Hald i KLNM II s. 217-20. KA
  
NG:
gno. brekka f. (Gen. og Dat. brekku, Flt. brekkur) 'Bakke'. I mange Stedsnavne, mindst brugt nordenfjelds. Som andet Led jevnlig afkortet til -brekk. I Vest-Telemarken og i Nedenes og Lister og Mandal Amter nu tildels udt. Brokke.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl slope, hill norsk
brenne
gno. brenna f. (Gen. og Dat. brennu, Flt. brennur) 'Brænding'. I Stedsnavne om Jord, som er gjort skikket til Dyrkning ved Brænding (jfr. brandr, sviða, sviðningr, samt broti, fall, kǫs og váll, der have samme Mening, skjønt Brændingen ikke er fremhævet ved selve Navnet). I mange Navne, hvoraf dog ialfald de fleste må være temmelig unge. Fra Østlandet ofte i samme Betydning et stærkt bøiet Hunkjønsnavn, Brenn.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
bring
bring m og bringe f ‘bryst’ er nokså vanlege grunnord i namn på breie, rundvorne fjell, som kan jamførast med lekamsdelen bringe. Jf. islandsk bringur m ‘låg høgd, terrasse’ og bruken av andre ord for lekamsdelar (bryst, kinn, nakke o.fl.) i fjellnamn. Hit høyrer fjellnamn som Bringen (1042 m) på grensa mellom Selbu og Haltdalen (S-Trl), Bringa (1617 m) i Lærdal (SogFj), og Bringe-, -bringen som første- og sisteledd fleire stader. Med utspring i eldre fjellnamn har ein fått gardsnamn som t.d. Bringen (Søndre Land) og Bringe (Flesberg, Luster). KA
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
brot
gno. brot n. (Gen. brots; af brjóta, bryde) findes i endel Stedsnavne, hvoraf få se ud til at være gamle. I de fleste Tilfælde har det vistnok der den Betydning, det har som Fællesord i Folkesproget 'brat Helding, Brink' (jfr. braut). Det findes efter denne Betydning også brugt om Fjelde med brat Affald.
 
Norske Gaardnavne Indl break, edge norsk
brott break, edge norsk
bru
gno. brú f. (Gen. brúar, Flt. Brúar, brúr) 'Bro'. I Stedsnavne dels om Broer over Vandløb og Sund, dels om «Jordbroer» d. e. Steder, hvor der er skaffet Veifremkomst over sumpig Grund ved at lægge en Række af Stokke tæt sammen påtvers i Veiens Retning (også kaldet «Kavlebru») eller ved at dynge Stene sammen i Linien. Hvor Ordet ved Bøiningsform får Vokalforbindelsen úa, er denne nu oftest gået over til å (allerede i MA, se f. Ex. RB 191, DN. IV 222). Brúar- med et Ord til andet Led, som begynder med l, lyder derfor i de Egne, hvor rl nu udtales dl, Bråd- Brådland Brådli for Brúarland, Brúarlið). Sammensat både med vin og heimr (den første Sammensætning allerede i MA. sammentrukket. til Brýn).
 
Norske Gaardnavne Indl bridge norsk
brun
gno. brun f. (Gen. brúnar) 'skarp Kant, Skrænt' (hvor en Høiflade går pludselig over i en Skråning). I en del Gårdnavne, usms. oftere på Sundmør; Sammensætninger haves både med vin (Brýnin) og med heimr.
 
Norske Gaardnavne Indl mountain, hill norsk
brønn
gno. brunnr m. (Gen. brunns, Flt. brunnar), i Stedsnavne vel mest efter den gamle Betydning 'Kilde', men også måske tildels efter den yngre, udvidede, af Vandhentningssted overhoved. Ikke alm. i Navne, på fl. St. i Nutidsformen Brynn-, den mest bekjendte Sammensætning Brunnøy (Brønnø; bl. a. om et Kirkested i Nordland).
 
Norske Gaardnavne Indl well norsk
bråte
NSL:
Til norr. broti m ‘dunge av nedhogne tre’ nyno. brote m ‘jordstykke rudd ved brotebrenning og etterpå tilsådd’, er eit vanleg bustadnamn (særleg om småbruk og opphavlege husmannsplassar) på Austlandet, → bråte. I indre strok av Østf og Akersh finst utt. [-bråtå] ub. eint. (også i Skjåk, → Bråtå), elles er b. form vanleg [-an, -ån, -in]. Der namnetypen står sterkast, er dei fleste B-namna sms. I utkantane finst berre usms. namn, fordi her ikkje trongst noko utmerkingsledd. Sms. namneformer er sjeldne i mellomalderkjelder.
Litt.: P. Hovda i KLNM 1 sp. 293-94. KA
 
NG:
gno. broti m. (Gen. og Dat. brota, Flt. brotar; af brjóta, bryde) bruges endnu, alm. skr. Bråte, om et opbrudt Stykke Land, særlig om et sådant, hvor de borttagne Træer og Buske dynges sammen og så brændes for med Asken at gjøde Jorden. Af denne Betydning er vistnok overalt Navnets meget hyppige Brug i Stedsnavne at forklare. Mest på Østlandet, sjeldent vesten- og nordenfjelds (jfr. de andre under brenne anførte Ord af lignende Betydning). Endel af Navnene ere ialfald saa gamle som fra MA.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
bu 1
NSL:
bu n, gno. n ‘gard, bustad, eigedom’. Finst som sisteledd i 18-20 bygdenamn (somme av dei bortkomne no) og i over 100 gardsnamn, berre nokre få gonger usms. som gardsnamn (Bu). Utan eldre skriftformer svært vanskeleg å skilje frå bu f → bu 2. Gardsnamna på -bu n finst særleg på Aust- og Sørlandet og i Trøndelag. Dei er ofte sms. med personnamn til førsteledd, men da ikkje med kristne. Saman med lægje og storleik tyder dette på at dei fleste gardane på -bu n går tilbake til førkristen tid, men dei hører helst ikkje til det aller eldste lag i gardsbusetnaden.
   Bygdenamn på bu finst nesten berre på Opplanda og i Trøndelag, t.d. Brandbu, Ringebu, Follebu, Rennebu, Klæbu, Selbu, Sparbu og fleire bortkomne. For seg sjølv geografisk står Andebu i Vestfold. Førsteleddet i desse namna står til vanleg i gen. fleirt. gno. Brandabú, Kleppabú osv. Sisteleddet -er kanskje òg fleirt., slik at tydinga av eit namn som Viðabú blir ‘gardane i skogen’. Om desse bygdenamna viser tilbake til ei førkristen bu-inndeling på Opplanda og i Trøndelag, i samanheng med tilsvarande svensk skipnad, er uvisst. Frå nyaste tida er mange hytte- og villanamn på bu (→ bu 2).
Litt.: KLNM II sp. 25-29 med litteraturtilvisingar. NG Indl s. 46 og dei ymse fylkesbanda. JS
  
NG:
gno. n. (Gen. bús), Gaard, beboet Jordbrug. Mest i sms. Navne. Anvendt som 1ste Led har det vistnok ofte en anden Betydning: Kreaturbesætningen paa en Gaard. Meget brugt som 2det Led i tildels endnu bevarede Bygdenavne, i hvilke det vistnok er at forstaa: «beboet Strøg». Saaledes Austbú, Riðabú, Svaðbú (Hedemarken); Skaðabú, Ringabú, Foldabú (Gudbrandsdalen); Kolabú (Toten); Brandabú (Hadeland); Sollabú eller Sollubú, Volubú (Valdres); Andabú (Jarlsberg); Rennabú, Kleppabú, Selabú (S. Trondhjems Amt); Sparabú, Bagabú (Indherred). I det Trondhjemske er bú som 2det Led nu tildels gaaet over til Hunkjøn (-bua) baade i Bygde- og Gaardnavne. I mange Tilfælde er det, naar blot nyere Former af Navnene haves, umuligt at adskille fra búðbu 2
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
bu 2
NSL:
bu f, gno. búð f ‘bu, primitivt hus, opplagsrom’. Vanleg grunnord i gardsnamn, både usms. Bu(a), Buer, Buan og som sisteledd i sms. namn, i alt ikring 150-200 namn. Utan eldre skriftformer svært vanskeleg å skilje frå  bu n → bu 1. Dei fleste gardsnamna på bu fortel om busetnad på stader der det før hadde vore rorbuer, fiskebuer, saltbuer, fangstbuer, primitive seterbuer eller andre slike hus. Døme på slike namn er Buan, Saltbua, Barkbu, Jarnbu. Mange namn på bu er sms. med personnamn, mellom anna kristne som Pål og Tomas. Dei eldste gardsnamna kan gå tilbake til vikingtida, men dei fleste er nok frå høgmellomalderen eller nytida. Ut frå tydinga ‘mellombels opphaldsstad, hytte’ har bu vorte vanleg grunnord i seternamn og finst i kring 600 slike. Elles ofte i nye villanamn.
Litt.: Beito 1949 s. 123-25. KLNM II sp. 33-34 med litteraturtilvisingar. NG Indl og dei ymse fylkesbanda.
  
NG:
gno. búð f. (Gen. búðar, Flt. búðir), Bod, Bygning opført til midlertidigt Opholdssted eller til Oplagshus. Meget alm. i Gaardnavne, usms. Oftest i Flt, (Buer, Buene, Buan); flere af Navnene maa være temmelig gamle. Hyppigst er det vel Fiskerboder ved Elve og Indsøer eller paa Fiskevær (Rorboder), Høboder, Sæterboder, Saltboder, som have givet Anledning til Ordets Brug i Gaardnavne. Ofte vanskeligt at skille fra , → bu 1.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
bug
gno. bugr m. (Flt. bugir) 'Bøining', i Stedsnavne særlig brugt om Bugter (som dannes ved en Bøining af Strandlinien), men også om Krumning af Elv, Vei og lign. Mest nu udt. med lukt o. I de Egne, hvor og nu pleier at over til au, bliver det Bau, Bauen. Findes sms. med heimr. Bogen.
 
 
Norske Gaardnavne Indl bay, cove norsk
bukt bay, cove norsk
buolža hill, ridge nordsamisk
burkne
gno. burkni m., Bregne. Findes i enkelte Gårdnavne hist og her, alm. nu udt. med o (mest lukt o) i Rodstavelsen og med Overgang af kn til tn; i et enkelt Tilfælde synes Navnet udgået fra en Nominativform borkn (Borten i Flå sogn i Guldalen, skr. or Borkni DN. II 36). Nogle andre Navne
forudsætte en Form berkn-, og i Gårdnavnet Brekne i Vanse har man måske Ordet i samme Form som det danske Bregne og det svenske braken.Sammensætninger findes med heimr. Planten har nu desuden flere andre Navne omkring i Bygderne; af disse ere i Gårdnavne bemærkede Blom,Grote, Moldfoder, Slok, Telg (i gammelnorsk Form vistnok tjǫlg). Ordets Brug i Stedsnavne vistnok at forklare af Bregnerøddemes Anvendelse som Kvægfoder.
Norske Gaardnavne Indl norsk
by
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
bygd
bygd f av gno. bygð f, som har hovudtydinga ‘busett eller bygd land’, avleidd av byggja vb, som igjen er laga til búa vb ‘bu’ Som grunnord finn vi bygd mest alltid i namn på bygder eller bygdelag, dvs. i namn på naturleg avgrensa, større eller mindre busetnadsområde: Nybygda, → Venabygd, → Øverbygda. Mange av desse namna er knytte til seint busette bygder eller bygdelag. Berre to-tre stader i Noreg (Vossestrand, Sortland, Valle) finst Bygd usms. som gardsnamn, da kanskje med ei litt anna tyding ‘bustaden’ (jfr. → bu).
Litt.: NG XI s. 562-63. KLNM II sp. 407-09. JS
Norsk stadnamnleksikon 1997 rural district norsk
og by m, gno. bǿr m og býr m ‘gard’, avleidd av rota i verbet búa ‘bu’, eldre ‘dyrke’. Grunnordet finst i sms. (-, -by) og usms. (, By) i mange stadnamn, særleg gardsnamn. På Sør- og Vestlandet, frå og med Telemark til og med Nordmøre, i dei Austlands-dalane som ligg nærast opp til Vestlandet og i Nordland (som regel) finn vi forma -, på resten av Austlandet, i Trøndelagsområdet (minus Oppdal) og i Troms -by. og - finst elles heilt sør i Østfold, der ein òg finn nokre døme på bunden form Bøen og -bøen. Dei same formene har ein i tilgrensande strok i Bohuslän og Värmland. Bunden form er regelen i bygdene frå Sunnfjord og nordover til og med Nordmøre.  Av den gno. genitivsforma bjár har det vakse fram eit bjå f ‘seter, uteng’, som er kjent frå Telemark og Setesdal.
   Grunnordet /by finst òg i nokre sms. seternamn, spreidde over det meste av seterområdet sønnafjells. Men mange av desse setrane har opphavleg vore gardar. Andre kan ha fått namnet sitt av den truleg sekundære tydinga som er utvikla vestafjells, ‘inngjerd mark på ein gard, jorde’. Lars Hellberg har argumentert for at denne tydinga kan vere utgammal. I Telemark, på Agder og i Ryfylke kan brukast i grendenamn, t.d. Vaddebø, Åraksbø.
Det usms. gardsnamnet , By, ‘bustaden, garden’, høyrer mange stader til det aller eldste laget i busetnaden. Storparten av desse om lag 140 usms. gardsnamna er nok frå før vikingtida, ofte frå eldre jarnalder. Mange ligg sentralt i bygda, og 15 har seinare vorte kyrkjestader.
   Førsteledda i dei nærare 1000 gamle, sms. namna er ofte eit topografisk appellativ, særleg gjeld dette på Vestlandet, der 25 % av namna er sette saman med eit slikt naturord. Person- og tilnamn er òg vanlege, og her skil Østfold seg ut: i 28 % av namna er førsteleddet eit personnamn. Ikkje i noko anna fylke har ein så stor del av by- og -namna eit slikt førsteledd. Nordafjells finst det mest ikkje slike førsteledd. Nyare forsking syner i det heile at det er langt færre samansetjingar med personnamn i by- og bø­-namn enn ein tidlegare har rekna med, 12 % for heile landet. Med særs få unntak er det tale om mannsnamn. Den største gruppa av førsteledd er likevel adjektiv og adverb med over 40 %, nokolunde jamt fordelt over heile landet.
   Sms. gardsnamn av typen Austby-Melby-Vestby har truleg tyngdepunktet i og kring vikingtida og har da gjerne komme opp gjennom deling av eller utskiljing frå ein eldre gard. Men nokre slike gardar kan vere så unge som frå kristen mellomalder. I det heile er det vanskeleg å setje opp noko fast dateringsskjema for dei norske by-gardane. Ei undersøking bygd på landskylda (Schmidt 2000) tyder likevel på at namna som gruppe kan vera på alder med stad- og land-namna. Fleire «kristne» førsteledd kan tyda på lågare alder, men i fleire høve kan ein vise at eit slikt førsteledd har kome i staden for eit anna, eldre, eller har vorte sett til eit tidlegare usms. namn (t.d. Bǿr > Kyrkjebø).
   I ei stilling for seg står Huseby-gardane. I alle fall i visse strok på Austlandet ser dette namnet ut til å ha komme inn frå Sverige i eldste rikssamlingstida (800-talet), knytt til seinare kongsgardar, som etter Steinnes har hatt spesiell funksjon i administrasjonen. Men dette høver mindre bra andre stader, t.d. i Trøndelag. Der kan namnet, gno. Húsabýr ha hatt den allmenne tydinga Oluf Rygh reknar med: «en vel bebygget Gaard, der har mange, gode eller prægtige Huse» (NG Indl.). I alt finst det kring 50 Huseby-namn i landet, alle truleg frå førkristen tid. K. Hoel har (1985) vist at mange av Huseby-gardane på Austlandet truleg har hatt eldre namn.
Litt.: O. Beito 1949 s. 130 f. L. Hellberg 1967. K. Hoel i Inst. for namnegransking, Oslo, Årsmelding 1985 s. 199 ff. P. Hovda i KLNM II s. 387-89. NG Indl s. 47 og 57. M. Olsen 1926 (sjå register). M. Olsen i NK V s. 22 f. A. Steinnes 1955. T. Schmidt 2000. JS, TS.
 
NG:
gno.  r m., også i Formen býr (Gen. bœjar, bjår, Flt. bœir), Gaaå. De to Former af Ordet bruges i Navne ikke om hinanden, men have hver sit særskilte Stedsområde i Kilder fra MA. forblandes de dog hyppigt, udentvivl som Følge af, at vedkommende Skriver opr. har hørt hjemme i eller har fået sin boglige Uddannelse i en anden Landsdel end den, Navnene tilhøre. I det store taget er by den herskende Form på Østlandet, i de trondhjemske Amter og i Tromsø Amt (på det sidste Sted vistnok indbragt af Indflyttere fra sydligere Egne, hvor denne Form bruges), derimod fra Bratsberg til og med Romsdals Amt og i Nordlands Amt. Det må dog mærkes, at det usms. Bø, Bøen har noget videre Udbredelse end -bø, -bøen som Sammensætningsled (det første bruges således i den sydøstlige Del af Smålenene, hvor -bøen kun forekommer i en enkelt Bygd, Enningdalen). Dette synes at tyde på, at býr i Tidens Løb har udbredt sig på den anden Forms Bekostning. Også andre Uregelmæssigheder findes; i Egne, hvor ellers bruges, træffer man således Huseby og i sådanne Egne kan -by undtagelsesvis forekomme ved Gårde, som have været Herresæder (Hesby på Finnø, Berby i Enningdalen). I ældre Tid findes Ordet i den sydvestlige Del af Landet ofte brugt som sidste Led i Grændenavne, og findes til dels således brugt endnu, især i Sætersdalen (Aardalsbø, Vallebø osv.). Som sidste Led i Udtalen ofte afkortet til -be (naar s gaar foran, -pe) og enkelte Gange skr. efter denne Udtale. I sms. Navne, hvor Ordet er sidste Led, er første Led i de fleste Tilfælde enten et Personnavn (eller et Ord, som betegner tidligere Eieres Stilling, som i Prestby, Munkeby), eller også Ord, som have Hensyn til Gårdens Beliggenhed, Grundens og Omgivelsernes Beskaffenhed og lignende Forhold, særlig ofte et Adverbium, som udtrykker Beliggenheden i Forhold til andre Gårde (som Vestby, Sundby, Meby, Melby, Neby, Øverby). Bœn er maaske en Sammensætning af dette Ord med vin.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
bøle
norr. bœli n ‘opphaldsstad, bustad, gard’, ei ia-avleiing av gno. ból n, som har om lag same tyding. Finst i mange norske gardsnamn, usms. Bøle, Bøler (fleirt., med vanleg overgang til f) og som sisteledd i mange sms. namn. I alt er det vel 30 usms. Bøle(r) og vel 100 sms. -bøle, stort sett samla i dei austre Austlandsfylka, Østf, Akersh, Hedm og Oppl. Utafor dette området finst berre heilt spreidde namn. Bøle-området i Noreg har geografisk samanheng med vestsvenske bygder der namnetypen er vanleg. Også i andre delar av Sverige, såleis i det tidlegare norske Jämtland, og i Danmark, er det mange slike gardsnamn.
Dei fleste norske gardsnamna av denne typen er frå vikingtid og - kanskje særleg - kristen mellomalder til kring 1350. Mange er nemnde i austlandske mellomalderkjelder. Av dei eldste er truleg dei usms. Bøle(r) og sms. namn som → Hobøl (soknenamn). Førsteleddet i sms. namn er elles mest personnamn.
   Nokre få norske seternamn på -bøle har truleg beinveges samanheng med nyno. dial. seterbøle n ‘seterplass med tilhøyrande hus rekna som eigedom’.
Litt.: Beito 1949 s. 132. KLNM II sp. 496-99. NG Indl s. 46 og fylkesbanda. NK V s. 101-03 og 155. JS
 
NG:
gno. bœli n. (Gen bœlis, Flt. i Gårdnavne bœlir f.) 'Opholdssted, Bolig', ligebetydende med ból, hvoraf det er afledet. Enkelte af de Navne, hvori det findes, lade dog til at være udgåede fra en anden Betydning 'Opholdssted for Dyr' (Rede og lign.); således har man vistnok at forklare Krákubœli (Kråbøl), Haukabœli (Haukebøl), Rafnabœli (Rambøl). Ellers mest sms. med Personnavne og, mindre hyppigt, med Ord, som have Hensyn til Gårdens Beliggenhed og lignende Forhold. Som sidste Led oftest afkortet til -bøl (i Udtalen tildels endnu stærkere, til -bel).
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
båe shoal, reef norsk
baahkoe
fjellside
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
bållne little round hill lulesamisk
bårre mountain side, hill, ridge lulesamisk
båvne
(eller bavne) trelaus åsrygg
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
čacha
vasskilje, overgang mellom to fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 high pass between two mountains nordsamisk
čearru
nokså flat og ofte vid høgfjellsstrekning med lite vegetasjon
Norsk stadnamnleksikon 1997 mountain plateau nordsamisk
čielgi moutain ridge nordsamisk
čoalbmi
sund
Norsk stadnamnleksikon 1997 sound nordsamisk
čohkka
fjelltopp, topp
Norsk stadnamnleksikon 1997 mountain top nordsamisk
čopma small mountain nordsamisk
čorru hill, ridge nordsamisk
dal
NSL:
Dal er svært vanleg i heile landet som gardsnamn, etter det òg som namn på tettstader og sokner. Vanlegast finn ein ordet i ymse bøyingsformer som Dal´en b. eint., Da`le dat. eint., Dal`an, Dal`ane b. Fleirt. Dål`ån b. fleirt. er ei jamningsform. Døl`an og Døl`en(e) er anten laga til gno. dæl f ‘liten dal, dokk’, eller dei kan ha fått vokalen i trykkstavinga frå den omlydde forma i dat. fleirt. Dǫlum.
 
NG:
gno. dalr m. (Gen. dals, Dat. dali, Flt. dalar og dalir) 'Dal'. Er, som man efter Landets Natur måtte vente, meget alm. i Gård- og Bygdenavne. I usms. Navne er i Telemarken og på Vestlandet Dativ Ent. og Flertal de mest brugte Former. Sammensætning med vin hyppig, i mange forskjellige Nutidsformer (se NG I S. 39); med heimr sjelden. Om den i enkelte Tilfælde mulige Forvexling af dalr som sidste Led med staðir stad.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl valley norsk
dállu farm nordsamisk
dam pond norsk
dearbmi hillside, ground nordsamisk
deatnu
stor elv, flod; hovudelv. Også eatnu.
Norsk stadnamnleksikon 1997 big river nordsamisk
diermme hillside, ground lulesamisk
dievvá round hill nordsamisk, lulesamisk
dokk
gno. dǫkk f. 'Fordybning'. Temmelig ofte i nyere Gårdnavne, især i Valdres og Numedal. I ældre Navne mest gjennem Elvenavnet Dokka, som vel ialfald rimeligst udledes af dette Ord (en i dybt nedskåret Leie løbende Elv); af Elvenavnet kommer en Sammensætning med vin (Dokkin, Eidsvold). I Flt. Dekker; på Søndmør også i Ent. Dekk.
 
Norske Gaardnavne Indl hollow norsk
drag
gno. drag n. (Gen. drags, Dat. dragi). Heraf en del Gårdnavne, ligesom også af det beslægtede Hunkjønsord drog (Gen. dragar); begge dannede af draga 'drage, trække'. I Navne have de åbenbart flere forskjellige Betydninger, hvoraf følgende sikkert kunne påvises:
1) Sted, hvor man trækker Både over et Eid, for at spare sig Veien omkring et Nes, eller gjennem
et Sund, der er for grundt til at kunne roes (deraf bl. a. Drageid, Dragøen).
2) langstrakt Ø eller Holme.
3) Vei, ad hvilken Tømmer og Ved slæbes.
4) Hunkjønsordet synes i enkelte Tilfælde brugt i den af Aasen fra Romerike anførte Betydning 'lang Hulning i Jorden, liden Dal'.
Oftere, især nordenfjelds, findes Navne af denne Stamme, nu skrevne Drag-, Drage-, Drog-, der
nærmest komme af et Elvenavn Drog eller Draga (i nogle Tilfælde nordenfjelds, hvor det er bevaret, nu lydende Drugu, ved Ligedannelse).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
drang
NSL:
gno. drangr m ‘einsleg, høg stein eller bergtind’, eit ord som er lite kjent anna enn gjennom stadnamn i Noreg, men finst i islandsk og færøysk. På Sør- og Vestlandet, frå Vest-Telemark til Hordaland, er det fleire gardsnamn og andre namn av typen Dran´gen (b. eint.), Dran`ge, Drån`gje (dat. eint.), Dran`ga (ub. fleirt.), eller sms. → Drangedal, → Drangsholt. I Ibestad komm, Troms, finst Drangen som fjellnamn, i Fyresdal, Tel, er Drang innsjønamn. Det siste må truleg vera eit jamføringsnamn ut frå forma på sjøen. Gno. drangr kan frå først av ha hatt ei tyding ‘stokk’ e.l. Men mange av desse namna høyrer (etter P. Hovda i MM 1975 s. 58-59 og J. Skjerpe i MM 1979 s. 93-94) heller i hop med nyislandsk drengja vb ‘snøra fast i hop’ og nyno. dial. drange m ‘endetarm på sau, innsnevring’ og siktar til innsnevringar av ulike slag. JS
 
NG:
gno. drangr m. (Gen. drangs. Flt. drangar), spids, opragende Klippe; i Norge neppe bevaret uden i Stedsnavne (jfr. dog Drange hos Aasen). Brugt i Navne fra den vestlige Del af Bratsberg Amt til den sydlige Del af Stavanger Amt og i Ønavnet Drangøen et Par Steder ellers.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
dugurd
Dugurd(s)- finst som førsteledd i mange naturnamn (fjell, høgder, skar). Er nyno. dugurd m, gno. dagverðr m ‘frukost’. Same opphav har namn på Daurmåls- og Durmåls-. Dei fortel at når sola stod over desse stadene, var det tid for måltidet dugurd. Jf. liknande «dagstidnamn» på → Merafta(s)- og → Åbit(s)-.
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
duottar
skoglaust høgfjell; vidde; tundra
mountain plateau nordsamisk, lulesamisk
durrie
skar, dal mellom fjell
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
dy
gno.n. (Gen. dýs), Dynd. Brugt i enkelte Navne, mest i Sammensætninger, hvoraf et Par med vin; sigter i denne Anvendelse vistnok til dyndet, sumpig Grund.
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
dys
gno. dys f. (Gen. og Flt. dysjar), sammenkastet Stenhob, især om Gravrøser fra hedensk Tid; endnu brugt i den sydlige Del af Stavanger Amt. I Navne næsten blot på Vestlandet; sammensat mest med land (Dysjarland, Dysjaland).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
eana land, ground nordsamisk
eatnu
stor elv, hovudelv. Også eatnu.
Norsk stadnamnleksikon 1997 large river nordsamisk
ednam land, ground lulesamisk
egg
NSL:
egg f eller m, gno. egg f (gen. eggjar, dat. eggju, fleirt. eggjar, dat. eggjum) ‘egg på skjerereiskap’ og som terrengnemning ‘jord- eller fjellrygg’, også ‘kant, på land eller i sjøen’, til ei indoeuropeisk rot *ak-’vera kvass’, jf. latin acer ‘kvass’. Svært vanleg, usms. og sms. både i naturnamn og gardsnamn. I gardsnamn finn ein no former som Eg´g(j)a, Eg´g(j)i (ofte skrive Eggen) b. eint., Eg`g(j)e dat. eint. eller ub. fleirt., Eg`gja ub. fleirt., Egg(j)an, b. fleirt., Eg`g(j)um, dat. fleirt. JS
 
 
NG:
gno. egg f. (Gen. og Flt. eggjar) 'Egg på skjærende Redskaber', i overført Betydning 'Ryg, Kam af Fjeld eller Jordhøide'. Fra den sidste Betydning udgå mange Gårdnavne, deriblandt flere med heimr sms., et enkelt mulig med vin.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
eid
NSL:
gno. eið n, gen. eiðs, dat. eiði, fleirt. i namn eiðar:eigentleg ‘gang(veg)’, no brukt om ‘veg over land mellom to vatn’, ‘veg langsmed ein foss’, ‘tverrdal mellom to bygder’, ‘smal landtange’. Grunnordet er vanleg over heile landet: svært ofte finn vi eid-namna ved fossar og stryk av di båtar måtte dragast forbi (→ Drag-). Som sisteledd har ordet hyppig bunden eller ubunden form: - eidet (Lyngs-), -e (Æse < -eiðar fleirt., Hord), -eid (→ Nordfjord-), [-i] (→ Drag-, → Bris-). Førsteleddet skildrar ofte lendetilhøve eller jordkynd (→ Trenger-, Sand-), lægje (Nord-, Sør-, Lægr- 'det lægre', Hær- 'det høgre'), det kan innehalde vassnemne (→ Alt-, Lyngs-, → Bris-) eller (sjeldan) øynamn (→ Har-). Men oftast er førsteleddet bustad- eller bygdenamn. Som førsteledd i sms. er grunnordet vanleg. Usms. er det òg utbreidd. Om forskjellige bøyingsformer av ordet i stadnamn → Eid.
Litt.: Modéer 1936 s. 90-96. H. Ståhl i KLMN V sp. 72. ON
 
NG:
gno. eið n. (Gen. eiðs, Dat. eiði, Flt. i Gårdnavne eiðar f.), Eid. Bruges nu som bekjendt om et smalt Landstykke, som forbinder to bredere, og om en dyb Indsænkning i et Fjeld, som giver let Vei mellem to Bygder. Deraf mange Stedsnavne. I mange andre sees Ordet desuden i ældre Tid også at have havt en anden, beslægtet Betydning 'en Strækning, kortere eller længere, hvor man måtte tage Veien over Land istedetfor Vand- eller Isveien, som ellers på grund af Landeveienes mangelfulde Beskaffenhed brugtes så langt som muligt. Ved Fosser og Stryk i større Elve vil man derfor hyppigt finde Steder med Navnet Eid eller et dermed sms. Navn. Bekjendt Exempel Eidsvold (opr. Eið) på Romerike, hvor den lange Vandvei ned over Mjøsen og Vormen endte ved den første Fos i denne Elv (Sundfossen), og hvor videre Transport derfor måtte foregå over land for at komme enten længere nedover Vormen eller til Øieren eller Oslofjorden. Som andet Led i Udt. ofte afkortet til -e eller -i. Især på Vestlandet skrives ofte feilagtigt Eide eller -eide, hvor Udtalen viser, at det rigtige var enten Eid, -eid eller Eidet, -eidet.
Findes i gamle Sammensætninger med vin og heimr; også i en meget gammel afledet Form Eiðund (Ødyn i Orkedalen).
 
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 isthmus norsk
eik
gno. eik f. (Gen. eikar og eikr, Flt. eikr) 'Eg' (Træ). Deraf og af det deraf afledede eiki n., egebevoxet Sted (se NG Indledn. s. 31), en Mængde Gårdnavne; af de af eiki dannede særlig hyppigt Eikiland, der er et meget alm. Navn i Strøget fra Nedenes til Søndfjord, og af de af Trænavnet direkte kommende Eikaberg, hyppigt omkring Kristianiafjorden. I Sammensætning med vin (Eikin, Øykrin) og heimr (Eikreimr); gammel afledet Form Eikund (Egerøen ved Egersund). Der findes Spor til, at Eik har været brugt som Elvenavn; deraf ere ialfald enkelte af Gårdnavnene at forklare.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
eine
gno. einir m. (Gen. einis) 'Ener' (Træ). I ikke få, mest nyere Gårdnavne. På enkelte Steder nu udt. Einer, Einår. En afledet Form eini n. 'Sted bevoxet med Ener', kan påvises ialfald på et Par Steder. I Gårdnavne findes også flere af de andre nu brugte Navne på Træet: Brake, Brisk, Bruse, Sprake.
Norske Gaardnavne Indl norsk
ekle
gno. eiklið (eikhlið) n. forekommer som Fællesord kun på et Sted i den gamle Frostathingslov (XIII 10), hvor det betegner det Sted, hvor en Mand har Leie for sin Båd (eikja). Findes som Gårdnavn på enkelte Steder hist og her, nu mest lydende Ekle, og må da da sigte til, at Gården have ligget ved en sådan Bådstø i en Elv.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
elv
elv f ‘vasslaup’, gno. elfr f. Etymologisk fører ein vanleg elv saman med latin albus ‘kvit’ (jfr. det tyske elvenamnet Elben), og tydinga skulle da vera ‘den kvitglinsande åa’. I målføra kan utt. av vokalen variere mellom [e], ], [a] og labialiserte former med [å]. Dette har sjeldan gjeve seg utslag i skrift, → Alvdal.
   I gno. vart elv berre brukt om dei tre store elvane Raumelfr (nedre del av Glåma), Gautelfr (Göta älv) og Saxelfr (Elben). Sist i mellomalderen byrja elv å trengje ut → å f, slik at i dag er elv den vanlege nemninga for litt større vasslaup. På størstedelen av Vestlandet og nordafjells er å heilt avløyst av elv og finst no berre i stadnamn. Samstundes har tydinga av elv på Nord-Vestlandet og på Trøndelagskysten endra seg slik at ein i dag kan nytte nemninga elv om små vasslaup, bekker. Årsaka er truleg - ved sida av naturforholda - at → bekk m i dette området har hatt ei tyding ‘brunn’.
   Usms. og som sisteledd blir grunnordet elv i Sør-Noreg primært nytta i naturnamn. Her finst berre tre-fire gardsnamn av typen → Skotselv. I Nord-Noreg finst bortimot hundre slike namn, men dei har alle eit yngre preg, og kjem seint med i kjeldene. Brukt som kommunenamn finst sms. elvenamn nokre gonger: → Lakselv, → Målselv, → Trysil. Etter 1964 har også fleire usm. elvenamn vorte kommunenamn: → Rauma og → Tokke. Den gamle genitivsforma er halden i → Elverum. Førsteleddet i naturnamna på -elv er svært varierte (sjå artikkelen «Elvenamn»).
Litt.: S. Bugge i ANF 1885 s. 209-11. OS
Norsk stadnamnleksikon 1997 river, stream norsk
eng
gno. eng f. (Gen. og Flt. engjar) 'Eng, Græsmark'. I den største Del af Trondhjems Stift og i Nordre Østerdalen nu Intetkjønsord, ligesom tildels allerede i MA. (se Fritzner under eng n.). Som sidste Led går det ofte over til -ing, -ingen, og dermed tillige tildels til Hankjønsord. En enkelt Sammensætning med heimr findes, mulig også en med vin. I de Egne, hvor ng nu udtales som nn, bliver det undertiden forvexlet med endi 'Ende' (f. Ex. Vasseng skr. for Vassende).
 
Norske Gaardnavne Indl meadow norsk
eno river kvensk
esja
gno. esja f. (Gen. esju) bruges nu i Folkesproget om forskjellige Stenarter, bl. a. om Klebersten. Ordet findes i mange Stedsnavne og må være gammelt (jfr. Fjeldnavnet Esja på Island). Nu udtales det næsten overalt med foransat h-Lyd (se ovfr. S. 24) og lyder derfor som første Led (den eneste Måde, hvorpå det forekommer i norske Navne) Hesje-, Hesi-, Hess-. Med Hes- begynde nu også adskillige Navne, der til første Led have Mandsnavnet Heðinn, og med Hesje- endel nyere Navne, som komme af Hesja 'Høhesje'.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
evje
gno. efja f. (Gen. og Dat. efju, Flt. efjur), i Oldn. i Betydningerne: dyndet Grund og: strømløs Bugt i en Elv. Deraf mange Gårdnavne, mest i usms. Form. Nogle af disse kunne vel også udgå fra en af de øvrige hos Aasen og Ross anførte Betydninger, som: 'Vik med sumpige Bredder', 'Bagstrøm i en Elv', 'Gren af en Elv', 'stillerindende Bæk'. På endel Steder nu lydende Evju, Ivju, Yvju, Øvju (Ligedannelsesformer).
Norske Gaardnavne Indl back water, creek norsk
falk
Falk er eit vanleg førsteledd i fjellnamn. Slike namn kan ha ei reint økologisk forklaring: at det har vore mykje falk på staden. Men så etterspurd som jaktfalken var i eldre tid, kjem namna i dei fleste tilfelle sikkert av at det har vore fanga falk der, som namna → Falkfangarvola og → Falkhyttvola beinveges syner. Om slik falkejakt har ein gode opplysningar, t.d. frå Tydalsfjella på 1500-, 1600- og 1700-talet.
Litt.: Bø 1962. P. Hovda i «Til fots i Jotunheimen» s. 89. Namn i fjellet s. 29. I. Særheim i NoB 2013 s. 60-64. JS
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 falcon norsk
fall
gno. fall n. (Gen. falls, Flt. i Gårdnavne fallar f.) findes i Stedsnavne i forskjellige Betydninger:
1) sted, hvor Træer ere faldne, af Ælde eller omkastede af Storm (som i Trefald, Vefald).
2) «Nedfældning i en Skov, Træer som brændes til Askegjødning» (i denne Betydning mest i nyere Navne; i samme Mening brugt Felling).
3) Jordfald (således Landfall, Mælfall, Leirfall).
 
Norske Gaardnavne Indl cliff norsk
fávli ocean nordsamisk
fest
gno. festr f. (Gen. og Flt. festar), Toug, hvormed Skibe og Både fortøies i Land. Forekommer som første og andet Led, kun undtagelsesvis usms., i endel Navne langs Kysten (således Festvåg Djupfest, Hammerfest, Sygnefest ved Sognefjordens Udløb); i disse synes det ikke at kunne forståes annerledes end: 'Sted, hvor Skibe kunne fæstes i Land, Havn'.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
fet meadow norsk
fielbmá
ei mindre elv som flyt stille, lon, kjos
Norsk stadnamnleksikon 1997 small stream nordsamisk
fierua shore, beach kvensk
fiervá
fjøre
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
Finn-
Førsteledd i mange stadnamn, både gards- og naturnamn. Språkleg og realt kan namna ha ymse opphav:
1. folkenamnet finnar i tydinga ‘samar’. Slike namn er talrike i Nord-Noreg og Trøndelag. Somme meiner at mange namn på Finn- i andre landsdelar også hører hit.
2. finnar i tydinga ‘finlendarar’, knytt til finneinnvandringa på 1600-talet. Frå Savolaks i Finland over Sverige nådde finske innvandrarar Austlandet, der det vart større eller mindre finne-koloniar i skogane frå Solør i aust til Modum-Lier-Ringerike i vest. I dette stroket har vi t.d. → Finnskogane, → Finnemarka.
3. mannsnamnet Finn (gno. Finnr og Finni) el. kvinnenamnet Finna. Ligg sikkert føre i dei fleste namn av typen Fin(n)stad, Finnset, Finnsrud.
4. plantenamnet finna, finnskjegg, finngras (Nardus stricta).
5. gno. firn n og nyno. finne n ‘villmark’, i mange tilfelle gjennom eit elvenamn → Finna.
6. gno. *finnr, *finni, nyno. finn, ‘spiss, framspring’ o.l. (Stemshaug 1983).
I nokre få høve kan andre forklaringar komma på tale. Det har såleis vore halde fram at «finnar» i gno. kan ha vore brukt meir allment om trolldomskunnige folk eller òg om restar av ikkje-germanske veidefolk som levde att somme stader. Dette er likevel mykje uvisst.
Litt.: K. Bergsland i HT bd. 49 s. 365-409. H. Koht i MM 1923 s. 161-75. NG, under dei ymse gardsnamna. L. Olsen i Stadnamn og kulturlandskapet, red. av M. Harsson og B. Helleland (Avd. for namnegransking, Univ. i Oslo, 1995) s. 105-28. J. Sandnes HT bd. 52 s. 113-37. O. Stemshaug i MM 1983 s. 170-92, MM 1997 s. 75-90. I. Særheim 1992 s. 178-80. JS
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
fisk-
Fisk som utmerkingsord i stadnamn er mykje vanleg, særleg i elve-, bekke- og innsjønamn. Oftast er grunnlaget ikkje berre generelt at det finst mykje fisk der, men økonomisk: at det er godt fiske. Døme: Fiskå(a), mange stader, bl.a. Fiskå bydel i Kristiansand komm, V-Agd. Eit vanleg namn på sjøar og elvar utan fisk (før eller no) er Fisk(e)løysa, gno. *Fiskiløysa f, der sisteleddet er ei iōn-avleiing av lauss adj ‘laus, tom for’. Same tyding har namn som Fisk(e)lausvatn. (Jfr. Indrebø 1924 s. 51.) JS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
fit
NSL:
fit f og m (gno., gen. eint. og nom. fleirt. fitjar), ‘flatvoren, frodig eng attmed vatn’. Ordet (fit, fet) finst enno i somme nyno. dialektar. I gards- og lokalnamn er f. vanleg, særleg på Vestlandet, i Trøndelag og Nord-Noreg, usms. t.d. → Fet (komm i Akersh, sokn i SogFj, gardsnamn mange stader), Fet´ta, Fæt´ta, Fæt´ten (b. eint., nom. og dat.): Fitja(r), Fitje (ub. fleirt.), Fitjan(e), Fetjan (b. fleirt.), sms. t.d. gno. Ǫlundarfit. På Sørlandet og Sørvestlandet er det former som Fidje, → Fiane (<Fidjane < Fitjarnar). JS
  
NG:
gno. fit f. (Gen. og Flt. fitjar) 'frodig Græsmark', især en sådan, som ligger lavt og ved Bredden af Sø eller Elv. I mange Stedsnavne, almindeligere på Vestlandet og nordenfjelds end på Østlandet. I den meget brugte Flertalsform Fitjar til dels misforstået i yngre Skriftform og skrevet med kj eller kk. Af de forskjellige Nutidsformer mærkes som den mindst gjenkjendelige Fiane (Fijane), brugt i de Egne, hvor t her i Udt. går over til d (for Fidjane, opr. Fitjarnar).
 
Norsk Stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl meadow norsk
fjell
NSL
gno. fjall n, fleirt. fjǫll. I nyno. dialektar finst òg former som fjøll, fjødd, fjedd i Telemark og Setesdalen, fjedl på delar av Vestlandet, fjill, fill (med palatal l) på Nordmøre og i Trøndelag, den siste staden også fi:l, fe:l. Grunnordet f. er utbreidd over heile landet i namn på fjell og fjellområde og er også vanleg i gardsnamn, usms. og sms.
   I fjellnamn er grunnordet f. mest brukt om «de Bjerge eller Bjergmarker, som stige så høit, at Skovvæxten ganske eller næsten ophører» (Aasen), ofte om større, samanhangande fjellstrekkjer (Sygnefjellet, → Norefjell), gjerne i fleirt. (→ Langfjella, Rørosfjella), i det siste tilfellet ofte med appellativisk tyding («fjella i Rørosområdet»).
Litt.: Ekre 1960 s. 116-18. Namn i fjellet s. 16 og s. 23. JS
 
NG:
gno. fjall n. (Gen. fjalls) 'Fjeld'. Sjelden eller aldrig som Flertalsord, når det bruges som Navn usms. Den islandske Sideform fell synes ikke at forekomme i Norge. Enkelte Sammensætninger findes med vin (Fellin) og heimr. Meget forskjelligt udtalt (Fjæll, Fjell, med lukt e, Fjill, Fjøll, Fjedd,
Fjødd, Fjædl). Hvor det som sidste Led kommer efter s, falder ofte f bort i Udtalen. Brugt som første Led i Genitivform kan det i Nutidsform vanskelig skilles fra Fjallars-, af Mandsnavnet Fjallarr.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl mountain norsk
fjellstue hospice, mountain hut norsk
fjerding, fjordung
gno. fjórðungr m. (Gen. fjórðungs) 'Fjerdedel', findes i en del Navne, der neppe ere meget gamle. Nogle af dem ere at forklare deraf, at de have udgjort Fjerdedelen af en større Gård, hvoraf de ere udskilte, eller svaret Fjerdedelen af en bestemt Landskyld (f. Ex. af et Skippund Korn eller en Vog Fisk); ved andre er Forklaringen endnu uvis.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
fjord
av gno. fjǫrðr m, gen. fjarðar, dat. firði, fleirt. firðir. Til same rot som fara vb., tyder opphavleg truleg ‘gjennomfart (inn mot land), innfart’. I fjordnamn (og sekundært som namn på bustader som vanleg ligg i fjordbotnane) er grunnordet vanleg over heile landet. Som sisteledd har ordet i målføra no oftast bunden form -fjorden, men ikkje sjeldan finst variantar (som oftast går attende på gno. oblikve kasus) med ubunden form: -fjær (→ Åle- Kristiansand), -fær (Hauka-, Hord), -[fø] (Berfjord, Hord), -før (Grunn- og Grunnførfjorden Nordl), -vær (Ers-, Hord), -[vør] (Hogsvær, → Tysvær).
   Fjordnamn sms. med -fjord kjenner vi alt frå gno. tid, men i svært mange høve er det opphavleg usms. namn som i seinare tid har fått tillagt -fjord.
Som førsteledd i sms. er grunnordet lite nytta, men jf. → Firdafylke, Fjordgard, Fjærangen. Usms. brukt er ordet noko vanlegare: Fjǫrðrinn ‘Fjorden’ var i gno. tid nemninga for Trondheimsfjorden, gen. eint. ligg til grunn for namn som → Fjæra, → Fjære, og dat. eint. er opphavet for Fyrde, → Førde.
   I innsjønamn er fjord nytta som sisteledd i området frå Valdres og Land sørvestover til og med Sirdal og noko i SogFj og i N-Trl. Ordet er kjent i tydinga ‘innsjø’ alt frå ca. 1300, men har breidd seg særleg sterkt i innsjønamn i seinare hundreår, også til dels på kostnad av eldre usms. namn: Byglands-, → Rands-, → Tyri-. Som usms., Fjorden, blir grunnordet nytta i daglegtalen t.d. om Mjøsa.
Litt.: Indrebø 1924 s. 230-31. Jonsson 1966 s. 230-37. Rygh 1896. ON
  
NG:
gno. fjǫrðr m. (Gen. fjarðar, Dat. firði, Flt. firðir) 'Fjord'. En del af de af dette Ord kommende Gårdnavne sigte til Indsøer, hvorom Ordet endnu bruges søndenfjelds. I Regelen betegnes med dette Navn Gårde, som ligge ved Fjordens eller Indsøens Bund (Ende). Af de Former, hvori det bruges som Navn usms., er særlig at mærke den især på Vestlandet meget brugte
Dativform Firði, nu Førde (udt. Føre). Endvidere findes Fjære (særlig bekjendt som Sognenavn ved Grimstad) Og på enkelte Steder langt nord i Landet Fjær (til dels udt. Fjal, med tykt l); fra hvilken af Ordets gamle Bøiningsformer disse Navne udgå, tør være usikkert. Som andet Led i Navne kan Ordet antage endnu mere påfallende Former. Her findes ved Siden af
det vanlige -fjord, -fjorden også -fær -før, efter forudgående s forandret til -vær, -vør, f. Ex. Tysvær i Ryfylke, opr. Teitsfjorðr, udt. Tyssvør, — endvidere -fjær og i Nordland på nogle steder -for (lukt o). Med Undtagelse af de to sidste må også disse Former være udgåede fra Dativformen. f falder ofte bort i Udtalen i -fjord, når s går foran (Grønsjord for
Grønsfjord).
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne fjord, cove, lake norsk
fjøs
gno. fjós n. (Gen. fjóss, Flt. i Gårdnavne fjósar f.). I Gårdnavne usms., mest i Flt., og som første Led. Rimeligvis overalt sigtende til Sommerfjøs, som har stået på stedet, før det blev Gård medens det endnu kun benyttedes som Havnegang.
 
Norske Gaardnavne Indl cow stable norsk
flak shoal norsk
flate
gno. flǫt f. (Gen. flatar, Flt. flatir) 'Flade, flad Strækning' (jfr. flet). Alm, brugt i Navne, nu Flat, Flot, Fløt. Sideformer flata f. (Gen. flotu, på Vestlandet), flati m. (Gen. flata) og en stærkt bøiet Hankjønsform flǫtr (Gen. flatar), hvis Nominativform dog tør være usikker (jfr. Fritzner).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
fles
gno. fles f. (Flt. flesjar) 'Skjær, som ligger i Vandskorpen og ofte overskylles'. I Gårdnavne til dels efter et sådant udenfor Gården liggende Skjær; andre Tilfælde må forklares deraf, at Ordet, ligesom sker, har været brugt om Partier af bar Klippe, som stikke op af Jordmark på Land. Usms. mest i Flt. Flesje (Flesjar). I nogle få Tilfælde søndenfjelds findes en allerede i MA. forekommende Sideform fres, se NG I s. 345.
 
Norske Gaardnavne Indl shoal norsk
flet
gno. flet n. (Gen. flets, dannet af flatr, flad) synes i Stedsnavne, hvori det ikke sjelden forekommer, at betyde 'Flade, flad Strækning' (jfr. flate). Fra Oldn., ligesom fra det nuværende Folkesprog, kjendes det kun i forskjellige mere specielle Betydninger.
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
flo flat land norsk
floe 1 small pool norsk
floe 2 marsh, pen norsk
flog cliff, mountain norsk
flot plateau norsk
flu
flu f (inkjekjønn ved Oslofjorden), av gno. flúð f. Ordet er i bruk langs heile kysten og tyder ‘overflødd, grunn stad i sjøen, til vanleg ikkje synleg’. Tydinga var den same i gno. Ordet er i slekt med flaum m og flod f, og grunntydinga er ‘stad det flør over’. No er det likevel stor skilnad i djupna på dei stadene som ber flu-namn. Ordet finst naturleg nok sjeldan i bustadnamn. NG nemner Flua i Varanger (NG XVIII s. 280) og Fluer ved Kragerø (NG VII s. 43). Som førsteledd i sms. flu-namn finn vi oftast namn på lokalitetar (gardar, øyar, nes og fjell), men også personnamn (Olsflua), fiskenamn (Seiflua, Hyseflua) og ord som uttrykker storleik, form og utsjånad.
Litt.: Hovda 1961 s. 48-50. Indrebø 1929 s. 214-15. Slyngstad 1951 s. 114-16. KA
Norsk stadnamnleksikon 1997 shoal, half tide rock norsk
fly mountain plateau norsk
fonn snowfield, glacier norsk
for
gno. for f. (Gen. forar) 'Fure, Rende, Fordybning'; forekommer oftere i Gårdnavne, til dels skr. Får . I Navne er det til dels vanskeligt at skille fra fǫr f. (Gen. farar), der har været meget brugt som Elvenavn og gjennem denne Brug ofte er kommet ind i Gårdnavne; desuden, når det står som første Led, fra fura f. 'Furu' (se dette). Det kan også forvexles med Ford m., der i den sydlige Del af Stavanger Amt bruges om Vei over sumpigt Land og om Sumpe, der jevnlig oversvømmes af en gjennem dem løbende Bæk (se Aasen og Ross under Ordet).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
fors waterfall norsk
fosen
gno. fólskn f. (Gen. fólsknar) er den gamle Navneform for Fosen (udt. Fó'sna), der nu bruges om flere Øer langs Vestkysten. Ordet, der ikke findes som Fællesord i Oldn., kommer åbenbart af fela, skjule, og har opr. lydt fólgsn; Betydningen må være 'Skjulested' (jfr. oldn. fylgsni, fylskni
n., der har samme Betydning). Ønavnene forklares vel rimeligst deraf, at Øen har havt en Havn, hvor man kunde ligge ubemærket af forbifarende Skibe (jfr. løynivágr, der bruges i samme Mening). Ordet ligger måske også til Grund for Gårdnavnet Fosnes, udt. med langt, lukt o, der findes på 3 steder (Stryn, Beitstaden, Fosnes i Namdalen), men Betydningen er her ialfald i de fleste Tilfælde mindre klar. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 181 f.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
foss
av gno. fors eller foss m. ‘Fos, Vandfald, brat nedstyrtende Vandstrøm’ (Aasen), laga til ei rot med tydinga ‘sprute, fyke’ Den eldre forma fors (førs) skal enno finnast i delar av Romsdal og på Sunnmøre, og vi har ho i Nordland og Troms, som på svensk språkområde. I delar av Indre Hardanger og Indre Sogn har ein fått analogt fleirt. fesse(r). Tydinga er sams over heile landet bortsett frå Nordøsterdalen og Øvre Gauldal, som viser samanheng med Sverige, der foss vanleg tyder ‘stryk’.
   Dei aller fleste namna på -foss er vanlege naturnamn, og svært ofte relasjonsnamn, t.d. Leirfossan (Nidelva, S-Trl) til gardsnamnet Leira, Mongefossen (Rauma) til gardsnamnet Monge. Men ofte fortel førsteleddet om læte, t.d. Låtefoss (Austdøla), Dynjanfossen (Arendalsvassdraget), opphavleg usms. Dynjandi, dvs. presens partisipp, som er ein svært vanleg måte å laga fossenamn på, eller utsjånad, t.d. Rjukanfossen < Rjukande, (→ Rjukan), Govfoss (Tya) om ein foss det ryk av, Skjørfoss (fleire stader i Hardanger) om kvitbrusande fossar med ujamt fall.
   I bustadnamn finst gamle samansetningar som Fossem < Forsheimr, Fossland (sørvestlandsk Fotland), som sisteledd og oftast yngre → Braskereidfoss, → Ulefoss. Usms. Foss og Fossen, Fosse (dat.), Fossan (fleirt.) er svært vanleg som gardsnamn i heile Sør-Noreg. I nokre sms. gardsnamn kan ein finne den avleidde forma -fyrsi n.
Litt.: Frøysadal 1953 s. 8-9. P. Hovda i MM 1945 s. 97-115. OS
  
NG:
gno. fors m. (Flt. forsar), Fos, allerede i MA. ofte skr. foss, som det nu udtales i Norge undtagen i Nordland, hvor den opr. Udt. har holdt sig. Meget ofte usms., i Ent. og Flt., om Gårde, som ligge nær en Fos. Gamle Sammensætninger findes, et Par med vin, mange med heimr. I de Egne, hvor sl nu udtales tl, bliver Foss- til Fott-, når l følger (Fottland for Fossland). Sammensat, som andet Led, undertiden i den afledede Form -fyrsi (-fyssi) n.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl waterfall norsk
fure
gno. fura f. (Gen. furu, Flt. furur) 'Furu' (Træ). I mangfoldige Stedsnavne, usms. og sms., i meget forskjellig Udtale, ligesom Tilfældet er med Trænavnet. Nogle sms. Navne synes at komme af et ligelydende Elvenavn. En enkelt Sammensætning med heimr kjendes, mulig også enkelte med
vin. Af Trænavnet er dannet fyri n. 'et med Furu bevoxet Sted', hvoraf ligeledes en del Gårdnavne.
 
 
Norske Gaardnavne Indl pine norsk
gaejsie
tind, høgt spisst fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
gáisá
(også gáisi): tind, høgt spisst fjell
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 mountain top nordsamisk
gájsse mountain top lulesamisk
gájsse
tind, høgt spisst fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
gála
vadested
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
gard
NSL:
gard m, gno. garðr m. Ordet hadde i gno. opphavleg tydinga ‘gjerde’, ei tyding som enno er vanleg i norsk (skigard, steingard osv.). Men alt i gno. var det ført over på det inngjerde området og fekk dermed også tydinga ‘gard’. I denne tydinga kom det snart til å konkurrere ut det eldre bær, býr (→ ) i dei fleste delar av landet. Dette lærer oss at gjerdet var eit konstituerande element i gardsskipnaden i gno. tid (jfr. òg → gjerde, → hage, → lykkje).    
   Grunnordet gard finst som som sisteledd i mange norske gardsnamn, kring 1000 etter NG. Det er særleg mange i dalbygdene på Austlandet, frå Østerdalen i aust til Numedalen i sørvest. I somme bygder, som t.d. Ål i Hallingdal, dominerer denne namnetypen sterkt. På Vestlandet, frå Telemark til Sunnmøre, er det derimot få.
   Førsteleddet i sms. namn på -gard er ofte eit personnamn, ikkje sjeldan kristne namn som Per, Pål, Lars, Jon, Margreta. Vanlege er òg namn sms. med yrkesnemningar: Snekkargard, Prestgard, Klokkargard, eller slike som Megard(en) (gno. Miðgarðr), Nygard(en) - Nygård(en).
   Usms. Garden - Gården er det berre heller få døme på, like eins Garder (fleirt. gno. Garðar), som høyrer heime på Austlandet.
   Førsteleddet i dei sms. namn på gard., lægjet og storleiken, saman med andre kjende historiske tilhøve gir grunnlag for å datere hovudtyngda av desse namna til kristen mellomalder. Det ligg nær å sjå dei mange namna på indre Austlandet i samanheng med ekspansjonen i busetnaden der frå vikingtida til kring svartedauden. Somme namn, t.d. av typen Nygarden, er frå nytida, nokre, som t.d. dei usms. Garder, kan sikkert vera frå førkristen tid. Ofte har slike sms. gardsnamn komme opp ved oppdeling av ein eldre modergard, såleis Slumbagarðr, Eiríksgarðr og Bessagarðr i Stjørdalen av ein eldre gard Eyjar.
   Nokre seternamn på gard finst, men dei aller fleste av desse setrane har nok før vore gardar. I somme strok av landet har stadnamna av denne typen forma -gar, -gał, jamvel om appellativet no er går, gåł.
Litt.: Beito 1949 s. 132-36. P. Hovda i KLNM V sp. 191-93. NG Indl s. 51 og i dei ymse fylkesbanda. Sandnes 1971 s. 38-53. JS
 
NG:
gno. garðr m. (Gen. garðs, Dat. garði, Flt. garðar) betyder opr. 'Gjerde', dernæst 'indgjerdet Jordstykke' og endelig 'Gård' (vel med Tanke på den  indgjerdede eller af Huse indesluttede Gårdsplads). Ved de enkelte Navne er det ofte umuligt at afgjøre, hvilken af disse tre Betydninger der ligger til Grund; når Ordet står som andet Led, vil det ialfald i Regelen være den sidste af dem. I Hallingdal afkortes det som andet Led ofte til -ga. I denne Stilling kan det, når første Led ender med s, forvexles med skarð, skor og skali, og er i Skrift ofte blevet forvexlet med dem. Sammensætninger med vin findes (Gerðin, Gǫrðin, hver af dem kun i et enkelt Tilfælde); her må dog mærkes, at disse kunde høre sammen med det eiendommelige, uforklarede Navn Gǫrð (nu Gol) i Hallingdal.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl. farm norsk
gárdde reindear fence lulesamisk
gárggu
(eller gárgu) øyr, ør (av småstein og grus)
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 delta, sand point nordsamisk
gavl
gno. gafl m ‘gavl, tverrvegg’. Som stadnamn oftast knytt til bratte bergvegger. Gavlen og Gavlane fleirt. er fjellnamn fleire stader. Gavlen er somstad namn på høge, framspringande nes, og fleire stadet er Gavlen namn på gardar som ligg under slike lokalitetar.
Norsk stadnamnleksikon 1997 gable norsk
geađgi stone nordsamisk
geahči
ende, spiss
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
geaidnu
vei
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
geavŋŋis
(i gen. geavgŋá) stryk, foss
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
giedde
eng, voll
Norsk stadnamnleksikon 1997 meadow lulesamisk
gieddi
eng, voll
Norsk stadnamnleksikon 1997 meadow nordsamisk
gielas
1) kjøl, 2) lang, smal ås
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 hill, ridge nordsamisk, lulesamisk
giergge stone lulesamisk
gievttse high pass between two mountains lulesamisk
gil
gjel
canyon, gorge norsk
gjel
gno. gil n. (Gen. gils, Flt. i Gårdnavne giljar f.), ’Kløft, Revne, Fure i Fjeld’. Nu mest udtalt Jel med lukt e eller Jøl. På enkelte Steder findes Hunkjønsformer, Gil f. og Gila f., med samme eller nærstående Betydning. Et Par Sammensætninger med heimr kan påvises, derimod ingen med vin.
 
Norske Gaardnavne Indl canyon, gorge, ravine norsk
gjerde
NSL:
gjerde n, gno. gerði n, ei avleiing til gno. garðr (→ gard). Tydinga av gno. gerði var ‘inngjerdt jordstykke’. Slik blir gjerde, på Austlandet jorde, enno brukt, og denne tydinga ligg føre i dei aller fleste stadnamn med grunnordet gjerde.
   I gardsnamn finst gjerde usms. og som sisteledd i sms. namn kring 500 gonger. Namna er spreidde over heile landet, men er særleg vanlege i Møre og Romsdal, heller sjeldne på det eigentlege Vestlandet. Berre få av desse namna er frå førkristen tid, mange er frå kristen mellomalder, dei fleste likevel yngre. Av gamle namn på gjerde kan ein nemne bygdenamnet → Seljord (gno. Seljugerði) og den gno. hovdinggarden og kyrkjestaden Gjerde i Etne, Sunnhordland.
   Aller mest vanleg er likevel grunnordet gjerde i plassnamn og åkernamn, ofte da frå 1700- og 1800-talet. Som døme kan nemnest at gjerde er notert som grunnord i 35 plassnamn i Meldal, S-Trl. Førsteleddet er gjerne gardsnamn og ofte adj eller adv som Stor-, Sør-, Nord- og Ner-. Slike namn fortel om ei utvikling frå inngjerdt jordstykke til buplass.
   Forma (g)jorde som ein no finn på Austlandet vestover til Agder-fylka, kan vi følgje tilbake til mellomalderen («eith giorde» DN III s. 487, 1425, «eit giorde j Trøttisviik» DN II s. 570, 1445). Nær denne står former med å-vokal øvst i Gauldalen, S-Trl. I andre strok av Trøndelag finst a-vokal [ja:`łe]. JS
  
NG:
gno. gerði n. (Gen. gerðis), ‘indgjerdet Jordstykke’. Ofte i Gårdnavne, mest i nyere, men også i endel gamle. I Hallingdal findes det i Hunkjønsform, Gjerda. Søndenfjelds har Ordet, tildels allerede før Middelalderens Udgang, fået Vokalen o istedetfor e (giordi) og skrives nu alm. Jorde, Jordet; nordenfjelds udtales det tildels med o. Som sidste Led jevnlig afkortet til -gjerd (jær).
 
Norsk stadnamleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl enclosed field norsk
gjot
gjot eller gjote, gno. gjǫta f. (Gen. gjǫtu) kjendes ikke fra Oldn., men må være gammelt Ord. Betyder nu ‘langstrakt Hulning i Jorden, langagtig Græsplet mellem Bakker eller Klipper’(Aasen). Formen Gjot f. kjendes fra Stedsnavne i Østerdalen.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
gjuv
juv
 
canyon, gorge norsk
glenne
gno. glenna f. (Gen. glennu) er ikke bevaret i Oldn., men kan med Sikkerhed antages at være gammelt. Betydning ’åbent Rum i en Skov, Græsplet mellem Klipper’. Findes ret ofte som Gårdnavn på begge Sider af Kristianiaf]orden og vestover til Nedre Telemarken.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
gloppe
gno. gloppa, gluppa f. (Gen. gloppu) kjendes ikke som Fællesord fra MA., men findes i Stedsnavne allerede i denne Tid. Betyder nu i Folkesproget efter Aasen: ’Hule, Kløft i Berg’, også ’brat Fordybning i Jorden’; desuden også brugt i enkelte andre beslægtede Betydninger (se Ross).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
glup
m. gap, hole, djup bergkløft, dalmynne
gap norsk
goahte turf hut lulesamisk
goahti
gamme, telt
Norsk stadnamnleksikon 1997 turf hut nordsamisk
goavdi
heller, opning under noko
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
gohpi
grop, søkk
Norsk stadnamnleksikon 1997 hollow nordsamisk
gohppi
rundaktig vik, bukt
Norsk stadnamnleksikon 1997 cove, bay nordsamisk
gorgŋehat
stad der ein kan stiga opp (t.d. for vinterveg inn på land)
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
gorr
gno. gor n. forekommer i nogle Gårdnavne, udentvivl i den endnu kjendte Betydning: ’Søle, Dynd’. Sammensætninger findes med vin (Gorvin, Gyrvin) og heimr. Ellers brugt i andre Stedsnavne, særlig i  Sammensætningen Gortjern (Dyndtjemet).
 
Norske Gaardnavne Indl mud norsk
gorsa cleft, gorge nordsamisk
gorži
fossefall
Norsk stadnamnleksikon 1997 waterfall nordsamisk
gran
gno. grǫn f. (Gen. granar), ’Gran’ (Træ). Da Træet mangler i en stor Del af Landet, har Ordet ikke så udbredt Anvendelse i Gårdnavne, som de andre Navne på vore alm. Skovtræer. Adskillige Sammensætninger haves med vin og heimr (de første i gammel Form Grenin, Grǫnvin, Grǫnin, nu Greni, Grani, Grini, nordenfjelds Grenne og Grinni). Til det deraf afledede greni n., granbevoxet Sted, findes kun et enkelt Spor (se NG I S. 196).
 
Norske Gaardnavne Indl spruce norsk
grande
gno. grandi m. (Gen. granda), ’Sandbanke, Grusbanke, helst ved eller i Vand’. I enkelte Gårdnavne, deriblandt også gamle, mest usms. og især nordenfjelds.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
grav
gno. grǫf f. (Gen. grafar, Flt. grafar og grafir), ’Grav’. Betyder gravet Fordybning overhovedet, frembragt ved Menneskers Arbeide eller af Naturkræfter. I Betydning af Grav for døde Mennesker findes dog Ordet sikkert aldrig i Stedsnavne. Nutidsformer Grav, Grov med åben Vokal, Grøv. Findes, men meget sjelden, sms. med vin (Grǫfin, nu Grivi i Bø i Telem.) og heimr (Grafeimr). I enkelte Tilfælde er af et som Gårdnavn brugt Grǫf allerede i MA. dannet en svag Form Grofa (vel udgået fra Dativen Grǫfu), hvoraf det nuværende Navn Grue (oplysende her er det af et Gårdnavn opståede Bygdenavn Grue i Solør, skr. Gravar i Gen. 1224 i DN. I 6, men Grofu i samme Bøiningsform 1347 i DN. IV 256 og fl. St. i RB., Grafu i Dativ 1321 i DN. V 60 og i Gen. ofte i 15de Årh.). Jfr. gróf.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
grend
Norr. grend f ‘grend’ er avleidd av granne m ‘nabo’ og tyder ‘samling av gardar som ligg nær kvarandre’. Grend er ofte brukt som sisteledd i sms. namn, og førsteleddet, primærnamnet, er da ofte namnet på ein gammal gard som er vorten skift i fleire bruk. Sør i landet er det vanleg å laga grendenamn også på → med eit gardsnamn som førsteledd. tyder i slike høve det same som grend. (Olsen 1926 s. 80-83). Jf. → Mogreina. OBS
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 hamlet norsk
grind
gno. grind f. (Gen. grindar og grindr, Flt. grindir og grindr), ’Grind, Ramme indfyldt med Gitterværk’. I de fleste af de mange heraf kommende Stedsnavne, og især i de nyere af dem, at opfatte om Grind som Lukke for et Led; altså et Sted, som lå i Nærheden af et Grindeled. I nogle Tilfælde synes det dog rimeligere at tænke på flytbare Grinders Anvendelse til Fold for Kvæg, som førtes fra det ene Sted af en Mark til en anden for at få den jevnt gjødet («grindgået» Mark). På Østlandet nu til dels udtalt Grin med lang Vokal. Forekommer på fl. St. sms. med heimr, derimod neppe med vin.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
grot
gno. grjót n. (Gen. grjóts, Flt. i Gårdnavne grjotar f.) 'Sten'. De fleste heraf dannede Gårdnavne have vel Hensyn til stenet Jordbund. I Stedsnavne nu i forskjellige Former, Grjot, Grot, Grøt. Sjeldnere usms., mest nordenfjelds og der altid i Flt., men meget ofte som første Led. Oftere sms. både med vin (Grýtin) og heimr. Af de i Stedsnavne forekommende afledede Ord er især at mærke Elvenavnet Gryta f. (Stenelven), Grýtingr m. og Grýtingr f.; de to sidste findes ofte som Gårdnavne, nu tildels i Formen Grøtting (Hankjønsordet vel i sådanne Tilfælde overført fra et Fjeldnavn og Hunkjønsordet måske fra et Elvenavn). I enkelte Gårdnavne findes et udentvivl beslægtet Ord Grut-, dette bruges nu i Norsk kun i Betydning af Grums, men i svenske Dialekter betyder dét: Grus, Småsten; af denne Betydninger kanske Anvendelsen i norske Navne at forklare.
 
Norske Gaardnavne Indl stone norsk
grov
gno. gróf f. (Gen. grofar), ’Bæk’. Ordet sigter særlig til den Fordybning eller Rende, som Bækken graver sig, og har sandsynlig også været brugt om andre Slags Fordybninger. Som Gårdnavn i Hallingdal, Numedal, Telemarken og på Vestlandet. Når man kjender Udtalen, skilles det alm. let fra grǫf derved, at det har lukt o.
 
Norske Gaardnavne Indl stream norsk
grunne shoal norsk
grøde
grøde n ‘stad (mellom berg eller i skog) der det veks gras eller andre urter’, ia-avleiing til same rot som gno. gróðr/gróði m ‘gror, vokster’. I målføra vanleg utt. med stum d, stundom òg med bortfall av utlydsvokalen. Grøde blir særleg brukt som etterledd i naturnamn vest- og nordover frå Telemark til Trøndelag. Oftast karakteriserer grøde planterike stader oppe i fjellet, ikkje sjeldan fjellet sjølv. Førsteleddet er vanleg namnet på den dominerande planta, t.d. Kvanngrø, Ramsgrø, → Turtagrø.
   I gardsnamn er grøde sjeldan, særleg som sisteledd. I førsteleddet kan grøde vera vanskeleg å skilje frå gno. grjót n ‘stein’, dersom ein ikkje har eldre skriftformer som t.d. i Grøstad Lier, Busk, «or Grœdastadum» i 1307. OS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
grøt
grot
guevtele
fjellvidde, snaufjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
guoika
stryk i elv
Norsk stadnamnleksikon 1997 rapid nordsamisk
guolbba heath nordsamisk
guovda
vasspytt i skog som det veks sennagras rundt
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
gurra
skar, kløft, hakk
Norsk stadnamnleksikon 1997 cleft, pass nordsamisk
gåbbå wooded hill lulesamisk
gåhpe hollow lulesamisk
gård
gard
farm norsk
gårttje
fossefall
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
hafelle
gno. hagfella f. (Gen. hagfellu), ’Risgjerde, Gjerde dannet af på hinanden lagte Stokke med Kvistene på’. Mest i nyere Navne nordenfjelds i Formen Hafella, udentvivl opr. betegnende Jordstykker, indhegnede med sådant Gjerde. På et Par Steder i Larviksegnen i den afvigende Form Hafallen (i Hagfalli RB. 49); på et enkelt Sted i samme Egn Intetkjønsord, Hagfellit, i gammel Form (DN. II 556).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
hage
NSL:
hage m, gno. hagi m ‘hage, krøtterhamn’. Den opphavlege tydinga har vore ‘inngjerdt jordstykke’ (→ gard og → gjerde). Grunnordet hage finst i ei rekkje norske gardsnamn, usms. i kring 230, som siste ledd i innpå 290 sms. namn (etter NG). Notidsformene er mykje skiftande: hage, hagje, haga (dat.) og jamningsformer som haga, håg(g)å, håv(v)å, med tilsvarande bundne former. Dei fleste slike namn har b. form.
   Somme av gardsnamna med grunnordet hage lar seg følgje tilbake til kristen mellomalder. Fleire er såleis nemnde i biskop Eysteins jordebok frå kring 1400. Svært få går nok tilbake til førkristen tid. Dei fleste er frå nytida.
   Enda meir vanleg har hage vore i åkernamn, marknamn, seternamn og plassnamn. I Meldal, S-Trl, var t.d. -håggån det vanlegaste av alle kulturgrunnord i plassnamn. I Gudbrandsdals-bygdene er slike plassnamn også vanlege, men ikkje særleg talrike.
   Dei aller fleste plassnamn med grunnordet hage fortel om bustader tekne opp i eldre hamnehagar. Førsteleddet gir ofte namnet eller yrket til plassmannen. Vanleg er også sms. med namnet på garden som plassen låg under, like eins namn som Kalvhåggån, Hesthåggån.
Litt.: Beito 1949 s. 173. E. Hovdhaugen i «Norveg» 1961 s. 193. NG Indl s. 52 og dei ymse fylkesbanda. Sandnes 1968 s. 50-80. JS
  
NG:
gno. hagi m. (Gen. og Dat. haga, Flt. hagar), ‘Havnegang’, opr. Indhegnet Jordstykke overhovedet og måske således at forstå i de ældste af de derfra stammende Gårdnavne. I disse har det nu meget forskjellige Udtaleformer omkring i Landet, ligesom Fællesordet. Hvor det nu udtales Haue, Haua, kan det være vanskeligt at skille fra de af haugr kommende Navne.
 
Norsk stadnamleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
hale
gno. hali m. (Gen. og Dat. hala, Flt. halar), ’Dyrehale’. Brugt i en del Gårdnavne, i hvilke det dels kan sigte til lang og smal, måske tillige krummet, Jordvei, dels til en langt fremskvdende Tunge af en Høide. Usms. og i Sammensætningerne Kattarhali (Katralen, se NG I S. 44), Refshali (nu Refsal, Refsalen), Standhali ('Ståhale', nu Standal). Jfr. rófa.
 
Norske Gaardnavne Indl tail norsk
hall
gno. hǫll f. (Gen. hallar, Flt. hallir) findes i flere gamle Gårdnavne, formodentlig i den Betydning, hvori det endnu på fl. St. findes i Folkesproget ’Helding, Li’ (Halle, Hallan, Hollan). Oftere i samme Mening i nyere Navne i Ent., Halla, Holla. Hǫll f. ’en Hal’, og hallr m. ’Sten’, kunne neppe sikkert påvises i Navne; derimod ere flere Gårdnavne dannede af Adj. Hallr ’heldende’ (deraf Sammensætning med vin og heimr, Hǫllin, Hǫllvin, Halleimr).
 
Norske Gaardnavne Indl slope norsk
hals
NSL:
hals m, dialektformer som [ha:ṣ, hæ:ṣ, heiṣ, hå:ṣ]. H. er eit svært vanleg grunnord i norske stadnamn, både bustad- og naturnamn, der det er eit jamføringsord til lekamsdelen. Slik blir hals jamt nytta om landtangar mellom vatn eller berg og om (låge) høgder, stundom òg skar, mellom to dalar, → Gravahalstunnelen. I øynamn karakteriserer hals ofte eit lågt midtstykke mellom haugar på endane, eller ei innsnevring av breidda på øya, t.d. i den vanlege avleiinga Halsna. Også innsnevringar i fjordar og sund kan bli kalla hals. I → Halsa MogR. er hals sms. med → vin f. OS
 
NG:
gno. hals m. (Flt. halsar), ’Hals’. I Stedsnavne vel altid sigtende til Ordets overførte Brug om lavere Høider, som skille mellem to Dale, og om smalt Jordstykke mellem to Vande eller mellem Klipper; mulig også bragt om en fra en større Høide fremspringende lavere. Findes sms. med vin (Hǫlsyn), men ikke med heimr. Afledet deraf det på Vestlandet på flere Steder forekommende Ønavn Halsna, om Øer med høiere Endepartier, forbundne ved et lavere Mellemparti.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl mountain neck, ridge norsk
halvøy peninsula norsk
hamar
NSL:
hamar m, gno. hamarr m, dat. hamri ‘berghamar’, vanleg grunnord i namn på fjell og berg som har minst ei bratt side. Ut frå bruken av naturnemninga h. er grunnordet vorte mykje vanleg i namn på gardar som låg på, ved, eller under ein berghamar: Ham(m)ar, Håmmår, dativformer som Hamre, fleirtalsformer som Hamre, Hamran (b. form). Som sisteledd i sms. namn kan hamar vera redusert til former som -am, -åm, t.d. → Haram, Åram av gno. Arahamarr ‘ørne-hamaren’. I gardsnamn finst det døme på sms. med -vin (Hemrin, Hemre) og -heim (Hamrem). Grunntydinga av ordet hamar var ‘stein’ (jfr. at ordet i denne tydinga er ført over på reiskapen, stein-hamaren). Om denne meir allmenne tydinga kan liggje føre i somme av dei eldste gards- og andre stadnamna sms. med h., er like vel uvisst. JS
 
NG:
gno. hamarr m, (Gen. hamars, Dat. hamri, Flt. hamrar), ’Hammer’. I Stedsnavne ialfald oftest efter Ordets Brug om en steil Klippe, Bergvæg; om noget af dem udgår fra Betydningen: Sten, som antages at være den oprindelige, og som ikke sikkert kan påvises i Oldnorsk, bliver uvist. Meget alm. i Gårdnavne. Som andet Led undertiden afkortet til -am eller -åm, -om (Åram, opr. vistnok Arahamarr ’Ørnehammeren’; Haslum, udt. -åm, for Haslhamarr, i Frogn). Går i sådanne Tilfælde en Vokal foran, kan ved Sammendragning af Vokalerne den gamle Form blive endnu stærkere afkortet, som i Knem i Strømmen, opr. Knéhamarr. Findes sms. med vin (Hemrin) og heimr.
 
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 crag, mountain norsk
hamn
gno. hǫfn f. (Gen. hafnar), Havn. Findes i Stedsnavne i to Betydninger:
1) Havn for Skibe og Både,
2) Havnegang,Græsgang.
Som første Led undertiden, når Vokal følger efter, i Genitivform, Hafnar- (nu Havner-).
 
Norske Gaardnavne Indl harbour; pasture norsk
hassel
gno. hasl m. (Gen. hasls, Flt. haslar), ‘Hassel’ (Træ). Som første Led til dels vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Atli og forskjellige med Asl- begyndende Personnavne, fordi Gårdnavne, der have dem til Forled, nu gjeme udtales med h foran Begyndelsesvokalen (Halvemål). Endvidere er at mærke, at Gårdnavnene Hasle, Hosle og adskillige af de med Hasl-, Hosl- begyndende Navne blot indirekte stamme fra Trænavnet, gjennem Elvenavnet Hasla. Findes sms. med vin (Heslin) og med heimr. Det af Trænavnet afledede hesli n. ’Sted bevoxet med Hassel’ (se Norske Gårdnavne Indl. s. 31) er også alm. i Gårdnavne; deraf er bl. a. at forklare det fra Lister til Søndhordland meget alm. Gårdnavn Hetland, opr. Hesliland, ved Dissimilation ændret til Hesland og videre til Hetland, eftersom sl i disse Egne regelmæssig bliver til tl.
 
Norske Gaardnavne Indl hazel norsk
hatt
gno. hǫttr m. (Gen. hattar) ‘Hat’. Er meget brugt om Fjeldnavn, og ligger i denne Anvendelse til Grund for endel Gårdnavne; andre derimod, f. Ex. Hattestad (Hastad), ere at forklare af et Mandsnavn Hǫttr, der nu kun kjendes fra Gårdnavne (jfr. NG I s. 301).
 
Norske Gaardnavne Indl hat (mountain) norsk
haug
NSL:
haug m, gno. haugr m ‘haug’, som språkleg er nærskyld med adj høg, gno. hór, hár (germansk *hauga- i veksel med *hauha-), svært vanleg grunnord, sms. og usms., i norske gardsnamn og andre stadnamn. Haug er m.a. gard og sokn i Ringerike komm, Busk og i Øvre Eiker komm, Busk, gard og tlf. i Leka komm, N-Trl. Hauge, dat. eint. (gno. Haugi) er gard og sokn i Lærdal komm, SogFj, og mange andre stader, ofte med noko avvikande uttaleformer [hå:`je] o.l. På Austlandet går Hauge ofte tilbake på ub. fleirt., gno. Haugar. Denne gno. forma ligg også til grunn for Hauger. Bundne former som Haugen (eint.) og Haugan(e) (fleirt.) er òg mykje vanlege. I gamle gardsnamn og ein del andre stadnamn har grunnordet nokre gonger tydinga ‘gravhaug’.
   I naturnamn finst h. brukt som grunnord mest om lægre høgder, nokre få gonger i namn på høge fjell, t.d. → Heimdalhaugen (1160 m) i Grong komm, N-Trl. JS
 
NG:
gno. haugr m. (Gen. haugs, Dat. haugi, Flt. haugar), ‘Haug, Forhøjning’. Bruges både om naturlige Høider, Jordhauger og Fjeldtoppe, og om sådanne, som skylde Mennesker sin Tilblivelse, f. Ex. Gravhauger. Fra alle disse Betydninger udgå Gårdnavne. Som andet Led ofte udsat for stærk Afkortning (Nasu for Nashaugr i Vang Hdm., Halse, ældre Halså, for Halshaugar, ved Mandal). Kan forvexles med hǫgg, ’Hugst’, og som andet Led med hǫfuð og hǫfði. Findes sms. med heimr, men ikke med vin.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl mound, hill, small mountain norsk
haus
gno. hauss m. (Gen. hauss, Dat. hausi, Flt. hausar), ‘Hovedskalle’. I afledet Betydning om rundagtige Fjeldknatter, brugt især om Skjær og Fjelde, men også i Gårdnavne. Ofte i Navne urigtigt skr. Haugs, som om det kom af haugr; som første Led i Skrift undertiden forvexlet med hús.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
hav
hav gno. haf n, gen. eint. hafs. Til same rot som heve vb, eigentleg tyding ‘det som lyfter seg (om det opne havet)’ (sjå Thorson). Tydinga i namn (særleg ute på sjøen) er oftast ‘fiskeplass, fiskegrunn’ (mest brukt i N-Noreg), men òg ‘innhav’ («avgrensa innskjering av eit osean» Thorson). I namn som Havstein(en) hører førsteleddet truleg direkte til same rot, men ikkje til hav ‘sjø’.
   Som sisteledd i sms. er hav nytta i b. eint. (-havet) i namn på fiskegrunnar frå Rog - Finnm (særleg i N-Noreg er det mange slike namn): Sira-, Bømla-, Svinøy-, Træn-, Lofot-, Hekking-, Lopp-. Førsteleddet er oftast andre stadnamn. Eit fjordnamn (og nyare administrativt namn) har òg hav som sisteledd: Innhavet. Som førsteledd finst hav i ein del skjernamn, men er elles sjeldan, → Havøysund, → Havsåsen. Usms. som namn er hav ikkje nytta. Namn laga med hav er vanskelege å tidfeste, men rimelegvis er dei ikkje så mange hundre år gamle.
Litt.: Hovda 1961 s. 18-34 og KLNM VI sp. 255-56. P. Thorson i MM 1962 s. 157-59. ON
Norsk stadnamnleksikon 1997 sea, ocean norsk
havn
hamn
harbour norsk
hegg
gno. heggr m. (Gen. heggs, Flt. heggir), ’Hæg’ (Træ). Både usms. (sjelden i Flt.) og i Sammensætning som første Led i Navne. I sidste Tilfælde er det tildels Elvenavnet Hegga, som ligger til Grund, og i nogle Navne, som Hegstad, måske Mandsnavnet Heggr, der kjendes fra Islands ældste Tid (Landn. 318. Egils Saga Kap. 11) og altså vel er opr. norsk, mulig også Mandsnavnet Heðinn. Mange Sammensætninger med vin (Heggin) og heimr.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
hei
NSL:
hei f av gno. heiðr f (gen. eint., nom./akk. fleirt. heiðar, dat./akk. heiði) ‘ubygd land, særleg lågtliggjande, skoglause marker’. Ute ved kysten blir h. mange stader brukt om lågtliggjande lyngvaksne flater eller store, snaue kollar, t.d. Heia, lita øy i Hvaler, Østf og Baneheia i Kristiansand, V-Agd.
   Som sisteledd i gardsnamn finst h. særleg på Sør-Vestlandet, Sørlandet, i Tel og Nordl. Usms. er grunnordet spreidd over heile landet i former som Hei´a (i skrift også Heien), Hei`e fleirt. eller dat. eint., Hei`er, Hei`an(e). Vanlegast er likevel hei som naturnamn, særleg langs kysten.
Litt.: J. Sandnes i Namn i fjellet s. 24-25. OS
 
NG:
gno. heiðr f. (Gen. og Flt. heiðar), ’Hei, ubeboet, skovløs og jevn Strækning’, ofte, men langtfra altid, med Bibegreb af høi Beliggenhed; særlig om lyngbegroede Flader. Flere Sammensætninger med heimr findes (Heiðeimr, Heiðareimr, det sidste nu Hedrum, Herum), derimod neppe nogen med vin.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl hill, mountain norsk
heim
NSL:
heim av gno. heimr m. Vanleg sisteledd i sms. gardsnamn i Noreg (kring 1000 namn), utbreidd, men mindre vanleg, også i dei andre nordiske landa (kring 200 i Sverige, litt færre i Danmark, nokre få på Island). Finst òg i andre germanske land.
   Det nøyaktige tydingsinnhaldet i sisteleddet -heimr er noko uvisst. Etymologisk hører det visst i hop med gresk keĩmai ‘ligg’. Tydinga har vel da i eldste tida vore ‘liggjestad, opphaldsstad’. Kanskje har namn på heim i eldste tida vore brukte om bygder eller større område. Nokre einstaka gamle heim-namn av dette slaget finst også i dei germanske landa, m.a. på tysk grunn (såleis namnet Böhmen) og i Noreg (→ Trondheim, landskapsnamn, → Jessheim, → Modum og nokre få andre bygdenamn). Frå bruken av heim om bustaden til ei noko større folkegruppe kan utviklinga ha gått til ‘bustad’ i den trongare tydinga ‘gard, ættebustad’. Etter kvart har så tydinga ‘einskildgard, heim’ komme klårare fram, jf. namn som Søreim, Oppeim, Meleim (gno. Meðalheimr ‘midtgarden’).
   I Noreg endar heim-namna i uttalen no mest på -em, -om, -øm eller -åm på Austlandet, utan i dei øvre dalbygdene som har -eim. Den siste endinga er også den vanlege på Vestlandet frå Sunnmøre og sørover (nokre stader berre -ei), såleis òg i Valdres. Somme stader på Sunnmøre og overalt vidare nordover i landet endar heim-namna vanleg på -em, med nokre få unntak som -an. I somme høve kan heim-namn no vera vanskelege å skilje frå dativ fleirtalsnamn.
   Alt i gno. tid vart sisteleddet -heimr vanleg skrive utan h (-eimr). I nyare tid har namna tradisjonelt ofte vore skrivne -um, m.a. som familienamn, også i landsdelar der dette ikke svarar til uttalen.
   Heim-namna finst mest alle stader i landet, men er mindre vanlege i somme område, såleis kring Glomma nord for Romerike, i Telemark og på Sørlandet og i heile Nord-Noreg. Svært mange er dei m.a. i dei indre trøndske bygdene og på Opplanda.
   Førsteleddet i dei sms. heim-namna er praktisk tala aldri eit personnamn (motsett t.d. → stad), men ofte ord som siktar til lægje eller omgivnad: Oppeim, → Hoem (av adj hór ‘høg’), Meleim, Søreim, → Seim - Sem (gno. Sæheimr ‘sjø-garden’), → Skaugum - Skorem (båe med gno. skógr ‘skog’ til førsteledd). Ofte finn vi namn på dyr, fuglar eller plantar: Fiskum, Musem, Fuglem, Askeim. Men i slike høve har namngjevinga ofte gått vegen om eit elvenamn av typen Fiska, Musa. Nokre gonger har førsteleddet samband med heidensk gudsdyrking: Gudum, Helgeim (til heilag), Næreim (gno. Njarðeimr, til Njǫrðr).
   På Island finst, som før nemnt, berre nokre få heim-namn, mest sjablonaktige, som Vindheimar, Sólheimar. Dette tyder på at namneklassen ikkje lenger var særleg produktiv i vikingtida. I same lei peikar mange andre tilhøve: Heim-gardane er store, ligg i landskyld på 1600-talet godt over middelen. Dei berga seg etter måten godt gjennom øydetida i seinmellomalderen. Mange har vorte kyrkjestader eller bygdesentra. Særleg kan ein merke seg at det ofte er gjort gravfunn frå eldre jarnalder på heim-gardane, slik t.d. på Jæren, i Inntrøndelag og Namdalen. Etter dette kan ein truleg leggje hovudtyngda av namneklassen til romersk jarnalder og folkevandringstid (kring Kr. f. -600 e. Kr.). Men einstaka namn, særleg da det vanlege → Solheim, kanskje også slike som Søreim, Meleim, Oppeim, Vindeim, kan vera yngre, kanskje ofte frå vikingtida.
   Frå kring midten av førre hundreåret har h. vorte mykje brukt til å laga namn på ungdomshus og skolar (Vonheim, Allheim), villaer og hytter (Åsheim, Solheim, Bergheim).
   Litt. Noreg: P. Hovda i KLNM VI sp. 294-98. NG Indl og dei ymse fylkesbanda. Olsen 1926, særleg s. 145-63. M. Olsen i NK V s. 28-29. J. Sandnes i Heimen XIV (1967) s. 9-15. - Danmark: Hald 1942 og Hald 1965 s. 56-67. - Sverige: G. Franzén i NK V s. 127-31. Ståhl 1970 s. 73-76. JS
 
NG:
gno. heimr m. (Gen. heims. Flt. heimar) har i Oldn., ligesom i det nuv. Folkesprog Betydningen: ’Bosted, Sted, hvor man har sit Tilhold’. Denne Betydning er det vel også rimeligst at søge i Ordet i de mange Stedsnavne, hvori det findes; ialfald kan det ikke i disse betyde ’Familiehjem’, som man nu tildels synes at antage. Usms. findes det kun i to Tilfælde som Gårdnavn (Sand Ryf. og Hevne); derimod er det meget alm. brugt som andet Led i sms. Navne. Antallet af Tilfælde, hvori sådanne Gårdnavne forekomme eller vides at have forekommet i Norge, er omkring 1000. (Ved denne, som ved flere lignende Optællinger i følgende Artikler, er hver enkelt Forekomst af Navne, der oftere vende tilbage, som Sóleimr, regnet med i Tallet.)
   De med heimr dannede Navne høre utvivlsomt til de ældste af vore sammensatte Gårdnavne. De synes aldeles ikke at forekomme i de i Vikingetiden opståede norske Kolonier i Vesten. På det ligeledes i Vikingetiden bebyggede Island er der nogle få af dem, hvoraf enkelte (Sólheimar på et Par Steder, Vindheimar, Meðalheimr) nævnes allerede i Sagaer. Selv om disse Navne skrive sig fra Landnamstiden og ikke ere optagne senere i Efterligning af norske Navne, stå de dog som rene Undtagelser blant den store Masse af gamle islandske Gårdnavne. Mam må derfor have Eet til at slutte, at Brugen at danne Gårdnavne med heimr var ophørt i Norge eller var ved at ophøre allerede ved Vikingetidens Begyndelse, og at følgelig de allerfleste Navne af denne Klasse må tilhøre en ældre Tid.
   I MA. skrives disse Navne dels i Entals-, dels i Flertalsform, hyppigst i den sidste, men Skrivebrugen er i denne Henseende meget vaklende; i Nutidens Udtale har Flertalsformen ikke efterladt sig noget Spor. h’et i heimr findes allerede i de ældste norske Diplomer og Jordebøger kun undtagelsesvis skrevet i Navne. Det har altså allerede i den senere Middelalder ikke været hørt i Udtalen; når det af og til skreves, var det, fordi man vidste, at det
skulde være der. Heller, ikke nu høres det i ægte, uforfalsket Bygdeudtale, bortseet fra de mange i den sidste Tid nylavede Navne på -heim, som Alfheim, Åsheim, Fridheim osv.
   Første Led i de mange med heimr sms. Navne kan ikke i noget Tilfælde med fuld Sikkerhed påvises at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest er det Ord, som sigte til Gårdens Omgivelser, Grundens Beskaffenhed og deslige Forhold. Ikke sjelden er det Trænavne eller Plantenavne, Elvenavne, Dyrenavne eller Adverbier, som betegne Gårdens Beliggenhed i Forhold til andre Steder (Suðreimr, Vestreimr, Uppeimr osv.). I enkelte Tilfælde findes Forled, som synes at antyde, at Stedet havde en religiøs Betydning eller stod i Forbindelse med en bestemt Guds Dyrkelse (Helgeimr, Guðeimr, Njarðeimr eller Njarðareimr, Baldrseimr).
   Første Led har oftest det vedkommende Ords Stammeform; men det er ikke sjeldent, at Genitivformen er brugt. Samme Ord kan på forskjellige Steder findes sms. med heimr både i Stammeform og Genitivform; således findes Aspareimr og Aspeimr, Bjarkreimr og Bjarkeimr, Bjarnareimr og Bjarneimr, Geitareimr og Geiteimr, Heiðareimr og Heiðeimr, Njarðareimr og Njarðeimr, Skógareimr og Skógeimr, Sævareimr og Sæeimr.
   De med heimr sammensatte Navne forekomme over det hele Land, men ikke lige hyppigt overalt. På enkelte Steder er der påfaldende få, i hele Glommedalen ovenfor Romerike (intet i Nordre Østerdalen), i Nedenes og Lister og Mandal Amter og i Nordland. I de øvrige Landsdele må de overalt siges at være ret hyppige, om end ikke ganske jevnt fordelte.
   I Nutidens Udtale har dette Sammensætningsled antaget mange forskjellige Former. I den allerstørste Del af Østlandet er Udtalen nu -óm, -åm, -øm, (Skriftform um eller i enkelte Tilfælde -im). Disse Udtaleformer bruges også længere vestover til og med Lister og Mandal Amt. Fra Stavanger Amt til og med Søndmør er den vanlige Udtale -eim (også alm. skr. således); samme Udtale bruges også på Østlandet i Lom, Skiåker, Valdres og Hallingdal, samt i den øvre Del af Numedal, på det sidste Sted dog vexlende med -em. Allerede på Søndmør høres tildels ligeledes -em, og denne Udtale er den herskende overalt nordenfjelds, ligesom også i den største Del af Nordre Gudbrandsdalen. På nogle Steder siges -ei istedetfor eim; dette er Tilfældet i den midtre Del af Valdres, i Jæderen og Dalene og i nogle få Bygder i Søndhordland. På et enkelt Sted, i Eggedal og i den nordre Del af Sigdal Hovedsogn, findes en endnu stærkere Afkortning, til e. Desuden er der hist og her enkeltvise Undtagelser fra de ovenfor opstillede Hovedregler; disse Undtagelser synes ialfald oftest at grunde sig på særegne Lydforhold i det enkelte Navn. Hvor første Led ender på en Vokal eller ved Bortfalden af en opr: udtalt Konsonant er kommet til at ende således, kan Navnet blive stærkt sammentrukket. Således i det hyppige Sæeimr, der nu lyder Seim, Sem, Sæm (i det nordenfjeldske og Nordre Gudbrandsdalen tildels, efter en gammel Sideform Síeimr: Sjém eller Sim); endvidere i Vadeim i Sogn, ndt. Veim, Råeim i Indre Holmedal, udt. Røim og adskillige lignende Tilfælde.
 
 
 
 
 
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl home, residence norsk
helle
gno. hella f. (Gen. og Dat. hellu, Flt. hellur) ’Helle’. Brugtes i det gamle Sprog, og derefter i Stedsnavne, ikke blot, som nu, om en flad, nogenlunde tynd Sten, men også om fladt Berg, flad Klippegrund. Stedsnavnene ere vist for det meste at forklare af den sidste Betydning. Usms. bruges det mest på Vestlandet. I Navne er det ofte meget vanskeligt at skille det fra forskjellige andre Ord: hellir ’Hule’ (se dette). Adjektiverne hallr ’heldende’, og heilagr ’hellig’, Personnavnene Halli, Herleifr, Herleikr, Helgi, Helga.
 
Norske Gaardnavne Indl flat rock, slab norsk
heller
gno. hellir m. (Gen. hellis, Flt. hellar) ’Klippehule, Skjul under en udoverhængende Klippe’. Forekommer ret ofte i Stedsnavne i de samme stærkt afvigende Udtaleformer, som Fællesordet nu har i forskjellige Egne (som Hellar, Heller, Heddar, Hillar, Hiller, Hallar). I Sammensætning vanskeligt at skille fra forskjellige under foregående Artikel anførte Ord; således kan det være umuligt at al'gjøre, om Navnet Helleimr kommer af hella eller hellir, eller om nuv. Helland, Helleland er at forklare af hella, hellir, Helgi, Helga eller heilagr.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
Hesten
Hesten er eit mykje vanleg jamføringsnamn på fjell, også som sisteledd i sms. namn. Mange andre dyrenamn er òg nytta som fjellnamn, såleis t.d. → Geita, → Havren, → Ruten. Hest- som førsteledd kan i somme høve komma av gno. hæstr ‘høgast’, jf. òg det usms. fjellnamnet Hest i Sirdal.
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
hette
hette f → hytte 2
 
Norsk stadnamleksikon 1997 mountain norsk
hjart-, hjert-
gno. hjarta n. ’Hjerte’; findes i Gårdnavne, der grunde sig på, at Gården ligger ved en Situation, som efter sin Form kan sammenlignes med et Hjerte. Som Exempel kan tjene Hjertvik i Akerø, Romsdalen, benævnt efter et i Viken liggende Skjær Hjertet. Oftest i Navne på Øer, Hjartøen, Hjartholmen; i en stor Del af Landet nu gået over til Hjert. Mange af de med Hjart-,Hjert- begyndende Navne ere dog af anden Oprindelse; ialfald må en del af dem'komme af Dyrenavnet hjǫrtr ’Hjort’.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
hjell
gno. hjallr m. (Gen. hjallr, Dat. hjalli, Flt. hjallar) brugtes i det gamle Sprog og bruges endnu i forskjellige Betydninger, der kunne sammenfattes i Begrebet ’noget fladt, som ligger høit’. Således om Fiskehjell, Tjærehjell, Fjøshjell, en Hylde på en Væg, et fladt ophøiet Parti på lavere Grund, en flad Afsats i en Li eller en Fjeldside (en Terrasse). Fra de to sidste Betydninger udgår en vidstrakt Anvendelse i Stedsnavne. I disse findes også en svagt bøiet Form hjalli (Gen. og Dat. hjalla, Flt. hjallar), der ikke kan sees at have været brugt i andre Betydninger end de to sidstnævnte. På de fleste Steder lyder Navnet nu Hjell, men har forøvrigt på sine Steder afvigende Udtaleformer: Kjæll, Kjædl (i Stavanger Amt, der tildels skr. Tjell, i Orkedalen og i Guldalen), Hil med langt, lukt i (Stjørdalen), Hell med lukt e (andre Steder i Indherred); det oprindelige Hjall er bevaret i Hallingdal og Numedal. Findes sms. med vin (Hillin, Hyllin, måske også Hellin) og med heimr.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
hjelm
gno. hjalmr m. (Gen. hjalms, Flt. hjalmar) ’Hjelm, Stak’. De mange fra dette Ord stammende Gårdnavne ere dels direkte at forklare af Betydningen Stak (Kornstak, Halmstak, Høstak, Løvstak, Torvstak), dels af Ordets Brug som Navn på Høider, der kaldtes så efter Lighed i Form med en Hjelm eller en Stak; Ordet findes virkelig også endnu brugt som Egennavn på Fjelde og på høie Øer. I Gårdnavne hovedsagelig brugt som første Led. Enkelte af de Navne, som efter Formen kunde henføres hertil, må skrive sig fra Mandsnavnet Hjalmr, andre fra et Elvenavn Hjalm eller Hjalma, endnu bevaret i den sidste Form i Eidfjord i Hardanger (udt. Jølmo). Ingen Sammensætning med heimr, derimod et Par med vin (Hilmin, Helmin). Sædvanlig er Ordet i Navne nu gået over til Hjelm-, men mange afvigende Udtaleformer findes: Jel-, Jøl- (begge disse Former foran et med Konsonant begyndende andet Led), Jam-, Jem-, Jom- (åbent o). I de sidste Former kan m foran s ombyttes med n, hvorved fremkommer Jens, Jøns-. Hvor Hj- i Begyndelsen af Ord udtales hårdt, omtrent som Kj-, skrives tildels (i Stavanger Amt) Tj -: Tjelm-, Tjam-, Tjem-, Tjom-, Tjens-. Hjalm- er bevaret i Udtalen i Hallingdal, jfr. Thj. VSS. 1891 S. 191 ff.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
hogg
gno. hǫgg n. (Gen. hǫggs), Hug; synes i Stedsnavne ialfald oftest atbelyde ’Hugst, Adgang til at hugge Trævirke’. Tildels sms. med Ord, som betegne Trævirkets Art, f. Ex. Skafhogg, Vandhogg (af vǫndr, myg Kvist, se NG NG I S. 137). På enkelte Steder udtalt Haugg og da- let forvexlet med haugr. I enkelte Tilfælde mulig i Betydning af Fjeldkløft (Indhug i Fjeld; jfr. den bekjendte Kløft Jutulhogget i Østerdalen). Et Par med Hoggan- begyndende Navne komme antagelig af et Elvenavn Hoggvandi ’den huggende’. I samme Mening som det første hǫgg forekommer i nyere Navne Hogstr, Hogst (også udt. med ø).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
hol
NSL:
hol m, gno. hóll m (gen. hóls, dat. hóli, fleirt. hólar) ‘isolert haug eller høgd, helst rundvoren’; blir vanleg oppfatta som utvikla av eldre *hóall, laga med all-suffiks til gno. hór adj ‘høg’. Same ordet er nyno. dial. hol(e) m. Grunnordet hol finst i ei rad med gardsnamn, sms. og usms., i former som → Hol, Hol´en, → Ho`le (dat. eint. eller nom. fleirt.), Ho`lan (b. fleirt.), Ho`lo(m) (dat. fleirt.). Uttalen er med trong o og «tjukk l» der denne er i bruk. Ei anna form, med same opphav og tyding, er kvål m, gno. hváll. Forma blir forklart som oppstått av *hóall > *huáll gjennom aksentomkasting.
   Forma hol er mest brukt på Austlandet sørvestover til Buskerud-Vestfold og vanleg i det nordafjelske frå Møre-Romsdal og nordover, kvål mest frå Telemark sørover og på Vestlandet. Andre notidsformer for gno. hváll er hvål og hval, som finst på Austlandet. Delar av Buskerud og Telemark har gvål, frå Innherad er kjent kål.
Litt.: Indrebø 1951 s. 117. NG Indl. s. 55. Seip 1955 s. 107. JS
 
NG:
gno. hóll m. (Gen. hóls, Dat. hóli, Flt. hólar) og det ligebetydende hváll (Gen. hváls, Dat. hváli, Flt. hválar), isoleret Høide, helst en rundagtig. Den sidste af de to Former synes nu i Norge kun at være bevaret i Stedsnavne. Den første er mest brugt i den østre Del af det Søndenfjeldske og nordenfjelds, den sidste i den vestre Del af det Søndenfjeldske og på Vestlandet; de forekomme dog på flere Steder om hinanden i de samme Bygder. Hóll findes i enkelte Sammensætninger med vin og heimr. De almindeligste Nutidsformer af hváll er Hval, Hvål, Kval, Kvål; kun på enkelte Steder høres Gvål og Kål (det sidste i Indherred), de to sidste ikke eller kun undtagelsesvis brugte i Skrift. Begge Former i Navne mest usms. Kan forvexles med Dyrenavnet hvalr (i Navne næsten blot som første Led), med váll og vaðill. — En Sideform, vel yngre, af hóll er Hole m., der efter Aasen (jfr. Ross) bruges søndenfjelds i Betydning af langagtig Forhøining, Jordryg mellem dybe Hulninger eller Bækkeløb (i Hallingdal om en liden Skovstrimmel, en Lund); dette Ord findes i Stedsnavne i den sydøstligste Del af Landet og i Øvre Guldalen.
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
hòl
gno. hol n. (Gen. hols) ’Hul’. Findes i mange Gårdnavne, der dog alle synes at skrive sig fra nyere Tid; mest brugt søndenfjelds.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
hole
gno. hola f. (Gen. og Dat. holu) ’Hulning, Fordybning’. Meget almindeligt i Navne over det hele Land; de fleste af dem synes dog at være temmelig unge. Forekommer i mange forskjellige Udtaleformer, af hvilke særlig er at mærke Ligedannelsesformerne Hølu, Hølo, Holo (den sidste med lukt Vokal i begge Stavelser; i bestemt Form Holoa og i Dativ Holone, gammelt Holunni).
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
Hollender-
Hollender- i stadnamn, vanleg i namn som Hollenderholmen, Hollendervika på kysten, skriv seg i dei aller fleste høve frå den hollandske eller nederlandske skipsfarten og trelasthandelen på Noreg på 1500-, 1600- og 1700-talet. Såleis også med Hollenderberget i Moss komm, Østf.
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
holm
NSL:
holm og holme m, gno. holmr og holmi m, til ei rot *kel- ‘reise, heve seg’. I dag har holm(e) to hovudtydingar som grunnord:
1. Omflødd stad, lita øy.
2. Vel avgrensa, oftast opphøgd plass på land, haug, oftast med våtlende omkring (jfr. ei vidare tyding hos Aasen).
Utt. i målføra varierer rundt [hål`me, hæł`me] og med l-bortfall på Indre Agder og i Vest-Telemark [ho:`me]. Den linne forma er vanleg i mesteparten av landet bortsett frå delar av Vestlandet, særleg Nord-Vestlandet, der ein enno kan ha sterk form [hålm, håłm]. Stadnamna viser likevel at holm har vore allmenn i andre delar av landet før: Holmsbu i Oslofjorden, Holmen (einstavings tonelag) Nordmøre, såleis òg i Valdres.
   Holm er svært vanleg i norske natur- og bustadnamn, der vi kan finne former som Holm sokn i Rauma komm, MogR, Hol`me (dat. eint.) vanleg gardsnamn, Holmen sokn i Asker komm, Akersh, Holman(e) vanleg naturnamn. Dessutan er holm ofte førsteledd i samansette namn, t.d. → Hol`men villastrok i Oslo, eigentleg ei sms. med →vin f. Som sisteledd er holm særleg mykje nytta i naturnamn. Utmerkingsordet er da ofte eit adj: Storholmen, Raudholmen, Langholmen, eller andre ord som viser til form el. utsjånad, ofte er det òg relasjonsord, t.d. Haugaholmen utafor garden Haugen. OS
 
 
NG:
gno. holmr m. (Gen. holms, Flt. holmar) og holmi m. (Gen. holma, Flt. holmar) brugtes og bruges som bekjendt om små Øer. Desuden findes det i Betydning ’en Plet, som adskiller sig fra den omliggende Grund’, som en Jordplet på en Klippe, en Græsplet i en Ager, et Stykke uslået Eng (Aåen). Den sidste Række af Betydninger ligger utvivlsomt til Grund for en meget stor Del af de mangfoldige Gårdnavne, hvori dette Ord forekommer, tildels åbenbart meget gamle Navne. Sammensætninger findes både med vin og heimr. Mest brugt usms.; af de sms. Navne, hvori Holm- er første Led, skrive nogle sig fra det i MA. meget almindelige, endnu i Smålenene og på Romerike brugte Mandsnavn Holmr, andre, som Holmedal, fra et Elvenavn Holma eller Halma.
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl holm, islet norsk
holt
NSL:
holt n, gno. holt n ‘liten skog, skogkrull, lund’ som ser ut til å ha vore den opphavlege samgermanske tydinga, jf. tysk Holz som òg kan ha denne tydinga. Til ei rot *kel- ‘skjere av, bryte av’. På Nord-Vestlandet, i Vest-Trøndelag, Nordland, Gudbrandsdalen og Valdres er holt hankjønn, og dette området (unnateke Gudbrandsdalen og Valdres) har tydinga ‘haug, bakke (ofte steinut og ujamn)’ slik som i nyislandsk. Både form og tyding er vel i norsk, som i islandsk, ei nyutvikling. I målføra har holt  i dag former som [hålt,Xt,Ht9,hølt,Ht9 ]. Frå Ulvik, Hord, og Andebu, Vestf, er det oppgjeve (h)ult m ‘berg, bakkeknaus’ som minner om svensk hult utan a-omlyd.
   Gardsnamn med dette grunnordet har særleg ei austleg utbreiing, først og fremst Austlandet og Agder. Av vel 160 usms. namn finst innpå 80 % i dette stroket. Dei usms. namna har i dag former som → Holt, Hol´tet (b. eint.), Hol`te (dat. eint.), Hol´ten (b. eint.), → Hol`ter (ub. fleirt.), Hol`tan (b. fleirt.).
   Sisteleddet i dei sms. namna har vanlegvis same form som appellativet, men stundom har ein fått særutviklingar på -alt, - elt, -ell og -åll: Stangralt skrive «Stangerholt» (Ytterøya, N-Trl), Høyelt (Birkenes, A-Agd), Aspjeld (Orkdal, S-Trl), Bosoll (Laudal, V-Agd). Førsteledda i dei sms. namna er ofte trenamn eller ymse nemningar for skog: Granholt, Åmholt < *Alm-, Bjørkholt, Eispjell < Espiholt (Hedrum, Vestf), Rønnholt til gno. reyni n ‘stad der det veks rogn (raun)’, Veholt til gno. viðr m ‘skog’, Risholt. Anna tilknytning til skogen viser Næverholt, Tagholt (Lund, Rog) til gno. þak n, her om ‘material til å tekkje med’. Elles kan førsteledda fortelje om terrengforhold eller lægje som i Sjørholt < Sjóvarholt (Holla, Tel), Tråholt til gno. þró f ‘renne’. Personnamn og -nemningar finst òg: Prestholt, Heisholt < *Heiðreks- (Holla, Tel). Det er vanskeleg å tidfeste bustadnamna på -holt eller usms. h. Grunnordet må ha vore produktivt gjennom eit langt tidsrom. Såleis finn vi ei mengd naturnamn, mange av dei tydeleg unge, som er laga med dette grunnordet. Kjeldene kan likevel gje grunnlag for å plassere dei fleste bustadnamna i kristen mellomalder (1050-1350), slik som i Danmark og Sverige. Men dei usms. namna kan likevel dragast langt tilbake i heiden tid, såleis blir det i Ynglingatal (forfatta på slutten av 800-talet?) fortalt om ein av forfedrane til Harald Hårfagre at han budde. på garden Holt.
   H. blir òg brukt som grunnord i fjellnamn. Særleg frå Nordland og Sogn kjenner ein slike namn på -holten.
Litt.: -hult i KLNM VII sp. 36-41 med litt.liste. Brekke 1964. OS
 
NG:
gno. holt n. (Gen. holts, Dat. holti, Flt. i Gårdnavne holtar f.) ’Lund, liden Skov’. Brugt i mange Gårdnavne søndenfjelds, usms. i Ent. (også i Dativform) og i Flt., sms. især som andet Led. Mange af disse Navne ere sikkert meget gamle, andre (deriblandt Holtet i bestemt Form) fra nyere Tid. Ordet er ofte vanskeligt at adskille fra et vistnok af samme Stamme dannet Hankjønsord Holt, der efter Aasen betyder ’Høi, Bakke, stenig og ujevn Forhøining’; dette findes i Stedsnavne fra Søndmør nordover (hertil vist også at henføre det i Sogn og på Helgeland oftere forekommende Fjeldnavn -holten). Som Hankjønsord findes Ordet i Stedsnavne også i Gudbrandsdalen, men har der og i Valdres efter Ross Betydningen ’Lund’, ligesom Intetkjønsordet. Det sidste er meget alm. i Gårdnavne søndenfjelds til og med Bratsberg Amt; som sidste Led findes det oftere i Navne endnu noget længere vestover, til ind i Lister og Mandal Amt. Ellers har man det kun hist og her. I sammensatte Navne er ved holt første Led oftest et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed, ret ofte også Træ- eller Plantenavn eller Personnavn, sjelden Elve- eller Dyrenavn.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
hop
NSL:
hop m ‘smal (innestengd) vik’, av gno. hóp n og hópr m (i stadnamn) med same tyding. Jf. islandsk hóp n ‘brei bukt ved elvemunning’. Grunntydinga er truleg ‘bøyg’. Ordet er mykje vanleg, usms. og sms., i stadnamn på Vestlandet, men finst òg på Agder (sjeldan), i Trøndelag og Nord-Noreg (særleg Nordland). Døme → Hop ub. eint., → Hopen b. eint. og → Hope dat. eint. KA
 
NG:
gno. hópr m. (Gen. hops, Dat. hópi) ’liden Bugt’, helst en indelukket. I Stedsnavne næsten kun på Vestlandet og nordenfjelds, især i Nordland. Intet Spor fundet i Norge til den islandske Intetkjønsform hóp.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
horg
NSL:
horg f, gno. hǫrgr m. Det nyno. ordet h. er kjent frå Setesdal og Vestlandet med tydinga ‘berghamar med tverrbratte sider’. Gno. hǫrgr m har også hatt tydinga ‘steindunge’ og ‘heilagdom, heidensk offerstad’. Den siste tydinga, som også finst i andre germanske språk (jfr. t.d. gammalhøgtysk harug ‘heilag lund’), må vera utvikla av den første gjennom ‘steinhaug, steinaltar’.
   I norske stadnamn har vi sikkert å gjera med terrengnemninga horg ‘bratt berg’ ved mange fjellnamn som → Lønahorgi, like eins ved gamle gardsnamn som Horge i Austevoll, Hord og Lærdal, SogFj, Horgjem i Rauma, MogR, Horjem i Snåsa, N-Trl, og Horg i Melhus, S-Trl.
   På Austlandet, mest i sør-aust, finst det 8 gardsnamn sms. av hǫrg- og → vin, Horgen. Desse er av Magnus Olsen forklart av gno. hǫrgr m ‘heilagdom’, men ut frå nyare granskingar bør ein her òg halde ope for ei tolking knytt til berg-skjer, steinhaugar e.l.  på staden. I så fall kan tydinga ‘heilagdom’ ved hǫrgr vera så sein som frå tidleg kristen tid.
Litt.: BØ 7 s. 273-76. Olsen 1915 s. 285-300. Olsen 1926 s. 227-56. Rostvik 1967. J. Sandnes i MM 1964 s. 113-20. JS
 
NG:
gno. hǫrgr m. (Gen. hǫrgs) bruges i Oldn. om Steder, indrettede til hedensk Gudsdyrkelse og, som det synes, viede til en bestemt Gud. Disse Gudsdyrkelsessteder have været forskjellige fra hof, men deres Beskaffenhed kjendes ikke nærmere. Mulig er Grundbetydningen ’Stenhob’, en Betydning, som Ordet endnu har bevaret i det svenske Folkesprogs harg, der i Sverige på flere Steder findes som Stedsnavn. Endelig findes Ordet nu, som Hunkjønsord, i Norge brugt om Fjeldtoppe. Som Gårdnavn sjelden usms. (Horg i Guldalen), men meget ofte sms. med vin (Horgin, nu Horgen) og ialfald en enkelt Gang med heimr (Horgjem i Romsdalen). Det lader sig alm. Ikke afgjøre, i hvilken af de forskjellige Betydninger Ordet er brugt i det enkelte Navn; undertiden kan dog Beliggenheden vise det, som ved det nævnte Horgjem i Romsdalen, der ligger lige ved Foden af Romsdalshorn, og hvor derfor den sidst anførte Betydning må antages. Ordet findes ikke i Norge, som hof, sms. Med Gudenavne.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
horn
gno. horn n. (Gen. horns, Dat. horni) ’Horn’. De heraf dannede Gårdnavne udgå fra to af Ordets gamle Betydninger, ’Horn på Dyr’ og ’Hjørne, Vinkel’. Den første af dem kommer til at danne Gårdnavne gjennem dens Overførelse på spidse Fjeldtoppe, ved at anvendes på Gårde, som ligge under en sådan. Den sidste ligger til Grund ved Gårde, som have sit Navn af, at de ligge ved en Krumning af en Elv, eller i en Dal, som danner en Vinkel, eller ved et stærkt fremspringende Nes; i sidste Tilfælde kan dog også undertiden forudsættes Sammenligning af Nesets Form med et Dyrehorn. Findes i Sammensætning med vin (Hornvin, Hyrnin), men ikke med heimr. Et afledet Ord hyrna f. (Gen. hyrnu) findes også i adskillige Gårdnavne med lignende Betydning, tildels dog måske gjennem dets Brug som Elvenavn (om en Elv, som gjør en skarp Bøining); i nyere Navne nordenfjelds også et afledet Intetkjønsord hyrni.
 
Norske Gaardnavne Indl horn norsk
hov
NSL:
hov n, gno. hof n (gen. hofs, dat. hofi) har tradisjonelt vore tolka som ‘heidensk tempel eller heilagstad’, men kan òg ha ei topografisk tyding ‘høgd’. Som høgdenemne finst ordet framleis i austnorske dialektar.
   O. Rygh meinte at ein ved sida av tydinga ‘tempel’ kanskje kunne rekna med tydinga   ‘gard, gardsplass’ slik som ved ty. Hof. At hof-namna ofte har relasjon til heidensk kultus, ser vi likevel av dei mange sms. med gudenamn Óðinshof, Þórshof, Frøy(s)hof, Njarðarhof og Ullinshof. M. Olsen meiner at hova til vanleg var knytte til offentleg kult, ofte kanskje med større, organiserte hov-krinsar. Svært ofte har gardar med namnet Hov i kristen tid vorte kyrkjestader eller grannegardar til slike. Dansken Olaf Olsen (1966) har gått mot tanken om at kristne kyrkjer ofte er reiste over heidenske hov og både han og Per Vikstrand peiker på at vi ikkje veit noko om jernalderens kultstader og om ein faktisk hadde tempel eller eigne hus for gudsdyrking.
   I Noreg finst det usms. → Hov, → Hof(f), → Hove, dat. (med open vokal, å- eller ølyd) kring 80 gonger som gardsnamn, mest over heile landet. I sms. namn på -hov er gudenamn som Odin, Tor, Frøy osv. ofte førsteledd (sjå ovafor). Vanlege er også sms. med → vin, → land og → stad: → Hovin (særleg på Austlandet) → Hovland (særleg på Vestlandet) og → Hofstad. På Søraustlandet finst mange namn Hovet [hå:´ve] som utan tvil er laga til hov n ‘høgd’, og fleire av Hov-namna i Noreg som før har vore halde for sakrale, kan gå tilbake på hov i tydinga ‘høgd’, sjå vidare Bjorvand og Lindeman (s. 492 f.) for etymologien.
Litt.: Th. Andersson: Germanisch Hof - Hügel, Hof, Heiligtum (Festskrift til Ruth Schmidt-Wiegand), Berlin - New York 1986. Bjorvand og Lindemann 2007. NG Indl s. 55–56. M. Olsen 1915, særleg s. 163–78. M. Olsen 1926, særleg s. 227–56. O. Olsen 1966. P. Vikstrand i NORNA-rapporter 48, 1992, s. 123–136. JS, BS
  
NG:
gno. hof n. (Gen. hofs, Dat. hofi) bruges i Oldn. om et hedensk Tempel, men har mulig engang også i Norge havt den almindeligere Betydning ’Gård, Hus’, ligesom i flere beslægtede Sprog. Da de fra Ordet stammende Gårdnavne utvivlsomt ere meget gamle, kan nok hof i disse tildels have havt denne sidste Betydning eller en lignende og behøver derfor ikke overalt at have Sammenhæng med den hedenske Gudsdyrkelse. At det dog ialfald i adskillige Tilfælde skriver sig fra et gammelt Tempel, kan med Sikkerhed sluttes deraf, at Ordet i Navne så ofte findes sms. med et Gudenavn: Óðinshof, Þórshof, Frøyhof, Frøyshof, Njarðarhof, Ullinshof, Vidarshof. Mest usms. i Ental, i Nominativ og Dativform, Hof, Hofi (Hov, Hove; nu tildels udt. Høv og undertiden også skrevet således). Som første Led i Sammensætningerne Hofvin og Hofland, hvoraf det første mest bruges i den østre Del af det Søndenfjeldske og i et Par Tilfælde nordenfjelds, det sidste vestpå i det Søndenfjeldske og på Vestlandet. Forsåvidt hof i disse Navne er at opfatte i Betydning af Tempel, som der vel er al Sandsynlighed for, må de betyde ’Land, Gård, som tilhører et Tempel’. Deraf følger naturligvis ikke, at der har stået et Tempel på Gården, om end dette meget vel kan have været Tilfældet. Ordet kan som første Led i Navne forvexles med haugr, med den bestemte Form af Adjektivet hár ’høi’, og med hǫfuð, hǫfði. Som sidste Led falder det nu på mange Steder i Udtalen sammen med haugr og er tildels i Skrift forvexlet med dette (som i Torshaug for Torshov, Norderhaug for Norderhov). Det må endvidere adskilles fra et Ord Hov n. (vel af hefja, løfte), der endnu bruges som Fællesord i Betydning ’Forhøining’, og findes i mange Gårdnavne af nyere Oprindelse i Strøget fra Kristianiafjorden til Sætersdalen, altid i bestemt Form, Hovet.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
hovde
hovde m, gno. hǫfði m (gen. og dat. hǫfða) ‘hovde, bergpynt’, avleidd av gno. hǫfuð n ‘hovud’. Vanleg grunnord i fjellnamn over størsteparten av landet, gjerne brukt om framspringande eller frittståande bergknausar, døme: Store- og Vetlehovden i Røldal, Hord, Hesthovd i Lærdal, SogFj, → Hovden i Oppdal, S-Trl. I Gudbrandsdal, Hallingdal og Valdres finst ei form hovde n og f: Rishovda n i Vågå, Eisteinhovda i Lom, begge i Oppl. Ut frå bruken i fjellnamn har hovde også vorte grunnord i mange gardsnamn. Det finst vel 50 gonger usms. Hovde, → Hovden (b. eint.), → Hovdan (b. fleirt.) og elles mykje som første- og sisteledd. Med om lag same tyding finn ein òg brukt hovud n.
Litt.: Beito 1954 s. 225. Ekre 1960 s. 121-22. Namn i fjellet s. 81. NG Indl s. 58. JS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
hovud
gno. hǫfuð n. (Gen. hǫfuðs, Dat. hǫfði) ‘Hoved’. Bruges i Stedsnavne om fremspringende, noget svære Fjeldpynter (ikke blot om sådanne, som springe frem i Vand). Ofte sms. med Dyrenavne, fordi man har sammenlignet Fjeldpynten med et bestemt Dyrs Hoved (Bjørn, Hest, Hund, Ko, Oxe, Stud, Kråke). I enkelt Tilfælde om øvre Ende af en Fos (Fosshovedet i Klæbu). Udtaleformerne meget forskjellige; tildels som andet Led udt. -hau og da let at forvexle med haugr. I samme Mening, sigtende til Fjeldpynter, forekommer i Gårdnavne også det afledede Ord hofði m. (Hovde). Derhos findes nu i Gudbrandsdalen, Hallingdal og Valdres en Form Hovda, dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord. Jfr. → hovde.
 
Norske Gaardnavne Indl head norsk
huk
Ordet huk m er lånt frå mellomnedertysk hôk ‘skarp boge’. I stadnamn kan ordet brukast både om noko som stikk ut (odde) eller skjer inn (vik). Det siste er vanlegast. Huken er ikkje uvanleg som bustadnamn, framfor alt på Austlandet. Mange stader kan ein ikkje vise til terrengformasjoner som forklaring. Her kan namna gå attende på ei spesialisert tyding av huk 'liten, primitivt bygning; halvtekkje; skur' (NO huk 1.3., K. Hoel 1985 s. 89-97).
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
hus
NSL:
hus n, gno. hús n (i fleirt. i gardsnamn húsar), finst i mange norske gardsnamn, usms. Hus (lite vanleg), b. f. Huset (i mange plassnamn og yngre gardsnamn, særleg på Austlandet), fleirt. Hu`se(r), Hu`sa, ubestemt form, og Hu´sa, Hu`san, best. form. Som førsteledd i sms. namn, → Huseby, Huseklepp, Husøy, Husvik og Hustad, det siste ser ut til å vera gno. Húsastaðir, sms. med → stad. Svært vanleg er grunnordet hus som sisteledd i sms. namn: Mehus (gno. Mið-), → Melhus (gno. Meðal-), begge med tydinga ‘Midtgarden’, Opphus, Ytterhus, Nyhus. Særleg er nemnande sms. med person- og yrkesnamn til førsteledd. Desse er mykje vanlege i Trøndelag og dei indre dalbygdene på Austlandet: Jenshus, Larshus, Ershus (til Eirik), Presthus, Sandferhus (gno. Sundfarahús, til sundfari m ‘ferjemann’). Som fleire av desse namna syner, er kristne personnamn vanlege. Mange av desse gardsnamna ser ut til å vera frå kristen mellomalder og fortel om deling, i fleire hussamlingar eller bruk, av eldre namnegardar, slik også med typen Nyhus, Ytterhus, Vesterhus. Namn som Huser (gno. Húsar) og Melhus er nok ofte enda eldre.
   I nokre få namn frå mellomalder og tidleg nytid har hus den særskilde tydinga ‘borg, slott’ → Bahus. Dei fleste av desse var anten oppkallingsnamn eller lite nytta i folkeleg bruk.
Litt.: P. Hovda i KLNM VII sp. 91-93. NG Indl s. 57. Sandnes 1971 s. 38-39, 50-52. JS
 
NG:
gno. hús n. (Gen. húss, Dat. húsi, Flt. i Gårdnavne húsar f.) ‘Hus’. Sjelden i Navne usms. i Ental (undtagen i nyere Navne i bestemt Form, Huset), derimod oftere i Flt. Som første Led findes det kun i et enkelt Tilfælde sms. med heimr (i Stokke), aldrig med vin. Af andre Sammensætninger, hvori hús har denne Stilling, er den hyppigste Húsabýr, der har været forstået på forskjellige Måder, men sikkert med størst Sandsynlighed forklares om en vel bebygget Gård, der har mange, gode eller prægtige Huse (c. 50 Tilfælde over det bele Land, de to nordligste i Kvæfjord i Senjen). Desuden er af de således sammensatte Navne at mærke de, der betegne Stedet som bebygget, i Modsætning til nærliggende, hvor intet Hus fandtes (hyppigst Husøen). Som andet Led findes hús også ofte, men neppe i meget gamle Navne. første Led er da oftest et Personnavn, noget sjeldnere et Ord, som har Hensyn til Beliggenhed og deslige; kun undtagelsesvis Ord af anden Betydning. I denne Stilling kan hús efter Nntidens Udtale let forblandes med óss, der nu tildels som andet Led udtales -us, og er også tildels i Skrift blevet forvexlet dermed (særlig er Áróss ’Åmunding’, oftere urigtigt gjort om til Århus).
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
hval
hol
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
hytte
hytte f
1. ‘lite hus, smeltehytte’, lånord frå tysk (Hütte) over dansk, laga til ei rot *kudh- ‘dekkje’. Ordet er levande som lokalitetsappellativ og er i dag særleg frekvent og produktivt som namn på fritidshus og overnattingsstader i utmarka, t.d. Gjevilvasshytta S-Trl, Rostadhytta Troms. På Sør-Austlandet kan h. bli nytta som grunnord i namn på husmannsplassar, slik t.d. i Østfold, der hytte er svært vanleg i plassnamn, både usms. og som etterledd.
2. ‘naken bergpynt, fjelltopp’. Finst som grunnord i fjellnamn i og rundt Trollheimen, t.d. Fjellkjøshytta, Fruhytta, Geithytta, Telhytta, Torhytta. Vi har òg ordet i skjernamn, t.d. Hytta i Ramsøyfjorden, S-Trl. Ordet er utdøydd som lokalitetsappellativ, men er enno kjent med liknande innhald (‘noko framskote’) i faste uttrykk som gjera hytter, dvs. ‘skyte fram augnebrunene når ein er morsk (sint)’.
   Uttalen av dette grunnordet i dag er sterkt varierande. På Dovre heiter det [-hætta] → Snøhetta, Surnadal har genuint [-høttå], Rindal, Orkdal, Meldal og Rennebu har [-høtta]. Oppdal har både [-hyţţa] og [-hyţţ'ᶇ] om fjelltoppane i bygda, men [-hętta] om toppane i Trollheimen og på Dovrefjell.
   I fjellnamna ser hytte ut til å vera blanda saman med jamføringsnemnet hette f (avleiing til hatt m) nokså tidleg. Såleis finn vi «Trold Hytten» → Trollhytta (Oppdal, S-Trl) i 1504 (DN XVI s. 390) mot «Suarttehette» Svarthytta (på grensa mellom Sør-Trøndelag og Møre og Romsdal) i 1529 (DN XII s. 509). Det er òg mogleg at hette/hytte har vore brukt side om side i fjellnamn. Dessutan må ein som Jørn Sandnes rekne med at hytt m ‘spiss, pigg’ kan ha vore nytta i fjellnamna, jf. målføreordet berghytt m ‘steinpik som stikk fram i lendet’. Det ville da lett bli blanda saman med hette/hytte gjennom dativforma.
   Fjellnamn på -hytta blir vanleg feilskrivne -hetta.
Litt.: I. Buvarp «Om grunnord i fjellnamn frå trøndsk målføreområde» s. 16-50. (Uprenta hovudoppgåve ved Universitetet i Trondheim 1974). Hoel 1994 s. 183 f.  P. Hovda i MM 1941 s. 44. J. Sahlgren i NoB 1963 s. 7-13. J. Sandnes i Namn i fjellet s. 40-41. OS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
f av gno. hœð, ei avleiing med i-omlyd av gno. hór adj ‘høg’. Tyder, både reelt og formelt, ‘høgd’, men blir som grunnord i fjellnamn brukt særleg om svært høge, ruvande, ofte rundvorne fjelltoppar. Namn på -er svært vanlege i og kring Dovrefjellområdet, Nord-Gudbrandsdalen, Nord-Østerdalen, søre S-Trl, Nordmøre: Dumhøi, Knutshøa, → Sissihøa. Utafor dette området finst berre einstaka døme. Nærskyld med hø er grunnorda f og hædd f, avleidde av gno. hár adj ‘høg’, sideform til hór.
Litt.: Ekre 1960 s. 116. Namn i fjellet s. 30-31. JS
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 hill, mountain norsk
høgd hill, small mountain norsk
høy
gno. høy n. (Gen. høys) ’Hø’, findes som første Led i mange Navne, af hvilke især Høyland er almindeligt (som Gårdnavn fra Mandalsdalen til Nordhordland; som Bygdenavn, i Flt., også på Romerike og på 2 Steder i det Trondhjemske). Navne med dette Forled ere vel overalt at forklare således, at Stedet oprindelig har været brugt blot som Slåtteland. Oprindelsen til de nu med Høi- begyndende Navne bliver dog ofte usikker, fordi de også til dels kunne skrive sig fra andre Kilder: fra híð ’Hi’ (se NG I s. 361), heiðr (→ hei; især i det ofte forekommende Høiby) og Mandsnavnet Heðinn. Det kan derhos mærkes, at Haugi, Dat. af haugr, som Gårdnavn nu tildels lyder Høie.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
ile
gno. íla f. (Gen. ílu, Flt. ílur) ’Kilde, opspringende Vandåre’, kjendes ikke fra Oldn., men må have været brugt, da det findes i adskillige gamle Stedsnavne. Flere Sammensætninger findes med vin (Ílin, nu Ilen, Ile). Der er gamle Navneformer, som vække Spørgsmål, om der ikke har været brugt en Sideform af Hankjøn, íli (se NG I s. 105). Derimot synes der ikke at være Grund til at med Fritzner antage en stærkt bøiet Hunkjønsform íl.   
 
Norske Gaardnavne Indl spring norsk
innlag
innlag n. ‘(Gen. innlags) forekommer nu oftere som Gårdnavn i Jarlsberg og Larvik Amt (Indlaget) og må betyde 'indlagt Jord' (indtaget til Dyrkning fra Udmarken). Findes allerede i MA., men er dog måske først kommet i Brug i dens seneste Tid. En Sideform innlaga f. kan påvises i Bohuslen (RB. 359). Endnu yngre ere vistnok de på Østlandet og nordenfjelds forekommende Former Indlæggen, Indlægget, Indlæggingen.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
jadar
NSL:
jadar m, gno. jaðarr (dat. jaðri) ‘rand, kant’, nyno. jar eller jare m, som òg er dei vanlegaste målføreformene. Dessutan finst jair (Sunnmøre), jai´re (Setesdal), jær (Senja, deler av Sørlandet og Jæren), jæir (Salten), jadal eller jal (Sør-Helgeland), ja`ar og ja`er (Austlandet), jæddar og jaddar (Namdalen), jed´der (Nord-Fosen). Jamningsformer er jå`dår (Nord-Gudbrandsdal), jåd`dår (Inntrøndelag, delar av indre S-Trl), jå`re (Gauldalen) og jår (Orkdal). Tydinga i vestgermanske språk er oftast 'gjerde, inngjerdt mark'. Nordiske språk har tydingar som 'kant, rand (på tøy og vev); smal flate (langs sjø eller elv)', etter Bjorvand og Lindemann. Som levande nemning for lokalitetar går ikkje ordet vidt i dag. Frå Sør-Austlandet kjenner ein tydinga ‘smal, flat strand under berg eller bakke’ og frå Orkdal (S-Trl) og tilgrensande område ‘stor, bygd terrasse oppe i dalsida’.
   Jadar finst ofte som grunnord i bustadnamn, særleg grendenamn. Som gardsnamn finst det særleg på Austlandet, og er der ikkje uvanleg, på Flat-Austlandet i former som → Jar, Jaer, Jare (dat.), → Jaren (ub. f. eint.). Det gno. elvenamnet Jaðra, nyno. Jøra, som inngår i fleire gardsnamn, er avleidd av jadar.  OS
 
NG:
gno. jaðarr m. (Gen jaðars, Dat. jaðri, Flt. jaðrar), ’Kant, Rand’, endnu brugt i denne Betydning som Fællesord. Som Landskabsnavn i Jæderen (Jaðarr) søndenfor Stavanger, kaldet således, fordi det ligger som en forholdsvis flad Strækning langs med høit Indland. Ofte som Grændenavn, hvor man vel også har forestillet sig den bebyggede Grænd som Rand foran en nærliggende Situation f. Ex. et Høidedrag; i et enkelt Tilfælde brugt som Indsønavn, Jaren på Hadeland (jfr. med Hensyn til Betydningen det nærliggende Rǫnd, Randsfjorden). Som Gårdnavn findes det kun på Østlandet, men er der almindeligt i de lavere Egne. Nuværende Udtaleformer: Jaer, Jar, Jaer. I Navne har det i den østlige Del af det Søndenfjeldske alm. beholdt Tostavelsesformen (Jaer, Jaeren), medens det i den vestlige alm. er Enstavelsesord (Jar, Jaren), — dog således, at det også der beholder den opr. Betoning, når Artikelen tilføies. Af Ordet er dannet et i Fortiden meget brugt Elvenavn Jaðra, hvorfra flere Gårdnavne stamme.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
jaevrie
innsjø, vatn
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
Jamt-
Jamt- finst som førsteledd i mange stadnamn nordafjells og sør til Sunnmøre og nordbygdene i Østerdalen. I mange fall er det ordet jamt m ( = jemte, jemtlending) ‘person frå Jamtland (Jämtland)’, og fortel om at ein jamt har vore knytt til staden.
   Når vi møter namneleddet lengre nord, som Jamten i på Grøtøya og Jamtfjellet i Skånland er det rimelegare å rekne med det austsamiske ordet ljamkt, ljamt, ljamit '(stor), tjukk skog, taiga, skogbelte til fjells; stort rom'.
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
jar
 → jadar
 
 
norsk
jarn
Jarn- i stadnamn, m.a. i mange elvenamn, Jarnåa (utt. Jann-, Jønn-, Jenn- o.l.), siktar til at vatnet eller elvefaret inneheld jarn eller har jarnfarge. Somme gonger kan slike namn komma av at det har vore jarnvinne (myrmalmsmelting) på staden i eldre tid. Jf. → Jarfjorden.
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
jávri
innsjø, vatn
Norsk stadnamnleksikon 1997 lake nordsamisk
jávrre
 innsjø, vatn
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
jeaggi
myr
Norsk stadnamnleksikon 1997 heath nordsamisk
jeanoe
stor elv, hovudelv
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
jiegge
myr
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
jiegña
 isbre
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
jiehkki
isbre
Norsk stadnamnleksikon 1997 glacier nordsamisk
johka
elv
Norsk stadnamnleksikon 1997 river nordsamisk
johke
elv, bekk
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
joki river kvensk
jord
gno. jǫrð f. (Gen. jarðar) ’Jord’. Bruges oftere som andet Led i Gårdnavne, især i Nordland, på Østlandet mest i Numedal; i Bergens Stilt fornemmelig i Navnet Øijorden (Eyðijǫrð, ligebetydende med det alm. udbredte Ødegården).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
juova
ur
stony slope, talus kvensk
juovva
ur
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
juv
gno. gljúfr n. (Gen. gljúfrs, Flt. i Gårdnavne gljúfrar f.), omtrent ligebetydende med giI, men vel ialfald fortrinsvis brugt om Kløfter, hvorigjennem et Vandløb går. Nu udtalt Juv; allerede i MA. skr. Giuf (AB. 79. DN. I 757. RB. 55). I Hallingdal og Valdres forekommer en Hunkjønsform Gjuv. Intet Spor er ved Undersøgelserne om Stedsnavnes Udtale fundet til den af Aasen opførte Form Djuv. En afledet Form glyfra f., der bruges i Folkesproget om en Bjergkløft, findes i et enkelt Gårdnavn (Kvinesdal) og ialfald på et Sted som Fjeldnavn (Bruvik).
(korrekt oppslagsform?)
 
Norske Gaardnavne Indl ravine norsk
jänkkä marsh kvensk
järvi lake kvensk
jøkel glacier norsk
jøkul glacier norsk
jåhkå
elv
Norsk stadnamnleksikon 1997 river lulesamisk
kaisa high mountain kvensk
kam
gno. kambr m. (Gen. kambs, Dat. kambi) ’Kam’. I Gårdnavne overalt efter dets Anvendelse om takkede Fjeld- og Høiderygge. På nogle Steder i Sammensætningen Hanekam, med samme Mening. Nu udt. dels Kamm, dels Kamb.
 
Norske Gaardnavne Indl hill, mountain, ridge norsk
kamp hill, mountain norsk
kartano big building kvensk
kast
NSL:
kast n er laga til kaste vb ‘hive, slengje’. Grunnordet kast har fleire tydingar i norske stadnamn:
1. Stad (fiskeplass) i sjøen der det er lagleg å kaste med not, sjeldnare om méd der ein bruker snøre. Denne tydinga blir brukt i Vest- og Nord-Noreg.
2. Steinhop, røys, ofte langs ferdslevegar. Etter folketrua skulle ein på slike stader kaste bortpå ein stein eller pinne for å halde borte vonde vette når ein for framom.
3. Stad der ein kastar tømmer i elv eller utover hamrar for vidare transport.  
Kast blir først og fremst nytta til å laga naturnamn, men finst òg i (unge) bustadnamn. Som utmerkingsord er kast hyppig brukt. → varp.
Litt.: Hovda 1961 s. 118-21. NG Indl s.59. OS
 
NG:
gno. kast n. (Gen. kasts), Kast. De af dette Ord dannede Stedsnavne, der alle synes at være temmelig unge, fordele sig antagelig på 3 forskjellige Betydninger, mellem hvilke det tildels vil være vanskeligt at vælge: 1) Sted, hvor man kaster, udsætter forskjellige Slags Fiskeredskaber. 2) Sted, hvor man slipper Tømmer ned over en Høide til videre Transport. 3) sammenkastet Stenhob, Røs. Jfr. Varp.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
kaupang
gno. kaupangr m. (Gen. kaupangrs, kaupangs) bruges i MA. i Norge om Kjøbstæder, men må tidligere også have været Navn på Markedspladse, hvor man kun til visse bestemte Tider mødtes for at drive Handel. Derom vidner bl. a. de ikke få Gårde omkring i Landet, som endnu bære dette Navn, i Nutidsform Kaupanger, Kaupang, Kopang, Koppang. Jfr. torg.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
keile
gno. keila f. (Gen. keilu) ’smalt Sund, smal Vik’. Findes ialfald nu i Navne kun brugt på Landets Vestkyst.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
keino path kvensk
kenttä meadow kvensk
kesäsija summer farm, chalet kvensk
kil
NSL:
kil gno. kíll m ‘smal vik eller bukt som skjer relativt djupt inn i landet’. Grunnordet kan òg ha tydinga ‘mindre elveutviding’ og ‘lang, smal sjø’. I tydinga ‘noko smalt i lendet’ finst ordet nytta i gardsnamn på land. Det har mogleg funnest ei sideform *kíla f. I N-Noreg (Troms, Finnm) blir avlydsvarianten keila f mykje brukt. Som sisteledd i sms. har ordet både bunden og ubunden form; ubunden form særleg i Østf, som er det sentrale området. Frå Akersh til og med MogR (minus A-Agd og V-Agd) er k. ikkje nytta som sisteledd i gardsnamn. I Finnm er sisteleddet berre keila i b. eint. (det er helst tale om yngre namn). Førsteleddet er ymsande, det kan skildre lægje (Nord-, Sør-), naturtilhøve (Gautkílar fleirt., Me- < *Mjór- ‘smal’, Lang-), andre forhold (Agn-, Svane-, Tusse-), personnamn (gno. Auðunar-, → Øyenkilen).
 
NG:
gno. kíll m. (Gen. kíls, Dat. kíli, Fit. kílar) ‘smal, dybt indtrængende Vik’. Temmelig almindeligt Gårdnavn. Udtalen af enkelte af disse Navne, ligesom den oftere forekommende Skrivemåde i Kila i middelalderske Kilder, vække Formodning om, at der også har existeret en svagt bøiet Sideform.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl cove, inner part of fjord norsk
kinn
gno. kinn f. (Gen. kinnar) ‘Kind, Siden af Ansigtet’; nu, og utvivlsomt også i Fortiden, tillige brugt overført om en brat Helding af et Fjeld eller en Ås; også om Øer med brat Affald. Fra de sidste Betydninger udgår Anvendelsen i Gårdnavne. Særlig at mærke Kaldakinn, den kolde Fjeldside, nu Kolkinn (jfr. det i Norge, som på Island, brugte Fjeldnavn Kaldbakr ’Koldryggen’). Er nu tildels i Udtalen, og i endnu flere Tilfælde i Skrift, løbet sammen med tjǫrn, Tjern, fra hvilket det derfor kan være vanskeligt at skille i Navne.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
Kirk(e)-
Kyrkje-.
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
kjelde
gno. kelda f. (Gen. keldu) ’Kilde’; også brugt om Brønde og andre Vandhentningssteder, om dybe Vandpytter og om små, stilleflydende Vandløb. Ikke sjeldent i Gårdnavne, især som første Led, tildels udtalt Kjøll (i Østerdalen og det Trondhjemske).
 
Norske Gaardnavne Indl well norsk
Kjerk(e)-
Kyrkje-.
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
kjerr
gno. kjarr n. (Gen. kjarrs, Dat. kjarri, Flt. i Gårdnavne kjarrir f.) ’Krat, Samling af Buske, især en sådan, som står på fugtig, myret Grund’; også om selve den med Krat bevoxede Myr. Oftest usms.; hyppigst brugt på Strækningen fra Kristianiafjorden til Lindesnes. Nu alm. udt. Kjærr, tildels dog Kjær med lang Vokal; på nogle Steder Kjørr, der dog pleier at være Hunkjønsord.
 
Norske Gaardnavne Indl brushwood norsk
kjerring
Særleg nordafjells finst mange stadnamn som til førsteledd har kjerring f, gno. kerling. Nokre gonger er Kjerringa aleine brukt som namn, eller ordet er sisteledd i sms. namn. Opphavet til namn som Kjerringvik, → Kjerringvåg er nok for det meste at ei einsleg kvinne (enkje) har budd på staden. Andre gonger kan namn på Kjerring-, særleg på kysten, botne i førestillingar om ulykke eller uhell knytt til kvinner. Fjellnamn som Kjerringa (t.d. i Fauske komm, Nordl) er helst jamføringsnamn ut frå forma, jf. namn på -kallen.
Litt.: P. Hovda i MM 1941 s. 37-47. Namn i fjellet s. 43. JS
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
kjos
NSL:
kjos gno. kjóss m, fleirt. kjósar og kjósir (i namn) ‘smal vik’. No er ordet levande berre i nordre Nordl og Troms. Kjos tyder i dag elles ‘smal dal eller søkk i lendet’. Som sisteledd (-kjosen) i sms. gardsnamn er utbreiingsområdet svært lite: Lødingen i Nordl og Troms (unntak er 2 gardsnamn i S-Trl, der kjos er f); det har alltid b. eint. Som sisteledd i naturnamn er utbreiingsområdet stort sett kysten frå Bodø til Finnm. Førsteleddet i dei sms. gardsnamna er lægje (→ Nord- og Sørkjosen), gardsnamn (Svartnes-) og anna, t.d. Kvann- (vokster), Leir- (jordsmonn), Fjellkjøsa og Langkjøsa f b. eint. (S-Trl); i naturnamn kan det vera appellativ (Bal-, Skrov-) og gardsnamn (Eide-).
   Som førsteledd i sms. er kjos lite brukt; berre i ca. 15 gardsnamn sørom Finnm; i Finnm åleine finst det om lag 20 gardsnamn med kjos som førsteledd. Få naturnamn har kjos som førsteledd. Usms. er grunnordet nytta som gardsnamn i kring 25 tilfelle; dertil kjem nokre som naturnamn (fjordnamn). Av dei ca. 23 usms. kjos-gardsnamna frå Østf til og med Nordl (i Hord og MogR er ingen) finst berre 2 ved kysten (1 i Vestf og 1 i V-Agd); dei andre finn vi inne i landet (ved vatn) og i fleire høve som lendenemningar. Notidsformene varierer med både ub. eint. (mest utbreidd) og b. eint. (Troms) - berre eitt namn har fleirt.form (→ Kjose i Vestf). Ymis dialektal utvikling har ført til at usms. kjos-namn i dag har formene Kjos(en), Kjus (Romerike) og Kjøs.
   Kjos-namna er ofte gamle; det gjeld særleg dei usms., men òg namn med kjos som førsteledd. Namn med kjos som sisteledd er jamnast yngre, og særleg i Finnm, men også delvis i Troms er kjos-namna unge.
Litt.: Beito 1954 s. 242. ON
 
NG:
gno. kjóss m. (Gen. og Flt. kjósar) bruges 1) om en smal Vik (nu mest i Nordland), 2) om en liden Dal eller mindre Fordybning, 3) om en liden Skov eller et Buskads. Adskillige Gårdnavne udgå ialfald fra de to første Betydninger. Nu på fl. St. udt. Kjøs, i et Par Gårdnavne på Romerike Kjus. I senere Tid have flere af disse Navne urigtigt været skrevne med Tj-.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
kjøl
NSL:
kjøl m, gno. kjǫlr m, til ei germansk rot *kelu- som ser ut til å bety ‘svelg, strupe, hals'.  Dette grunnordet har i norske stadnamn to hovudtydingar:
1. langvore høgdedrag,
2. uproduktiv skogsmark mellom bygdelag, særleg (høgtliggjande) myrstrekningar.
Frå tyd. 1 har det utvikla seg ei særtyding ‘rand, kant’, brukt om fjellbruner. I båe tilfella er det ei samanlikning med båtkjølen (el. kjøl i tydinga ‘møne’) som ligg til grunn. Tyding 2 kan så ha utvikla seg frå tyding 1 (eit motsett syn har Carl Lindberg). Både som levande appellativ og i stadnamn har tyding 2 ei austleg utbreiing, i Sør-Trøndelag og Hedmark. Og det er denne tydinga vi har i Kjølen, grenseområdet mot Sverige. Førestillinga om ‘Kjølens rand’ er ei metaforisk mistyding som har kome inn gjennom diktarspråket.
   Usms. og som sisteledd blir kjøl først og fremst nytta i naturnamn. I bustadnamn har ein Kjøl i Averøy komm, MogR, som sisteledd ein 10-12 gonger i Hedmark (etter NG). Som utmerkingsledd i bustadnamn er det ikkje uvanleg. I naturnamna har ein svært ofte relasjonsord i førsteleddet: Hemnkjølen mellom Orkdal og Hemne, S-Trl, Skognakjølen mellom Hølonda og Skaun, S-Trl, Tylldalskjølen mellom Tylldalen og Tynset, Hedm. Årsaka til dette er nok at dei gamle ferdslevegane i mange høve gjekk over kjølane, og så fekk desse namn etter målet for vegen.
Litt.: Lindberg 1941. Namn i fjellet s. 25-27 og 57-60. OS
 
NG:
gno. kjǫlr m. (Gen kjalar, Dat. kili, Flt. kilir) ’Kjøl i Fartøier’, overført: Fjeldryg, især en sådan, hvorover der går Færselsvei mellem to ved den adskilte Bygder. Oftere som Gårdnavn i Dativformen Kili. Nogle Navne skrive sig måske fra en anden Betydning: ’Myr, Græsslette tilfjelds’ (især brugt i Østerdalen og i S. Trondhjems Amt).
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl ridge, marsh norsk
klakk
klakk m ‘tverr bergskolt, oftast i el. ved sjøen’, gno. klakkr m. Usikker etymologi. K. blir brukt frå kring Lindesnes, vest og nordetter langs kysten. Usms. og som sisteledd finst klakk først og fremst i naturnamn, særleg i médnamn. Vanleg er det da sterkt avgrensa fiskegrunnar eller kantane av større som blir karakteriserte som klakkar. I Nord-Noreg kan klakk bli nytta meir allment om fiskeméd. Frå Nordmøre og nordetter blir klakk òg brukt om bratte skjer. Som fjellnamn finn vi Klakkan, to høge, bratte fjell i Aure komm, MogR. Etter NG finst klakk 4-5 gonger usms. i gardsnamn, men det finst oftare i bruksnamn. Som sisteledd er klakk svært uvanleg i bustadnamn, i gardsnamn har vi einast Sundklakk i Vågan komm, Nordl.
Litt.: Hovda 1961 s. 79-81. Stemshaug i Du mitt Nordmøre 1973 s. 12-22. OS
Norsk stadnamnleksikon 1997 islet, small island norsk
klauv
gno. klauf f. (Gen klaufar) ’trang Kløft, brugt i flere forskjellige Anvendelser’, f. Ex. om Åbningen i kløftet Dyrehov, om Åbningen mellem Tæerne og Fingrene på Mennesker. Ofte i Gårdnavne, i disse vistnok altid efter en Kløft i Fjeld eller Jordhøide.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
kleiv
NSL:
kleiv f, gno. kleif f, gen. og fleirt. kleifar, til klive vb. Tyding vanlegvis ‘bratt og oftast steinut bakke som det fører veg eller stig over’. Kan i målføra ha former som klev (Nord-Østerdalen, Gauldalen, Øvre Orkladalføret), klæv (Nordmøre) og kløyv (delar av Østfold, Akershus, Modum, mesteparten av N-Trøndelag og Nordfosen). Grunnordet held somme stader på å gå av bruk som vanleg appellativ.
Kleiv er svært vanleg både i natur- og bustadnamn. Svært ofte er det usms., særleg i gardsnamna: Kleiv, Klei´va og Klei´vi b. f. eint., Klei`ve, Kleiva(n) og Kleivane fleirt., dessutan skriftmålsformer som Klev, Kleven o.l. Som førsteledd kan kleiv  ha forma Kløv-. Namn som ender på kleiv  har stor variasjon i førsteledda: Eggkleiva (til egg f ‘kant’), → Krokkleiva, Rødkleiva, Arnkleiv (til mannsnamnet Arne), Svinakleiv. OS
 
NG:
gno. kleif f. (Gen. og Flt. kleifar, af klifa ‘klive, klatre’), brat Bergside, ad hvilken der går en Vei. Meget alm. i Gårdnavne, især usms. i Ent. og Flt. Jfr. Klif.
Norsk stadnamnleksikon 1997 hillside, ascent norsk
klepp
gno. kleppr m. (Gen. klepps, Dat. kleppi, Flt. kleppar) ‘Klump’, i forskjellige Anvendelser, således også om Fjeldknatter (i Fjeldnavne også brugt om høie Fjelde). Efter den sidste Anvendelse ofte i Gårdnavne, mest usms., i Ent. og Flt., også i Dat. Ent. I Fjeldnavne, især nordenfjelds, findes også Formerne Klimp og Klump, hvorfra enkelte nyere Gårdnavne skrive sig. Der har været et ligelydende Mandsnavn Kleppr, hvoraf endel Gårdnavne, hyppigst Kleppsstaðir (nu ofte udt. Kleff-, Kløff-).
 
Norske Gaardnavne Indl hill, mountain norsk
klett
gno. klettr m. (Gen. kletts, Dat kletti, Flt. klettar) ‘Fjeldknat’, det danske «Klint». Ofte i Gårdnavne, dog ikke så alm. som kleppr; ligesom dette mest usms., i Ent., Flt. og Dat. Ent. I den sydlige Del af Hedemarkens Amt Spor til en Sideform kletta f.
 
Norske Gaardnavne Indl cliff, mountain norsk
kliv
gno. klif n. (Gen. klifs, Dat. klifi, Flt. i Gårdnavne klifar f.), ligebetytende med kleif, men nu i Brugen som Fællesord afløst af dette. Dativformen Klifi har nu som Gårdnavn i S. Bergenhus Amt på nogle Steder Formen Klyve (åbent y). Samme Nutidsform, men med lukt Vokal, har et Gårdnavn, der findes på et Par Steder (Solum, Os), og hvis gamle Form synes at være Kljúfa f. (vel af kljúfa ’kløve’, jfr. Kluva f. ’Kløft, Klemme’, anført af Aasen fra Hallingdal).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
klopp
gno. klopp f. (Gen. klappar, Flt. klappir) ’Klop, liden simpel Bro over Vandløb eller sumpig Grund’ (jfr. brú). I adskillige Gårdnavne; det på et Par Steder forekommende Navn Steinklop viser, at det Slags Broer ikke altid være af Træ.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
klubb hill, mountain norsk
kluft canyon norsk
klump hill, mountain norsk
kløft canyon norsk
knapp
knappr m. (Gen. knapps, Flt. knappar) ’Knap’. Findes brugt i Navne på Fjelde, på Fjeldfremspring, på små, rundagtige Halvøer, der blot ved et smalt Eid hænge sammen med Fastlandet, og på Skjær. I enkelte Gårdnavne, vel kun efter de tre første Betydninger. Nu tildels lydende Napp. Som første Led er Knap-, Nap- i Gårdnavne tildels at forklare af Adj. knappr i Betydningen «trang» og af et Mandsnavn Knappr (se NG I  s. 347).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
knatt
gno. knǫttr m. (Gen. knattar) ‘Fjeldknat’. Findes i Gårdnavne kanske mest som første Led, i Formerne Knott, Knatt, Natt (enkelte Navne på Vestsiden af Kristianiafjorden forudsætte en svagt bøiet Form Natte). I Sammensætninger ofte vanskeligt at skille fra et gammelt Mandsnavn Knǫttr (se NG I S. 30). I det på 3 Steder V. for Kristianiafjorden forekommende Gårdnavn Knattvǫllr (nu Knatvold, Natvall) ligger vistnok en anden gammel Betydning af Ordet «Bold» til Grund; det må betegne Steder, hvor man i gamle Dage har forsamlet sig til Boldleg (jfr. leikr).
 
Norske Gaardnavne Indl hill, mountain, stone norsk
knaus
gno. knauss m. (Gen. knauss, Flt. knausar) ‘Fjeldknat’ (også om større Fjelde). Sjeldent i Gårdnavne, tildels udt. Naus.
 
Norske Gaardnavne Indl hill, crag norsk
kne
gno. kné n. (Gen. knés, Gen. Flt. knjá) ’Knæ’. I Fjeldnavne, hvor Ordet vel altid sigter til et af Fjeldets Skråning dannet Knæk; synes tildels i Navne også brugt om andre Bøininger, f. Ex. af en Indsø. Da Ord begyndende med kn jo nu tildels i Udtalen have mistet sit k, hører også nogle Navne på Njå- på Vestlandet vistnok hid.
 
Norske Gaardnavne Indl knee norsk
knipp
Knipen.
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
knippe
Knipen.
peak norsk
knoll
knollr m. (Gen. knolls) ’Knold, Bergknold’. Findes i nogle Gårdnavne, tildels i Udtaleformerne Gnoll og Noll.
 
Norske Gaardnavne Indl knoll norsk
knopp peak, top norsk
knud peak, mountain norsk
knut peak, mountain norsk
knyk
gno. knjúkr m. (Gen. knjúks) ’brat, rundagtigt Fjeld’, nu i Formerne Knuk, Knyk, Nuk, Nyk. Derefter enkelte Gårdnavne.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
kol
gno. kol n. (Gen. kols) findes som første Led i mange Navne. Det kan tildels sigte til Kulbrænding, som er drevet på Stedet, hvilket utvivlsomt ofte er Tilfældet; men der er også Navne, hvor man har Grund til at tænke på mørk Farve ved Stedet som Anledning til dem, særlig Navne som Koltjǫrn, Kolsjór. Vanskeligheden ved at forklare Navne, som begynde med Kol-, forøges derved, at de utvivlsomt tildels stamme fra forskjellige andre Ord: Fjeldnavnet kollr og Mandsnavnene Kolr og Kollr.
 
Norske Gaardnavne Indl coal norsk
koll rounded mountain top norsk
komuuni municipality kvensk
kongs
Kongs- i stadnamn, mykje vanleg, både om gardar og andre lokalitetar. Dei aller fleste av desse kjem av konge m, gno. konungr (kóngr) m. Vanlegaste opphavet for gardsnamna er at garden har vore krongods i eldre tid. Andre gonger kan namna vise til hendingar eller tiltak av ymse slag, som, med rette eller urette, er knytte til ein konge. Lokalnamn som Kongslia, Kongsåkeren kan kanskje vera rosande namn. Nokre gonger kan førsteleddet vera nyno. kaun m, gno. kaun n, som i fleire målføre har forma kong, kång e.l. Jf. elles under dei einskilde namna på Kongs-. JS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
koppa ocean bay kvensk
kors
kross.
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
kos
 → kås.
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
koski small waterfall kvensk
krik
gno. krikr m. (Gen. kriks) ’Vrå, Vinkel’. Findes i adskillige Gårdnavne, af hvilket dog neppe noget er synderlig gammelt. Tildels udtalt med lukt e og skrevet Krek, Kreg; også Udtale med lukt i findes. Synes tildels som Navn at sigte til Beliggenhed inde i en Elvebugtning. I nyere Tid ofte i sms. Navne skrevet Krigs- og misforstået som kommende af «Krig».
 
Norske Gaardnavne Indl corner, angle norsk
kringle
gno. kringla f. (Gen. kringlu, Fit. kringlur) ’Kreds, Ring’. I adskillige Gårdnavne, hvoraf dog kun få synes gamle, altid vistnok sigtende til noget rundt, afrundet ved Stedets Situation. Sideformer Klingra, Klinga; til den sidste findes Spor allerede i MA. (se f. Ex. RB. 123. 286). Nogle Navne komme af det nærstående kringr m. ’Ring’; til disse hører dog ikke det oftere forekommende Kringstad, hvori vistnok Mandsnavnet Grimkell er første Led.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
krok
gno. krókr m. (Gen. króks, Flt. krókar) ’Krog, Krumning’, noget krumt. Meget alm. i Gårdnavne; men det er ofte vanskeligt at bestemme dets Mening i de enkelte Tilfælde. Meget ofte sigter det til en Krumning af en Elv, i nogle, som det synes, til en Bugt af Sø eller Vand (Krumning af en Strandlinie). På nogle Steder har det utvivlsomt Hensyn til afsides Beliggenhed, hvorved måske den Tanke ligger til Grund, at man må reise «til Kroks» for at komme derhen. Derfra udgår vel også Ordets Brug som Pladsnavn søndenfjelds (Kroken). I et enkelt Tilfælde i Sammensætning med vin (Krøke i Lom). Har desuden søndenfjelds været brugt, og bruges tildels endnu, som Grændenavn. Endel med Krok- begyndende Navne stamme fra Mandsnavnet Krókr (således Kroksrud, Krokstad).
 
Norske Gaardnavne Indl corner, bend norsk
kross
NSL:
kross (og kors) av gno. kross m finst i mange stadnamn, usms. (Krossen, Korsen, Korset), men mest som førsteledd i sms. namn. Slike namn har ulikt opphav. Grunnordet kross/kors kan m.a. sikte til:
1. vegskil, krossveg,
2. ein kross som har vore sett opp på staden, t.d. for at ferdafolk kunne halde bøn der (i katolsk tid), til minne om ymse hendingar, til grense- eller seglmerke,
3. i somme gardsnamn at garden i eldre tid har lege til ein kross i ei kyrkje,
4. kross-liknande skap eller utsjånad, t.d. på fjordar og sjøar (→  Korsfjorden, Korssjøen). JS
 
NG:
gno. kross m. (Gen. kross, Flt. krossar) ’Kors’. I mange Gårdnavne, usms. i Ent. (da altid i bestemt Form) og i Flt., oftere sms. Navnene skyldes mange ganske forskjellige Anledninger. Endel af dem, især af de nyere, sigte til et Veiskille, en Korsvei. Ved andre er der et ved eller på Stedet anbragt Kors, man har tænkt på. Der har været mange sådanne Kors reiste omkring i Landet i Fortiden, anbragte i meget forskjellig Hensigt. Enkelte stod der for at indbyde Forbigående til at forrette sin Andagt på Stedet, f. Ex. Korset på Øren i Nidaros, hvoraf Stykker endnu ere bevarede (se Undset, Indskrifter i Trondhjems Domkirke, Christ. Videnskabsselsk. Forh. 1888 S. 39—44) og det i RB. 463 omtalte Kors på Hvilestedet ved Eidskog Kirke, måske ældre end Kirken. Andre Kors vare Gravminder eller vare satte til Erindring om Begivenheder, forefaldne på Stedet. Atter andre stode langs Kystleden som Ledemærker for forbiseilende (jfr. Fritzner under hafnarkross og hafnarmark); deraf Navne som Korshavn, Korssund, Korsnes. Endel Steder have fået Korsnavnet deraf, at der på Stedet i Situationen var noget, som kunde lignes med et Kors. På denne Måde er f. Ex. at forklare Navnet Korsfjorden søndenfor Bergen og i Trondhjemsfjorden, ud for Stadsbygden; i disse Tilfælde er det sammenstødende Fjorde, som danne Korset (jfr. Vindekrossen om det Sted i Ryfylke, hvor Vindefjorden i ret Vinkel støder sammen med Sandeidf]orden og Yrkefjorden, Norges Land og Folk XI 17); på samme Måde findes Korssjø, Korsvand, Korstjem brugt om korsformede Vandsamlinger. Endel med kross sms. Gårdnavne have vistnok sin Forklaring deri, at Eiendommen har tilhørt et i en Kirke anbragt Kors; det sees nemlig af Kirkejordebøger fra den katholske Tid, at sådanne Kors undertiden havde særskilt Jordegods til sin Vedligeholdelse og Belysning. Også andre Anledninger til sådanne Navne kunne påvises; Gården Korsfure i Rovde Sogn på Søndmør er således utvivlsomt benævnt efter et med Kors mærket Furutræ, der har tjent som Grændsemærke ved den ikke langt fra Gården løbende Sognegrændse mod Volden Sogn. — Nu tildels udtalt Krøss og derefter tildels urigtigt skrevet Kryds-. På mange Steder er Ud-
talen Kors, tildels gået over til Intetkjønsord. — Navnet Korsrud kommer ikke af kross, men af det gamle Mandsnavn Kárr.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
kråke
gno. kráka f. (Gen. kráku) ’Kråke’ (Fuglenavn). I Gårdnavne næsten udelukkende som første Led. Nogle af disse Navne ere at forklare direkte af Fuglenavnet, således Krákureiðr (Kråkeredet) og det ligebetydende Krákubœli (se bœli). Efter det på flere Steder forekommende Ønavn Kråkrøy kan der være Grund til at formode, at Ordet engang har havt en stærkt bøiet Form Krak f.(jfr. NG I s. 307). I andre Tilfælde er det Fuglenavnets hyppige Anvendelse som Elvenavn, der ligger til Grund (Navnet bæres endnu af flere Elve nordenfjelds). Endelig lægge flere af de Navne, hvori Ordet findes, den Formodning nær, at Kráka engang har været brugt som Kvindenavn, skjønt denne Brug nu ikke historisk kan påvises (Kráka i Sagnet om Ragnar Lodbrok beviser naturligvis intet). Kan være vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Kraki (i Egne, hvor dette ved Ligedannelse kan få å i første Stavelse) og fra et andet Mandsnavn, Krókr, der i Sammensætningen Króksstaðir nu tildels
har fået Udtalen Kråkksta.
 
Norske Gaardnavne Indl crow norsk
kulp deep pool in a river norsk
kuml
gno. kuml n. (Gen. kumls) ’Gravminde (fra hedensk Tid)’. Findes i adskillige Gårdnavne som første Led, tildels i Nutidens Udtale forandret til Kongle , Kongel- og, især hvor der er et l i andet Led, til Konge-; må betegne Steder, hvor der fandtes gamle Gravminder.
 
Norske Gaardnavne Indl cairn norsk
kuolpano heath kvensk
kurkkio waterfall kvensk
kuru cleft, canyon kvensk
kval
Kval- i stadnamn er vanleg på kysten. Namn som → Kval(a)våg, → Kvalfjord kjem nok for det aller meste av at det har komme inn og vorte fanga kval der. → Kvalnes, → Kvaløya, Kvalholmen kjem visst oftare av jamføring med dyret, somme gonger gjennom eit fjellnamn Kvalen. JS
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
kvam
NSL:
kvam m, gno. hvammr (gen. hvamms, dat. hvammi, fleirt. hvammar). Tydinga av gno. hvammr er noko usikker. I gammalislandsk ser det ut til at hvammr tyder ‘liten dal’. I nyno. dialektar har kvam etter Aasen tydinga «en Afkrog, en Dal eller Vig, som er omgivet af høie Bakker, så at man ikke kan see den i nogen Frastand». O. Rygh reknar med ei liknande tyding i norske gardsnamn med grunnordet kvam. For å avgjera dette krevst topografisk gransking av dei aktuelle gardane. I Trøndelags-fylka ser Ryghs forklaring ikkje ut til å vera heilt rett. Dei geografiske tilhøva peikar her i retning av ‘stad der eit hovuddalføre knip seg i hop (eller, sett andre vegen: opnar seg).’ (Sjå J. Sandnes i NN 1985 s. 29-41).
   Ved sida av Kvam, Kvammen, vanleg utt. [kvam´men, kva:´men], Kvamme [kvam`me, kva:`me] (dat. eint.), Kvamman (b. fleirt.), finn ein i dag former som Hvam [vamm] og Gvam på Austlandet i dei stroka der gno. hv har vorte til v eller gv, og Hom [ho:m, håmm] frå Vest-Telemark i aust til Dalane i vest.
   Grunnordet kvam er brukt usms. i kring 70-80 norske gardsnamn, dessutan i mange sms. Mest vanleg er det på Vestlandet. Det er elles mykje utbreidd på lsland og finst også i dei norrøne bygdene i Skottland (skotsk dial. wham, quham). Etter dette kan ein rekne med at namneklassen var sterkt produktiv i vikingtida. Men da appellativet i somme strok har levd fram til i dag, har ein dårleg grunnlag for datering. JS ¤
 
NG:
gno. hvammr m. (Gen. hvamms, Dat. hvammi, Flt. hvammar) bruges endnu på flere Steder i Betydning ’kort Dal eller Sænkning, omgivet af Høider, dog således, at der til en af Siderne er Åbning’. Samme Mening har Ordet sikkert i de talrige deraf dannede, for det meste meget gamle Gårdnavne. Nutidsformer Hvamm, Gvamm, Kvamm, Kvam med lang Vokal, Kvåm, Kvabm (de sidste 3 Former mest eller udelukkende brugte på Vestlandet, den sidste alene i Nordhordland), Hom med lang, lukt Vokal, Homm med åben Vokal (disse Former i Strøget fra Vest-Telemarken til Dalene).
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl valley norsk
kvarv
gno. hvarf n. (Gen. hvarfs) synes i Stedsnavne ialfald mest at være brugt om en Krumning, af hverfa, vende, svinge. Således i det oftere forekommende Navn Bekkjarhvarf, nu Bækkevar  (Bækkekrumning), og i Kvarv, Kvarvsnes (Kvarsnes, Kvasnes) om stærkt fremspringende Nes, hvorom Seilleden gjør en Sving. I den sidste Anvendelse kan Ordet dog også forklares af en anden Betydning af hverfa ’forsvinde’, da Udsigten til det, der ligger bag Neset, tabes, idet man svinger om det. Nogle Navne udgå vel også fra den af Ross fra Telemarken anførte Betydning ’Hjørne, Vinkel, Krog’ f. Ex. af en Ager. I Stedsnavne sees Navnet nu på mange Steder at være Hankjønsord. Findes på et Par Steder sms. med vin (Hverfin, nu Hverven). I lignende Betydning findes i Navne også det afledede Ord hverfi n. Dette har desuden før været meget brugt, og bruges på enkelte Steder endnu, i Bygde- og Grændenavne, som i Sandshverfi, nu Sandsvær (i denne Betydning meget almindeligt i Fortid og Nutid på Island). Hvarf har også, men sjeldnere, dannet Grændenavne med samme betydning, ialfald tildels som Hankjønsord (således Starvaren, gammelt Starahvarfr, i Nes Rom.).
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
kvelv short valley norsk
kvissel
gno. kvísl f. (Gen. kvíslar, Flt. kvíslir) ’Gren, Forgrening’. Bruges i Navne, hvor en Elv forgrener sig, hvor Elve løbe sammen, eller ved et gammelt Åfar; også ved Steder liggende ved en Tverelv, idet denne opfattes som Gren af den Elv, med hvilken den senere løber sammen. Forekommer også bragt om Arme af Indsøer. Udtalt Kvitl, hvor sl bliver til tl.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
kvæv valley norsk
kvål
hol.
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
kyrkje
NSL:
Mange gardsnamn med Kyrkje- til førsteledd, truleg dei fleste, kjem av at garden ein gong har vore kyrkjegods. Andre, som → Kyrkjebø, kjem av at det har stått kyrkje eller kapell på staden. Lokalnamn som Kyrkjeledet, Kjerkgrindåkeren har samanheng med gammal kyrkjeveg. Somme gonger kan lokalnamn som Kjerkåkeren komma av at heidenske gravfelt har vorte mistydde som kyrkjegardar. Jamføringsnamn er fjellnamn som Kyrkja, m.a. i Lom komm, Oppl [kyr`ᶄa], om ein spiss og einsleg tind, eller sms. som Kyrkjeporten, om eit skar. JS
 
                                           
NG:
gno. kirkja f. (Gen. kirkju) ’Kirke’. De mange Gårdnavne, hvori Ordet er første Led, bero i de fleste Tilfælde på, at Gården engang har været Kirkegods; kun undtagelsesvis er Grunden den, at der har stået en Kirke på Stedet.
 
Norske Gaardnavne Indl church norsk
köngäs big waterfall kvensk
kås
NSL:
kås f gno. kǫs (gen. kasar, fleirt. kasir) ‘dunge, haug’ nyno. kòs. I dialektane finn vi former som kåss, køss, køs og kas. Har samband med kasta vb og tyder eigentleg ‘samankasta dunge’. Ofte har dette vore dungar av felte tre og kjerr som ein brende i samband med nydyrking. Frå dette har ein fått ei tyding «et Jordstykke, som er tilberedet ved Brænding af Træer og derefter tilsået» (Aasen). Slik er opphavet til mange bustadnamn, t.d. Koss, Kåsa, Kasa, Kasene, Pålskås, Smedkåsa, Kasbråten. Desse namna er vanlegast på Austlandet, og dei er (etter NG) sjeldne som sisteledd i bustadnamn bortsett frå Sør-Austlandet. Dei fleste bustadnamna laga til grunnordet kås er unge, etterreformatoriske namn.
   I naturnamn har kås ei større utbreiing, og den generelle tydinga ‘dunge, haug’ er vanlegare. Like eins kan ein her få spesialtydingar som ‘myr el. grasslette mellom rabbar el. i skogen’ (indre delar av Sør-Trøndelag). I Nordland kan kås bli brukt i médnamn, t.d. om «tarevaksen stad på havbotnen» (Gimsøy) eller «djupt midtparti i fjord» (Nesna). OS
 
NG:
gno. kǫs f. (Gen. kasar, Flt. kasir) ’Dynge’. Særlig brugt om Dynge af fældede Træer og Krat, som brændes for at give Aske til Gjødning af den ryddede Jord. Derefter om et på denne Måde opdyrket Jordstykke, hvorfra Ordets Anvendelse som Gårdnavn udgår. Det er altså omtrent enstydigt med váll, men vel gjennemsnitlig yngre end dette i Navne, jfr. Også de øvrige ander brenna anførte Ord, som danne Navne af beslægtet Betydning. Hyppigst brugt, mest usms., i den sydøstlige Del af Smålenene, i Bratsberg Amt, i Opdal og i Guldalen. Nuv. Former Kas, Kos, Kås. I enkelte Tilfælde kan vel en Dynge af anden Art ligge til Grand for Navnet.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
ládde
land
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
lade
gno. laða (hlaða) f. (Gen. lǫðu) ’Lade (for Hø og Korn)’. Er første Led i mangfoldige Gårdnavne, i hvilke det vel ialfald oftest sigter til en Hølade, som engang har stået på Stedet. Mange forskjellige Udtaleformer i Nutiden (La-, , Lau-, Liu-, Lyu-, Ly, Lodo, Ludu). En hel Del af disse Navne ere temmelig unge; af de ældre kan mærkes Løland, Løtuft, Løtveit, Løset (det sidste kommer dog i nogle Tilfælde af Mandsnavnet Lǫðvir). La- i Gårdnavne er tildels af ganske anden Oprindelse; Navne som Lahelle, Laberget, Lastein ere således dannede af Verbet laða (hlaða) i Betydningen: indlade (Varer i Fartøi) og betegner Steder, hvorfra Varer have været transporterede tilvands. Nogle usms. Navne La, Lae må skrive sig fra lað (hlað) n. ’noget, som er oplagt, opstablet i Orden’, en Betydning, som kan komme til Anvendelse i Navne på forskjellige Måder. Det bekjendte Laðir (Hlaðir) ved Trondhjem har formodentlig samme Mening som de ovenfor omtalte Navne Lahelle osv.; her har været Udførselsplads for Nidelvens Dalføre, før der blev By ved Elvens Munding (dannet af lað n. med den i Gårdnavne sædvanlige Overgang til Hunkjønsform i Flt., se NG Indl s.12).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
lag
gno. lag n. (Gen. lags) findes i endel Gårdnavne, usms. og hyppigere som andet Led, i de fleste Tilfælde vistnok i Betydningen: Fiskested (Sted, hvor man udlægger Garn og andre Fiskeredskaber, jfr. kast, varp). Bekjendt Exempel Bækkelaget ved Kristiania. Også som første Led har man dette lag i adskillige Navne i Genitivform, udtalt Laks- og derfor ofte forstået, som om det kom af Fiskenavnet lax. I endel andre Navne må lag betyde ’Havn, Sted, hvor man lægger Fartøier’ (jfr. oldn. lægi).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
lagn
gno. lǫgn f. (Gen. lagnar) ’Garn, Vad til Fiskeri’, efter Aasen endnu brugt på Helgeland i Formen Lagn. Findes i Formen Logn i enkelte Navne, mest på Romerike; de fleste af dem have bestemt Form, Logna, og ere neppe meget gamle. I disse Navne må Ordet betegne Steder, som egne sig til Fiskeri med sådant Redskab.
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
láhko mountain plateau lulesamisk
láhku mountain plateau nordsamisk
lahti bay, cove kvensk
laki mountain top kvensk
land
NSL:
gno. land. Som sisteledd i landskapsnamn er det nytta i Hålogaland (gno. → Hálogaland), →Hordaland (Hǫrðaland), → Rogaland, → Grenland, → Hadeland (Haðaland) og → Oppland (Upplǫnd, fleirt.). Usms. form → Land omfattar områda ved nordenden av Randsfjorden. I slike namn tyder -land ‘landskap, landområde’, og kanskje ‘folkland, rike’ i dei namna som har eit folkenamn som førsteledd. Dei sistnemnde er sette i samband med flytting av folkestammer i folkevandringstida, men denne oppfatninga er noko omstridd. Landskapsnamn på -land er elles mykje brukt i Sverige, jf. Uppland, Småland, Södermanland, Västmanland, Värmland, Västergötland, Östergötland. Også der er innbyggjarnamn mest vanleg som førsteledd. Danmark har Jylland.
   I øynamn som det svenske Gotland og dei danske Lolland og Langeland er det noko uvisst om sisteleddet tyder ‘landskap, område’ eller ‘øy’. Det svenske Öland går attende på eit sms. app. med tyding ‘øy’, sms. av øy f. og land n. Bruken av ordet land som sisteledd i øynamn og andre skjergardsnamn, oftast i bunden form -landet, har bakgrunn i tydinga ‘fast land (i motsetnad til vatn), strand’. Stundom er -landet lagt til eit eldre namn, gjerne eit øynamn, jf. ® Hareidlandet, → Gomalandet, → Mindlandet. Det er òg ofte brukt om område som ligg ned til vatn (sjøen, ei elv eller ein innsjø).
  I Noreg er det om lag 2000 gardsnamn med endinga -land. I tillegg kjem ein god del tapte gardsnamn som no har funksjon som teignamn, dessutan ca. 100 stølsnamn, av dei mange tidlegare gardsnamn. Sverige har ca. 300 gardsnamn (bynamn) med endinga -landa (fleirtal) eller -land. I eit sørleg kjerneområde, som omfattar Sørvest-Sverige, er endinga -landa mest vanleg, medan -land dominerer i det nordlege kjerneområdet (Norrland). Danmark vantar gamle gardsnamn på -land. På Island er det om lag 80 gardsnamn med endinga -land eller i usms. form Land eller Lönd (fleirt.), dei fleste på Nord-Island. Nokre av dei er yngre lagingar som ikkje har motsvar i norske namn av denne typen, t.d. Krossaland, Kirkjuland, Framland. Andre er identiske med norske land-namn: Kelduland, Helluland, Brattland. Det finst òg gardsnamn på -land med norrønt opphav på Shetland (ca. 75) og Orknøyane (ca. 35), dessutan på øya Man og i Skottland (særleg i Caithness), dessutan nokre få i Nordvest-England. Mange av dei er identiske med norske gardsnamn, jf. Houlland som førekjem minst 16 stader på Shetland, og Holland minst 10 stader på Orknøyane, båe sms. med gno. hár adj. ‘høg’, og med motsvar i det vanlege norske Håland (også Holand).
   Dei norske gardsnamna på -land har tyngdepunktet i området Telemark-Hordaland, der ein finn ca. 80 % av namna. V-Agd og Rog har nær på halvparten av dei norske land-namna. I dette området finst òg mange tapte gardsnamn på -land, truleg meir enn 100 berre i Sør-Rog. I somme bygder i V-Agd og Sør-Rog har nær på halvparten av dei gamle gardsnamna endinga -land. Hordaland har meir enn 300 land-namn, A-Agd nær på 200 og Tel om lag 140. Elles har SogFj ca. 90 og Nordl ca. 80. Ingen andre fylke har over 50 namn. Dei fleste stølsnamna på -land finn ein i området Tel-Agd.
   I Noreg er det om lag 20 usms. gardsnamn med ordet land, i somme høve opphavleg eintalsform, gno. Land, men oftast fleirtalsform, gno. *Landir, no Lande eller Landa (av gen.forma; også i Sverige finn ein usms. Landa-namn, om lag 15. stk). Dei aller fleste sms. gardsnamna på -land er i kjelder frå mellomalderen førte opp i eintal, men også fleirtal førekjem, gno. -landir, særleg i Østfold og Akershus, der denne bruken vel har samanheng med svenske landa-namn.
   Fleire svenske forskarar (Hj. Lindroth o.a.) har rekna med at sisteleddet i svenske gardsnamn på -land(a) opphavleg tyder ‘mark som ligg ned mot vatn’. Dei legg vekt på at mange av gardane ligg ned mot ei elv eller ein innsjø, dessutan at fleire av namna har eit elve- eller innsjønamn som førsteledd. Andre (J. Sahlgren, H. Karlsson m. fl.) meiner at tydinga er ‘åker, dyrkbar mark’. Blant norske forskarar har det vore semje om klar agrar bakgrunn for sisteleddet i gardsnamn på -land, og ei tyding ‘mark, jord, jordstykke’ o.l.  
   Dei fleste sms. gardsnamna på -land har eit førsteledd som skildrar terrenget, jf. Dysja- (gno. dys f ‘(grav)haug’), Foss(e)-, Fors- og → Fot- (foss m), Nes- og → Net- (nes n), Haug-, → Hel(le)-, Skor-, Ås- (ås m). Også nemne for jordgrunn er vanleg: Grøda- (gno. grjót n ‘stein’), Myr- og → Myd- (myr f.), Sand-. Ofte er førsteleddet eit adj. som skildrar storleik, form eller leie, jf. Møg-, Myg- og → Myk- (gno. mikill ‘stor’), Lit(la)- og Lit(le)-, → Bratt-, Lange- og Langa-, Mjå- (‘smal’), → Hå- og → Ho- (gno. hár, hór ‘høg’). Ei stor gruppe er sms. med eit plantenamn, særleg nøytrale kollektivavleiingar til trenamn er vanleg, jf. → Eige- (gno. eiki n ‘eikeskog, område med eik’), → Birke- og Byrkje- (gno. birki n ‘bjørk’), → Espi- (gno. espi n ‘osp’), → Het- (gno. hesli n ‘hassel’). Fleire førsteledd i dei sørnorske land-namna har bakgrunn i jordbruk, jf. → Bygg-, Rug-, Enge-, → Fidje- (gno. fit f ‘grasrik eng’), → Høy-, Lauv-, → Lø- (‘løe’). Også nemne for husdyr stadfester den agrare tilknytinga til denne namneklassen, som Svin-, → Ross(a)- og Rosse- (gno. (h)ross n ‘hest’), Naut-, Kyd- (gno. kýr f ‘ku’, truleg med bakgrunn i eit eldre verdimål). I det nordafjelske, og særleg i Nord-Noreg, er derimot førsteledda i særleg grad naturskildrande. Om lag 100 land-namn synest ha eit nemne for personar som førsteledd, anten eit personnamn, som Grims-, Leips- (Leif), Øysteins-, eller ei personnemning: Smed- (smed m). Ca. 140 namn er sms. med eit naturnamn, oftast eit elve- eller innsjønamn: Kråge-, → Fins-, Fint-, Vorme-, Epte- (→ Økteren).
   I meir enn 120 gardsnamn på -land er førsteleddet oppfatta som eit minne om tidlegare (heiden) kult, t.d. i Nær- (Njord), Frøy- (Frøya), Frøys- (Frøy), Os- (Odin), → Tot- (Tor), Ulla-, Ulle- (Ull), dessutan i Hel(ge)- og Helga- (heilag adj.) og Hov- (hov n). Ingen annan gardsnamnklasse har så mange moglege minne om førkristen kult. Men slike tolkingar er noko omstridde, og for fleire av desse namna synest andre tolkingar meir rimelege.
   Det synest vera eit visst samsvar mellom land-namn på Sørlandet og Sørvestlandet og vin-namn lenger aust og nord i landet, både når det gjeld lagingsmåte og mogleg opphavleg funksjon som teignamn, jf. gno. Breiðaland-Breiðin, Brattaland-Brettin, Frøysland-Frøysin, Hofland-Hofin, Leikland-Leikin, Rugland-Rygin. Bygder med mange namn av ein av desse to namneklassane har gjerne få namn av den andre. Også når det gjeld land- og set-namn, synest det vera ei viss utjamning; namna på -set finst hovudsakleg nordanfor området med mange land-namn.
   Av dei ca. 2000 gardane med land-namn har 35 vorte kyrkjestad i mellomalderen (av dei 30 i stroket Tel-Hord), og gardsnamnet har seinare vorte bygde- og heradsnamn, → Aur-, → Bjell-, → Het-, → Hæge-, → Mo-. Prosentvis har ei større gruppe av vin-, heim- og stad-gardane vorte kyrkjegard. Undersøkingar frå Sør-Rogaland viser at land-gardar i gjennomsnitt har hatt lågare landskyld i mellomalderen enn vin-, heim- og stad-gardar, og at fleire land-gardar låg øyde etter svartedauden enn gardar av dei tre andre namneklassane. Elles viser gransking av leiet at mange land-gardar synest vera sekundære i høve til andre eldre gardar, noko som stundom går fram av førsteleddet, jf. Skretting-, Val(le)- og Bjår- som må vera skilde ut frå grannegardane Skretting, Voll og Bø, dessutan → Aug-, Øk- (båe sms. med auka vb., altså ‘tilleggsjord’), → Me-, Mæ- (ofte sms. med gno meðal ‘mellom’, ‘mellomliggjande jord’). Området som land-namnet omfattar, kan ha vorte nytta som teig under ein meir sentral gard før det vart busetjing på denne staden. Fleire namn på -land kan såleis vera opphavlege teignamn.
   Arkeologiske undersøkingar (J. Petersen m.fl.) på ei rekkje øydegardstufter med namn på -land i Sør-Rogaland tyder på at slike stader fekk busetjing under ein ekspansjonsperiode i jordbruket i romersk jarnalder, ca. år 200-550 e.Kr. etter dei siste dateringane. Slike øydegardar var utkantgardar som viser kor langt gardsryddinga nådde. I meir sentrale busetnadsområde vart det i denne perioden grunnlagt gardar med land-namn mellom dei gamle gardane. Denne ekspansjonen hadde nær samanheng med bruken av jarn til produksjon av reiskapar. Mange av utkantgardane vart fråflytte under ein kriseperiode i jordbruket rundt år 550-650 e.Kr. H. Gjessing har på liknande måte sett land-namn i Agder-bygdene i samband med ein ekspansjon i jordbruksbusetnaden som han tidfester til 400-600 e.Kr. Namngjevinga på vesthavsøyane, m.a. Shetland og Orknøyane, viser at denne namneklassen var produktiv i vikingtida. Ein må difor rekna med at mange gardsnamn på -land går attende til den ekspansjonsperioden som her i landet tok til i siste delen av 600-talet. Ettersom det ikkje finst minne om kristen kultur i dei norske land-namna, reknar ein med at det her i landet ikkje er laga slike namn i nemnande grad etter år 1000.
   A. Steinnes meiner at usms. Landir-namn har vore knytte til gamle kongsgardar, nytta som læger for hirdfolk. Det er noko uvisst, men slike gardar synest ofte liggja opp til heilt sentrale gardar, gjerne maktsenter i bygdelaga. I fleire høve er det arkeologisk dokumentasjon frå bronsealderen på slike stader. Nokre Landir-namn kan såleis vera laga før Kr.f., kanskje alt i bronsealderen.
 Litt.: T. Bakka og O. Møllerop i Stavanger Museums Årbok 1963 s. 21-30. O. T. Beito 1949 s. 173-75. H. Gjessing i Norske Bygder II, V-Agd 1, s. 61-65. P. Hovda m. fl. i KLNM X sp. 193-201. M. Olsen 1926 s. 106-35, 1971 s. 46-48. J. Petersen 1933. O. Rygh i NG Indl. s. 63-64. A. Steinnes 1955. I. Særheim i NONELex (1992). Ætt og heim 1993 s. 19-58 (med fleire litteraturtilvisingar). IS
  
NG:
gno. land n. (Gen. lands, Dat. landi, Flt. i Gårdnavne landir f.) ’Land’. Findes kun undtagelsesvis usms. som Navn, i et enkelt Tilfælde (Land ved Nordenden af Randsfjorden) som Bygdenavn. Så meget almindeligere er det som andet Led, især i Strøget fra Bratsberg til S. Bergenhus Amt, på hvilken Landsdel omtr. 80 % af Navnene på -land falder; det samlede Antal er ikke langt fra 2000.). Også i N. Bergenhus Amt og i Nordland ere disse Navne ret hyppige. I det øvrige Land er der forholdsvis kun få, allerfærrest i Oplandsdistrikterne på Østlandet. (Jvfr. hermed, hvad der nedenfor vil blive anført om Udbredelsen af de med staðir sammensatte Navne.
   Der findes endel sådanne Navne i de af Nordmænd i Vikingetiden stiftede Kolonier i Vesten. Også på Island er der adskillige af dem, men de allerfleste af disse synes at være nyere Dannelser, der ikke have nogen indre Sammenhæng med de tilsvarende norske. Idethele kan man vel antage, at Navne på -land for en meget stor Del tilhøre Vikingetiden og nå et Stykke op i den forudgående Tid, dog sikkert ikke på meget nær så langt,
som f. Ex. de på -vin og -heimr. Det må dog mærkes, at der utvivlsomt også blandt de norske Navne af denne Klasse er endel forholdsvis nye.
   Første Led i Sammensætningerne med land er oftest Ord, der hentyde til Beliggenheden, Grnndens Beskaffenhed osv. (meget alm. Ord af Adjektivform, f. Ex. Håland, Holand, Breiland, Langeland); dernæst hyppigst Personers Navne og Tilnavne. Jevnlig forekomme også Elvenavne og Træ- eller Plantenavne. Af Sammensætninger med Trænavne er der ikke så særdeles mange; men flere af disse forekomme meget hyppigt, således Eikiland, Birkiland, Espiland, Hesliland (nu Hetland, se under hasl), Fyriland, Heggland, Almland (nu alm. Åmland). I ikke få Tilfælde er første Led Navn på et Husdyr (hyppigst Rossaland, Kalfaland, Svinland); forholdsvis ret ofte er det også et Gudenavn eller et Ord, som vidner om, at
Gården har stået i noget Forhold til den hedenske Gudsdyrkelse. Det oftest forekommende Navn af den sidste Art er Hofland (Hovland, se hof); til den første hører Þórsland (udelukkende på Vestlandet og der nu udt. Totland), Óðinsland, Frøysland, Frøyland, Njarðarland, Ullarland.
 
Norsk stadnamleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl land norsk
lantto small lake, pond kvensk
lapp
Lapp- i somme stadnamn i Nord-Noreg, som Lappfjellet i Rana komm og Sørfold komm, Nordl, Lappvatnet i Steigen komm, Nordl, kjem av det eigentleg svenske folkenamnet «lappar», brukt om samane. Det vanlege norske namnet har vore finnar → Finn-.
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
lásis
(i gen. lássá) skjær
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
laug
gno. laug f. (Gen. og Flt. laugar) ’Bad, Vand til at vaske sig i. Findes i enkelte Gårdnavne, ialfald tildels at forklare gjennem Ordets Brug som Indsønavn; enkelte Søer, især i S. Trondbjems Amt, kaldes endnu Laugen, der dog måske er et af laug dannet Hankjønsord. Der er også Spor til Laug som Elvenavn (mærk særlig Laudal i Mandalsdalen, alm. feilagtigt skr. Løvdal, Laugadalr i DN. X 116 jfr. DN. X 769). Lader sig ofte vanskelig skille fra lauf n ’Løv’, og fra lǫgr (se dette).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
lauk
NSL:
Lauk- finst som førsteledd i mange gardsnamn, dei nordlegaste i Nord-Troms. Det er plantenamnet lauk (< gno. laukr m), som i stadnamn siktar til rik vokster av ville laukartar. Lauk- finst ein gong sms. med sisteleddet → vin (Lauki i Nordfjord). Jf. → Lauksund.
 
 
NG:
gno. laukr m. (Gen. lauks) ’Løg’; findes som første Led i adskillige Gårdnavne, i hvilke det vel sigter til vildtvoxende Løgarter. Det må mærkes, at Stedsnavne dannede med dette Ord findes langt mod N., til hinsides Tromsø. Findes i en enkelt Sammensætning med vin (Laukin, nu Lauki, i Olden).
 
Norsk stadnamleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl onion norsk
laup
gno. laup (hlaup) n. (Gen. laups) ’Løb’, af laupa ’løbe’. I Navne i forskjellige Betydninger, så at det ikke altid kan bestemmes, hvilken af dem man har for sig. Ofte er det at forstå om Steder, hvor man vælter Tømmer (lader det løbe) ned på Sletten eller ned til Vandvei. I andre Tilfælde sigtes til Skred, som have gået på Stedet (Stenskred, Sneskred, Jordfald). Også de afledede Former Løypa f. og Løype n. forekomme. Kan tildels forvexles med laupr m. ’Løb, Tine’, der er indkommet i Gårdnavne gjennem dets Brug som Fjeldnavn. Navnet Laupstad kommer vist altid af et Elvenavn Laupandi  ’den løbende’ (Laupandastaðir).
 
Norske Gaardnavne Indl run norsk
laut
gno. laut f. (Gen. lautar) ’Fordybning, liden Dal’. I nogle få Navne, mest nyere, men også i Sammensætning med vin, Lautin (2 Gange på Romerike og i Sognenavnet Løiten på Hedemarken, der urigtigt er blevet skr. således i senere Tid, udt. Løten).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
leahki valley nordsamisk
lei fairway norsk
leie
gno. lega f. (Gen. legu) ’Liggen, Liggested’. I den sidste Betydning brugt i Gårdnavne, mest i nyere Navne på Vestlandet, om Steder, hvor Husdyr pleie at lægge sig ude i Marken; ialfald i enkelt Tilfælde dog i et gammelt Navn (Sellæg i Overhallen, opr. Sellega, enstydigt med Sellátr, se látr, jfr. Thj. VSS. 1891 S. 222 f.).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
leik
gno. leikr m. (Gen. leiks) ’Leg’. Findes i Navne i to meget forskjellige Betydninger. I mange Navne, deriblandt adskillige særdeles gamle, sigter det til Stedets Brug i Fortiden som vanlig Samlingsplads for en Bygds Befolkning til Lege af forskjellig Art (Boldleg, Brydning osv.), vistnok også til andre selskabelige Forlystelser (særlig Hestekamp og Hestevæddeløb). Jfr. Keyser, Efterladte Skrifter II 2 S. 108 ff. Hvor stor Betydning sådanne Sammenkomster have havt i Fortidens Liv, viser sig ikke mindst i Mængden af de Stedsnavne, som minde derom. Blandt disse Navne må først og fremst mærkes det ældgamle Leikvin, allerede i Middelalderen på de fleste Steder gået over til Løykin, nu oftest skr. Løken, men udtalt på flere forskjellige Måder (Løken, Løikje, Løkje, Løikja, Lekven, Lekve). Dette Gårdnavn er meget alm. i den sydlige Halvdel af Landet (46 Tilfælde; det nordligste Exempel findes i Sundalen). Mærkeligt nok kjendes ingen Sammensætning med heimr. Yngre, men dog temmelig gamle Navne af samme Betydning ere Leikvangr (oftest noget forandret i Nutidens udtale, til Leikvam, Lekvam, Lekum, Leikang) og Leikvǫllr. Også Leiknes (Liknes, Leknes) er vel at forklare på samme Måde.
   Den anden Betydning, hvori leikr findes i Stedsnavne, er ’Fugleleg, Sted, hvor Årfnglen og Tiuren samles i Parringstiden’. Disse Navne ere vel ikke så særdeles gamle (oftest Leikås og Navne, hvori Leiken er sidste Led).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
lein
gno. lein (hlein) f. ’Skråning, Helding’. Ikke ret mange, men gamle Navne heraf; mest usms., i Ent. og Flt. På et enkelt Sted (Toten) gammelt) Bygdenavn.
 
Norske Gaardnavne Indl slope norsk
leir
gno. leirr m. (Gen. leirs) ’Ler, leret Jordsmon’. Ikke alm. usms. som Gårdnavn, men meget ofte som første Led. Findes i gamle Sammensætninger, Leirin (Løyrin, nu Løren) og Leireimr. I sådanne Sammensætninger nu til dels gået over til Lær-, også hvor ikke Konsonant følger (Lærum for Leireimr o. fl. Exempler). Det afledede leira f., som dels betyder leret Strækning og dels har været meget brugt som Navn på Elve, der føre leret Vand, findes også ofte i Gårdnavne, til dels usms.
 
Norske Gaardnavne Indl clay norsk
leite
gno. leiti n. (Gen. leitis; af lita ’se’) synes i Navne anvendt i to nær beslægtede Betydninger: 'Sted, hvor man kan se langt', som i en Dal, hvor Elven et længere Stykke går i ret Linie og ingen fremspringende Høider stænge for Synet, og 'Høide, hvorfra der er vid Udsigt til to Sider', men som da også, når man er kommen forbi den, spærrer Udsigten til en af dem. På enkelte Steder nu i Formen Løite. De fleste af Ordet dannede Navne synes at være forholdsvis unge.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
li
gno. líð (hlíð) f. (Gen. líðar, Flt. líðir) ’Li’. Et af de almindeligste Ord i norske Stedsnavne, usms. og sms. Som andet Led bliver det i enkelte sjeldne Tilfælde afkortet til tonløst -le og er da udsat for at forvexles med lið (hlið) n. ’Led, Åbning’; dette Ord findes dog kun sjelden i Navne. Når líð som første Led har havt Genitivformen Líðar-, har det tildels bevaret denne og lyder Liar-, Lier-, Lir-.
 
Norske Gaardnavne Indl mountain slope norsk
lin
gno. lín n. (Gen. líns) ’Lin’. Der gives ikke så få Stedsnavne, der sikkert eller sandsynlig ere sms. med dette Ord som første Led. Således findes Línakr (forsvundne Gårde i Urskog og i Sande), Línekra (Ringebu, Valdres), Línland (oftere i de Egne, hvor land er alm. Sammensætningsled), Líntjǫrn (Ogne Sogn på Jæderen og meget ofte som Navn på Tjern), Líntó (2 Steder i Smålenene, se NG I s. 20). Efter al Sandsynlighed er Lina i Bamle og Line i Time, der begge må have vin til sidste Led og opr. have lydt Línin, også sms. med lín. Disse Vidnesbyrd om Lindyrkningens Ælde i Norge bestyrkes derved, at man også på Island finder Navnene Línakradalr, Línekrudalr, af hvilke ialfald det første er meget gammelt (Landn. 169). I nogle Sammensætninger kan lín vanskelig skilles fra lind.
Norske Gaardnavne Indl flax norsk
lind
gno. lind f. (Gen. og Flt. lindar) ’Lind (Træ)’. Kun i et Par Tilfælde usms. som Navn (i Flt.), men ret ofte som første Led. Findes i flere Tilfælde sms. med heimr (Lindeimr), i et enkelt med vin (Lindarin i Aker). Ligeledes ere adskillige Navne sms. med det deraf afledede lindi n. ’Sted bevoxet med Lind’, særlig ofte Lindiáss, Lindås (på nogle Steder på Vestsiden af Kristianiafjorden nu gået over til Lyngås, endog undertiden udt. Løngnås, som om den opr. Konsonantforbindelse var gn). I nogle Sammensætninger vanskeligt at skille fra det foregående Ord. Det må desuden mærkes, at Navne, der skrives Lind- og udtales Linn-, findes langt hinsides Lindens Voxegrændse mod N. (Søndmør efter Schübeler Virid. Norv. II 385). endog helt oppe i Nordland. Der må altså under denne Form skjule sig også andre Sammensætningsled. Skulde det islandske lind f. ’Kildevæld’, engang have været brugt også i Norge?
 
Norske Gaardnavne Indl lime, linden norsk
lo
NSL:
gno. * f, fleirt. *lóar, er eit ord som i dag berre lever i stadnamn og som også i gno. finst einast i namn. Færøysk har ordet i forma lón f ‘engslette ved vatn’, og liknande tyding synest gno. * å ha hatt. Det engelske dialektordet loo ‘open plass’ er lånt frå gno. Motsvarande vestgermanske former er gammalengelsk lēah m./f. ‘eng(stykke)’, engelsk lea, jf. namn som Oakley, mellomnedertysk (h) n. ‘skogholt, kratt’, mellomnederlandsk loo n./f. ‘lund, holt; skogeng’, nederlandsk loo i namn som Berkeloo og Eekloo, gammalhøgtysk lōh m. og tysk Loh m. ‘holt, kratt’ i namn som Gütersloh. Formene går tilbake på germansk *lauha- m./n. og *lauhō- f. ‘lysning, glenne, opning’, ‘(eng)slette’ (i nordgermansk) el. ‘lund, holt’ ved metonymi om det som veks ikring ‘opninga’ (i vestgermansk). Den indoeuropeiske rota er *lewk- ‘lysa’, sjå lys1 i Bjorvand og Lindeman s. 693. Som vi ser ligg substantivet føre med alle tre genera i de germanske språkene, og det nøytrale og feminine kjønnet kan ha opphav i (kollektiv) plural.
    Grunnordet er ujamt spreidd utover i landet. Som sisteledd finst det i knapt 50 (opphavlege) gardsnamn, vanlegvis i ub. eint. -lo, men i Trøndelag oftast i b. eint. [-loa] (t.d. Follo, Kvello, Ravlo), i S-Trl òg med (mekanisk påhengd) maskulin b. eint. [-lo:n] (t.d. Langlo, Ramlo). Den geografiske spreiinga er merkeleg. Største konsentrasjonane med *lo som sisteledd er Innherad, N-Trl (12 namn), indre Nordfjord (8), indre Sogn (6), elles er namna spreidde. Busk (1), Oslo, Hedm (2), Oppl (6). Grunnordet vantar heilt i Østf, Vestf, A-Agd, V-Agd, Rog, Nordl, Troms, Finnm. Førsteleddet er ofte uvisst, men skildrar stundom lendetilhøve (Lang-, Skin-, kanskje om jord som tørkar ut), det kan innehalde dyrenamn (Bjør, → Hafs-, Ram-, Ver-), vassnemne (Log-, Å-), trenemne (→ Byrkje-, Næver-, Tak-) o.a. Førsteleddet i → Os- er visstnok ass ‘heidensk gud’. Derimot er førsteleddet aldri personnamn.
    Som førsteledd i sms. finst *lo i berre to namn Løno og Løn i Voss komm, Hord, dvs. sms. med → vin. Usms. kjenner vi grunnordet i 14 stadnamn: 5 i Oppl (2 i Nord-Gudbrandsdal og 3 i Valdres), 2 i nedre Busk, 2 i indre Sogn, 1 (Loi b. eint., yngre) i Tel, 2 i S-Trl (usikre) og 3 i N-Trl (Innherad). Dei usms. *lo-namna har alle ub. eint. med unntak av to som har b. eint. og → Lom i Oppl (gno. dat. fleirt.) og det bortkomne «Loom» i indre Sogn.
    Namn laga med *lo er oftast gamle, dei eldste er nok halvtanna tusen år gamle, dvs. frå urnordisk tid, men nokre synest òg å vera langt yngre, frå (sein) gno. eller mellomnorsk tid.
     Eit par andre grunnord, gno. f ‘strandvatn’ og gno. *sló f truleg ‘sump, myrområde’ (jfr. gammalengelsk slōh f, m ‘sump, søle’), er i NG freista fråskilde frå *lo. Det merkelege er spreiinga av og sló. finst ujamt spreidd i Sør-Noreg, med nordgrensa i S-Gudbrandsdal på Austlandet og Nordfjord på Vestlandet. Av dei 28 namna med som sisteledd, finst i alt 14 på Austlandet: 3 i Hedm (same området som *lo), 3 i Oppl (S-Gudbrandsdal), 3 i Busk (same området som *lo), 3 i Vestf, A-Agd har 2 og det har også V-Agd (deriblant → Vennesla), resten, 10 namn, finn vi i SogFj, og av dei ligg 9 i indre Sogn. Som førsteledd finst 2 gonger (Busk) og usms. 1 gong (Busk). - Den tidlegare skiljinga mellom og *lo i stadnamn synest såleis noko utrygg. *Sló f kjenner vi berre (etter tradisjonen) som sisteledd, i 7 namn, som alle ligg i Trøndelag, med 3 i S-Trl og 4 i N-Trl (Innherad). Derimot ser f ut til å mangle her. Tilhøvet mellom *, og *sló er problematisk.
Litt.: Arnesen 1865 s. 3-42. H. Bjorvand 1994 s. 137–38. Ekre 1960 s. 146-48. O. Rygh, Fr. Läffler og S. Bugge i ANF 7 (1891) s. 244-64. O. Rygh i NG Indl s. 63, 66 og 76., O. Rygh i ANF 7 (1891) s. 244–256. ON, HB
 
NG:
gno. f. (Gen. og Flt. Ióar) angives nu i Norge på enkelte Steder at være brugt om lavtliggende Engsletter ved en Vandbred og i lign. Betydning (se Aasen og Ross). Findes i mange gamle Navne, usms. og som andet Led, hyppigst nordenfjelds. De mest bekjendte Exempler, ere Bygdenavnet Lóar, nu Lom, i Gudbrandsdalen og Osló (opr. vistnok Ásló). På mange af de Steder, hvor Navnet forekommer, synes den angivne Betydning ikke at passe; til nogen sikker Mening om Ordets Betydning i Navne er man endnu ikke nået. Jfr. og sló, med hvilke Ord det kan forvexles.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
loebpele
tjørn
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
loekte
vik, bukt
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
loft
gno. lopt n. (Gen. lopts) har i adskillige Navne Betydningen ’Bygning med to Stokværk’, således utvivlsomt i Lopthús og Loptstofa, af hvilke det første er temmelig udbredt. I Navne som Loftås, Lofthaug, i det en enkelt Gang (i Askvold) forekommende Lofteim, ligesom i Fjeldnavnet Loftet, sigter det vistnok til høi Beliggenhed; denne Anvendelse kan bero enten på Sammenligning med et Loft i den angivne Betydning, som en mere end almindelig høi Bygning, eller er at henføre til lopt i en anden Betydning: Luften, Luftrummet (noget, som rager op i Luften).  Navne, som begynde med Lopts- i Genitivform (nu tildels Lofs-, Loss-), ere vistnok overalt at forklare af det gamle Mandsnavn Loptr. At dette Navn i MA. kun brugtes på Island og ikke sikkert kan påvises i Norge, er ikke nogen Indvending af Vægt. Det er kommet til Island fra Norge, hvor man kjender det fra Oldtiden (Landn. 38 jfr. 295), og kan gjerne have været brugt også hos os i den tidligere MA, hvorfra vi kun kjende forholdsvis få norske Personnavne.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
logn
gno. logn n. (Gen. logns) ’Stilhed, Stille’, særlig brugt om Vindstille, men også f. Ex. om rolig, blank Sø. I Navne mest gjennem det deraf afledede Elvenavn Lygna, der endnu bruges på fl. St., og hvoraf f. Ex. Lyngdal i flere Tilfælde kommer (således i de to Sognenavne i Numedal og i Lister Fogderi). Jfr. lǫgn.
 
Norske Gaardnavne Indl calm norsk
lon
gno. lón f. (Gen. og Flt. Iónar) bruges nu om en dyb Bæk med svag Strøm, om mindre Udvidelser i Bække og Elve, om Vandpytter, om Slåttenge i Vand; i et Par Stedsnavne i Namdalen også om en Poll i en Fjordbund. Usms. i Gårdnavne vel kun i Flt. Nordenfjelds i Indherred og i Namdalen på endel Steder brugt som Intetkjønsord, tildels i Formen Lun. På Island er Ordet også, allerede fra gammel Tid, af Intetkjøn, men bruges der alene om næsten helt indelukkede Bugter af Søen.
 
Norske Gaardnavne Indl calm, pool norsk
luhppu
kleiv
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
lund
gno. lundr m. (Gen. lundar, Dat. lundi, Flt lundar) ’Lund, liden Skov’. Meget alm. i Navne, især usms., i Ent. og Flt. Der gives neppe noget Navn, som med Sikkerhed kan antages at sigte til en af den hedenske Tids hellige Lunde; størst Grund til at formode dette tør der være ved Forsetalundr i Onsø og ved det på Østlandet forekommende Guðislundr, nu Guslund eller Gusland, ved hvilket dog Forklaringen af første Led er usikker (jfr. NG I s. 247, 318). I et enkelt Tilfælde sms. med heimr (NG I s. 374). I Sammensætninger har Genitivformen Lundar- tildels holdt sig, nu Lundar-, Lunder-, foran Vokal Lundr-. Tildels udt. Lonn, med lukt o, og Lønn.
 
Norske Gaardnavne Indl grove norsk
luohkká hillside nordsamisk
luokta
vik, bukt
Norsk stadnamnleksikon 1997 cove, bay nordsamisk, lulesamisk
luoppal
utviding av ei elv, liten innsjø som det går ei elv gjennom
Norsk stadnamnleksikon 1997 small lake nordsamisk, lulesamisk
lusspe mouth, outlet lulesamisk
lut
gno. lutr (hlutr) m. (Gen. lutar, Flt. lutir) ’Del, Part’. I bestemt Form, Luten, i endel Navne af nyere Oprindelse, tildels i afvigende Udtaleformer, som også ofte følges i Skrift, Loten, Lotten, Løten.
Norske Gaardnavne Indl part, share norsk
lykkje
NSL:
lykkje f, gno. lykkja f ‘inngjerdt jordstykke’, laga til lúka vb ‘lukke’. Svært vanleg i gardsnamn på Austlandet og i Trøndelag, mest i b. eint. Lykkja, Løkkja, Løkka og sms. -lykkja, -løkkja, -løkka. Ub. form er sjeldan: Løkke. Nokre få av desse gardsnamna er nemnde i kjelder frå mellomalderen. Dei aller fleste er frå etter reformasjonen. I plassnamn er lykkje svært ofte nytta som grunnord, i Gudbrandsdalen er det såleis «kanskje det mest utbreidde av alle plassnamn». Noko liknande gjeld i S-Trl. I lykkjene kunne det i mellomalderen vera åker, hage eller eng. Byane hadde sine lykkjer, og det har gjeve utgangspunktet for den nyare bruken av løkke om opne, ubygde plassar i ein by, særleg utbreidd i Oslo, t.d. → Grünerløkka, Tullinløkka.
Litt.: NG Indl s. 66 og dei ymse fylkesbanda. E. Hovdhaugen i «Norveg» 8, 1961, s. 188. Sandnes 1968 s. 53-55. JS
 
NG:
gno. lykkja f. (Gen. lykkju, Flt. lykkjur) ’Løkke, indhegnet Jordstykke’. I dets Brug i Navne er det sikkert overalt at forstå således, ikke i Betydningen 'Bugt, Bugtning'. De fleste af de herhen hørende Navne synes at være fra senere Tid.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997Norske Gaardnavne Indl enclosed field norsk
læger drovers camp (past) norsk
løk
gno. lœkr m. (Gen. lœkjar) ’Bæk, helst en dyb med svag Strøm’; også om en Vandsamling i en Sump og (efter Stedsnavne) om små Udvidelser, Loner, i mindre Vandløb. Ikke meget brugt i Gårdnavne.
 
Norske Gaardnavne Indl stream, brook, pool norsk
lønn
gno. lynr (hlynr) m. ’Løn (Træ)’. Er mærkeligt nok, uagtet Træet voxer almindelig i det sydlige Norge, sjeldent i Navne. Usms. findes det kun på et eneste Sted som Gårdnavn (Løn i Ramnes); der gives en enkelt Sammensætning med heimr (Lønnum i Biri).
 
Norske Gaardnavne Indl maple norsk
gno. f. (Gen. lár). Ordet synes at forekomme i adskillige Gårdnavne som andet Led, men dets Betydning i denne Anvendelse er uklar, og det er meget vanskeligt at holde det ad fra andre i Lyd nærstående Sammensætningsled, især fra (se dette). Disse to Ord forblandes allerede i Middelalderens Skriftform så ofte i Navne, at der kunde blive Spørgsmål, om de ikke ere forskjellige Former af et og samme Ord; af Hensyn navnlig til den nuværende Udtale bliver dog dette måske mindre sandsynligt. findes i det gamle Sprog brugt om Strandvandet ved Havbredden og hos Digterne om Havet; i Nutidens Folkesprog om Sumpvand, især jernholdigt Vand. Ingen af disse Betydninger giver dog en tilfredsstillende Forklaring på alle de herhen hørende Navne. Låen i Aurland, i gammel Form Lávin, kan være sms. med dette Ord. I nuv. Udtale oftest -la, men også i andre Former (således -lu). Jf. → lo.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
låg
gno. lǫgr m. (Gen. lagar) bruges i det gamle Sprog om Vædske, flydende Sager af forskjellig Art; om Vand i Modsætning til Luft og Land; om stillestående og rindende Vandsamlinger. Den sidste Betydning har affødt endel Stedsnavne. Det bruges nu som Navn på flere Elve og Indsøer: om Hovedelven i Gudbrandsdalen, Numedal og Suldal, om Søerne Nordmandslågen på Hardangerfjeldet og Fosterlågen på Grændsen af Romsdalen og Nordmør. I alle disse Tilfælde tør der være Grund til at antage, at Ordet fra først af har været brugt som Fællesord og har afløst et ældre, tidlig glemt Egennavn på Elven eller Søen. For Numedalslågens Vedkommende lader det sig endnu bevise, at den opr. lige til sit Udløb har hedet Naum eller Nauma. Ordet findes ofte som første Led i Navne, sigtende til en ved Stedet værende Elv eller Sø, i Genitivformen Lagar-, nu Lager-, Lage-, Lår-, Lar-, La-.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
laassa rock, reef kvensk
låt
gno. látr n. (Gen. látrs) ’Liggested, af liggja ’ligge’. Bruges nu ikke længere som Fællesord, men er bevaret i endel Stedsnavne langs Kysten; betegner vel overalt Steder, hvor Sælen jevnlig går på Land, og som derfor give Leilighed til at fange den. Derfor oftest i Sammensætningen Sellátr, der nu har antaget mange forskjellige Former.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
malm
gno. malmr m. (Gen. malms). Endel af de med dette Ord sms. Navne skrive sig sikkert fra den vel kjendte Betydning: Erts, som Malmåsen, Malmhaugen, Malmkollen, Malmsjøen, Malmbækken. I mange af disse Tilfælde må Navnet have Hensyn til den i ældre Tider meget nyttede «Myrmalm» af Jern. Ved adskillige, ialfald i Regelen gamle Navne slår dog denne Forklaring ikke til, som ved Malmer, Malme, Malmøen, Malmanger, Malmeim. Sandsynligvis har man i sådanne Navne at søge den Betydning, som Ordet endnu har bevaret i Svensk: ’Sandmo, Grusslette’.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
man
gno. mǫn f. (Gen. manar) ’Manke, på Heste’. Overført om Fjeldrygge og derigjennem i enkelte Gårdnavne (udt. Mån, Møn, Man).
 
Norske Gaardnavne Indl mane norsk
mar
gno. marr m. (Gen. mars) ’Hest’. Er i det kjendte Oldnorsk kun brugt af Digterne, men må engang have været almindeligt Navn på Dyret (jfr. den lige ned til Nutiden bevarede Hunkjønsform merr). Af Ordet i denne Betydning må nemlig utvivlsomt adskillige sms. Navne forklares, som Marås, Mardal, Mareim, Marvik, Marøen og måske flere. I enkelte Tilfælde er Mar- en afkortet Form af Mark-, se mǫrk. I andre tilfeller kan bakgrunnen være  marr m 'hav'
 
Norske Gaardnavne Indl horse (obsolete) norsk
mark
NSL:
mark, mork f, gno. mǫrk f (gen. markar eller merkr, fleirt. markir eller merkr) ‘skog, mark’. Finst i mange gards-, bygde- og områdenamn og i namn på skogstrekningar o.l. Notidsformer av m. er Mark, Mork, Mørk. I gardsnamn kan det mange stader vera kronologisk skilje mellom gamle namn som Mork, Mørk (med u-omlyd og ubunden form) og Marka (utan omlyd og i bunden form). Den gamle germanske tydinga av m. var visstnok ‘grense, merke’ (det siste ordet er avleidd av mark.). Denne tydinga finst i namn som Markstein, → Marstein ‘grensestein’. I gammal tid var store skogstrekningar ofte grense eller «mark» mellom busetnadsområde. Av dette har den seinare tydinga ‘skog’ utvikla seg. Og tydinga ‘bygd grenseområde’ er det truleg som ligg til grunn for gamle landskapsnamn som → Finnmark, → Hedmark, → Telemark, → Vingulmark, → Marker. Det same gjeld namn på perifere bygdelag som Markabygda (fleire stader i Trøndelag) og Marklandet (Rana). JS
 
NG:
gno. mǫrk f. (Gen. markar, merkr; Flt. markir, merkr) ’Skov’. Findes i en Mængde Stedsnavne, udt. Mork, Mørk, Mark. Som første Led i gamle Sammensætninger altid Mark-; kan da, når andet Led begynder med s, miste sit k. Findes i adskillige Landskabs- og Bygdenavne, som Hedemarken (Heiðmǫrk), Telemarken (Þelamǫrk), Finmarken (Finnmǫrk), det nu forsvundne Vingulmǫrk, Aremark (Aramǫrk), Ømark (Øyjamǫrk) og det ligeledes nu forsvundne Aursmǫrk i Smålenene (se NG I s. 177, 178, 186). I enkelte Navne er Mark- at forklare af et andet Ord, mark n. ’Grændse’, som i Marksteinn ’Grændsesten’ nu Marstein.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
med
med n f, gno. mið n substantivering av gno. miðr adj ‘médstad, merke som ein finn eller kjenner noko på, fiskeplass’. Utt. i målføra er vanleg [me:], i Oslofjorden blir det sagt [mæi`e] som kjem frå dativforma gno. miði. Ordet m. er i Sør-Noreg vanleg inkjekjønn, i størsteparten av Nord-Noreg hokjønn. Som grunnord finst med berre i naturnamn og alltid med tydinga ‘fiskeplass, grunne der fisken held seg’. Som vanleg appellativ kan med òg tyde ‘médline som ein nyttar for å finne ein fiskeplass’ (fiskeplassen ligg der to slike liner kryssar kvarandre). Utmerkingsledda i namn sms. med m. varierer mykje, ikkje sjeldan er det overført namn frå ein markert lokalitet i ei av médlinene.
Litt.: Beito 1954 s. 281. Hovda 1961 s. 132-38. OS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
mehkie
bukt; krok
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
mel
gno. melr m. (Gen. mels, Dat. meli, Flt. melar) ’Mæl, Sandbakke eller Lerbakke ved en Elv’. Findes i mange Gårdnavne, på enkelte Steder nu udt. Møl. Har kanske også havt en videre Anvendelse, om Sandbakke, Sandslette i Almindelighed, som nu på Island. Det må mærkes, at Mel-, Mæl- i mange Navne er af en ganske anden Oprindelse, svarende til opr. Meðal- ’mellem’, som i Meðaleimr (Mælum) og Meðalland (Meland, Mæland).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
merafta
Merafta(s)- er eit mykje vanleg førsteledd i namn på fjell, høgder og skar. Det er eit dagstidnamn og kjem av gno. miðr aptann ‘midt på ettermiddagen’, utt.formene ymsar, t.d. Mesafta-, Morafta- og Myrapta-.
Litt.: Namn i fjellet s. 45-46, 88.
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
meri see kvensk
merra ocean lulesamisk
mettä forest kvensk
mo
gno. mór m. (Gen. mós, Dat. mói, Flt. móar) ’Mo, Sand- eller Grusslette’. I Flt. er Móar nu i Navne undertiden i Udtalen blevet til (jfr. Overgangen fra Brúa- til Brå-, se under brú). I bestemt Form i Ental lyder det i Numedal og det meste af Telemarken Mogen, i det gamle Egdafylkes Område Monen. Sammensætning findes med vin (Møn < Mœn  på Voss, mulig også Møyen < Mœin  i Skedsmo).
 
Norske Gaardnavne Indl heath norsk
mohkki
krok, sving, bukt, vik
Norsk stadnamnleksikon 1997 cove, bay, hook nordsamisk
mol
gno. mǫl f. (Gen. malar) ’Banke af Småsten, især langs en Strandbred’; nu lydende Mol (Mål), Møl, Mal. I enkelte Navne usms. og sms.; som første Led vanskeligt at skille fra mold.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
mold
gno. mold f. (Gen. moldar) ’Muld, Muldjord’. Usms. som Gårdnavn vesten- og nordenfjelds (Molde, Moldan). Oftere som første Led, enkelte Gange sms. med vin og heimr (Moldin, Moldareimr). Som andet Led i det nogle Gange forekommende Rauðamold (Rødmulden). Navne som Moldstad, Mollestad, Moldtun forudsætte vistnok et Mandsnavn Moldi, der dog nu ikke kjendes uden fra disse Gårdnavne. Kan forvexles med mǫl, hvoraf adskillige Navne komme, der nu alm. skrives Mold-.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
mose
gno. mosi m. (Gen. mosa) bruges nu i den største Del af Landet kun om Moseplanter og deraf bestående Plantedække. Kun i Smålenene og i Akershus Amt har det endnu den også i Svensk og Dansk bevarede Betydning af Myr, kanske særlig blødere Myr. Efter de Stedsnavne, hvori Ordet findes, må den sidste Betydning engang have havt temmelig vid Udbredelse i Landet; en stor Del af dem forklares nemlig meget naturligere af den end af den først nævnte. Man finder Ordet i Navne sms. både med vin (Mosinjar, Mysin) og, en enkelt Gang, med heimr. Mos- i Navne kan være af anden Oprindelse (bl.a. Gen. af mór eller Elvenavnet Mors).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
moski
stad der det ikkje går an å koma fram, dal som er stengd i botnen
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
mot
gno. mót n. (Gen. móts) ’Møde, Mødested’. Usms. findes det kun i enkelte nyere Navne, ellers ofte som andet Led i tildels gamle Navne om Steder, hvor Vandløb, Dale eller Veie mødes: Ámót, Bekkjamót, Brautamót, Dalamót, Vegamót (det første Navn meget almindeligt, de andre sjeldne).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
mukka bay, cove kvensk
mule
gno. múli m. (Gen. múla, Flt. múlar) ’Mule på Dyr’; derefter om noget høie, bredt sluttende Nes. Særlig ofte Digrmúli (Digermulen), der også på et Par Steder er blevet Gårdnavn. Mest vesten- og nordenfjelds.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
munk
Munk(e)- i stadnamn, av munk m, i etterreformatorisk tid til dels også brukt om andre katolske geistlige. Dei fleste gardsnamn på Munk(e)- kjem av at garden i katolsk tid har hørt til eit kloster, nokre gonger av at det har vore kloster på staden (→ Munkeby, → Munkholmen). Munken finst elles nokre stader som fjellnamn, t.d. i Sande/Hof komm, Vestf, Leksvik komm, N-Trl, Moskenes komm, Nordl, og som øynamn, t.d. i Norsjø, Nome komm, Tel. Til grunn for slike namn ligg det helst ei jamføring (jfr. fjellnamn som → Mannen, Presten). JS
 
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
muorkke isthmus lulesamisk
muotka isthmus kvensk
muotki
eid
Norsk stadnamnleksikon 1997 isthmus nordsamisk
muvra
varde (mur)
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
myr
gno. mýrr f. (Gen. og Flt. mýrar) ’Myr’. Deraf mangfoldige Navne; hyppigst i den bestemte Form i Ent., Myren (i nyere Navne) og i Flt. (Myrer, Myre, Myran). Som første Led undertiden udt. med svækket Vokallyd (Mør-, Mår-).
 
Norske Gaardnavne Indl bog, marsh norsk
mølle
gno. mylna, mjulna f. (Gen. mylnu) ’Kommølle’, yngre, opr. Udenlandsk Ord for det norske kvern; brugt som Fællesord i MA., men igjen uddød i Sproget. Har afsat en hel Del Navne, hvori det er første Led, og hvori det nu udtales meget forskjelligt: Mjøln-, Mjøn-, Mjun-, Mjon-, Møln-, Møn-, Mønn-; i enkelt Tilfælde endog afkortet til Mjø- (se NG I s. 94). Nogle af Navnene stamme ikke umiddelbart fra mylna, men fra det deraf dannede mylnari, mjulnari ’Møllemester’.
  
Norske Gaardnavne Indl norsk
møln-, myln-
mølle
måhkke
krok, sving; bukt, vik
Norsk stadnamnleksikon 1997 cove, bay, hook lulesamisk
nakke
gno. nakki (opr. hnakki) m. (Gen. nakka) ’Nakke’. Er kommet ind i en hel Del Gårdnavne gjennem dets hyppige Anvendelse som Fjeldnavn.
 
Norske Gaardnavne Indl neck (back of), hill, mountain norsk
nase hill, mountain, peak norsk
natt hill, mountain norsk
naust
gno. naust n. (Gen. nausts, Flt. i Gårdnavne naustar f.) ’Nøst, Skur til Forvaring af Skibe og Både’, nu tildels udt. Nøst. Usms. oftest i Flt., om Steder ved Søen, hvor Folk fra Indlandet have havt sine Både oplagte, og hvor derfor en Samling af Nøst har stået. På nogle Steder, som det synes blot i nyere Navne, i Formen Nauster, Nøster (også usms.), især i Nordre Østerdalen og den øvre Del af Guldalen.
 
Norske Gaardnavne Indl boathouse norsk
nebb hill, mountain, peak norsk
nebbe hill, mountain, peak norsk
nes
gno. nes n. (Gen. ness, Dat. nesi, Flt. i Gårdnavne nesjar f.) ’Nes, Forbjerg’. Meget alm. overalt i Landet. Ofte usms., mest i Ent., men endnu oftere som andet Led. første Led er i disse sms. Navne meget alm. Navnet på en Elv, et Sund eller en Fjord, ved hvis Munding Stedet ligger. Ikke sjelden er nes sms. med Navnet på en Ø, en Halvø eller et Fjeld, hvorfra Neset stikker ud. Hyppigt er første Led videre et Ord, som betegner Naturforhold på eller ved Neset, Planter eller Træer, som findes der, Dyr, som jevnlig træffes der, Grundens Beskaffenhed, afstikkende Farve på Fjeldgrunden osv. Ret ofte har Forleddet Hensyn til Nesets Form, dets Omrids, dets større eller mindre Høide, dets Længde osv. I temmelig mange Tilfælde sigter det til Bygninger, som have stået på Stedet, Husdyr, som jevnlig slippes på Græs der, Grundens Benyttelse i Jordbrugets Tjeneste og andre ved Menneskers Virksomhed fremkaldte Forhold. Personnavne ere ikke almindelige i disse Sammensætninger; i enkelte Tilfælde er første Led, eller synes det ialfald at være, et Gudenavn (Torsnes, Balsnes, Frøines, Frøisnes). Mindre ofte findes nes som første Led i Navne, dog i meget gamle Sammensætninger (Nesin, Neseimr). Om Formen -nesen med tillagt Hankjønsartikel i en Del af S. Trondhjems Amt se NG Indl s. 13.
 
Norske Gaardnavne Indl headland, promontory norsk
nev
gno. nef n. (Gen. nefs, Dat. nefi) ’Næse, Næb’; i Navne kun sjelden, mest efter Ordets Brug om fremspringende Fjeldpynter.
 
Norske Gaardnavne Indl nose, beak norsk
nibbe hill, mountain, peak norsk
niemi promontory, point kvensk
niitu
naturleg eng, utslått
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
nip hill, mountain, peak norsk
nipe hill, mountain, peak norsk
niva small waterfall, stream kvensk
njáiku
uregelmessig utståande snipp av noko
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
njálbmi mouth, outlet nordsamisk
njálme mouth, outlet lulesamisk
njárga
nes, odde, halvøy
Norsk stadnamnleksikon 1997 promontory, point nordsamisk
njárgga
nes, odde, halvøy
Norsk stadnamnleksikon 1997 promontory, point lulesamisk
njearri
grunt stryk der elva er brei
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
njuana
tange, nes (mellom to elvar)
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
njuenie
nase; fjellnase; nebb
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
njunne spur lulesamisk
njunni
nase; bergnase; framende, spiss; [tut; nebb]
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 spur nordsamisk
non
Nons- er førsteledd i mange naturnamn (fjell, høgder, skar). Når sola stod over Nonshaugen o.l., var det tid for non, eit måltid som vart halde i 3-4-tida om ettermiddagen. Tidspunktet ymsar noko. Ordet non kjem av latin nona (hora) ‘niande (time)’. Jf. → Dugurd(s)-, → Merafta(s)-, → Åbit(s)-.
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
nor
gno. nór n. (Gen. nórs) betyder nu i Norge trangt Sted i Elv, Sand, Fjord eller Indsø og kjendes også i lignende Betydning i Svensk og Dansk. Det findes ikke i bevarede oldnorske Skrifter, men at det er gammelt Ord i Landet, følger af de ikke få gamle Stedsnavne, hvori vi have det. Mange Sammensætninger med heimr kjendes, derimod neppe nogen med vin.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
nos
gno. nǫs f. (Gen. nasar) ’Næse (opr. Næsebor)’. Derefter overført om en fremragende, brat Forhøining og derfor alm. i Fjeldnavne, især i Bergens Stift (ofte urigtigt skr. -nåset, -nøset, fordi man har opfattet den i disse Egne for Hunkjønsord i bestemt Form bragte Endelse -e som Intetkjønsendelse). Oftere i Gårdnavne (Nås, Nos, Nøs), hvor det overalt må sigte til Høider af den omtalte Form.
 
Norske Gaardnavne Indl peak, hill, mountain norsk
nov
gno. nǫf f. (Gen. nafar). Ordets Anvendelse i Stedsnavne udgår fra dets Brug om Hjørnet af laftbyggede Træhuse. Stedet, hvor Stokkenes Ender ere sammenfældede. Denne Betydning overføres ved Sammenligning på Fjeldhjørner eller Fjelde, der have sådanne Hjørner, og efter disse igjen ere endel Gårde benævnte; i nuv. Udtale oftest. Nov, sjeldnere Nøv, og sms. Nav-. Kan i Navne forvexles med Mandsnavnet Nafarr, med nafarr m. (Bor) som Fjeldnavn og med Elvenavnet Nǫf.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
nud peak, hill, mountain norsk
nuora sound kvensk
nuorri sound nordsamisk
nurki
nov, hushjørne, utstikkar på eit fjell
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
nut peak, hill, mountain norsk
næring
næring m ‘stort, bratt nes’. Ordet blir i dag brukt i denne tydinga i Finnmark og Troms. I Vesterålen skal det òg bli nytta om formasjonar på havsbotnen (‘trong kløft mellom fjellvegger’). Etymologisk må ein stille ordet til ei rot *(s)ner- ‘dreie, svinge’ som vi t.d. har i engelsk narrow ‘trong’ og tysk Nehrung ‘smalt nes’ (jfr. gno. Nǫrvasund, dvs. Gibraltarsundet).
   Innafor det nemnde nordnorske området er n. mykje brukt i naturnamn, t.d. Fuglenæringen og Skinnstakknæringen i Nordkapp komm, Finnm, Engelsknæringen i Lebesby komm, Finnm. Men grunnordet har truleg hatt ei større utbreiing før, slik som fjellnamnet Næring i Kviteseid komm, Tel, viser. Elvenamnet Næringa som vi kjenner frå Rennebu komm, S-Trl, og Elverum/Trysil komm, Hedm, kan òg vera laga til næring som fjellnamn. Elva i Tynset kjem frå Næringhøa.
Litt.: NE s. 176. Pokorny 1959 s. 975-76. OS
Norsk stadnamnleksikon 1997 promontory norsk
oaivi
1) hovud, 2) avrunda fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 rounded mountain top nordsamisk
oaivvoš mouth, outlet nordsamisk
oajvve
1) hovud, 2) avrunda fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 rounded mountain top lulesamisk
oalgge small mountain lulesamisk
oalgi
aksel
Norsk stadnamnleksikon 1997 small mountain nordsamisk
odde point norsk
oksel
aksel.
Norsk stadnamleksikon 1997 shoulder (mountain) norsk
or, older
gno. ǫlr m. (Gen. alrar) ’Older, Ore’ (Træ); i Oldn. også i den afledede Form elrir m., der neppe kan påvises i Stedsnavne. Som Navn måske en enkelt Gang usms., i Flt. (Åre, udt. Åranne, i Ståreim Sogn i Nordfjord), men ofte som første Led, nu lydende Or-, År-, Older-. Også det af Trænavnet afledede elri n. (se NG Indl s. 31) findes i nogle Navne, i Nutidsform Er-.
 
Norske Gaardnavne Indl alder norsk
os
gno. óss m. (Gen. óss, Dat. ósi, Flt. ósar) ’Os, Udløb af Vand’, også bragt om Fjordmundinger, Indløb fra Havet og lignende Situationer. På Østlandet nu på fl. St. Intetkjønsord, Oset. En enkelt Gang synes det sms. med vin (Óssin, nu Aasen i Aker). I Gårdnavne usms. og ofte som andet Led, særlig i Forbindelse med á, Áross (Elvemunding). I sådanne Sammensætninger jevnlig i senere Tid udt. -us (tonløst) og derfor forvexlet med hús, se dette. Ligeledes er i Skrift oftere det mere bekjendte áss sat i stedet for det.
 
Norske Gaardnavne Indl river mouth, narrow neck of water norsk
osp
gno. ǫsp f. (Gen. aspar) ’Asp’ (Træ). Ikke ofte usms. som Navn og da mest i Flt.; alm. som første Led. Sammensat både med vin og heimr (Espin, Aspeimr, Aspareimr). Endnu oftere findes det afledede espi n. (se NG Indl 31), ligeledes meget oftere som første Led end usms. Den oftest forekommende Sammensætning er Espiland, som findes fra Telemarken til Søndfjord. Som første Led afkortes espi undertiden til Es- eller Ep-.
 
Norske Gaardnavne Indl aspen norsk
outa forest, wood kvensk
pahta mountain, rock kvensk
palo forest, wood kvensk
perä upper end of valley kvensk
pigg peak, mountain norsk
pik peak norsk
plass place, spot norsk
poll
NSL:
poll m, gno. pollr m, i målføra har ein former som [påll, påᶅᶅ, pådl, påd´le]. Ei mogleg sideform til poll er det austnorske pull m (utan a-omlyd). Etymologien er ikkje sikker, men poll kan ha samband med frisisk polder ‘overfløymt og inndika marskland’. Både i gno. og nyno. har ein to hovudtydingar av grunnordet:
1. vasspytt, pøl,
2. lita, rund vik, fjordbukt med trong innsegling.
Frå tyding 1 må det ha utvikla seg tydingar som ‘lita, rund tjørn’ og ‘elveutviding’. Sideforma pull har tydinga ‘vasspytt, evje, høl’ (i Nord-Trøndelag òg ‘tett samling av tre eller gras’).
Som sisteledd i naturnamn finst poll i heile landet, særleg er det frekvent i tyding 2 på Vestlandet og i Nordland, t.d. → Deknepollen, Hamsundpollen. Slik er det òg vanleg i bustadnamn i desse områda. Usms. finst det somme gonger som gardsnamn, alltid i bunden form eintal Pollen.
Litt.: Indrebø 1924 s. 239-40. Jonsson 1966 s. 298-99. OS
 
NG:
gno. pollr m. (Gen. polls) ’liden rundagtig Vik med trangt Indløb’. Vel tillige bragt om små Søer eller Elvendvidelser; efter Ross i Stavanger Amt tillige om en liden Pøl. Som Gårdnavn i usms. Form næsten altid i bestemt Form, Pollen.
Norsk stadnamnleksikon 1997 bay, fjord, cove norsk
post
Post- finst i mange lokalnamn og kan ha ymist opphav, m.a.:
1. til plantenamnet pors, nordafjells vanleg post. Dette er mest alltid opphavet til namnet Postmyra, som finst mange stader.
2. til det seine lånordet post m (på jakt eller i krig). Nye namn.
3. til post m (post-skipnad, postveg, postmann osv.). Heller nye namn. Eit slikt namn er t.d. Postdalen i Porsanger komm, Finnm. JS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
puas/puđas small inlet kvensk
putt small lake, pool norsk
pynt point norsk
pytt small lake, pool norsk
ra
gno. rǫð f. (Gen. raðar) ‘Rad’. Synes i den Anvendelse af Ordet, der ligger til Grund for dets Brug i Stedsnavne, at have betydet ’Grusryg, Grusbanke’. Har særlig været brugt om de lange Banker af Grus og Rullesten, gamle Moræner fra Istiden, som på begge Sider af Kristianiafjorden stryge gjennem Smålenene og Jarlsbergegnen (jfr. Norges Land og Folk I S. 7 og 14), og har der givet Ophav til en Del Gårdnavne. Er i disse Egne, ligesom også andensteds, nu Intetkjønsord, Raet. Rǫð forekommer som Ønavn (Radøen nordenfor Bergen).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
rabb
gno. rabbr m. (Gen. rabbs) ’langstrakt Banke’. Findes i Gårdnavne, mest af nyere Oprindelse, over det hele Land, hyppigst nordenfjelds; også i den svagt bøiede Form rabbi m.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
ráktu
steinhelle, skiferhelle
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
rand
gno. rǫnd f. (Gen. randar, Flt. randir) ’Rand’. Ikke ret ofte i Navne (jfr. Thj. VSS. 1891 S. 209, hvor der kan tilføies Gårdnavnet Randaberg ved Stavanger og Randøen østenfor Kristiansand, opr. Rǫnd, jfr. Randarsund i Fornm. s. IX 17). Mest bekjendt af disse Navne er Indsønavnet Rǫnd, nu Randsfjorden (jfr. jaðarr).
 
Norske Gaardnavne Indl edge norsk
ranta shore, beach kvensk
rášša
høgfjellsstrekning utan vegetasjon, dekt av små flate steinar eller ur
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 stony mountain area nordsamisk
raud
gno. rauði m. (Gen. rauða), det gamle Sprogs Ord for Myrmalm af Jern (på Grund af dens rødagtige Farve), ligger vist til Grund for endel Navne, men kan næsten aldrig sikkert skilles fra Adj. rauðr 'rød'.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
raun
gno. raun (hraun) n. (Gen. rauns, Flt. i Gårdnavne raunar f.) må have betydet nøgen Fjeldgrund. Findes nu i Norge kun bevaret i Stedsnavne. I sådanne er det oftest brugt om Holmer og Skjær (tildels i Formen Rogn)-, er i denne Anvendelse nu i Norge Hunkjønsord også i Ent. I Gårdnavne findes det sjelden og er der ofte vanskeligt at skille fra det følgende Ord. På Island bruges det især om sådan Fjeldgrund, som er dannet af størknet Lava; den oprindelige Betydning synes dog også der at have holdt sig på enkelte Steder (se f. Ex. Kålund, Hist. topogr. Beskrivelse af Island II 264).
 
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
reikä passage kvensk
rein
NSL:
rein f i stadnamn, av gno. rein f ‘rein, graskant’. Finst i mange gardsnamn og andre stadnamn, til dels i ei sideform reine f. Opphavet er ofte åker- eller jordstykke avgrensa av kantar eller åkerreiner. I alle fall i Inntrøndelag blir rein brukt meir allment om ein bakke eller ei jordskråning, og dette er vel opphavet til fleire slike namn. Ved kysten ser rein også ut til å ha hatt tydinga ‘land’, sett frå sjøen. Sjå elles andre namn på → Rein-. JS
 
NG:
gno. rein f. (Gen. og Fit. reinar) ’Rein, Græskant, der danner Skjel mellem Agre og andre dyrkede Jordstykker’. Ikke sjeldent i Navne, især på Vestlandet og nordenfjelds; i denne Anvendelse vel at forstå om et på sådan Måde afgrændset Jordstykke (jfr. Udtrykket reint ok steint, hvorom se Fritzner under reina). I Navne vesten- og nordenfjelds findes til dels Sideformen reina f. (Gen. reinu), der efter Aasen i Bergens Stift også bruges om en smal Forhøining, en lang Vold af Jord eller Grus. Kan i sms. Navne være vanskeligt at skille fra Dyrenavnet reinn (hreinn) ’Ren’, og fra andre Ord, som røyni (se rogn).
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
reit
NSL:
reit, gno. reitr m, ‘reit, avgrensa jordstykke, åkerlapp’, til preteritum-steget i verbet ríta, ‘rissa, skjera ut’. Finst i mange gards-, plass- og lokalnamn, mest usms. i fleirt., Reitan(e), men også sms. som sisteledd: Brattreit, Koppreitan (Malm og Leksvik, N-Trl), eller førsteledd: Røytvoll (Bindal, Nordl), «af reitawollom» 1435.
   Gardsnamna med grunnordet reit har ei karakteristisk geografisk avgrensing, frå Sunnmøre i sør til Sør-Helgeland i nord. Utafor dette området finst berre fire-fem noko usikre namn, m.a. Reitan i Ø. Gausdal (lint hankjønnsord?), Reita, Elverum og Reiti, Vågå, hokjønnsord. Dei to siste går kanskje tilbake på nynorsk reit f, ‘grøft, fòr’. Dette ordet er i røynda det same som reit m, men har utvikla seg annleis. Spørsmålet blir komplisert ved at reit m også mange stader har gått over til hokjønn i nyare tid. Dette ligg til grunn for mange plass- og teignamn frå dei siste hundreåra, med former som Reita.
   Av dei kring 70 norske gardsnamna (etter NG) med grunnordet reit er 21 nemnde i mellomalderkjelder. Særleg mange gamle reit-namn ser det ut til å vera i dei sentrale Trøndelagsbygdene, og reit-gardane har her etter måten høg landskyld i eldre tid, nesten på høgd med set-gardane. Dette gjer det naturleg å datere oppkomsten av namnegruppa til kristen mellomalder (ca. 1000-1350) i dei trøndske jordbruksbygdene. Lite tyder på høgre alder. Om denne dateringa er rett, er det rimeleg å rekne med samanheng mellom ryddinga av dei eldre reit-gardane og føresegner i den eldre Frostatingslova om retten til å «gjera reit» på leiglendingsgardane.
   Den agrartekniske nemninga «reitbruk» om det vestlandske åkerbruket med korndyrking i små åkerlappar som vart spadde eller gravne opp, er ei nylaging (Hasund).
Litt.: Beito 1954 s. 315-16. Hasund 1933. NG lndl s. 70. J. Sandnes i Heimen XIV (1968) s. 388-95. JS
 
NG:
gno. reitr m. (Gen. og Flt. reitar) ’afgrændset Flade, Rude’; særlig om en dyrket Jordflek, et Bed i en Have og lign. Alm. i Navne nordenfjelds, mest i bestemt Flt., Reitan. I et Par gudbrandsdalske Navne synes det derfra forskjellige reit f. at forekomme, måske snarest i Betydningen ’Grøft’ (se Ross under Ordet).
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
repp
Moreppen
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
res
gno. ris n. (Gen. riss) ’Forhøining, Høidekam’. Ikke kjendt fra Oldn., men sandsynlig gammelt Ord; bruges dog mest i nyere Navne. Nu oftest udt. med åbent i eller lukt e, på enkelte Steder dog, som det synes, med lukt i.
 
Norske Gaardnavne Indl ridge norsk
rev
NSL:
rev n, gno. rif n ‘grunne i sjøen’. Vanleg blir rev i dag nytta om ein smal banke eller grunne som går frå land og ut i sjøen, → Jærrevet, eller om grunne mellom land og øy, også mellom øyar, t.d. Sandrevet i Borre komm, Vestf. Ei allmenn tyding ‘grunn stad i sjøen’ er òg kjend. Ordet blir brukt i naturnamn, oftast médnamn, langs heile kysten. Det finst ikkje som sisteledd i gardsnamn, derimot somme gonger som utmerkingsord, t.d. i det ikkje sjeldne → Revsnes.
Litt.: Hovda 1961 s. 98-100. OS¤
  
NG:
gno. rif n. (Gen. rifs, Dat. rifi) ’Rev, langstrakt, fra Land udgående Grund i Vand’. Forekommer et Par Gange sms. med heimr. Det er muligt, at rif i Navne også bar andre Betydninger foruden denne. Kan tildels forvexles med refr ’Ræv, og det deraf dannede Mandsnavn.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl reef norsk
riehppe narrow valley lulesamisk
riehppi
dal som det er vanskeleg å koma til, med utvida nisjeforma dalbotn, eller sjølve botnen
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 narrow valley nordsamisk
rijdda hillside lulesamisk
rime
gno. rimi m. (Gen. rima, Flt. rimar) ’langstrakt Forhøining, Jordryg eller Bjergryg’. Deraf mange, dog mest nyere Navne. I nogle Egne brugt om en skovbevoxet Ryg eller om Skovstrimmel, Skovstykke overhovedet. Der findes også et stærkt bøiet Hunkjønsord rim, mest brugt fra Romsdals Amt og videre nordover; på et enkelt Sted (i Selbu) er dette Ord af Intetkjøn (der brugt om Skovstykker). rimi bliver i Indherred ved Ligedannelse til Råmå, der i et Par Navne er blevet misforstået og skr. Rødmo. Ordet synes i et Par Tilfælde sms. med vin; om det nogle Gange forekommende, med heimr sms. Remmem hører hid, er kanske tvivlsomt.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
rinde
gno. rindi m. (Gen. rinda, Flt. rindar), omtrent enstydigt med rimi  ’langstrakt Forhøining, Jordryg eller Bjergryg’, men ikke som dette brugt om Skovstykker. Må, uagtet det ikke kan påvises i Oldn., være gammelt Ord, bl.a. fordi gamle Sammensætninger som Rindin og Rindeimr vel må henføres til det. På adskillige Steder nu brugt som stærkt bøiet Hunkjønsord. rind, der vel også er gammelt (mærk særlig Bygdenavnet Rind, nu Ring, i Ringsaker). Er i Navne vanskeligt at holde ud fra et gammelt Elvenavn Rind eller Rinda.
 
Norske Gaardnavne Indl ridge norsk
ring
gno. ringr (hringr) m. (Gen. rings, Flt. ringar) ’Ring, Kreds’. Findes i adskillige gamle Stedsnavne, bl.a. i Sammensætninger med vin og heimr; er desuden alm. Pladsnavn i nogle Østlandsegne. Nogle gamle Navne, som Ringisakr (Bygdenavn, opr. Gårdnavn, på Hedemarken og Gårdnavn i N. Aurdal) og Ringissjór, må udgå fra en afledet Form, men ere vanskelige at forklare (Ringissjór måske af et opr. usms. Sønavn Ringir). Ringariki har til første Led et gammelt Folkenavn Ringar; det samme er måske Tilfældet med Ringabú i Gudbrandsdalen. Endel med Ring- begyndende Navne komme af Mandsnavnet Ringr (Hringr), som Ringsrud, Ringstad; andre, som det synes, af et Elvenavn Ringa.
 
Norske Gaardnavne Indl ring norsk
ris
gno. rís (hrís) n. (Gen. Ríss, Flt. i Gårdnavne rísar f.) ’Ris, Kratskov'; også brugt om Samling af afhugne Kviste og Buske. I usms. Navne mest i Flt. (Rise, Riser, Risan); også alm. som første Led. Sammensætninger med heimr findes. At adskille fra det følgende Ord. Der har været et Elvenavn Rísa; kun få Navne komme af det gamle risi m. ’Kjæmpe’.
 
Norske Gaardnavne Indl brushwood norsk
rjóðr
rud
Norsk stadnamleksikon 1997 gammelnorsk
roahtjo stony area lulesamisk
roavvi
stad der det har vore skogbrann; langt, ikkje høgt, skogkledd fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 wooded hill nordsamisk
rogn
gno. gno raun f. (Gen. ranuar) ’Rogn (Træ)’. Fra Oldn. kun kjendt i den afledede Form røynir m., men endnu meget brugt i Norge i den oprindelige, eller i den af denne ved lydlig Forandring opståede Rogn. Som Gårdnavn usms. og som første Led. Nogle få Sammensætninger med vin findes (Røynin, Raunvin), ingen med heimr. Jfr. det foregående Ord. Mange Gårdnavne ere desuden dannede af det afledede røyni n. ’Sted bevoxet med Rogn’ (se NG Indl s. 31).
 
Norske Gaardnavne Indl rowan norsk
rohtu scrub nordsamisk
rove
gno. rófa f. (Gen. rófu) ’Dyrehale’. Findes i adskillige Stedsnavne, gamle og nyere, især i Smålenene (jfr. NG I s. 20); at forklare som hali (se dette). På et enkelt Sted har det i ældre Tid været Grændenavn (i Gjerdrum, RB. 240).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
rud
NSL:
av norr. ruð n ‘rydning’. Svært vanleg i gardsnamn. Rud-namna er frå to folkevekstperiodar, dei eldste frå kristen mellomalder, dvs. ca. 1000-1350, dei yngre i hovudsak frå 1600- og 1700-talet. Omtalen nedanfor gjeld dei eldste rud-namna. Frå den eldste perioden er det registrert rundt 3.300 rud-namn, spreidde over det meste av landet, men med eit absolutt tyngdepunkt i dei sju austlandsfylka. Berre rundt 3,5 % av gamle rud-namn fins utanfor Austlandet. Talet 3.300 er eit minimumstal, for lokale granskingar syner at etter svartedauden 1350 vart mange gardar lagde øyde, og dette gjekk særleg ut over rud-gardane som då var unge og relativt små utkantgardar. I dag kan ein finne mange av dei gamle namna att som namn på husmannsplassar og teigar.
   Usamansett fins Rud [ru:] og Rød [rø:] i høvesvis 135 og 100 gardsnamn. I tillegg er det registrert ulike bøyings­former i rundt 70 usamansette namn. Vi finn bestemt eintal i Ru´i, Rud´i, Rå´e, Rå´i, dei fleste i Telemark og Hordaland og ubestemt dativ eintal Rud`i, Ruv`e, Ru`i, Rød`de, Rø`e, dei fleste i Oppland og Buskerud. I tillegg fins fleirtalsformer som: Rua, Røa, Rødo, Rødom, Røo og Råum, dei fleste i Rogaland og Hordaland.
   Opphavleg har den vanlege uttalen av ordet vore [ru:] både som appellativ og proprium. Men frå og med midten av 1500-talet blir skriftformene «rød» eller «rødt» ganske vanleg, truleg etter påverknad frå Båhuslen og Sjælland der uttalen var [rø:]. Uttalen [rø:] har så breidd seg frå søraust, og for hundre år sidan var den vanleg i «Egnene rundt Kristianiafjorden» og kystbygdene både austover til riksgrensa og vestover til Nedenes (Rygh 1898:72). I dag har uttalen [rø:] breidd seg vidare også til innlandsfylke som Hedmark, Oppland og Buskerud, og vidare i samtlege fylke langs kysten og nordover til Troms. Elles har uttalen [rø:] noko vidare utbreiing i usamansette enn samansette namn. Vidare er uttalen [ro:] notert i Nord-Gudbrandsdalen og i Fjell kommune i Hordaland. Dei usamansette namna Rui (best. eint.) i   Telemark er òg notert med uttalen ['ro:e]. I tillegg har ei rekkje namn same uttale [ro] på grunn av assimilasjon med føregåande vokal, til dømes Borud ['bo:ro] i Enebakk, Grorud ['gro:ro] i Oslo, Morud ['mo:ro] i Modum, Orud ['o:ro] i Rakkestad og Torud ['to:ro] i Fet.
   Personnamn og tilnamn er dei vanlegaste forledda i rud-namn, og det er sjølvsagt manns­namna som dominerer med godt over tusen førekomstar og over 600 ulike mannsnamn. Av kvinnenamn er det rundt 150 førekomstar og rundt 50 ulike kvinnenamn. Rud-namntilfanget gir såleis eit godt bilete av kva for personnamn som var i bruk i høgmellomalderen. At dette er stadnamn frå kristen tid syner personnamn som Jon, Pål, Kristin og Sissel, og vidare namn som Presterud, Munkerud, Kirkerud osv.
   Andre vanlege forledd er yrkesnemne som førekjem i rundt 150 namn, og vanlege yrke i mellomalderen har til dømes gitt namn som Kopperud (koppemakar), Mjølnerud (møllar, kornmalar), Smedsrud (smed) og Suterud (skomakar).
   Dyrenemne førekjem i rundt 100 rud-namn, og der dominerer husdyr som geit, sau, gris, kalv og ukse. Skogsdyr som hare, ekorn, rev og ulv også er med, og sjølvsagt mus og orm. Plantelivet er representert med rundt 100 namn, og det er lauvtrea som dominerer: alm, ask, hassel, lind, rogn osv.
   Det fins ein del rud-namn som kan vere anten nedsetjande eller rosande, men ofte er det vanskeleg å avgjere kva som verkeleg ligg bak namngjevinga. Nedsetjande namn fortel om dårlege eigenskapar ved garden (Harkerud, Klanderud), eller at det er eit fornærmande tilnamn nytta om folk på garden (Pisserud, Pukerud). Det er færre rosande enn nedsetjande namn, men dei få rosande namna fortel gjerne om mat, som Fleskerud og Rømmerud.
   Det fins og ein del setre med rud-namn, men dette viser seg ofte å vera gamle rud-gardar som etter å ha vore øydegard ein periode, er gjenrydda som seter.
   Ordet ruð n har nokre nærskylde ord og samansetjingar når det gjeld opphav og tyding. I stadnamn er rjóðr n ‘ope rom i skogen’ vanskeleg å skilje frå ruð n, men gamle skriftformer kan syne at eit tilsynelatande rud-namn er laga av rjóðr n. To døme er gards­namnet Steirød i Idd, i 1378 skrive «a Stæinarriodre» (DN II 388; BØ VIII 185), og gards­namnet Rød i Tune, rundt 1400 skrive «j Riodre» (RB 490; BØ VII 289). Rjóðr-namna er ikkje så talrike, men kan til dels vera eldre enn rud-namna.
   Ordet roð n er ei sideform til ruð n, og fins i norrøne samansetjingar som fletroð n ‘husryd­ding’ og flóttaroð n ‘flukt, røming’, og i nokre få gamle gardsnamn vest i landet (NG XI 165). Andre former av ruð er hokjønnsformene *ruð f (som Rødne, Røo og Råi i Hordaland), og roða f (som Råen i Buskerud og Vestfold) (NorrO 168 f, 503; NSL 282; Harsson 2010:867 f).
   Vidare fins rud i samansetjingar som rudstad m, rudland n og rudlend/-lende n ʻopprydda stadʼ, og i avleiinga ruðningr m, med yngre avleiingar som rudning og rydning. Stadnamn som Rudstad/Rustad er vanlege på Austlandet, medan Rudland er namn på fire gardar i Gudbrandsdalen, og Rudlend og Rudjord er namn på til saman åtte gamle gardar i Vest-Agder (NG XIX 232 f).
   Avleiingane rudning og rydning er vanlege i særleg etterreformatoriske bustadnavn, då i former som Rudningen, Rydningen eller Rønningen, der forma Rønningen er langt den vanlegaste (BØ 10 s. 84 f). Ifølgje NG (XIX 234) fins gardsnamnet Rønningen (ofte skrive «Rydningen») i dei fleste fylka. Vestfold og Telemark har særleg mange yngre Rønningen-gardar, medan det i Trøndelag er notert heile ti middelaldergardar med namnet Rønningen.
Litt.: Beito 1949 s. 181-84. M. Harsson i NORNA-rapp. 43, 1990 s. 71 ff. M. Harsson i Rapport frå den 6. nasjonale konferansen i namnegransking 1990, 1991 s. 80 ff. Harsson 2010. Holmsen 1949 s. 275. P. Hovda i KLNM XIV sp. 437-39. NG Indl s. 71-72 og dei ymse fylkesbanda. Olsen 1926 s. 101-04.  
 
NG:
gno. ruð n. (Gen. ruðs, Dat. ruði) ‘Rydning, ryddet Sted’. Overordentlig hyppigt i Gårdnavne i den sydøstlige Del af Landet. Usms. findes det som Gårdnavn i c. 230 Tilfælde, hvoraf over 80 % tilhøre Østlandet, til og med Bratsberg Amt. Resten er omtrent jevnt fordelt over de øvrige Amter. Af de i disse forekommende usms. Rud-Navne tør dog nok flere i Virkeligheden stamme fra rjóðr. Ry, der findes som Gårdnavn på fl. St. i Orklas Dalføre, kommer sandsynlig også af det sidste Ord, uagtet det i den seneste
Middelalder tildels findes skrevet Ruð. I Ryfylke og S. Bergenhus Amt findes endel Gårdnavne, som nu skrives Rød eller Røen, men som efter Udtalen må være en ellers ukjendt stærkt bøiet Hunkjønsform af Ordet; til denne synes der at findes enkelte Spor også ellers i Landet. De sidste Navne ere ikke medregnede i det foran opgivne Tal.
   Som sidste Led findes ruð i c. 2900 Tilfælde. Jeg har såvidt muligt ved Optællingen søgt at undgå at medtage de mange Navne af denne Klasse, som ere dannede i senere Tid i Efterligning af de gamle. Disse tilhøre næsten alle Østlandet, Bratsberg Amt derunder indbefattet. Hele det øvrige Land har kun 20 af dem, hvoraf de fleste findes i Nedenes og i den øvre Del af Guldalen. Navnenes Fordeling over Østlandet er i det hele temmelig jevn; dog må mærkes, at der er forholdsvis få af dem i de fleste af de store Dalfører, med Undtagelse af Numedal, især i deres øvre Bygder. Østerdalen har kun 14 (hvoraf 1 i Nordre Østerdalen), Nordre Gudbrandsdalen 21, Valdres 53 (intet i den øverste Bygd, Vang), Hallingdal 67. De Fogderier i Landet, hvor der findes flest af dem, er Rakkestad (266), Aker og Follo (219), Buskerud (236).
   Gårdnavne, dannede af dette Ord, høre i det store taget til det yngste Lag blandt de af vore Gårdnavne, som ere blevne til før Reformationstiden. Endnu i RB. er ruð som Betegnelse for en Jordeiendom i enkelte Tilfælde først på Vei til at blive Egennavn (f. Ex. S. 240: Fors halft annat øyris bol ok øyris bol af rudinu þær hia; S. 341: i rudinu wp af Intaku), skjønt det på mangfoldige andre Steder i samme Bog allerede optræder som fuldt fæstet Egennavn. Et Bevis på, at disse Navne ere forholdsvis unge, er det også, at ret mange af dem ere sms. med Personnavne, der ikke have været brugte her i Landet før efter Kristendommens Indførelse, som Adam, Benedict, Jón, Klemet, Marteinn, Páll, Pétr, Stefan,Thomas, Cecilia, Kristín. På den anden Side tør man vist ikke benegte. Muligheden af, at ruð i Navne i nogle Tilfælde kan være gammelt; men som sikkert tør man fastholde, at det først har fået sin store Udbredelse i forholdsvis sen Tid.
   I de sms. Navne er første Led, forsåvidt dets Betydning kan bestemmes, oftest Personnavn eller Tilnavn. I ikke få Tilfælde er det et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed. Sjeldnere er Ordet sms. med Elvenavne, med Navne på Træer, Planter og Dyr eller med Navne på andre Gårde, hvorfra «Rudet» er udgået.
   Flere Omstændigheder tyde på, at mange af de Gårde, der ere sms. med ruð, måske endog de fleste af dem, opr. have hedt Ruð i usms. Form og først senere have fået et Forled tilføiet. Herom nærmere NGIndl s. 17. Det kan her tillægges, at der findes Exempler på, at en og samme Gård med sådant Navn har været nævnt med forskjellige Forled, som den i DN. III 416 omtalte, senere forsvundne Gård Ketjulsruð i Ås, der i dette Brev oplyses også at have været kaldet Bessaruð, efter en senere Eier af Navn Bessi.
   Som usms. Navn har ruð nu oftest ubestemt Entalsform. Bestemt Entalsform (gammel Form Ruðit) findes næsten kun i Bratsberg Amt, og der især i Øvre Telemarken, hvor det skrives Rui, en Skriftform, som let kan lede til den urigtige Forudsætning, at det er gammel Dativform. Virkelig Dativform i Ental forekommer i Gudbrandsdalen, Valdres og Hallingdal, ellers kun 1 Gang i Smålenene (NG I s. 16) og 2 Gange i det Trondhjemske.
   I Nutidens Udtale lyder ruð i Gårdnavne, usms. eller sms., alm. Dels Ru (lukt u), dels Rø; der skrives derfor også dels Rud, dels Rød. Udtalen med ø bruges i Egnene omkring Kristianiafjorden, dog ikke ved Fjordens inderste Del, videre østover til Rigsgrændsen i Kystbygdeme og vestover, ligeledes kun i Kystbygdeme, til Nedenes, ligesom også i de få Tilfælde, hvori sådanne Navne findes længere vest og nord. Derved er at mærke, at Udtalen med ø har lidt videre Udbredelse i usms. Navne end i sms.; dog findes den også i disse kun nær Grændsen for -rø i sms. Form. Hvor der udtales ø i sms. Navne, bliver Vokalen ofte svækket til et tonløst e. Af de Ændringer, den oprindelige Form ellers kan undergå i Udtalen, bør særlig mærkes, at r hyppigt bliver borte efter s og l; således kan Eiriksruð blive til Ærse, Skúlaruð til Skulu. Skriftformen har undertiden rettet sig efter sådanne Udtaleformer, fordi man havde tabt Bevidstheden om Navnets Oprindelse, som i Belse i Frogn, opr. Bergþórsrud (tidligere skr. Belsø og på Grund af denne Form forvansket til Belsjø).
   En mindre udbredt Udtale er -ro, dels med lukt, dels med åbent o (Nordre Gudbrandsdalen, til og med Ringebu, og på enkelte Steder i Bergens Stift).
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl clearing norsk
rudland
NSL:
rudland, rudlende → rud.
 
NG:
gno. ruðland n. (Gen. ruðlands) og det deraf afledede ruðlendi n. (Gen. ruðlendis) ’ryddet Land’, findes som Gårdnavn, det første sjelden, det sidste i Lister og Mandal Amt ret ofte.
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
rust
gno. rust f. (Gen. rustar) ’Lund, liden Skov’. Ikke kjendt fra Oldn., men blandt de deraf dannede Stedsnavne er der flere gamle. Nu mest lydende Røst, på Søndmør Ryst med åbent y. Også fra de andre hos Aasen og Ross anførte Betydninger af Ordet udgå mulig nogle Stedsnavne.
 
Norske Gaardnavne Indl ridge norsk
rustad
gno. ruðstaðr m. (Gen. ruðstaðar) ’Rydningssted, ryddet Sted’. Som Gårdnavn temmelig alm. på Østlandet, nu sædvanlig skr. Rustad. Røstad (undertiden i bestemt Form, Rustaden, ved Misforståelse tildels skr. Rustan); også enkelte Exempler nordenfjelds. Findes allerede i den senere Del af Middelalderen. På Oplandene bruges i nogle Bygder, mest mellem Mjøsen og Randsfjorden, med samme Betydning Røstø (tildels udt. og skr. Røste), Røstøa, der må udgå fra en gammel Hunkjønsform Ruðstǫð. → rud.
Norske Gaardnavne Indl norsk
ruto dense wood, forest kvensk
rydning
gno. ruðningr m. (Gen. ruðnings) ’Rydning’. Meget alm. Navn i nogle Egne, især nordenfjelds, altid brugt i bestemt Form. Nu på de fleste Steder udt. med ø og oftest skrevet Rønningen, Rønningan. Er utvivlsomt gjennemsnitlig yngre end ruð, men kan påvises brugt som Navn allerede i MA. (RB. 380. 602). → rud.
Norske Gaardnavne Indl norsk
rygg
gno. ryggr (hryggr) m. (Gen. ryggjar, Flt. ryggir) ’Ryg’. De deraf dannede Gårdnavne ere at forklare af den overførte Betydning: langstrakt Forhøining af Jord eller Fjeld. Som usms. Gårdnavn altid i Ent. Ofte sms.med Dyrs Navne, med hvis Ryg man har sammenlignet sådanne Forhøininger efter deres Form (Bjømeryggen, Galteryggen, Gjeiteryggen, Hesteryggen, Kobberyggen, Reinsryggen, Suggeryggen, Svineryggen). Enkelte af disse Høidenavne ere overførte på Gårde.
 
Norske Gaardnavne Indl ridge norsk
rässi shore, beach kvensk
gno. rjóðr n. (Gen. rjóðrs, Flt. i Gårdnavne rjóðrar, rjóðar f.) ‘åbent Rum i Skov, Grønning, Græsplet’ (jfr. glenna). Ikke sjeldent i Navne, men Ofte ikke let at gjenkjende. I Udtalen er nu på nogle Steder i Ordets Begyndelse r bortfaldet (Jo), på andre j (Ro, Rø), hvilke Udtaleformer da gjerne have påvirket Skriftformen. På Grund af den sidst nævnte Udtaleforandring bliver det undertiden vanskeligt at skille fra ruð, → rud.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
rød
rø, rud.
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
rønning
rydning, rud.
røyr
Røyr- i stadnamn → Rørvik, → Røyrvatnet, → Røyrvik.
Norsk stadnamleksikon 1997
røys
gno. røysi (hrøysi) n. (Gen. røysis), også i Flertalsformen røysar f. ’Røs, Stendynge’. Nu Hunkjønsord, Røis, i begge Tal, både som Fællesord og i Navne. Som Navn usms. og sms.; af Sammensætningerne er den hyppigste Røysaland, ofte forekommende fra Kristianiafjorden til Søndhordland. Findes sms. med heimr. På et enkelt Sted (Hole, Ringerike) er Røysi gammelt Bygdenavn.
 
Norske Gaardnavne Indl heap of stone norsk
gno. f. (Gen. rár) ’Vrå’, også i Formen . Findes i adskillige Gårdnavne, hvor Gården efter sin Beliggenhed kunde siges at ligge i en Vrå, f. Ex. om afsidesliggende Steder, om sådanne, som ligge i en fra Bygden udskydende Kile af dyrket Land, eller som ligge omgivne af Høider, så at de ikke sees i Frastand. I gamle Navne søndenfjelds, usms., mest i Flt. Róar, der nu efter den sædvanlige Overgang af óa til å pleier at lyde Rå, forsåvidt det ikke har fået Dativformen Rom, (se NG Indl s. 16). På enkelte Steder i den ældre Form Vrå. Sms. på et Par Steder med vin (Rœn) og oftere med heimr (Róeimr).
   Kan i Navne ikke altid let holdes ud fra forskjellige andre Ord, blandt hvilke kan mærkes Adj. rauðr ’rød’, der nu som første Led ikke sjelden lyder Rå-, og et gammelt Ord Rå, som betyder Grændselinie.
 
Norske Gaardnavne Indl corner, nook norsk
råhto scrub lulesamisk
sadji
stad, plass, rom
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
sag
Sag- i stadnamn, vanleg i namn på elvar (Sagelva, Sagåa), fossar (Sagfossen), i yngre gards- og plassnamn (Saga, Sagmoen, Sagdalen, Sagvollen osv.) og andre stadnamn. Dei aller fleste har sitt opphav i sagbruksdrifta knytt til vassager (oppgangssager) i elvane. Denne sagbruksdrifta kom opp på 1500-talet og hadde blomstringstida på 1600- og 1700-talet. JS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
sal
NSL:
1. av gno. salr m ‘hus, bygning med eitt rom’, i stadnamn visstnok med den allmenne tydinga ‘gard’. Vanleg sisteledd i sms. gardsnamn. Mest utbreidd er namnet → Oppsal, gno. vanleg Uppsalir (fleirt.). ‘Oppgarden’, som finst 40-50 stader i landet, med mykje skiftande utt.former, døme: [off`sał, uff`sał, øff`sał, okk`sæł, okk`såł]. Sisteleddet  -sal finst òg i nokre få bygdenamn, som gno. → Óðin(s)salr i Østf og i Steinkjer komm, N-Trl (sjå MM 1969 s. 63-65) og → Skiringssal i Vestf. Gards- og bygdenamna på -sal er som klasse frå førkristen tid, mange av dei sikkert svært gamle.
2. av gno. sǫðull m ‘ri-sal’. Finst ofte i fjellnamn, usms. Sa´len eller i sms. som → Møysalen. Dette er jamføringsnamn, brukte om fjell som har eit salforma søkk eller på anna vis kan minne om ein sal. Nokre slike har seinare vorte til gardsnamn.
Litt.: P. Hovda i KLNM XIV sp. 677-78. NG Indl og dei ymse fylkesbanda. JS
  
NG:
1. gno. salr m. (Gen. salar, Flt. salir) ’Sal, stort Værelse’. Som andet Led i en Mængde Gårdnavne, hvoraf det mest udbredte er det vistnok meget gamle Uppsalir, nu oftest skr. Opsal, men udtalt på mange forskjellige Måder. Ialfald i denne Forbindelse synes salr ikke at kunne have anden Betydning end ’Opholdssted, Gård’. Ellers kan fremhæves, de også meget gamle Bygdenavne Skíringssalr, det nuværende Tjølling, Oðinssalr, der kjendes fra Smålenene (Fagrskinna S. 12, jfr. NG I s. 310) og fra Melhus (DN. II 226). Kan i Navne tildels vanskelig skilles fra andre Ord, særlig sǫðull ‘Sadel’ (om Høider med en Indsænkning), og hali, i Navne, hvis første Led ender med s (som Refshali, nu Refsal).
2. soðull m. (Gen. soðuls) ‘Sadel’. Forekommer, i Formen Sal, i nogle Gårdnavne, altid vistnok sigtende til sadelformede Indsænkninger i eller mellem Høider, eller også til Fjelde, som have fået det meget almindelige Navn Sadelen (Salen), fordi de have en sådan Indsænkning.  
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl mountain norsk
salmi sound kvensk
salt
gno. salt n. (Gen. salts) ’Salt’. Stedsnavne, hvori dette Ord indgår, skrive sig i de fleste Tilfælde fra den i ældre Tid langs Kysten i stor Udstrækning drevne Saltkogning af Søvand, som dengang kunde lønne sig, fordi Brændematerialet var billigt og det fra Udlandet indførte Salt meget dyrere end nu. Oftest forekommende Sammensætninger Saltbúð (Saltbu, Salbu, jfr. NG. I s. 343) og Saltketill (Saltkjel). Hvor denne Forklaring ikke er mulig, kunne sådanne Navne måske tildels have Hensyn til et saltholdigt Myrhul eller noget lign. (jfr. Aasen og Ross under Salta). Fjordnavnet Salten, Saltfjorden er af anden Oprindelse; det lyder i gammel Form Salpti og er endnu ikke sikkert forklaret. Fra denne Stamme Salpt- skrive sig mnlig også nogle andre Stedsnavne (jfr. «Sproglig-historiske Studier, tilegnede Professor C. K. Unger»  S. 47 f.).
 
Norske Gaardnavne Indl salt norsk
sand
gno. sandr m. (Gen. sands, Dat. sandi, Flt. sandar) ’Sand’. I en Mængde Gårdnavne, usms. og sms. Mange Sammensætninger med vin (Sandvin, Sandin, Sendin, Sǫndin) og med heimr.
 
Norske Gaardnavne Indl sand norsk
saur
gno. saurr m. (Gen. saurs, Flt. i Navne saurar) ’Skarn, Smuds, Søle’. I Navne vel overalt at forstå om myret, dyndet Grund (jfr. med Hensyn til Forklaringen Landn. 126); findes usms. og som første Led. Det mest udbredte sms. Navn er Saurbœr, Saurbýr, nu oftest udt. Sørbø, Sørby. Disse Navne adskilles i Nutidsformen fra opr. Suðrbýr, Sørgården, derved, at dette har mistet r-Lyden i Udtalen (Søby); dette Navn har desuden fra gammel Tid oftest lydt Sunnbýr (nu Sundby). Som andet Led i Navne udtales saurr nu med svækket Vokallyd (-sur, -ser).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
sel 1
NSL:
sel n, gno. sel ‘seterbu’, ja-avleiing med diminutiv tyding til sal m (gno. salr ‘hus med eitt rom, (stort) rom, hall’). Appellativet sel ‘seterbu’ finst i målføra på Vestlandet, i Telemark, Valdres og Gudbrandsdalen. I gno. er det likt til at sel og sætr kunne vere synonyme ord. I nyno. kjenner vi ikkje sel i tydinga seter men i vestre Dalarna i Sverige og på Island tyder sel både ‘seterbu’ og ‘seter’.
   Appellativet sel har tidlegare hatt ei større utbreiing. Det er rimeleg å rekne med at det har vore beinveges samanheng mellom sel i norske og svenske målføre. Ordet finst i Frostatingslova, men er no ukjent i Trøndelag.
   I Noreg finst om lag 30 namn på faste bustader med grunnordet sel, og dei aller fleste innan det noverande området for appellativet. Av noverande seternamn med dette grunnordet kjenner vi 90, som alle ligg innan området for appellativet, 14 frå Valdres, 11 frå Telemark, 7 frå Hordaland, 43 frå Sogn og Fjordane og 15 frå Møre og Romsdal. Dei noverande faste bustadene med grunnordet sel har vel helst opphav i eldre setrar.
   Alle dei noverande seternamna vert oppgjevne i bundne former, dei fleste i eint., namna på setergrender i fleirt. Dette er ulikt gardsnamna, som vanleg har ubundne former. Dei usms. namna utgjer ein tredjepart av gardsnamna, men berre eit par einstaka tilfelle av seternamna. I sms. finn vi døme på adjektiv og naturnamn, og det er etter måten mange personnamn i førsteleddet. Det fell i augo at dei noverande gardsnamna med grunnordet sel er eldre enn seternamna. Dette syner den allmenne jamføringa med omsyn på utbreiing former, lagingsrnåte og utmerkingsord, og vitnemålet til historiske kjelder stadfester at fleirtalet av dei noverande sel-gardane har vore faste bustader alt i mellomalderen; men ingen av seternamna er skriftfeste så langt attende.
   Seternamn med grunnordet sel finst hjå oss berre innan bruksområdet for → støl, men sel har mindre utbreiing enn støl og langt mindre frekvens. På Island er tilhøvet omvendt, stöðull finst der berre i einstaka namn, men sel lagar mesta 200 gardsnamn og ei mengd namn på setrar, som no er nedlagde.
Litt.: Beito 1949. Grettes saga (København 1905). Hedblom 1945. F. Jónsson i Safn til sögu Islands IV s. 475-78. Kålund 1877-82. Larusson 1944. OB
 
NG:
gno. sel n. (Gen. sels, Dat. seli, Flt. i Gårdnavne måske seljar f.) ’Sæl, Husene på en Sæter’. I Gårdnavne næsten kun i Kristiansands og Bergens Stifter, usms. og sms. Som andet Led især bragt i Nedenes og den østlige Del af Lister og Mandal Amt, nu tildels udt. -søl. Forvexles let med andre i Stedsnavne brugte Ord, særlig Trænavnet selja, selr (Sælhund) og sil.
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
sel 2
gno. sil n. (Gen. sils) ’stilleflydende Strækning i Elv eller Bæk’. Må være af samme Stamme som det af Aasen og Ross fra N. Trondhjems Amt anførte Adj. Sel ’stilleflydende’, men kan ellers ikke på vises som Fællesord i Oldn. eller i nuv. norske Bygdemål; derimod findes det endnu bevaret i svenske. Deraf Bygdenavnet Sil, nu Sel, i Gudbrandsdalen, sandsynlig også Tryssil i Østerdalen. Også enkelte Gårdnavne komme antagelig deraf, skjønt man i disse har ondt for at adskille dette Ord fra andre i Lyd nærstående.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
selje
gno. selja f. (Gen. selju) ’Silje’ (Træ). Undertiden usms., oftest som første Led. I denne Stilling har det mange forskjellige Former i Nutidsudtale, således Sel-, Sele-, Selle-, Selli-, Søl-, Silju-, Sylju-, Sølje-. Til dette Ord henføres vel ialfald rimeligst en oftere forekommende Sammensætning med vin, Selin (jfr. NG I s. 282).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
semmel
Simle-.
Norsk stadnamleksikon 1997
set
NSL:
-set, -sete, -seto, vel av gno. setr n ‘bustad, tilhaldsstad’ i fleirt. seter. Dette er ikkje lenger noko levande appellativ og heller ikkje produktivt i namnelaginga, men finst som siste, reduserte samansetjingsledd i ca. 900 gardsnamn og 1700 seternamn. Usms. er Set(e), Seto berre i einstaka høve namn på faste bustader. Fem av gardsnamna har vorte sokne- eller heradsnamn, Langset (Akersh), Innset, Tynset og Vallset (Hedm) og Nesset (MogR). I NG blir vanleg gjort den skilnaden at ein reknar med gno. setr ‘bustad’ i gardsnamn, men gno. sætr der staden no er seter eller ser ut til å ha vore det tidlegare. Gno. setr og sætr er nærskylde ord i tyding og opphav, og som appellativ er dei falne saman i forma → seter; men så langt det blir gjort skilnad mellom setr og sætr i gno. skrift, synest dei gamle formene av gardsnamna helst gå attende på gno. setr, formene -sete, -seto svarar til dat. eint. og fleirt. Ei jamføring av seternamn og gardsnamn på -set(e), -seto syner at desse etterledda ikkje berre er einslydande; dei heng òg nøye saman ved si utbreiing i dei ulike funksjonane, og i føreledda er det mykje likskap. Frå desse skil namna på -seter, -setra seg skarpare ut både formelt, reelt og kronologisk. Den etymologiske skilnaden som i NG er gjord mellom seternamn og gardsnamn på -set(e), kan difor ikkje haldast oppe. Det er meir likt til at både seternamn og gardsnamn på -set(e), -seto vanleg går attende på same grunnordet, helst gno. setr.
   Gardsnamna på -set(e) er flest nord i landet frå Sunnfjord til Nordland og på Austlandet, særleg i Mjøsbygdene. Seternamna på -set(e) finst først og fremst på eit samanhengande sentralnorsk område frå Sel i Gudbrandsdalen til og med Valle i Setesdal i sør. Austafjells er det særleg fjell- og dalbygdene som hører hit; på Vestlandet er det dei tilgrensande bygdene i Hardanger, Voss og Sogn. Formene på -sete finst mest i Hardanger og Sogn og nokre i øvre Valdres, -seto i Hardanger. I nordvest, nord og aust er det såleis kontinuerleg samanheng mellom dei eigentlege område for desse seter- og gardsnamna.
   Ved utmerkingsorda er det mykje samsvar mellom gards- og seternamn på -set(e). Personnamn er etter måten mange fleire ved namn på -set(e) enn ved namn på -seter (-setra), og dei har ein eldre svip; her er ikkje så mange innslag frå nyare namnegjeving ved -set(e) som ved -seter (-setra). Den skilnaden som mest fell i augo mellom namn på -set(e) og -seter (-setra), er elles at gardsnamn langt sjeldnare er utmerkingsord ved den første enn ved den siste typen. Her er likevel fleire set-namn der ein helst må rekne med gardsnamn som utmerkingsord, t.d. Julset, til Julan i Lånke. I fleire gardsnamn på -set(e) finst utmerkingsord som eng(e) og løe og like eins er husdyrnamna betre representert som utmerkingsord ved gardsnamn enn ved seternamn. Men største skilnaden mellom gards- og seternamn er at vi ved gardsnamn, men ikkje ved seternamn, finn samansetjingar med heidenske gude- og heilagnamn.
   Gardsnamn på -set(e) (gno. -setr) går attende til heidensk tid. Dei finst i dei norrøne utbygdene i vest, men ikkje på Island. Namna har vore tidfeste til vikingtida og tida nærmast føre, somme vil gjera dei enda noko eldre. Mellom seternamna er ikkje funne noko som beinveges vitnar om opphav i heidensk tid; minningane fra kristen tid er framleis få etter måten, men noko fleire enn ved gardsnamna. Frå nyare tid er her inkje tydeleg innslag som kan gje ein rett til å slutte at namnetypen har vore produktiv ut over mellomalderen. Namnetypen på -set(e), -seto har altså lenge vore uproduktiv, medan -seter (-setra) er ein fullt levande og produktiv type til laging av seternamn.
   Somme namn har skift funksjon ved overgangar mellom setrar og fast busetnad. Men ved stormengda av namna kjenner vi ikkje til noko såvore omskifte, og somme av setrane med namn på -set(e) kan aldri ha vore gardar for skuld naturtilhøva på staden.
   Gardsnamn og seternamn på -set(e) står særs ulikt innan kvar sine namneflokkar. Mellom setrane har dei med namn på -set(e) eit sentralt lægje; dei har ofte fleire oppsitjarar og tykkjest høre til gamle gardar opphavleg. Men gardane med namn på -set(e) er gjerne utkantgardar og sekundære og underordna i høve til dei gamle gardane.
   Geografisk er det slik samanheng mellom namna på -set(e) og -seter (-setra) at ein har lov til å rekne med historisk hopehav. Namna på -seter (setra) er vanlege innan området for gardsnamn på -set(e), men stoggar utafor intensitetsområdet åt dei tilsvarande seternamna. Faktisk fyller namna på -seter (-setra) same funksjon her som seternamna på -set(e) innan sitt område. Namna på -seter (-setra) er opphavlege seternamn; men i høve til namna på -set(e) er dei seine og sekundære. Samanhengen er her nærmast at namna på - seter (-setra) har avløyst -set(e) i ein eldre funksjon, som den sist nemnde typen enno har andre stader. Det saklege grunnlaget for dette omskiftet må vera ein framvokster frå seter til gard på så mange stader med namn på -set(e) (gno. setr) at sjølve namnetypen der fekk ein annan karakter og vart særmerkt for eit visst slag gardar. Her kunne denne namnetypen òg bli produktiv til laging av gardsnamn og vart etter kvart ubrukande til å lage seternamn, medan -seter (-setra) tok over den sist nemnde funksjonen. Sin gamle funksjon til laging av seternamn kunne -set(e) einast halde oppe i strok der det var mindre av denne framvoksteren frå seter til gard. Når noverande seternamn på -set(e), -seto er yngre enn gardsnamna, kjem nok det av at dei er ytste utlauparane av denne namneklassen ute i ubygda. Dette samsvarar med den geografiske skilnaden mellom områda for gards- og seternamn på -set(e) og med den allmenne historiske framvoksteren. OB
   Tillegg 1997: I 1980- og 90-åra har det komme fleire arbeid om ulike sider ved dei norske namna på -set, -sete, -seto. S. Brink har (1987 s. 84) argumentert for å «överväga att ansluta no. setr till det sv. säter och uppfatta elementet som äldst ägobetecknande [teignavn], avseende någon typ av ängsmark». B. Helleland har m.a., mots. OB, synt at endingsvokalen i namn på -sete, -seto i Hardanger er svarabhaktivokal.
   Litt.: Beito 1949. S. Brink i NN 1987 s. 79 ff. B. Helleland i NN 1989 s. 59 ff. Hedblom 1945. Jacobsen 1901. Marwick 1952. NG Indl s. 74. M. Oftedal i NTS 1954 s. 375-76. Petersen 1923. J. Sandnes i MM 1956 s. 84-88 og HT 1989 s. 351 ff. Stemshaug 1985 s. 107. Sjå òg Heimen XVI (1975) s. 507-16
 
NG:
gno. setr n. (Gen. setrs, Dat. setri. Flt. i Gårdnavne setrar f.) betyder i de fleste Tilfælde i Gårdnavne vistnok ’Opholdssted, Bosted’ (Sted, hvor man sidder, af sitja ’sidde’). Forskjelligt derfra, ikke blot i Betydning, men også i sproglig Form, er et af samme Stamme dannet Ord sætr (i det gamle Sprog ligeledes Intetkjønsord, men nu for det meste Hunkjønsord), ’Sæte’r, i den endnu vel kjendte Betydning af Sted i Udmark eller i Fjeldet, hvor man holder Kvæget om Sommeren. Disse Ord kunne forøvrigt ikke altid let skilles fra hinanden i Navne; de af det sidste kommende ere vistnok for den største Del af gjennemsnitlig senere Oprindelse.
   Begge Ord findes i Navne usms., i Ent. og Flt., og sms., i sidste Tilfælde mest som andet Led. I denne Stilling kan setr let skilles fra sætr derved, at det sidste regelmæssigt har bestemt Form (-sætra, -sætret). Som andet Led er setr meget almindeligt i Gårdnavne. Det findes i over 900 Tilfælde, mest udbredt i den nordlige Del af Landet, fra Søndfjord til Nordland. Denne Landsdel har over 70 °/e af de med setr sammensatte Navne; forholdsvis flest af dem findes i Romsdals Amt (henimod 250). På Østlandet ere de forholdsvis hyppigst omkring Mjøsen.
   Disse Sammensætninger synes at være temmelig gamle og tør vel for den største Del henføres til Vikingetiden og den nærmest forudgående Tid. De findes ikke på Island, men derimod ikke sjelden i de gamle norske Kolonilande i Vesten. Det kan også mærkes, at Personnavne fra kristelig Tid ikke findes i denne Sammensætning (den eneste mulige Undtagelse er Pålset i V. Toten).
   Med Hensyn til Valget af første Led i disse Navne er Forholdet i det store taget det samme som ved Navnene på -ruð. Forskjellen er, at Personnavne her ikke have fuldt så stor Overvægt, medens Ord, der sigte til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed, Elvenavne, Træ- og Plantenavne forekomme forholdsvis oftere. I Sammensætning med andre Gårdes Navne findes setr ikke. I et Par Tilfælde er første Led et Ord, der synes at have Hensyn til den hedenske Gudsdyrkelse (Frøiset, Veset).
   Som sidste Led lyder setr nu oftest -set, tonløst eller svagt betonet (dels med lukt, dels med åben Vokal). I den søndre Del af S. Bergenhus Amt, Indre Sogn og Nordfjord er Udtalen -sete med åben Vokal, i Stjørdalen (undtagen Skatval Sogn) -sete med lukt Vokal, Om Formen med tilføiet Hankjønsartikel (-seten) i en Del af S. Trondhjems Amt se NG Indl s. 13. Når Ordet som første Led har Genitivformen Setrs, er det nu ofte blevet til Sæs-.
Norsk stadnamnleksikon 1997Norske Gaardnavne Indl norsk
seter
seter f (n, m) ‘beitemarker med sel’ gno. sætr n og setr n, båe dei gno. orda kunne tyde både bustad og seter; dei står i avlydshøve til kvarandre og hører til same rot (*sed-) som sitje vb, og tyder eigentleg ‘stad der ein sit eller oppheld seg’; lydleg samanfall gjer det vanskeleg å skilje mellom desse to orda, jf. -set. Appellativet seter er no kjent over heile landet, og er vanleg i bymål og bokmål, men som genuint målføreord hører det heime nord og aust i landet. Austafjells er det berre nokre fjell- og dalbygder i Valdres, Hallingdal og Telemark som ikkje har seter, og vestafjells er ordet vanleg søretter til og med Nordfjord, dessutan finst det i nokre bygder av Hordaland. I dei fleste målføra heiter det no ei seter, men i nokre bygder har det nøytrale genus halde seg, såleis i Hordaland og Tydal, og med skifte mellom nøytralt og feminint genus etter ulike tydingar i Ålen og Nord-Østerdal. Maskulint genus finst i bymål og einskilde bygdemål (jfr. Beito 1954 s. 372-73).
   Som grunnord i stadnamn finst seter i om lag 14 000 seternamn og kring 850 namn på faste bustader. I stadnamn har seter stort sett same utbreiing som appellativet. Avvika går oftast i den lei at stadnamna med seter finst i somme bygder der ordet elles vantar i målføret. I namn på faste bustader er dette grunnordet stort sett avgrensa til same område som seternamna; berre i nokre bygder finst seter i einskilde namn på gardar utan at dei der kjenner til seternamn eller seterbruk, såleis i Agdenes, Hitra, Steigen og Tysvær.
   I seternamn finst seter sjeldan usms. og då alltid i bundne former. Bundne former har det òg aller oftast i sms. Noko oftare etter måten er seter usms. i namn på faste bustader, og i bustadnamn kan det vera ubundne former både usms. og i samansetjingar.
   Appellativiske sms. til avmerking av ulike slag setrar finst særleg på stader der dei har meir enn ei seter til same gard. Ei seter som ligg nærmast garden og blir nytta vår og haust, heiter vår-, haust- eller heimseter, medan fjell-, høg-, lang- eller sommarseter ligg lenger borte frå garden og blir nytta om sommaren. Mjølkeseter er ei seter der dei berre mjølkar buskapen, men ikkje kinnar eller yster, og i eldre tid var dette til vanleg ei heimseter. Desse sms. lagar heller få namn.
   Nær appellativ kjem òg sms. med gammal- og ny-, som i flest alle tilfelle ikkje har noka anna utmerking og vanleg står i bunden form. Typane Gamle- og Nysetra finst i om lag 700 namn. Ofte merkjer Gamlesetra av ei nedlagd seter, som Nysetra har avløyst. Men i somme bygder, særleg i Hedmark og Oppland og visse i Gudbrandsdalen, er det så stor overvekt for Ny-setrane at dei vel kan vera merke etter ei utviding av seterområdet.
   Namn og nemningar frå lendet er utmerkingsord i om lag 2000 namn. Desse utmerkingsorda er aller oftast særnamn, og stundom er sms. med seter berre nytta i skrift, som t.d. Klettseteren, kalla Kletten.
   Personnemningar er utmerkingsord i vel så 600 namn, oftast er det førenamnet til ein som eig eller har ått setra, og tidt skifter det med eigaren. Såleis finn vi Doktorsetre, Larsseter og Olaseter om same stad, eit noverande sjølveigarbruk i Enningdalen. Personnamna er alle slike som framleis er i bruk, og mange er heller unge, t.d. bibelske namn som Daniel, Sakarias, Samuel og seine lån som Jonetta, Lavina.
   Største delen av namna med grunnordet seter (8000-9000) har eit gardsnamn i førsteleddet. I nokre tilfelle er setra ein nedlagd gard som har fått -setra lagt attåt gardsnamnet, til å merkje av den nye funksjonen, t.d. Bekkossetra, ein eldre gard Bekkosen, Glåmos. Her er det da identitet mellom gard og seter, men oftast merkjer gardsnamnet i førsteleddet av eit eige- eller brukstilhøve mellom gard og seter.
   Av formene på utmerkingsorda til grunnordet seter er det få som tydeleg peikar attom nynorsk tid, såleis som Mykle-, Nesje-, Valla-. Vi finn nokre namn med grunnordet seter sist i mellomalderen, men særleg synest ordet ha vore produktivt i nyare tid. Ja, dette ordet kan komma inn i eldre seternamn, anten såleis at det blir hengt etter namnet, eller det kan komma i staden for eit anna grunnord, t.d. Osvoll-seter til Os, gnr. 135, Os i Hedm, Årsetre-setra som før heitte Årsetrestøylen til Årsetra, gnr. 26, Ørsta. Frå skrift og framand tale kan seter komma inn i namn der ordet ikkje hører heime i målføret frå gammalt. Jamvel inn i eit vitskapleg verk om stadnamn som Norske Gaardnavne er innkomne reine skriftformer utan rot i målføra, t.d. «Nysæteren - kaldes ni´stølen», gnr. 32, bnr. 9, Nes i Hallingdal (NG V s. 82).
Litt.: Beito 1949. Hedblom 1945. Thoroddson 1919. OB
Norsk stadnamnleksikon 1997 chalet, summer farm norsk
siida
 1) reinby, ei gruppe av reindriftssamar som samarbeider,  2) buplass, heim
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
sijdda, hæjmma farm lulesamisk
silta bridge kvensk
simle
Simle f ‘reinku’, er førsteledd i mange fjellnamn, t.d. Simletinden i Dovre komm, Oppl, Simlenuten i Vinje komm, Tel, og Simlenosi i Luster komm, SogFj. Same opphav har også førsteleddet Semmel- i t.d. Semeltinden (2236 m) i Lom komm, Oppl.
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
siv
gno. sef  n. (Gen. sefs) ‘Siv‘. Findes i nogle Navne, deriblandt et meget gammelt, Sivesin i V. Toten (Sifisin, se DN. I 274. II 363); dette kommer dog kanske nærmest af en afledet Intetkjønsform på i eller af et Indsønavn på -ir. Kan ofte vanskelig holdes ud fra sæv-, Stammeformen af sær ’Sø’.
 
Norske Gaardnavne Indl reed norsk
sjø
NSL:
gno. sjór, sjór, sær m ‘sjø, hav, havstykke’. Målføreformer i dag (forutan sjø) er: sjo (Voss, Hardanger, S-Hord, Lom og Skjåk komm, Oppl), sy (Hegeland), sjå (i stadnamn, Aust-Tel, indre Tel, indre Agd), (i stadnamn, V-Tel, Setesdal), (delar av S-Trl), sjy (Østerdalen, delar av Fosen, Nordmøre og Nord-Noreg).
   Som sisteledd i sms. innsjønamn er grunnordet rådande (i forhold til -vatn) i grensestroka mot Sverige frå Solør til dei indre Trøndelagsbygdene, helst i b. eint. (jfr. innleiingsartikkelen om innsjønamn). På Hedmark og Toten er sjø òg i fleirtal, medan det kjem i mindretal lenger vest (i delar av Valdres og Hallingdal i forma -se, → Finse) og -senn < gno. sær b. eint., i Tel med forma -sjå, -). På Sørlandet og Vestlandet er sjø mest ikkje nytta i innsjønamn, og det same er tilfellet i Nordl og nordetter. Førsteleddet i sms. er svært ymsande.
   Sjøen i b. eint. som sisteledd i namn langs kysten frå Åna-Sira til N-Noreg tyder ‘landingsplass, båtstø’ og har som førsteledd oftast eit gardsnamn, → Sandnessjøen. Som sisteledd i namn på havstykke langs kysten, særleg innlaup frå havet gjennom skjergarden, er ikkje sjø mykje nytta, men i gno. fanst Harðsær (Krossfjorden), Sognsær (Sognesjøen) og Strindsær (Strindfjorden); frå gno. tid er også truleg → Namsen (jfr. -senn ovafor; gno. *Naumusær). Gardsnamn med s. som sisteledd har oftast eit anna gardsnamn som førsteledd, eller dei kan vera opphavlege innsjønamn; i siste tilfellet vil dei da ikkje sjeldan ha ein uttale -[še].
   Som førsteledd i sms. er grunnordet langt mindre nytta. Lokalitetar ved innsjøstrender og langs kysten kan ha sjø som førsteledd og ein del gardsnamn (ca. 60) har varierande former av s.: Sjo-, Sjoar- (Hord) og Sjø-, Sjør-, Sju(r)- er lite nytta (→ Sjøvegan), medan - (→ Sæbø, → Seim, → Sem), Sæv-, Sævar- (→ Sævareid) finst langt oftare, ofte i sms. med gamle sisteledd.
   Grunnordet finst svært sjeldan som usms. namn; det er no nesten støtt gardsnamn: Sjo (Hord 1 g.) ub. eint., (Hord, 2 g.) ub. eint. Sjøen (innsjø i Oppl) og Sjue < Sjóvar fleirt. (Vestf, 4 g.).
   Namna som er laga med sjø har varierande alder, men mange av dei går attende til gno. tid, og ein del kan nok vere 12-1400 år gamle, t.d. Sæ-heimr og Sæ-bær, -býr.
Litt.: Hovda 1961 s. 35-39. Indrebø 1924 s. 226-29. H. Magerøy i MM 1955 s. 100-03. Rygh 1896 s. 67-68, same i NG Indl s. 81. Ei framstilling for heile Norden finst i KLNM XV sp. 335-42. ON
 
NG:
gno. sær m. (Gen. sævar), også i Formen sjár, sjór (Gen. sjávar, sjóvar) ’Sø’, brugt både om Havet og om Indsøer. Sjelden som Navn usms., men ofte i sms. Navne, især som første Led, meget forskjellig udtalt i Nutiden. En særegen Anvendelse har det i de vestlige og nordlige Kystegne, især i Nordland, hvor Sjøen, føiet som andet Led til en Gårds Navn, betegner Gårdens Landingsplads nede ved Søen (f. Ex. det bekjendte  Dampskibsanløbssted Sandnessjøen på Helgeland). Navne, dannede af dette Ord, ere hyppigt i senere Tid misopfattede og som Følge deraf feilagtigt skrevne; særlig kan bemærkes, at Sjør-, af Genitiven Sjóvar, ofte skrives Skjør-, og at sær som andet Led af og til er blevet forvexlet med sel og setr.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl lake, sea norsk
sjå
sjø
lake norsk
skaft
gno. skapt n. (Gen. skapts) ’Skaft’. Som Stedsnavn især om lavere Udløbere fra Fjelde, om Odder og om Holmer, fortrinsvis Holmer, som ligge yderst i en længere Række. I ældre Gårdnavne kun en sjelden Gang som første Led. Et Par Gange findes Sammensætning med vin (Skeptin). I nogle Tilfælde kommer Skaft- af Mandsnavnet Skapti.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
skag
skage
windy, open place norsk
skage
gno. skagi m. (Gen. skaga) ’fremstikkende Odde af Land’. Deraf adskillige  usms. Gårdnavne. På nogle Steder, især nordenfjelds, bruges nu i samme Betydning Intetkjønsordet Skag. som oftere findes i nyere Navne. Deraf må vel også forklares Fjeldnavnet Skaget (i Ø. Slidre). Det er at mærke, at enkelte opr. med Skaga- begyndende Navne komme af Mandsnavnet Skagi.
 
Norske Gaardnavne Indl point norsk
skáidi
landet mellom to elvar som renn saman
Norsk stadnamnleksikon 1997 stretch of land between two rivers nordsamisk
skájdde
landet mellom to elvar som renn saman
Norsk stadnamnleksikon 1997 stretch of land between two rivers lulesamisk
skalle
gno. skalli m. (Gen. skalla) ’Pande, Hovedskalle’; i Bygdemål også om en tør eller stenet Forhøining. Af den sidste Anvendelse af Ordet, som sikkert også er gammel, er dets Brug i Stedsnavne i Regelen at forklare. I Sammensætninger som Skallerud, Skallestad, Skaltorp er dog vel snarest at tænke på skalli som Tilnavn i Betydning ’den skaldede’, eller mulig som
virkeligt Mandsnavn.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
skard
gno. skarð n. (Gen. skarðs, Dat. skarði) ’Skar, Indsænkning med Høider på begge Sider’. I Navne oftest usms. Sammensætninger findes med vin (Skerðin, Skorðin). Som andet Led ikke sjelden i Skrift forvexlet med garðr, når første Led ender med s; også udsat for Forvexling med skor og skǫr.
 
Norske Gaardnavne Indl pass norsk
skarv mountain norsk
skau
skog
forest norsk
skei
gno. skeið n. (Gen. skeiðs, Dat. skeiði). Af de Betydninger, hvori dette Ord findes i det gamle Sprog, er vel ’Bane, til Kapløb eller Kapridning’, snarest den, der ligger til Grund for de Navne, hvori det forekommer; man kan have benævnt Stedet således enten, fordi det virkelig brugtes til sådan Kappestrid, eller fordi det egnede sig til dette Brug. Forklaringen bliver dog noget usikker. Mulig kan man også tildels tænke på den nu ikke ualmindelige Betydning ’Gårdsvei mellem Agre’. I mange gamle Gårdnavne over det hele Land, mest usms., hyppigt i Dativformen, Skeie; i Udtalen nu tildels Ske eller Ski, især når det står som andet Led.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
skjer
NSL:
skjer n, gno. sker (gen. fleirt. skerja) ‘fast berg eller samling av steinar som når opp i eller litt over vassflata, fjellgrunn som stikk fram i åker og eng’. Skjer er samrøtt med skjera vb og har ei grunntyding ‘det som er skore frå eller sund’. Frå Ofoten nemner Hallfrid Christiansen (i setelsamlinga til ei nordnorsk ordbok) ei tyding ‘odde’.
   Skjer er brukt usms. og som sisteledd i naturnamn i heile landet, særleg i skjergarden langs kysten. I teignamn finst det stundom som utmerkingsord: Skjersåkeren. I gards- og bruksnamn har vi skjer som sisteledd i ca. 20 tilfelle (etter NG), dei fleste unge namn.  Namngjevings-grunnlaget er her vanleg eit skjer i sjøen utafor garden. OS
 
NG:
gno. sker n. (Gen. skers) ’Skjær’: i Navne oftest sigtende til bare Klipper, som stikke op af Jordmark (jfr. fles), dog tildels vel også til lave, isolerede Fjeldhøider. Usms. vel kun i bestemt Form, Skjæret, i nyere Navne. Ofte som første Led, også i ældre Navne; er dog da tildels af anden Oprindelse; kan således komme af Elvenavnet Skjerva (Skerfa) eller af et andet af
Stammen skarf dannet Ord.
 
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl rock, reef norsk
skjær
skjer
rock, reef norsk
skjå
gno. skjá f. (Gen. skjár) ’Skur’ (f. Ex. til Bevaring af Fisk, Ved, Torv, Hø); endnu meget brugt, men gået over til Hankjønsord. Findes oftere i Navne, mest nyere og især i Nordland; alm. urigtigt skrevet Sjå. Endel Navne skrives rigtigt Sjå- og komme dels af sjór ‚Sø’, dels af Verbet sjá ’se’. Dunkelt er det oftere forekommende Skjåstad (ikke Sjåstad), der ikke synes at kunne forklares af skjå.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
skog
gno. skógr m. (Gen. skógar og skógs, Dat. skógi, Flt. skógar) ‘Skov’. Findes selvfølgelig i mange, tildels gamle Gårdnavne. Sammensætninger med heimr forekomme (Skógeimr, Skógareimr), men ingen med vin. I de fleste Østlandsegne nu udt. Skau, idet óg er gået over til au. I disse Egne har den vanlige Skriftform i senere Tid været Skoug, en Form, som er urigtig, idet den indeholder en Sammenblanding af det opr. Skog med Udtalens Skau.
 
Norske Gaardnavne Indl forest norsk
skolt mountain, hill norsk
skor
skor f. (Gen. og Flt. skorar) bruges nu om en Afsats i en Fjeldside, en liden Flade under en steil Klippe; også om en større Flade ved Foden af et Fjeld (Aasen). Det har i ældre Tid tillige havt Betydningen ’Skar, Revne i Fjeld eller Fjeldside’, hvortil vel også den af Aasen fra Telemarken anførte Betydning ’Hulning’, omtrent som et Bækkeløb med Bakker på begge Sider, er at henføre (efter Ordets opr. Betydning ’Indsnit’). Ofte usms., på Østlandet mest i Flt., ellers mest i Ent., alm. skr. Skår, lidet brugt i det Trondhjemske. Kan forvexles med garðr, skarð og skǫr; som første Led også med Elvenavnene Skorfa og Skorga og med Mandsnavnet Skorri.
 
Norske Gaardnavne Indl canyon, gorge, ledge norsk
skot
gno. skot n. (Gen. skots), synes i Stedsnavne brugt i Betydninger, der ikke kjendes ellers for dette Ord, men meget vel kunne forklares af dets Udspring af skjóta 'skyde’: ’Fremspring af Land’, især høit Land, og opragende Høide (altså noget, som skyder frem eller skyder i Veiret). Enkelte Navne kunne vel også udgå fra den hos Aasen omtalte Betydning ’Sted, hvor Tømmer skydes ud over et Berg’.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
skred
gno. skriða f. (Gen. skriðu) ’Skred’ (Jordskred, Bjergskred, Sneskred); hyppigt brugt om Steder, hvor Skred engang have gået og der findes Mærker efter dem. I adskillige Navne usms. og sms., forskjellig udtalt (mest med lukt e i første Stavelse). På nogle Steder findes med samme Betydning skrið n.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
skugge
gno. skuggi m. (Gen. skugga) ’Skygge’. I Navne både usms. og som første Led, vel altid betegnende Steder, som ligge i Skygge, have lidet Sol. Af de sms. Navne (hyppigst Skuggaruð) ere nogle åbenbart temmelig gamle; af de usms. findes et enkelt (Skuggen i Borgund Sdm.) omtalt allerede i Jomsvikinga saga (Fomm. s. XI 118). De fleste af dem ere dog sikkert af nyere Oprindelse.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
skåhppe cove, bay lulesamisk
skåle
gno. skáli m. (Gen. skála) bruges i Oldn. dels om Hal, et stort Værelse, dels om særskilte, til forskjelligt Brug bestemte Huse ved Siden af det egentlige Våningshus og om Huse langt fra Gården til midlertidigt Brug; nu i Folkesproget om Skur og lignende Bygninger. Fra disse sidste Betydninger udgår, ialfald i de fleste Tilfælde, Ordets Brug i Gårdnavne. Det kan ofte i Navne ikke sikkert skilles fra skál f. ’Skål’, der bruges om Fjelde og Tjem, vistnok også om runde Fordybninger; af det sidste Ord udentvivl at forklare Sammensætningerne med vin og heimr, der forekomme hver 1 Gang (Skælin i Borge Sml., se NG I s. 272, og Skáleimr i Vikør).
 
Norske Gaardnavne Indl stone
sla slope, hollow norsk
slepe trail, track norsk
slette
gno. slétta f. (Gen. sléttu) ’Slette, flad Strækning’. I mange Navne, hvoriblandt endel gamle. At adskille fra de, der komme af de under den foregående Artikel omtalte Ord Slætt og Slætte. I sms. Navne har Slet- alm. sin Oprindelse af Adj. sléttr, hvoraf også en Sammensætning med vin kommer (Sletta i Romsdalen, Slitin i DN. II 233).
 
Norske Gaardnavne Indl
slo
gno. sló f., et ellers ukjendt Ord af ganske uvis Betydning, findes som andet Led i nogle trondhjemske Gårdnavne (anførte i Thj. VSS. 1882 S. 26 Anm.). Kan i Navnenes nuv. Form let forvexles med , såmeget mere som s nu i flere Tilfælde er blevet borte i Udtalen. Det er måske det samme Slo, der findes som Navn på en nu forsvunden Gård i Odalen i RB. 469.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
slått
gno. sláttr m. (Gen. sláttar) ’Slåtteland, Slåtteng’. Findes i Navne også i Formerne slátta f., Slætt f. og Slætte n. Desuden må der have været en stærkt bøiet Intetkjønsform Slått. Det hyppigt forekommende Gårdnavn Slåttet, Slottet kan nemlig visselig i mange Tilfælde ikke for-
klares på anden Måde, medens det i andre skriver sig fra, at der i Nærheden engang har været en gammel «Bygdeborg» (se ovfr. under borg og NG I s. 119). En tredie Mulighed til Forklaring af nogle af disse Navne er, at man i Spøg kan have givet tarvelige Hytter Navnet «Slottet», og at dette kan have fæstet sig ved dem, som det er gået med mange andre Spøge- og Spottenavne.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
smør
Smør- er førsteledd i mange gards- og naturnamn. Det har da gjerne eit rosande innhald (jfr. namn på Mat-), ofte med tydinga ‘godt beite, dvs. stad som gir mykje smør’. Slike namn kan ha høg alder, såleis er Smørvi, ei nedlagd seter i Luster, kanskje sms. med → vin. Brukt om fjordar, t.d. → Smørfjorden i Porsanger, tyder det kanskje ‘god fiskefjord’. Somstad kan namn på Smør- knytt til sjøen (t.d. Smørsund) vera såkalla «godnemne» (→ Landegode) på farlege stader for ferdsla (Hovda 1944). Namn på Smør- kan også vera jamføringsnamn, såleis sikkert Smørstetten, ein stein i Suldalsheiane, kanskje også → Smørstabben (ein ‘stabbe med smør’) og namn med sisteleddet -klepp. I lokale segner blir namn på Smør- ofte tolka som lagerplassar for smør (helst i krigstid), og i enkelte høve kan vel dette vera rett, eller det kan liggje andre hendingar til grunn for namna. Somme granskarar har meint at Smør- i stadnamn kan minne om heiden kult, og at gardar kan ha slike namn fordi skyld og skattar har vore betalt i smør. Det har òg vore hevda (Noreen) at somme namn kan ha opphav i plantenamn på Smør-. Den rosande tydinga er vel likevel den vanlegaste. Korleis elvenamn på Smør- (Smørelva i Alta, Smørbekken, -åa fleire stader) skal tolkast, er usikkert. I visse tilfelle kan dei nok vera rosande (godt fiske).
Litt.: Beito 1949 s. 259. Ekre 1960 s. 133-34. P. Hovda i MM 1944 s. 91-94, same i Til fots i Jotunheimen (1969) s. 89. E. Lidén i Acta Philologica Scandinavica VI s. 305-10. O. Lundberg i Fataburen (Stockholm 1910) s. 193-212, same i NoB 1920 s. 49-53. NG Indl s. 39. E. Noreen i NoB 1939 s.. 175-77. KA
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
sneis
gno. sneis f. betyder ’Pind, Stage’, i forskjellige Anvendelser, bl. a. om Kornstør. I nogle få Gårdnavne, som kunne tænkes at skrive sig fra denne sidste Anvendelse af Ordet; de kunde dog nok også henføres til dets, ligeledes sjeldne Brug som Fjeldnavn (Lurusneisen ved Luruvandet i Nordli Sogn, Lierne). Findes en enkelt Gang som Gårdnavn på Island (Hunavatns Syssel).
 
Norske Gaardnavne Indl
šoru small mountain kvensk
spyd
gno. spjót n. (Gen. spjóts, Flt. i Gårdnavne spjótar f.) ’Spyd’. Oftere i Navne på Steder, hvor der er et Fremspring, som ender spidst, ligesom et Spydblad. Oftest sms., især med Ord, som betegne Ø, Nes, Vik, Indsø, Tjern. I Gårdnavne også usms., hvor da vel en fremstikkende Spids af en Høide i Regelen har givet Anledning til Navnet (jfr. NG I s. 56). I Nutidens Udtale Spjot-, Spjøt-, Spjut-, Spyt-.
 
Norske Gaardnavne Indl nortsk
stad
stad, av gno. staðir, fleirt. av staðr m, same ordet som nyno. stad m. Svært mykje brukt som sisteledd i sms. gardsnamn i Noreg (kring 2500 namn), Sverige (kring 2000), Island (kring 1160), og ca 90 i dei norrøne bygdene i Skottland. Namneleddet er noko mindre brukt i Danmark (kring 220), elles òg i andre germanske land, t.d. i Tyskland.
   Den konkrete tydinga av fleirtalsordet staðir i desse sms. namna er ikkje heilt klår. Norske granskarar (O. Rygh, M. Olsen) har helst rekna med tydinga ‘bustad’. Svensken Jöran Sahlgren og andre har tenkt seg ei opphavleg tyding ‘mjølkeplass, støl’ som grunnlag for slike gardsnamn, men dette er truleg for trongt. Dei fleste held i dag på ei allmenn tyding ‘stad’ (G. Linde, G. Holm) eller ‘grunn der bustad ligg el. kan liggje’ (Kousgård Sørensen, Hald). Det er ikkje sikkert forklart kvifor fleirtalsforma staðir er brukt i desse namna.
   Her i landet endar no stad-namna for det aller meste på -sta, men på Jæren vanleg på -st (Hognest) dersom førsteleddet var fleirstava, i Hordaland dei fleste stader på -stå (og -ste). I Sør-Trøndelag og lengst sør i Nord-Trøndelag er former som -stå, -sto, -stø (dativ -ståm, -stom, -støm) vanlege. Endingane med å-, o- og ø-vokal går truleg tilbake på gno. dativformer med u-omlyd (-stǫðum). I dei nemnde stroka av Trøndelag blir elles den bundne artikkelen i hankjønn eint. ofte hengd på i uttalen: -stan, -stån.
   I Noreg har stad-namna høgst frekvens i dei indre bygdene på Austlandet (Oppl, Hedm, Akersh, Østf) og i Trøndelag. Heller vanlege er dei òg i Vest-Agder og Rogaland. Elles på Vestlandet og i Nord-Noreg er det færre av dei, men ein finn namneklassen over heile landet, nord til Hillesøy i Troms.
   Namna på -stad er først og fremst gardsnamn. Nokre har i seinare tid vore seternamn. Men forklåringa er da i dei aller fleste høve, kanskje alle, at det i eldre tid har vore gard der. Utviklinga har gått frå gard over øydegard til seter. Namna er altså eigentleg gardsnamn.
   60-70 gardar med namn på -stad har vorte kyrkjestader og dermed gjeve namn til sokn, bygd eller by, døme: → Svarstad (Vestf), → Øyestad (A-Agd), Sløgstad (MogR), → Harstad (Troms).
   Bynamnet → Grimstad har derimot ikkje -staðir som siste ledd, men gno. -stǫð f, ‘stø, landingsplass’. Lydleg har namn sms. med dette leddet ofte fått same ending som staðir- namn. Slik òg sms. med gno. stað i eintal: → Bolstad, → Rustad, somme gonger andre ledd som stofa, stǫðul, ‘støl’.
   Fleirt. -staðir finst berre i sms. namn. Førsteleddet er svært ofte eit personnamn, oftast mannsnamn eller -tilnamn, mykje sjeldnare er kvinnenamn. Ingen annan av dei store namneklassane har etter det tradisjonelle synet ein så høg prosent sms. med personnamn. Nokså ofte er førsteleddet eit elvenamn, berre unntaksvis kan ein sikkert påvise samansetningar med andre naturnamn. Men i svært mange namn på -stad let førsteleddet seg ikkje sikkert rekonstruere, og fleire nyare granskingar (Lunden, Akselberg, Særheim, Ellingsve) tyder klart på at fleire namn enn t.d. Rygh rekna med, har andre førsteledd enn personnamn. Nyare svenske og danske granskingar tyder på at ein etter måten stor del av stad-namna der har naturnamn til førsteledd.
   O. Rygh og M. Olsen har rekna med at dei aller fleste norske stad-namna skriv seg frå vikingtida (ca. 800-1000). Stø for at namneklassen var sterkt produktiv i denne perioden, har ein i at namn på -staðir vart svært vanlege på Island under landnåmstida. Berre eitt personnamn frå kristen tid (Jon) finst som førsteledd, så det må ha vorte slutt på å laga slike namn i kristen tid.
   Grensa attover i tida er mindre trygg. M. Olsen skilde stad-namna i to grupper, dei som har og dei som ikkje har personnamn som førsteledd. Berre dei siste få namna reknar han kan vera eldre enn vikingtida. Slike namn er ofte knytte til sentrale gardar. Fleire av dei har vorte soknenamn. Elles vil M. Olsen og andre setje ryddinga av stad-gardar med personnamn i samanheng med oppløysinga av «storfamilien» i vikingtida. Einskildmannen bryt ut frå ættebustaden og ryddar seg gard. Garden får namn etter mannen. Historisk er det likevel lite ein veit om «oppløysinga av storfamilien» i førkristen tid.
   Svenske granskarar (Franzén, Linde) reknar med at storslumpen av dei svenske sta-namna er frå eldre jernalder (før ca. 600 e.Kr.), SOL daterer dei frå dei første århundra e.Kr. til vikingtida. Etter Kousgård Sørensen spenner dei danske namna på -sted over eit tidsrom på drygt eit halvt tusen år (ca. 400-1000 e.Kr.), med stor variasjon frå landsdel til landsdel, slik at dei i strok av Nord-Jylland og øyane er frå før kring 660, mot t.d. i Vendsyssel og Nordslesvig frå vikingtida. Desse resultata gjer det naturleg å streka under sterkare enn før den hypotetiske karakteren av Magnus Olsens samankopling av stad-namna og vikingtidsindividualismen i Noreg og hans lære om den landsgyldige, bakre grensa for slike namn samansette med personnamn. Truleg må ein i Noreg òg rekna med aldersskilnader landsdelane imellom.
   Arkeologar og historikarar har peika på at stad-gardar m.a. på Vestlandet og i Trøndelag ofte er store og sentrale i gammal kulturbygd, såleis Årstad ved Bergen, Hillestad i Hafslo og Hopperstad i Vik, Sogn, Sløgstad på Sunnmøre, Tengstad i Frol, Stiklestad i Verdal, Brakstad, Hustad, Tronstad og Kvistad på Inderøy o.fl. i N-Trl.
   På mange av stad-gardane er det gjort gravfunn frå før vikingtida, og det er metodisk uheldig å tolke slike funn som hørande til grannegardar for stad-gardane meir enn for andre klasser. I gammal landskyld står -stad i Trøndelags-fylka omtrent på line med → -heim, og langt føre → -land og → -set. Det er da truleg rett å rekne med ei romslegare bakre grense for stad-namna i Noreg inntil spesialgranskingar er gjennomførte.
Litt.: Noreg: G. Akselberg i NN 1984 s. 51-82. Beito 1949 s. 139-41. E. Ellingsve i NN 1995 s. 35-50 og 1996 s. 71-74. P. Fett i MM 1946 s. 35-41. K. Lunden i MM 1970 s. 136-169. NG Indl s. 77-78. Olsen 1926, særleg s. 77-99. M. Olsen i NK V s. 24-26. J. Sandnes i Heimen XIV (1967) s. 9-15, NN 1996 s. 67-70 og NoB 2000 s. 53-67. I. Særheim i Ætt og heim 1985 s. 12-58 og NoB 2001 s. 29-51. Danmark: Hald 1965 s. 83-87. Sørensen 1958. Sverige: G. Franzén i NK V s. 137-40. Linde 1951. SOL 2003 s. 289-290. Fleire artikler i NORNA-rapporter 81, 2006. JS
 
NG:
gno staðir m. (Flertalsord, jfr. stad 2). I Flertal aldrig usms. som Navn, alene anvendt som andet Led. Dets Betydning i denne Forbindelse kan ikke sikkert bestemmes; men det må synes rimeligt, at det er ’Bosted’. Grunden, hvorfor Flertalsformen altid er benyttet, er endnu ikke oplyst.
   Antallet af Gårdnavne, sms. med staðir, er over 2500. (Deri ikke beregnet de temmelig mange, som man bar dannet fra nyt i Lighed med de gamle i senere Tid.) De findes overalt i Landet; Antallet er dog forholdsvis størst på Østlandet (navnlig i Smålenene, i Akershus Amt og i Hamar Stift) og i de trondhjemske Amter. Derimod er der meget færre af dem på Strækningen fra Langesundsfjorden til og med Sogn; forholdsvis flest findes der i denne Landsdel i Stavanger og i Lister og Mandal Amter. Påfaldende er Modsætningen mellem Sogn med kun 32 af dette Slags Navne og Sønd- og Nordfjord med 90. På Østlandet stå Hedemarkens Fogderi med 137 Navne og Kristians Amt med 322 forrest; nordenfjelds har S. Trondhjems Amt 166 og N. Trondhjems 199.
   Sammenligner man disse Navne med Hensyn til Udbredelsen i Landet med de ældre på -vin og -heimr, viser det sig, at flere af de Egne, der have påfaldende få Navne af de to sidste Klasser, ere ret vel forsynede med Navne af den første. Stærkest er Forskjellen i Tromsø Stift med 147 Navne på staðir mod 2 på vin og 7 på heimr. Omvendt gives der Egne, hvor de to ældre Navneklasser hver for sig have Overvægten, Hallingdal, Nedre Telemarken, Hardanger og Voss, Sogn; i Valdres og på Ringerike er der ialfald flere Navne på vin end på staðir, og i Romsdals Fogderi flere på heimr end på staðir.
   Af Interesse er det også at sammenligne Forekomsten af Navne på land og på staðir. Hvor der er ualmindelig mange af de første, er der forholdsvis få af de sidste, således på den omtalte Strækning fra Langesundsfjorden til Sogn (dog med Undtagelse af selve Sogn og af Hardanger og Voss), og omvendt. Man skulde næsten tro, at disse to Ord have konkurreret med hinanden ved Dannelsen af Gårdnavne i Vikingetiden, i hvilken Tid de begge må have været mest brugte, således at det ene har været mest yndet i nogle Egne, det andet i andre.
   Navne på staðir forekomme ikke sjelden i de i Vikingetiden opståede Kolonier i Vesterlandene; på Island havde en Mængde af de i Landnamstiden grundede Gårde sådanne Navne. Det må deraf sluttes, at Dannelsen af Navne med staðir hovedsagelig falder i denne Tid, om den end kan være begyndt noget tidligere og kan have været fortsat noget ud over Vikingetidens Grændse. Meget længe kan det dog ikke have været, eftersom der blandt de mangfoldige Navne af denne Klasse, som have et Personnavn til første Led, kun findes et eneste, hvori Personnavnet hører til de i den kristelige Tid indførte, Jónsstaðir, der tilmed kun forekommer 2 Gange.
   Første Led er ved staðir i de allerfleste Tilfælde en Persons Navn eller Tilnavn; ved intet andet af de mere udbredte Sammensætningsled har Forled af denne Art så stor Overvægt. Ikke så ganske sjelden træffes som Forled Navnet på en Elv, en Fos eller en Strøm i en Elv. Kun i få Tilfælde har man hidtil i sådan Sammensætning kunnet påvise Navne på Fjelde, Høider, Indsøer eller Fjorde.
   Udtalen er nu i den største Del af Landet -sta. Flere afvigende Former findes dog. I den større, sydlige Del af Jæderen afkortes -staðir nu til -st (jfr. bólstaðr); Hǫgnastaðir bliver således der til Hognest, Guðmundarstaðir til Godmest, Reiðarsstaðir til Reiest, Oprustaðir til Åbrøst osv. I Hardanger, på Voss og i den nordenfor Bergen liggende Del af Nordhordland udtales stå (på nogle Steder i Nordhordland dog -ste). I en stor Del af S. Trondhjems Amt (ikke i Fosen) er Udtalen oftest -sto eller -stå, hvorhos hyppigt Hankjønsartikelen i Ental tilføies (se NGIndl s. 13). Også, hvor i disse Egne Udtalen er -sta (eller med Artikelen -sta’n), kommer dog tildels afvigende Form frem i Gen. og Dat. (-sto, -stå, -stom, -ståm). Det sidste er også Tilfældet i Stjørdalen sydligst i N. Trondhjems Amt.
   Der er flere andre Sammensætningsled, som i den nuv. Udtale eller ialfald i Skrift ere faldne sammen med staðir; undertiden bliver det derfor vanskeligt at bestemme Navnets oprindelige Form for andet Leds Vedkommende. Hyppigst er dette måske Tilfældet med stǫð, der nu som andet Led ikke sjelden udtales -sta og da også gjeme skrives -stad. Videre bliver ofte i Navne, hvor andet Led er dalr og første Led ender med s, dalr afkortet til -da og derhos d ved Indflydelse af s forhærdet til t, så at Navnet i Udtalen kommer til at ende med -sta; også da skrives ofte nu -stad (f. Ex. Fjerding-stad på Eker, opr. Fjǫrðungsdalr, Vettesdal i S. Undal, udt. Vættesta; jfr. også NG I s. 372). På nogle Steder i Nordre Østerdalen og i Søndhordland bliver stofa som andet Led i Udtalen afkortet til sta; i Tønset finder man således Suðrstofa og Útstofa ndt. Søsta, Usta (skrevet Sørsten, Usten), i Tysnes Myklestad for Myklastofa, i Fuse Austestad for Austrstofa og Øfstestue udtalt Øppsta. Også steinn, stǫðull og stafr kunne som andet Led blive til sta. En enkelt Gang sees steðja at være afkortet til -sta (Skjerdingstad i Melhus, opr. Skerðingssteðja; Overgangen er skeet allerede i den senere MA., AB. 44). Det skjønnes let, at sådanne Forandringer ofte kunne have fundet Sted uden at efterlade noget for os kjendeligt Spor; man opdager dem i Regelen kun, hvor ældre Skriftformer haves, som røbe dem. Her må videre mærkes de Tilfælde, hvor oprindeligt staðr er blevet til staðir, se ovenfor under staðr.
   I de Egne, hvor ubestemt Flertalsform nu i Udtalen har Endelsen a, bliver, når Ordets Stamme ender med st, Udtalen naturligvis sta. I sådanne Tilfælde kan da et usammensat Navn få Udseende af at være sms. med staðir, og falsk Skrivemåde med stad opkommer, som nu ikke let kan udryddes (f. Ex. Tastad ved Stavanger, opr. Tastar; Baustad i Nerstrand, tildels endnu urigtigere skrevet Bustad, opr. Baustar).
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
stad 2
gno. staðr m. (Gen. staðar) ’Sted’. Er i sin Anvendelse i Stedsnavne ganske forskjelligt fra Flertallet staðir, som derfor omtales i en egen Artikel. Som Entalsord har staðr i Navne to forskjellige Betydninger. I ikke få Tilfælde betyder det simpelthen ’Sted’, således i Bólstaðr, Bústaðr, Bjárstaðr (Gårdsted, af bœr, nu alm. Bjåstad), Búðarstaðr (Bodsted), Hofstaðr (Tempelsted), Kaupstaðr (Handelssted), Kvernstaðr (Kvernested), Kerstaðr (Sted for et Fiskekar, til Laxefangst), Ruðstaðr (Rydningssted), Saltbúðarstaðr (Sted for Saltbod). I nogle sådanne Sammensætninger findes også med lige Betydning Hunkjønsordet stǫð. Da staðr var så overordentlig hyppigt brugt i Navne som andet Led i Flertalsform, har det senere tildels fået denne også i disse Sammensætninger, hvor det opr. var Entalsord.
   I nogle Navne betegner derimod staðr åbenbart noget, som stikker frem, skyder ud (jfr. stafn). Denne Anvendelse af Ordet er måske at forklare af den gamle Betydning ’Standsning’ (se Fritzner under stad, fordi Fremspringet i Terrainet volder Ophold for den, der skal forbi, og, hvis det går ud i Søen, kan nøde ham til at vente for at få anden Vind (jfr. Thj. VSS. 1891 S. 227). De mest bekjendte Exempler på denne Anvendelse af staðr i Stedsnavne er Halvøen Staðr på Grændsen af Nordfjord og Søndmør (i senere Tid urigtigt og mod Udtalen på Stedet skrevet Stadt og derfor udtalt Statt) og Stadsbygden ved Trondhjemsfjorden, i ældre Tid Staðr, der danner et i en skarp Bøining af Fjorden udskydende Nes. Herhen hører vel også Gårdnavnet Stai (Staði, Dativform; i Storelvedalen, Kvikne og Våge), den oftere forekommende Sammensætning med heimr (Staðeimr) og endnu nogle flere Navne. Gårdnavnet Staðsbjǫrg (i Skedsmo og i Øier), der skrives således i den senere MA., må derimod på Grund af den uregelrette Genitivform vel antages at være en Forvanskning af Stafnsbjǫrg, som det skrives i Håkon Håkonsens Saga.
   Ved nogle af Navnene i den sidst anførte Klasse kunde nok også tænkes på det Stad m. eller n., der efter Aasen og Ross nu bruges på flere Steder i Betydning ’Elvebakke’. Dette må være et gammelt Ord, da det findes med lignende Betydning også i svenske Bygdemål.
 
Norske Gaardnavne Indl
stáhppu
smal keile ved sjøen
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
stakk
gno. stakkr m. (Gen. stakks) findes af og til i Gårdnavne i Betydning af Høstak og lign. (ikke så alm. som hjalmr). I nogle Tilfælde er Ordet indkommet gjennem dets Brug som Fjeldnavn.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
staul
støl
chalet norsk
staur
gno. staurr m. (Gen. staurs) ’Stør, Pæl’. Usms. og som første Led i nogle Navne, deriblandt Sammensætninger med vin og heimr (Staurin, Staureimr). Kan delvis forklares af Ordets Brug som Fjeldnavn; mulig har det også, ligesom stafr, været brugt om Halvøer og Nes (Staurnes forekommer på flere Steder). Nogle nyere Navne udgå vistnok fra Betydningen ’Kornstør’. Jfr. stafr, stokkr, stǫng.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
stav
stafr m. (Gen. stafs, Dat. stafi, Flt. stafir) ’Stav, Stok’. Dets ret hyppige Brug i Gårdnavne, usms. og sms., kan tildels skrive sig fra dets Anvendelse som Fjeldnavn. Det synes derhos at have været brugt som Navn på langt fremstikkende Halvøer og Nes, der havde sådan Form, at de kunde sammenlignes med en Stav; derpå tyder bl. a. den hyppige Forekomst af Navnet Stavenes, Stavnes (nu tildels udtalt Stamnes). Ordet findes også i Elvenavne (som i det ikke sjeldne Stavåen), måske betegnende en Elv, som på en længere Strækning har ret Løb. Findes sms. både med vin (Stafin, Stǫfin, det sidste nu lydende Støvi eller Stovi) og heimr. Jfr. staurr, stokkr, stǫng.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
stavn
gno. stafn m. (Gen. stafns,.Dat. stafni, Flt. stafnar) ’Stavn’, på et Skib eller en Båd; i Navne overført bragt om stærkt fremspringende, brat Høide og om langt udstikkende Odder. Ikke meget hyppigt, usms. og som første Led. Et Par Gange findes Sammensætning med heimr. Som første Led nu ofte Stam- og da let forvexlet med Stamm ’Dæmning’. Jfr. staðr.
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
steig
gno. steig f. (Gen. steigar) kjendes ikke som Fællesord, men findes som Gårdnavn, temmelig sjelden, men i forskjellige Landsdele. Må komme af stíga ’stige’, og sigter måske til høi Beliggenhed.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
stein
gno. steinn m. (Gen. steins, Dat. steini, Flt. steinar) ’Sten‘. De mange af dette Ord kommende Navne have i Regelen Hensyn enten til store, jordfaste Stene eller til Stene, reiste af Mennesker (som Bautastene), eller også til Fjelde, høie Holmer og Småøer; sådanne kaldes nemlig ofte «Steinen», med eller uden et Forled. Kun i enkelte sammensatte Navne sigtes til stenig Jordbund; derom bruges alm. grjót (se dette). I nogle Tilfælde endelig ere sådanne Navne givne efter noget, som har været bygget af Sten (Steinbrú, Steinker). Som sidste Led hyppigt afkortet i Udtalen, til -stei, -sti, -ste, -sta. Som første Led kommer Steins- ofte af Mandsnavnet Steinn eller et dermed sammensat Navn (Steinarr, Steinulfr).
 
Norske Gaardnavne Indl reef, skerry norsk
stokk
gno. stokkr m. (Gen.stokks, Flt. stokkar) ’Stok, afhuggen Træstamme’. Af de Betydninger, hvori dette Ord er indgået i Navne, kunne ialfald enkelte påpeges, medens Forklaringen af dem i mange Tilfælde bliver ganske uvis. Det har på flere Steder været Navn på Sund, altid vel brugt om retløbende Sund. Stokken kaldes endnu Sundet mellem Stokkøen og Fastlandet i Fosen, og dette er sikkert også det opr. Navn på Sundet mellem Stord og Bømmelen i Søndhordland, der nu kaldes Stoksund; der findes endnu en Gård af Navn Stokken ved Sundet. Det samme tør antages om Stoksund i Brunlanes og Oddernes. Som Fjeldnavn forekommer stokkr også, om end sjelden. Videre findes Stokka og Stokkåen som Elvenavn, hvorved ligeledes ret Løb kunde være Grund til Navnet; dog kan her være Spørgsmål også om Afledning af støkkva, springe, hoppe. Endelig må Brugen af Ordet stokkland i en gammel norsk Lov (se NgL. V under dette Ord) i Betydning af ’Rydningsplads’ vække Formodning om, at også stokkr i Gårdnavne kan have en lignende Mening. Ordet findes sms. med vin (Stykkin). Oftest i Navne usms. og i Flertal. Jfr. stafr, staurr, stǫng.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
stomn
gno. stofn, stufn m. (Gen. stofns, Flt. stofnar) ’Træstubbe’. Ikke ret ofte, usms. og som første Led; usms. vel altid i Flt. Nuv. Udtaleformer i Navne Stomn, Stumn, Stømn, Stønn. Må vistnok forståes som betegnende Steder, hvor mange Træstubber stod igjen efter omhugget Skov, dengang da Navnet blev givet. Jfr. stúfr.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
stong
gno. stǫng f. (Gen. stangar, Flt. stengr og stangir) ’Stang’. I mange Gårdnavne, usms. (Stang, Stange, Stanger) og som første Led. Som Vink til dets Forståelse i nogle af disse Tilfælde kan nævnes, at Stang, Stangen findes brugt som Navn på Halvøer og Øer, og at Stangnes er en alm. forekommende Sammensætning. Dermed ere dog vistnok langt fra alle disse Tilfælde forklarede. Jfr. stafr, staurr, stokkr.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
stove
gno. stofa f. (Gen. stofu) ‘Stue‘. Mest som andet Led, i Navne af noget senere Oprindelse, i meget forskjellige Udtaleformer, ofte afkortet (som -stu, -stog, -stau, -stø, -sta, -sto). I Nordre Østerdalen findes ved Siden af -sta den endnu stærkere afslidte Form -sa; begge disse Endeled indeholde stofa i bestemt Form.
 
hut, building norsk
strand
gno. strand f. (Gen. strandar) ’Strand’. Meget alm. Gårdnavn, mest usms. (Strand, Stranden, kun undtagelsesvis i Flt., Strande; tildels nu udt. Strond, Strønd). Også om Gårde, som ligge ved en Elv eller en Bæk. Hyppigt i Navne på Bygder og Grænder, som ligge langs Vand.
 
Norske Gaardnavne Indl shore, beach norsk
straum strait, stream, current norsk
strind
gno. strind f. (Gen. strindar) er i sin temmelig sjeldne Forekomst i Navne vel at forstå i en af de af Aasen anførte Betydninger ’Strimmel, Stribe’ (jfr. áll, jaðarr, rǫnd). På flere Steder Bygdenavn (Strindar og Borgstrindar áttungr på Voss og Strind ved Trondhjem).
 
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
strond
strand
shore, beach norsk
strøm strait, stream, current norsk
stue
stove
hut, building norsk
stugu
stove
hut, building norsk
stul
støl
chalet norsk
stup cliff norsk
stuv
gno. stúfr m, (Gen. stúfs) ‘Stump‘. Ikke meget alm. i Navne, mest som første Led. Kan tildels i disse have den nævnte Betydning, men vel oftest en anden, der tilfældigvis ikke forekommer i Oldn. ’Stubbe af et Træ’ (jfr. stofn stomn). Sammensat med vin i Stýfin. Uden tvivl med samme Betydning have stumpr og stubbr, stubbi været brugte allerede i MA., da Navne dannede af disse Ord forekomme i denne Tid (se f. Ex. Stumparuð og Stubbaruð i Registret til RB.). Af sådanne Navne er der ikke få, særlig af de med stubbr dannede; dette findes også usms. som Navn (Stubbe, Stubban).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
stø
NSL
stø f gno. stǫð (gen. og fleirt. stǫðvar) ‘landingsplass for båtar’. Hører etymologisk til same rota som gno. standa vb ‘stå’. I målføra kan stø i dag òg ha former som [stå, styd] og tydingar som ‘elvebredd’ (Østerdalen), ‘seterkve’ (Gudbrandsdalen), ‘fiskeplass’ (Rog, Hord, SogFj). I dei siste tilfella bør ein rekne med innverknad frå andre ord, t.d. stø(e) n ‘stad der noko står (m.a. fisk, krøtter)’, som er vanleg i norske naturnamn (særleg médnamn).
   Usms. og som sisteledd finst s. svært vanleg i naturnamn i heile landet, særleg langs kysten. I sms. namn er førsteleddet ofte namnet på den garden støa hører til. Støer som låg lang veg frå garden, kunne bli kalla Gang- eller → Gjengstøa. Førsteleddet kan òg vise til spesielle funksjonar støa hadde: Likstø i Hole, Rog, Vettestø < Vetrstǫð ‘vinterstøa’ i Etne, Hord. I gards- og bruksnamn finn vi s. usms. i eint. Stø(a), eller eldre skriftform (felleskjønn, dat.) Stø´en, i heile landet. Som sisteledd er det òg vanleg i gardsnamna, men får da stundom reduksjon til -ste. I somme tilfelle får ein overgang til -sta og namnet blir blanda saman med stad-namn (gno. -staðir): → Beitstad i N-Trl < gno. Beitstǫð, Lundestad i Berg, Østf < gno. Lundastǫð.
Litt.: Hovda 1961 s. 165-81. OS
 
NG
gno. stǫd f. (Gen. og Flt. stǫðvar) findes i Navne oftest i den Betydning, hvori det endnu bruges i Landet i Formen Stø ’Landingsplads for Både’. Meget alm. usms. i Ent. I Nedre og Øvre Telemarken og tildels i Hardanger udt. Stå; som sidste Led ofte afkortet til -sta eller -ste (jfr. staðir stad). Desuden bruges Ordet nu som sidste Led i Navne ofte med Betydning ’Sted, hvor noget står, hvor det kan anbringes eller pleier at anbringes’ (f. Ex. Hesjestø, Stakstø, Skjenstø. I samme Betydning også det hos Aasen anførte Intetkjønsord Støde, jfr. også staðrstad 2).
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl norsk
støl
støl m ‘mjølkeplass, seter’, gno. stǫðull m ‘stad der buskapen blir samla og mjølka’, urgermansk *staðulaz - av same rot som standa vb. Som appellativ og grunnord i stadnamn hører støl særleg heime på Vestlandet og i fjell- og dalbygdene frå Agder i sør og til Gud-brandsdalen i nord; dessutan finst ordet i Vestf, Hedm og somstad i S-Trl. Utanom landegrensene finst s. på Island, Færøyane og Shetland i den gamle tydinga mjølkeplass, som òg har halde seg på Vestlandet mange stader, elles er no den vanlege tydinga seter.
   Utt. vanleg: [stø:l], andre former [staul, støyl, stail, sto:l, studul, stu:l, sty:l, sti:l], i sms. òg [-stel].   
   Som grunnord i namn har s. stort sett same utbreiing som appellativet, men i einskilde spreidde døme finst det òg andre stader, såleis i Østf, Hadeland, N-Trl og Nord-Noreg. Namna med dette grunnordet utgjer noko over 11 000, og av desse er det ca. 500 på noverande faste bustader. Støl finst noko oftare usms. i stadnamn enn → seter, og da vanleg i bundne former, oftast i eint. Her er òg etter måten mange appellativiske sms., dei fleste parallelle lagingar til dei på -seter (-setra): heim-, vår-, haust-, fjell-, lang-, mjølke-, sommar-; dessutan: mjø(l)-, nedre-. Mjø(l)støl er vel det same som mjølkestøl. Einstaka finst den appellativiske sms. seterstøl som seternamn i Nordhordland. Ordet tyder eigentleg mjølkeplassen på ei seter, og finst der dei har både støl og seter i målføret. I somme målføre har seterstøl fått tydinga 'setergrend'. Liksom ved seter har vi sms. med gammal og ny, og ny er somstad eit ekspansjonsnamn, såleis særleg i Telemark. Som utmerkingsord har vi elles òg stort sett dei same typane som ved → seter, men med noko ulik frekvens. Utmerkingsord med opphav i lægje og lende er mange fleire etter måten enn ved seter; men bustadnamn lagar langt færre sms. Personnamn har mykje større frekvens ved støl enn ved seter, og her er færre lån og nyare innslag i namneskikken. I det heile har namna med grunnordet støl ein eldre svip enn dei med seter; det finst døme med støl alt i Munkelivs eldste jordebok; namn i dei norrøne utbygdene tyder på at typen er eldre enn utflyttinga dit, og ordet har vore levande i namnelaginga alt til våre dagar. Intensitetsområdet for denne namnelaginga har vore fjell- og dalbygder, der beitemarkene grensa inn til heimebøen, og der buskapen, i minsto vår og haust, beitte så nær garden at dei kunne gå ut i marka og mjølke og bera mjølka heim.
Litt.: Beito 1949. OB
 
NG:
gno. stǫðull m. (Gen. stǫðuls, Dat. stǫðli, Flt. stǫðlar) ‘Sted, hvor Kvæget pleier at samles for at blive melket’. Også brugt om Sæterbygninger med omgivende Plads, og i adskillige Dele af Landet nu enstydigt med «Sæter». I mange Gårdnavne, usms. og som andet Led, forskjellig udtalt, dog mest Støl. Som andet Led undertiden afkortet til -stel.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl chalet, summer farm norsk
støyl
støl
chalet norsk
sullu island kvensk
sult
gno. sult f. (?) kan ikke nu påvises i Oldn., men synes at findes i adskillige Gårdnavne, nu lydende Sylte. Den gamle Form Sultar er bevidnet ved AB. 66. 81. 83. 106 og DN. IH 259 (på et enkelt Sted, AB. 68, findes også Syltar). Må stå i nær Forbindelse med det i den sydøstlige Del af Østlandet brugte, vistnok med salt beslægtede, Sylt, Sylta, der efter Ross betyder ’en liden Sump, oftest uden synligt Afløb og vegetationsløs og saltholdig i Midten’, derfor gjeme søgt af Kvæget. I Finmarken bruges Ordet nu om en lav, flad Strand, som ved Høivande overskylles af Søen. I et enkelt Tilfælde (i Manger) skrives en Gård, hvis Navn nu udtales Sylta, i MA. både i Siltum og Siltrar (BK. 66 a). Dette tyder på en Sideform med r i Stammens Udlyd, hvortil også endnu brugte Stedsnavne henvise (Gårdnavnet Syltren, udt. Sy´ltra, i Brønnø; Navne som Syltretjern, Sylterøen).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
sund
NSL:
sund n, gno. sund n ‘trongt farvatn eller innsigling’. Gno. hadde òg tydinga ‘mellomrom’ som ein kjenner frå nyisl., der s. dessutan tyder ‘fordjuping, smau, myrstripe’. Står etymologisk helst i samband med gno. sundr adv ‘(i) sund, ifrå einannan’. Blir av somme òg sett til symje vb, med tyding symjestad. I målføra finst former som [syᶇᶇ] på Nordvestlandet, [soᶇᶇ] i Trøndelag. S. er eit vanleg appellativ i heile landet.
   Ved sida av den vanlege tydinga ‘trongt farvatn’ blir s. òg nytta om ferjestad i elv og innsjø. I austlege delar av S-Trl (Selbu, Tydal) tyder appellativet i dag ‘smal myr (mellom bergskorter)’. Tydinga har nok gått vidare før, såleis har vi sund som etterledd i myrnamn i Nord-Østerdalen, og Sundan om nokre små myrar i Bø komm, Nordl. Ein bør sjå denne tydinga i samanheng med ei tyding ‘trong passasje på land’ som grunnordet har i Romsdal, på Sunnmøre og tidlegare må ha hatt i SogFj etter stadnamna å dømme. Namn med denne tydinga er òg belagt frå Agder og Nordmøre.
   S. er eit svært vanleg grunnord i naturnamn over heile landet. Som bustadnamn er òg s. mykje brykt, ofte usms., særleg i eint. Sund(et) og Sun`de (dat.), men òg i fleirt. Sundar (-an). Som førsteledd kan det ofte blandast saman med → sunn ‘sør’.
Litt.: Austigard og Holsbøvåg i RSÅ 1990 s. 72 og 1991 s. 181. Midttun 1958 s. 74-75. de Vries 1962 s. 561. Hallan 1964 s. 155. Hellberg i Festskrift Pamp s. 90-91. F. Myrvang i Håløygminne 10 s. 449. Svenning 1991 s. 30. OS
 
NG:
gno. sund n. (Gen. sunds, Dat. sundi, Flt. i Gårdnavne sundar f.) ’Sund, smal Strækning af Vand mellem bredere’; også om Overfartssted over en Elv eller et smalt Vand. Tildels udt. Synd, Synn, på enkelte Steder Sinn. Som sidste Led afkortes det ofte til -sen; lyder i denne Stilling tildels også -sing, -søng. Nogle af dette Ord kommende Navne synes at forudsætte Betydningen ’trangt Pas på Land, smal Strimmel mellem Jordsmon af anden Art’. Denne Betydning kan med Sikkerhed påvises på Island (f. Ex. búðarsund ‚trang Passage mellem to Boder’, mýrarsund ‘Myrstrimmel mellem Høider’, Mjósyndi, Egennavn på et ved Sammenknibning af en Dal dannet Pas, Kålund Hist.-topogr. Beskr. I 477). Sammensætninger findes med vin (Sundin, Sundvin) og med heimr. Som første Led er det at skille navnlig fra det gamle Sunn-, der kommer af suðr og betyder søndre (Sundby, Sundalen).
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl sound norsk
sunn
sunn- i målføra [sunn, sønn, syᶇᶇ, soᶇᶇ] og andre utt.variantar, vanleg som førsteledd i stadnamn med tydinga ‘sør, sørleg, i sørleg lei, på sørsida’. Sunn adv er eigentleg ei opphavlegare form av sør < gno. suðr. Etymologisk er ordet omdiskutert, men blir av fleire sett i samband med gno. sunna f ‘sol’ (som t.d. i sundag m). S. blir i stadnamna lett forveksla med → sund n og dessutan ein elvenamnsstomn sund-, som ein har spor etter. OS
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
suolo
øy, holme
Norsk stadnamnleksikon 1997 small island nordsamisk
suoloj
øy, holme
Norsk stadnamnleksikon 1997 island lulesamisk
suotnju
blautmyr der det veks storrgras
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
suu mouth, outlet kvensk
suvanto pool in a river kvensk
sva
NSL:
sva, svad n gno svað ‘nake berg’ finst i mange namn, som Svaet, Svadet, Svaberget, Svahyllan. Jf. → Svaba. Finst òg brukt om sjøstykke, «et Stykke aaben Sø, et Bassin som er omgivet af Øer og Skjær» (Aasen).
 
NG:  
gno. svað n. (Gen. svaðs, Dat. svaði) ‘bar Klippegrund’, især hvor Jorddækket er afskyllet eller borttaget ved Skred. Har også været brugt i Formerne svǫð, svaða, svæða, svæði, der tildels blot kunne påvises i nyere Norsk eller i Stedsnavne (jfr. NG I s. 117). svað og svæði findes også brugt om Fjordstrækninger, indelukte Bassiner, Udvidelser af Sund og desl.
 
 
Norsk stadnamleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl naked rock norsk
sval
svǫl f. (Gen. svalar, i Oldn. nu alene påvisligt i Flertalsformen svalar, svalir) ’Sval, bedækket og mod Udsiden åben Gang omkring et Hus’. I Gårdnavne måske kun i Svalestuen (Svalastofa), der er almindeligt i Telemarken, men også forekommer i Numedal og i Sætersdalen. Andre Navne, der begynde med Sval-, kunne komme af Adj. svalr (kjølig), af Mandsnavnet Svali, af Fuglenavnet svala (Svale), mulig også fra andre Kilder.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
sve
NSL:
gno. sviða f og *svið n og f, laga til gno. svíða vb ‘svi, brenne’. Tydinga av grunnordet sve i stadnamn er ‘stad rydda ved å svi av skogen’. Vanleg i namn på gardar, plassar og bruk, usms. og sms., særleg i bunden form, på Austlandet vanleg sve´a (av gno. *svið f), i Trøndelag sve´et (av gno. *svið n) og fleirt. sve`an, sved`jan. Særleg mange gardsnamn med sve finn ein i fylka Hedmark og Oppland, der svebruket av naturlege grunnar må ha vore mest aktuelt. Her finn vi òg grunnordet i mange plassnamn. Det same gjeld for dei indre Trøndelagsbygdene, men namna er ikkje så talrike der.
   Nokre gardsnamn på s. finst nemnde i kjelder frå mellomalderen, og fleire av sve-namna er nok frå kristen mellomalder, svært få truleg eldre. Mange andre, t.d. plassnamna, er frå nyare tid (1600-, 1700- og 1800-talet). Ei avleidd form av sve er gno. sviðningr m, Svenning. Med sve-namna kan ein jamføre namn på → vål (eldre) og -brenna. (Sve må ikkje blandast saman med målføreordet svee f ‘svaberg’).
Litt.: E. Hovdhaugen i «Norveg» 1961 s. 191- 92. NG Indl og dei ymse fylkesbanda. Sandnes 1971 s. 39 og 69. JS
 
NG:
sviða f. (Gen. sviðu, Flt. sviður) ’svedet Sted, Sted der er ryddet ved Brænding’. Almindeligt Gårdnavn, i denne Form mest på Vestlandet. På Østlandet mest Svea, der må forudsætte et gammelt svið f., nordenfjelds Sveet, svarende til svið n. I Indherred findes på mange Steder en Flertalsform Svedjan (jfr. svensk svedja, svedjeland). Det må desuden mærkes, at Sviða også har været brugt som Elvenavn. I samme Mening som det førstnævnte sviða er på endel Steder det af samme Stamme dannede sviðningr m. brugt som Navn (nu Svinning, Svenning).
svæða, svæði, svǫð, se svað.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ norsk
sylt
sult
 
sjø
lake norsk
sæter
seter
chalet norsk
saari island kvensk
såte hill, mountain norsk
sååle
øy, holme
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
tagg(e) top, peak norsk
tak
gno. taka f. (Gen. tǫku) findes fra gammel Tid som Gårdnavn, i bestemt Form, Takan, i nogle Bygder ved den svenske Grændse, fra Rødenes til Eidskogen (jfr. NG I s. 174). Efter sin Afledning af taka ’tage’, er det vel at forstå ’optaget, opdyrket Land’, altså som et af de mange Udtryk for Rydning.  På enkelte Steder i Stavanger og S. Bergenhus Amter findes et Gårdnavn Tøkje (Tøgje), der er Intetkjønsord og vel kan tænkes at svare til et gammelt tœki n., med samme Betydning.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
tange point, promontory norsk
tare shoal, reef norsk
teig
gno. teigr m. (Gen. teigs, Flt. teigar) ’Teig, afdelt, afgrændset Stykke Jord eller Skov’. Findes i mange Navne, mest nyere, men også adskillige gamle, i Regelen usms. eller som andet Led. I et enkelt Tilfælde sms. med et Gudenavn (Frøysteigr). Når det bruges som andet Led i bestemt Form (-teigen) efter et med s endende Forled, kan det forvexles med stein n, da Udtalen bliver den samme eller næsten den samme.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
tempel
Tempelet og Tempelen finst som seter-, plass- og bruksnamn nokre stader, mest på Austlandet. J. Sandnes meiner det må vera framandordet tempel n, truleg helst brukt i skjemtande eller «galgenhumoristisk» tyding. I sms. fjellnamn som Tempelnatten (Sigdal), Tempelfjellet (Agdenes) meiner han at jamføring kan ligge til grunn. Det er vel kanskje meir rimeleg at ord som tamp 'lang klump', tembe 'utspaning, oppblåsing', 'utspana mage' har vore nytta som topografiske nemne. Ein semantisk parallell finn vi i → Bamble.
Litt.: Beito 1949 s. 263 med tilvisingar. JS
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
tie road kvensk
tieva hill kvensk
tind peak, mountain norsk
tjahke
fjelltopp
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
tjavelk moutain ridge lulesamisk
tjenn
tjørn
small lake, pond norsk
tjern
tjørn
Norsk stadnamleksikon 1997 small lake, pond norsk
tjoalmme sound lulesamisk
tjærro lower mountain plateau lulesamisk
tjønn
tjørn
small lake, pond norsk
tjørn
norr. tjǫrn f, med sideforma tjern n av gno. tjarn n ‘liten innsjø’. Tjørn har målføreformer som [ᶄønn, ᶄøᶇᶇ, ᶄɒᶇᶇ, ᶄyᶇᶇ, ᶄød´d’n, tjød´d’n], tjern har variantar som [ᶄenn, ᶄeᶇᶇ, ᶄænn, ᶄinn, ᶄæd´d’n, ᶄæ:ṛṇ]. I sørvesttrøndske delabialiseringsområde kan [ᶄæᶇᶇ] komma av gno. tjǫrn, og i nordvestlandsk kan ein ha fått liknande vokal gjennom systemutjamning. I dag er tjørn hokjønn i heile landet bortsett frå Austlandet utanom Nordøsterdalen, Nordgudbrandsdalen og mesteparten av stroket sørvest for Numedal - Vestfold.
   Hægstad rekna med at forma tjørn f hadde vakse fram av fleirt. til gno. tjarn n, eit genus- og talskifte som har mange parallellar frå seinare tid. Seip derimot trudde på ei motsett utvikling (ei utjamning innafor bøyingssystemet) og at ein hadde fått inkjekjønn etter det svært vanlege grunnordet vatn n. Det etymologiske opphavet til tjørn er omdiskutert. I dag er tjørn først og fremst grunnord i naturnamn, brukt om små vatn både i låglandet (skogstraktene) og på høgfjellet. Det finst dessutan som sisteledd i ca. 60 gardsnamn (etter NG), dei aller fleste er etter-reformatoriske og frå Austlandet og Sørlandet. Skrivemåten kan da vera med k(i): Båkinn (Østre Toten, Oppl), Holkjenn (Eidsvoll, Akersh), slik òg som førsteledd: Kjøndalen (Vestvågøy, Nordl).
   Som førsteledd er t. svært vanleg i naturnamn: Tjørnåsen, Tjørnbekken. Langs kysten har vi mange stader Tjørnøya, → Kjønnøya fordi dei sjøfarande her fann ferskvatn (→ Brønnøy). I somme av desse siste namna kan ein kanskje rekne med ei alternativ tolking ‘den klumpute, fjellfylte’ (jf. gammalengelsk þéor ‘bolde, svoll’).
Litt.: Beito 1954 s. 89. Indrebø 1924 s. 231-35. Jonsson 1966 s. 48-83. D. A. Seip i ANF 1926 s. 272-73. OS
 
NG:
gno. tjǫrn f. (Gen. tjarnar, Flt. tjarnir) ’Tjern, liden Indsø’; også brugt om Vandpytter og Vandhul. Der findes allerede i MA. en Sideform af Intetkjøn, tjarn (Gen. tjarns), hvoraf ofte Kjens-, Kjøns-, Tjens- som første Led i Nutidsnavne (Kjensli, Kjensmo, Kjønsøen osv.). Blandt de forskjellige Udtaleformer kan mærkes det undertiden forekommende Kjinn. I Stavanger
Amt findes i Navne et Tjens- af anden Oprindelse, kommende af hjalmr, se dette Ord.
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 small lake, pond norsk
tjåhkkå
fjelltopp
Norsk stadnamnleksikon 1997 mountain top lulesamisk
tjårro hill, ridge lulesamisk
to
gno. f. ’Græsplet, liden Grønning mellem Klipper og Krat’ (Aasen). Da deslige Grønninger i Fjeldsider gjeme findes på Flader eller Afsatser i Skråningen, bruges Ordet også særlig om en sådan græsklædt Afsats. Hyppigt i Gårdnavne, usms. i Formerne To og Toen, den sidste stammende fra den gamle bestemte Dativform Tónni; kan i denne Form være vanskeligt at adskille fra tún. En Sammensætning med vin, Tœn på Voss, har vel dette Ord til første Led. På enkelte Steder i Flertalsform, Tøa og (bestemt) Tødna.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
tomt
tuft
Norsk stadnamleksikon 1997
topp top, peak norsk
torg
gno. torg n. (Gen. torgs, Dat. torgi, Flt. i Gårdnavne torgar f.) ’et Torv, Mødested for Handelssamkvem’. Findes på nogle Steder som Gårdnavn, mest brugt om Småpladser, men også i enkelte Tilfælde, hvor det må være gammelt. Må vel overalt — undtagen kanske enkelte Gange, hvor det er af meget sen Oprindelse — antages at sigte til en gammel Markedsplads, enstydigt med kaupangr, se dette. Oplysende i denne Henseende ere især to af de Tilfælde, hvori det forekommer. På Torge i Elverum (i gammel Form enten Torgar eller Torgi, nu gjeme urigtigt skr. Thorrud) holdtes endnu i Slutningen af forrige Årh. det såkaldte Nilsmessemarked for Tryssilboerne (Krafts Beskr. 2den Udg. I 341), og Biskop Jens Nilssøn fortæller i sin Beretning om en Visitatsreise i 1594 (S. 277) om Sæteren Torget på Krokskogen, at «de der lægge Tjære og Tunge (d. e. Korn) op om Vinteren». Her have altså Ringerikingerne på Vinterføret bragt de Varer op, som de havde at afsætte, formodentlig nærmest til Borgerne i Oslo.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
torn
gno. þorn m. (Gen. þorns), bruges i Betydningen Tjørn, Tornebusk en del i Gårdnavne, hyppigst i Forbindelsen Þornberg, nu alm. gået over til Tanberg. Nogle Sammensætninger med heimr kunne forklares af Ordet (Todneim i Høiland og Hetland, Tansum i Eidsvold). Det deraf afledede þyrni n., Sted bevoxet med Tjørn (jfr. NGIndl s. 31) findes også i nogle Navne, nu lydende Tønne-, Tøns-.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
torp
NSL:
gno. þorp n ‘gard’, som språkleg tilsvarar tysk dorf n ‘landsby’. Tydinga ‘liten gard, plass’ (Østerdalen, Solør) er yngre og kommen frå Sverige. Som grunnord i stadnamn finst former som [tårp] eller [tørp], sms. òg [-dårp] ub. eint., [tår´pe] eller [tør´pe] n b. eint., [tør`pe] n dat. eint., [tår´pa] f b. eint., [tår´pen] f dat. eint., [tør`pær] f ub. fleirt., [tør`pom] dat. fleirt.
   NG nemner 165 torp-namn, av desse er vel 100 sms. Den geografiske fordelinga er ujamn. Østfold har omtrent 2/3 av namna. På Vestlandet, Sørlandet og i dalstroka på Austlandet finst berre få torp-namn, nordlegast er Torp i Malvik, Sør-Trøndelag. Frå gno. tid kjenner vi også ordet brukt i grende- og bygdenamn, såleis Þorp i Land (→ Torpa), Suðrþorp (no Sødorp) i Gudbrandsdalen, Aust- og Vestþorp på Romerike.
   I Østfold heng torp-namna språkgeografisk saman med Sverige. Der er dei talrike (kring 7500) frå Skåne til Dalälven, men sjeldne lenger nord. Sverige (først Skåne) fekk namnetypen frå Danmark, som no har eit par tusen torp-namn. I danske namn er torp som andreledd ofte omforma (-trup, -drup, -rup). Til Danmark kom namnetypen frå Tyskland, der dorf-namn var vanlege alt i folkevandringstida.
   Alderen til torp-namna er omdiskutert. Svensken Jöran Sahlgren meiner dei eldste torp-gardane i Norden vart rydda og namngjevne i vikingtida. Lars Hellberg har prøvd å vise at torp-namna fell i to aldersgrupper. Etter hans syn kan dei eldste tidfestast lenge før vikingtida. I Noreg reknar han med denne typen i indre strok av Austlandet (Land, Valdres, Hallingdal og Gudbrandsdalen). Også Hellberg daterer dei fleste torp-namna til mellomalderen, og da med tydinga ‘nybygg, utflyttargard’. Ein tredje og yngre type torp-namn (-torpet) finst særleg i Solør. Desse namna kom frå Sverige med finnane på 1600- og 1700-talet (‘finnetorp’).
   Om grunnordet torp frå først har sikta til busetnad eller naturforhold, er usikkert. Mykje talar for ei eldste tyding ‘einstaka gard’ (M. Eriksson). Etter Hellbergs teori har dei eldste namna grunnlag i ei terrengnemning,’ett slags ängmark’.
   Til førsteledd har grunnordet torp helst namn eller tilnamn på personar (Baggetorp i Eidsberg, Danstorp i Rakkestad), sjeldnare elvenamn (Bøltorp i Eidsberg), terrengord (Ås-, Bakke-), ord for jordsmonn (Sand-, Sten-) el. himmelretning (Aust-, Vest-).
   Litt.: NG Indl s. 82 og fylkesbanda av NG. M. Eriksson i NoB 1943 s. 72-100, den same i Svenska Landsmål 1958 s. 83-105 og 1967 s. 28-50. L. Hellberg i NoB 1954 s. 106-86. J. Sahlgren i NoB 1923 s. 69-109. J. Sandnes i NoB 1977 s. 57-70. SOL 2003 s. 322. KA
Legg til nyare litteratur og konklusjonar
 
NG:
þorp n. (Gen. þorps, Dat. þorpi, Flt. i Gårdnavne þorpar f.) findes i Oldn. brugt om en Klynge af Gårde og, hvor der tales om udenlandske Forhold, om Byer. I nyere Folkesprog bruges det på enkelte Steder, som i Østerdalen, om en Husmandsplads, ligesom nu i Svensk; efter Ross findes det desuden i Ryfylke brugt om en Flekke, et Strandsted. At Betydningen Husmandsplads ikke har været fremmed for det gamle Sprog, synes at måtte sluttes af det hånlige Begreb, som lægges i Ordet þorpari. Oldn. þyrpast betyder ’flokke sig sammen’. I Gammeldansk er Torp ’Landsby’, ligesom det tilsvarende tyske Ord Dorf. Det synes derefter rimeligt, at Ordets Grundbetydning ved Anvendelse i Stedsnavne har været ’tæt beboet, folksomt Sted’. Overgangen til den tilsyneladende stærkt afvigende Brug om Husmandspladse kan måske forklares således, at sådanne Pladser ofte lå i Klynge i en Udkant af Grænden eller af Gårdens Jorder.
   Þorp findes som Gårdnavn både usms. (mest i Ental, sjeldnere i Flt. og i Dativform i Ent. og Flt.) og som andet Led i sms. Navne. I den sidste Brug er det ikke hyppigt uden i Smålenene, der har ¾ af samtlige Landets Navne på -torp; især ere disse almindelige i Rakkestad Fogderi. Der findes endel af dem ellers på Østlandet; det vestligste af dem er i Mandalsdalen.
Længere vestover og nordenfjelds mangle de. Det usms. Torp har noget videre Udbredelse. Også af disse Navne har Smålenene over Halvdelen, men der er dog adskillige af dem i Akershus og Hedemarkens Amter og enkelte hist og her ellers (4 i Lister og Mandal, 2 i S. Bergenhus og 2 i Trondhjems Omegn). Antallet i det hele er ikke meget stort, noget over 50 usms. og noget over 70 sms.
   Første Led i de sms. Navne er oftest et Personnavn eller Tilnavn, men det kan også være et Elvenavn eller et Ord, som har Hensyn til Stedets Beskaffenhed eller Beliggenhed. Om disse Navnes Alder lader sig for Tiden neppe andet sige, end at de må gå temmelig langt tilbage.
Som Bygdenavn findes Þorp på nogle få Steder. Det nuv. Eidsvold Sogn, den vestenfor Vormen liggende Del, kaldtes i MA. Austþorp og i Modsætning dertil Nannestad og Bjørke Sogne Vestþorp. Et Sogn i Nordre Land hed Þorp og kaldes endnu Torpa med ændret Kjøn (Hunkjøn).
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl norsk
trett(e)
Trett(e)- i stadnamn, som Trettvollen, Tretteng(et), Trettvika. Av gno. þræta f ‘trette’. Opphavet til slike namn er for det aller meste at det har vore strid eller trette om lokaliteten. Svært vanleg i namn. (NG Indl. s. 33, F. Myrvang i MM 1980 s. 215 ff.)
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
trø
NSL:
trø f gno. trǫð f ‘inngjerdt jordstykke til buskap eller dyrking’. Dei samrøtte trøde n og træde n har liknande tyding. Opphavleg tyding ‘opptrakka stad’ og står etymologisk i samband med nyno. tre vb ‘gå, stige, trampe, trø’. I naturnamn blir t. først og fremst nytta om hamnehagar og stader der buskapen er. I sms. namn er førsteleddet da ofte eit husdyrnamn: Purktrøa, Kalvtrøa. I bustadnamn finst trø særleg i det trøndske målføreområdet og blir brukt i yngre gards- og bruksnamn, ikkje minst gamle plassnamn. OS
 
NG:
trǫð f.(Gen. traðar, Flt. traðir), af troða ‘træde’, må have Grundbetydningen ’stærkt betrådt, optråkket Plads’. Det bruges om en Fold, hvori Kvæget indelukkes, om en indhegnet. Havnegang i Hjemmarken, om en indhegnet Eng, om et Jordstykke, der er lagt til Hvile efter at have været opbrudt til Ager osv. Mest i nyere Navne. Nu i flere forskjellige Former, Trå f., Trø f., Tra n., Træe og Træ n., Trøe n.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl enclosure norsk
tue
gno. þúfa f. (Gen. þúfu, Flt. þúfur) 'Tue'. I Gårdnavne vel oftest at forklare af Ordets Brug om Høider og Fjelde; det er meget alm. i Fjeldnavne, også om større Fjeldtoppe. Der har desuden været en Hankjønsform þúfr, der nu fra Oldn. kun kjendes i Gårdnavne, men endnu bruges som Fællesord i Hallingdal og i Bergens Stift med Betydning ’Top, Knude, noget spids
Forhøining på en Flade’ (jfr. NG I s. 11). På et Par Steder findes Sammensætning med vin, Þýfin.
 
Norske Gaardnavne Indl top, peak norsk
tuft
NSL:
tuft f av gno. tupt f ‘husgrunn’. Både i gno. og i nyno. dial. finn vi mange avvikande former,
gno. og mellomnorsk topt, typt, tom(p)t, tum(p)t, tøm(p)t o.l., nyno. m.a. tupt, tyft, tøft, tølt, toft, tomt. Av desse hører formene med m heime på Austlandet og noko i Trøndelag, i samanheng med svensk språkområde. Grunnordet t. finst i mange usms. og sms. gardsnamn. Særleg vanlege er namn som Tomt, → Tom`ter (fleirt.), Tøm`te (fleirt.) i flatbygdene på Austlandet. Mange av dei er nemnde i mellomalderkjelder og skriv seg frå tida før ca. 1350. Men fleire av dei, særleg av typen Tømte, ser ut til å skrive seg frå 1500- 1600-talet og tyder kanskje ‘stad der hus har stått’. Dei fortel da om øydegardar som blir tekne opp igjen. Både tuft og tømte finst også som grunnord i seternamn, det siste da avgrensa til Trøndelagsområdet.
Litt.: Beito 1949 s. 142-43. Holmberg 1946. NG Indl s. 82 og fylkesbanda av NG. SOL 2003 s. 320 f. tomt. JS
 
NG:
gno. tupt eller topt f. (Gen. tuptar, Flt. tuptir) ’Hustomt’. I Navne mest usms., ofte i Flt., eller som sidste Led. pt er i den største Del af Landet nu gået over til ft. Som Sideformer forekomme i middelalderske Jordebøger typt, tomt, tumt, tymt, tømt (Formerne med mt jevnlig skrevne med et f eller p mellem disse to Konsonanter). Dertil svare som Nutidsformer Toft, Tomt (udtalt dels med lukt, dels med åben Vokal), Tømt, på enkelte Steder Temt. Kan i Navne ikke altid sikkert skilles fra en Stamme þopt, af uvis Betydning, hvoraf f. Ex. det bekjendte Tofte (Þoptin) i Dovre
kommer.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl norsk
tun
tun n gno. tún n (dat. túni, fleirt. i stadnamn túnir). Har eigentleg hatt tydinga ‘gjerde’, slik som enno i same ordet på tysk, Zaun. Seinare har t. i nordisk fått tydinga ‘inngjerdt område’ og enda meir spesialisert i norsk ‘tun, gardsplass’. Kanskje har t. i somme gamle nordiske stadnamn hatt ei tyding ‘borg, «by»’ (→ Tønsberg), slik som engelsk town og det tilsvarande keltiske ordet -dūnum (-dūnon) i t.d. Verdun. Grunnordet tun finst i Noreg 12-15 gonger som gards- eller bygdenamn usms: Tun, → Tune, men mykje meir vanleg som sisteledd i sms. namn, ca. 130 gonger. Det finst også som førsteledd, m.a. i sms. med vin og heim (→ Tanum).
   Dei usms. og mange av dei sms. tun-namna er sikkert svært gamle, ofte knytte til store og sentrale gardar. Sms. med -vin, -heim, Hof-, Laga- og Elgja- (→ Helgetun) tyder også på høg alder. Mange av desse namna går truleg tilbake til eldre jarnalder (før ca. 600 e.Kr.), som dei svenske tuna-namna. Ei gruppe for seg er garddelingsnamna på -tun (Midttun, Øvre- og Nedre-tun, → Nesttun, → Fortun og mange sms. med personnamn til førsteledd). Desse hører først og fremst heime i Hord og SogFj og skriv seg visst i hovudsaka frå kristen mellomalder.
Litt.: NG lndl s. 82 og dei ymse fylkesbanda. NK V s. 15, 28, 135-136. Sandnes i Hyllningsskrift Hellberg 1997. SOL 2003 s. 328-30. Ståhl 1970 s. 78-80. JS
 
NG:
tún n. (Gen. túns, Dat. túni, Flt. i Gårdnavne túnir f.) har opr. betydet ’Gjerde’ (samme Ord som tydsk Zauri) og derefter ’indhegnet Sted’. Det tør være muligt, at det har havt denne Betydning endnu i de ældste af de norske Gårdnavne, hvori det forekommer. I Norge har det i den histo-
riske Tid været brugt om Gårdspladsen på en Gård (fordi den var indhegnet), tildels også med Indbefatning af de omgivende Bygninger (derfor på Vestlandet om de forskjellige Parter eller Brug i en Gård). Sammensætninger findes både med vin (Túnin, Túninjar) og med heimr (Túneimr, nu tildels i Udtalen forandret til Tanum, Tannum, Tønnum, Tonneim). Udtales på Østlandet Ton og kan da forvexles med det under omtalte Toen; som andet Led ofte afkortet til -tu eller -to.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 norsk
tunge point norsk
tunnel tunnel norsk
tunturi mountain plateau kvensk
tuve
tue
top, peak norsk
tveit
NSL:
tveit f av gno. *þveit f ‘mindre jordstykke’ (usikker tyding, i nyno. dial. ‘grasflekk mellom skog eller berg, slåtteland i skogen’. Jf. eng. thwaite ‘rudning’, som er lånt frå nordisk i vikingtida.
   Ordet finst i ca. 200 usms. gardsnamn, og som sisteledd (-tveit, -tvet o.l.) over 400 gonger. Ifølgje Beito er t. brukt i over 80 seternamn, og av desse er vel 20 usms. Som førsteledd (Tveit-, Tveitar-) finst tveit sjeldan i eldre bustadnamn. Gardsnamna har former som Tveit (Tveid), Tvei´ta b. eint., Tvei´ten som er «skriftform» for Tveita eller dat. eint. (sjå NG XI s. 329), Tveite, Tveiter/Tveter ub. fleirt., Tveitan(e), Tveitene b. fleirt. og Tveito dat. fleirt.
   Dei fleste tveit-namna finst i stroket frå Tel til Hord, men berre få i V-Agd. Tel og Hord har til saman over helvta av dei usms. namna. På Austlandet (Østf, Akersh, Hedm, Oppl) finst vel 30 usms. tveit-namn. Nord for Sognefjorden finst tveit omtrent ikkje i stadnamn. Namneleddet -tved finst i danske gardsnamn, og er kjent i Bohuslän, Sverige. Island har ingen tveit-namn.   Dei fleste tveit-gardane er truleg frå vikingtida, somme kan vera eldre. Tveit-namna er såleis eldre enn namna på → rud, som dei kan jamførast med i tyding. Begge typar har truleg namngjeve rydningar.
   Førsteleddet i sms. er oftast personnamn eller tilnamn, men aldri kristne personnamn. Derimot finst gudenamn (Frøys-, Tors-, Ull-). Elles kan førsteledda fortelje om lægje eller voksterliv, og vera elvenamn eller gardsnamn.
Litt.: Beito 1949 s. 230-32. NG Indl s. 83 og fylkesbanda I-XII. NK V s. 22 (M. Olsen) og s. 107-10 (G. Knudsen; jf. Saga och sed 1938 s. 53-59). KA
 
NG:
þveit f. (Gen. og Flt. þveitar) findes i Oldn. ikke som Fællesord, ialfald ikke i en Betydning, hvoraf Stedsnavne kunde forklares. Nu bruges Tveit i endel Bygder bl. a. om en Græsplet mellem Skov eller Klipper, en Slåtteng i Skoven, en Rydning (se Aasen og Ross). En Del af de af Ordet opståede Gårdnavne, som have bestemt Form og kunne være forholdsvis unge, må vel henføres til disse Betydninger. I Tilfælde, hvori Navnet er gammelt, er det derimod et Spørgsmål, om ikke Betydningen har været simpelthen 'udskilt Part, for sig beliggende jordstykke', der naturlig kan udledes af det gamle, i Angelsaxisk bevarede Verbum þwītan ’afskjære, skjære istykker’, hvoraf Ordet er udledet. Findes ikke som Navn på), men er i Vikingetiden overført til Nordengland fra Danmark (nu skr. thwaite). Der er således Sandsynlighed for, at de ældre af disse Navne gå meget langt tilbage i Tiden.
   Tveit-Navnene standse omtrent ved Sognefjorden; nordenfor denne findes blot et Par af dem i Sønd- og Nordfjord og et Par i Indherred. Hyppigst forekomme de i Bratsberg Amt, i Nedenes, i Stavanger Amt (her næsten blot i Ryfylke) og i Søndre Bergenhus. På Østlandet findes de, om end i ringere Antal, dog ret hyppigt i de lavere Egne; i Oplandsbygdeme gives derimod kun få af dem (ingen i Gudbrandsdalen og Østerdalen). Deres samlede Antal i Landet er c. 600, hvoraf omkring 200 usms.
   I de sms. Navne er første Led også her i de fleste Tilfælde Personers Navne eller Tilnavne. Desuden findes ret ofte Ord, betegnende Beliggenhed eller Beskaffenhed, Elvenavne, Træ- eller Plantenavne. Ikke sjelden er første Led også Navnet på en anden Gård, hvorunder da Stedet engang må antages at have hørt. I nogle få Tilfælde synes þveit sms. med et Gudenavn (Frøitveit, Frøistveit, Ultveif).
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl norsk
ufs
gno. ups f. (Gen. upsar) ’Klippevæg, lodret eller meget brat Side af en Klippe’, sædvanlig en mindre Klippe (Aasen). Både usms. og sms., især som første Led, i Navne; nu i mange forskjellige Udtaleformer (Ups, Ops, Øps, Ufs, Ofs, Øfs, Uks, Oks; Form ux findes allerede i den ældre Borgarthings-Kristenret, i et Håndskrift fra første Halvdel af 14de Årh., NgL. I 368).
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
ur
 → urd
 
 
stony slope, talus norsk
urd
gno. urð f. (Gen. urðar, Flt. urðir) ‘Ur, Stenhob dannet af Naturen’, mest om Stensamlinger, som danne sig ved Ras nederst i en brat Fjeldside. Ofte i Navne; Sammensætninger med vin og heimr findes (Urðin, Urðarheimr). På nogle Steder i de nordligere Dele af Landet nu udt. med lukt o (Or, Ol med tykt l).
Norske Gaardnavne Indl stony slope, talus norsk
vad
vað n. (Gen. vaðs) ’Vadested over en Elv eller andet grundt Vand’. Ofte usms. og som andet Led. Findes sms. både med vin (Veðin, Vǫðin, jfr. NG I s. 62. 223) og med heimr.
 
Norske Gaardnavne Indl ford norsk
vaðða
open slette utan tre, med skog rundt
Norsk stadnamnleksikon 1997 plain without trees nordsamisk
vágge
dal
Norsk stadnamnleksikon 1997 valley lulesamisk
vággi
dal; stutt dalsenking ved eller nær kysten
Norsk stadnamnleksikon 1997 valley nordsamisk
váhke cove, bay lulesamisk
váhki cove, bay nordsamisk
vahta, ujtto plain without trees lulesamisk
val
NSL:
val m gno. vaðill m, sideformer *veðill m og vǫðull m ‘vadestad’, alle laga til gno. vaða vb ‘va(da)’. I målføra finst v. som appellativ frå Rog og nordover langs kysten, vanleg med utt. [va:l] av vaðill. Derimot kjem [vøu´d’l] Ryfylke og [vø:l] Sunndal, Nordmøre, helst frå vǫðull.
   Vanleg tyding i dag er ‘grunn vik, stad som fell tørr i sjøen, lågt eid’. Ofte er det grunne sund mellom øyar, eller mellom øy og fastland, som blir kalla val. Aasen nemner òg at val stundom blir nytta om «en lav eller dyb Flade på Landet». Frå Hord og Sogn kjenner vi tydinga ‘langstrekt jordrygg’.
   I naturnamn er val mykje brukt innafor utbreiingsområdet, og namn som → Verle (eidet mellom Jeløya og Moss) og Voile (Vanse, V-Agd), båe utgått frå dat., fortel om større utbreiing av appellativet tidlegare. Val finst dessutan i fleire gardsnamn, særleg nordafjells, t.d. Vaulen, Meldal, S-Trl, ved ei elv på eit kort eid mellom to vatn, i fleirt. Valan, Kvænangen, Troms, stundom òg som sisteledd, → Flatval.
Litt.: Fritzner III s. 838. NG Indl. s. 84. OS
 
NG:
gno. vaðill m. (Gen. vaðils, Flt. vaðlar) ’grundt Sted i Vand (af vaða ’vade’), grundt Sund, Sted, som kun ved Flodtid står under Vand’; også som Navn på Eider og lign., som engang i Tiden have været under Vand. Sideformer vǫðull og veðill (jfr. NG I s. 276. 312). På de fleste Steder nu i Formen Val, der især er hyppigt nordenfjelds og ikke må forvexles med valr ’Falk’, der også findes i adskillige Stedsnavne, som første Led, eller med hváll, der jo på flere Steder udtales Val. Ellers findes også Udtaleformeme Vaul, Voil, Veel.
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl ford norsk
vang
vang m, gno. vangr ‘open plass, voll’. Appellativet er no kjent over heile landet, men som genuint målføreord er det avgrensa til nokre austnorske målføre, i somme målføre kan ordet tyde mjølkeplass utan hus i nærleiken av garden, utskild part av ei seter (Solør, Odal); inngjerd setervoll, òg om hus og inngjerd jord på setra (Tynset), setervoll (Oppdal). Appellativiske sms. som òg finst i stadnamn er leikvang = leikvoll og setervang = setervoll.
   Som grunnord lagar vang primært naturnamn, men finst òg i bygde- og soknenamn, namn på faste bustader (ca. 90) og i seternamn (ca. 950); vang er òg grunnord i mange nyare namn på ungdomshus, villaer, hytter o.a., men desse blir ikkje rekna med her. Soknenamna er: → Vang (Hedm og Oppl) → Vangen (SogFj), → Evanger (Hord), → Fåvang (Oppl), → Leikanger (SogFj og MogR) og → Ullensvang (Hord). Desse namna merkjer av gamle midstader i kyrkjesoknene eller i heidenske hovsokner.
   Av noverande gardsnamn er bort imot tredjeparten usms. Blant sms. finst her òg einskilde som minner om heidensk gudsdyrking: Hovsvangen (Oppl), → Gudvangen (SogFj). Same utmerkingsord som ved soknenamn har vi i 15 gardsnamn med Leik- (Leikvam, Leikum, Leikang(er), Evang (Oppl), Kvilvangen (Hedm), og Åvangen (Østf, Oppl). Andre utmerkingsord er naturnemningar; berre få er gamle personnanmn, og eit par har namn på ein annan gard i førsteleddet.
   Seternamna er stort sett avgrensa til målføreområdet for appellativet vang, dei fleste i Hedm og dernest i Akersh. Dei usms. namna er få og merkjer oftast av nedlagde setrar. Den appellativiske sms. setervang finst einstaka som seternamn eller grunnord i seternamn. Av utmerkingsorda er nokre adjektiv, særleg er nemnande gammal og ny. Personnemningar finst i 30 tilfelle; blant desse er heller mange nyare namn og inkje gammalt namn som no har gått or bruk. Nokre personnamn er sams for både seternamn og gardnamn, og kunne såleis vera forkorta sms. med gardsnamnet som t.d. Kalsvangen til Kalsgarden, Tynset. Det fulle bustadnamnet er førelekk i stormengda sms. (88 %). Dei merkjer da vanleg av garden eller bruket som setra hører til eller er brukt av. Seternamna med grunnordet vang ser ut til å vera unge. Dei finst såleis mest berre i bundne former, og sms. har ein ung svip; det gjeld utmerkingsorda både formelt og reelt.
   Namna med grunnordet vang ber vitne om ei lang utvikling frå hovsvang og kyrkjevang til setervang parallelt med ei innsnevring av målføreområdet for appellativet. Nye namn som t.d. Folkvang og Trudvang er henta frå norrøn mytologi.
Litt.: Beito 1949. E. Schröder i NoB 1933 s. 148-61. OB
 
NG:
gno. vangr m. (Gen. vangs, Dat. vangi, Flt. vangir) ’græsgroet Slette, Grønning’. I ældre Tid ofte brugt om Græsvolden omkring en Kirkegård, hvor Menigheden samledes; derved er det blevet Navn på adskillige Kirkesteder og som Følge deraf Sognenavn. Gamle Sammensætninger ere ligeledes det hyppige Leikvangr ’Legevold’ (jfr. leikr), i hvilket ng nu oftest er gået over til m (Leikvam, Lekvam, Lekum, også med bevaret ng, men bortfaldet v, Leikang, Lekang), og åivangr, ævangr ’Grønning, hvor man gjør Holdt på Reiser for at lade Hestene græsse’ (dansk: Bedested). I nyere Tid har det søndenfjelds tildels været brugt om Sætervolde og findes derfor oftere i Navne på Sætre og Gårde, som opr. have været Sætre. Meget brugt i Navne, gamle og nyere, oftest usms. og i Ent. I enkelte Tilfælde har det beholdt Nominativens r også i andre Bøiningsformer (i Vangre, se NG I s. 336); det kan da som andet Led komme til at blive forvexlet med angr.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl norsk
vankka river valley kvensk
vann lake norsk
varde
gno. varða f. (Gen. vǫrðu) ‘Varde, Opstabling af Træ eller Sten’, til Afbrænding som Signal (jfr. viti), til Afmærkning af Veilinie, til Mindesmærke.Findes i adskillige Navne, deriblandt Sammensætninger med vin og heimr (Verðin, Vǫrðin, Varðeimr), ved hvilke der dog også mulig kan tænkes på vǫrðr m. ’Vagt, Vogter’. I den øvre Del af Glommedalen og nordenfjelds ofte som Fjeldnavn i Formen Vola, med tykt l. Som første Led jevnlig afkortet til Var- (Val-).
 
Norske Gaardnavne Indl beacon norsk
várdu
høgd med vid utsikt
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
varp
gno. varp n. (Gen. varps) ’Kast’ (af verpa ’kaste’), har i Navne to forskjellige Betydninger:
1) Sted, hvor man kaster, udsætter Fiskeredskaber af forskjellig Art.
2) sammenkastet Stenhob, Røs.
Man finder også Formerne verpi n. og varpa f. (i det Trondhjemske nu mest i Formen Vorpa), dog vel kun i den første af de to Betydninger. Enkelte Navne synes at forudsætte Hankjønsformer (Varp, Verpe). Jfr. kast.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
várre
fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 mountain lulesamisk
várri
fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 mountain nordsamisk
vatn
vatn n, gno. vatn n (gen. vaz, fleirt. nom. og akk. vǫtn) ‘innsjø’. Den vanlege utt. i mesteparten av landet er [vat´t’n]. Langs kysten austover frå grensa mellom Rog og V-Agd og i Oslofjorden til Bohuslän finst den assimilerte forma vann. Somme stader kan denne forma gå eit godt stykke inn i landet, såleis har ein sør på Romerike og Hadeland vann (men vatn er kjent mellom eldre). I grenseområdet vatn/vann kan ofte stadnamna ende på -vatn, medan appellativet (særleg i stofftydinga) kan vera vann (også det motsette forholdet finst). Bymåla har oftast vann, like eins nørdste luten av Nord-Noreg. Ei subtraksjonsform vatt finst i Fjordane.
   Den gno. fleirt.forma lever enno i målføra på Sunnmøre og sørover til Indre Agder, dessutan i midlandsmåla frå og med Valdres og sørover. Utt. kan variere, t.d. [våt´t’n] og [vøt´t’n]. Sørlandske bymål kan ha fleirtal vannår/-er. Tostavingsforma [van`ne] på kysten av V-Agd blir berre nytta om sjøen i stofftyding. Den gno. tydinga ‘brei elv’ synest å ha levd i målføra langt opp mot vår tid, men er no utdøydd. Etymologisk har vatn samband med våt adj og det omlydde væte f.
   I naturnamna er vatn brukt over heile landet. I dei austlege delane av Austlandet er det likevel få slike namn, dei aukar på di lenger vest ein kjem. Eit liknande forhold er det i Trøndelag. Sidan mellomalderen har vatn breidd seg og trengt unna → sjø m, like eins får nyare namn gjernast -vatn, t.d. Harestuvatnet for eldre *Nitjusjór.
   I bustadnamn er vatn vanleg i usms. namn: Vatn og Vatnet, Vatnar og Vatnan (fleirt.), → Vatne (dat.). Utløyst frå sms. med gen. er → Vats. Som sisteledd står vatn ikkje sjeldan i gards- og bruksnamn: Gåsvatn, Ramsvatn.
Litt.: Indrebø 1924 s. 225-29. D. A. Seip i Festskrift Larsen 1924 s. 168-85, den same i ANF 1926 s. 271. OS
 
NG:
gno. vatn n. (Gen. vatns, vatz, Dat. vatni, Flt. i Gårdnavne vatnar) ’Vand’. I Navne oftest brugt med Hensyn til Indsøer, jevnlig usms. som Navn på Gårde, der ligge ved sådanne. Findes på et enkelt Sted (Tysvær) sms. med heimr. Som Iste Led gjeme i Genitivform, nu Vass-. I Kystegnene fra Langesundsfjorden til Flekkefjord som andet Led udt. -vann.
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl lake norsk
Vatta
Veten.
Norsk stadnamleksikon 1997
ve
NSL:
gno. n tyder ‘heilag stad, blotstad’. I nyno. finst ordet berre i stadnamn og personnamn (Vebjørn o.fl.). Det usms. gardsnamnet Ve (eint.) finst 6 stader (dessutan 2 usikre). Veˈa i Vaksdal komm, Hord, er fleirt. Som førsteledd i gardsnamn finst v. fleire gonger, t.d. Vessal og → Veøy (men ikkje Vestad). Som sisteledd er ve ikkje påvist i norske stadnamn, derimot finst det i Sverige og Danmark og har da ofte eit gudenamn som førsteledd (Ullevi, Odense). Ordet ve minner om heidensk gudedyrking og namn sms. med dette har høg alder. Namn der førsteleddet no er Ve-, kjem likevel oftast av gno. viðr m ‘ved, skog’. KA
 
NG:  
gno. n. (Gen. vés) ’Helligdom, helligt Sted’. Ordet synes dog efter flere af de ældste Steder, hvor det findes i det gamle Sprog, også at have havt en almindeligere Betydning ’Hjem’ eller ’Bosted’. Forekommer på nogle Steder usms. som Gårdnavn; ligeledes i enkelte Tilfælde som første Led i Navne. De allerfleste af de nu med Ve- begyndende Navne, som Vehus, have dog en ganske anden Oprindelse, af viðr, Skov (se dette). Som andet Led kan det neppe i et eneste Tilfælde med Sikkerhed påvises i Norge. Adskillige Navne kunde efter Nutidens Udtale synes at være sms. dermed; men disse vise sig at have vin til sidste Led.
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl norsk
ved
gno. viðr m. (Gen. viðar, Flt. viðir) betyder i det gamle Sprog ’Skov, Træ, Stok, Trælast’. I Navne er det vel ialfald i de fleste Tilfælde at tage i Betydning af Skov. Nogle Gange sms. med vin og heimr (Viðin og Viðeimr). Usms. synes det alene at forekomme i Flertalsformen Viðir, nu Veer, Vea, Vean, Veum, Veå (de to sidste Dativformer), nordenfjelds i de ved Ligedannelse fremkomne Former Vådan og Vuddu. Meget ofte som første Led; mest udt. Ve-, men også Vi- med lukt i (jfr. NG I s. 397). Som andet Led sjeldent (et Par Gange Mørkved < Myrkviðr ‘den mørke Skov‘).
 
Norske Gaardnavne Indl wood, forest norsk
veg
gno. vegr m. (Gen. vegar, vegs, Flt. vegir, vegar) ’Vei’. Mest i nyere Navne, dog også i enkelte gamle; der findes således Sammensætninger med heimr.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
vegg
gno. veggr m. (Gen. veggjar, veggs, Flt. veggir) ’Væg’. Ikke meget udbredt i Navne, oftest usms. og da mest i Flt. Sigter vel i de fleste Tilfælde, om ikke overalt, til en Fjeldvæg eller en brat Li. En enkelt Gang sms. med heimr (Veggem i Ottadalen i Våge).
 
Norske Gaardnavne Indl wall (mountain), wall of rock norsk
vete
viti m. (Gen. vita), i Navne i Betydningen ’Varde, opstablet af Træ og bestemt til at antændes som Signal i Krigstid’ (jfr. varða). Ofte, sms. og usms., i Fjeldnavne, der igjen af og til ere brugte som første Led i Gårdnavne. Nu alm. udt. med e i første Stavelse; desuden findes. de ved Ligedannelse fremkomne Former Våtta-, Våttå og Vatta-.
 
Norske Gaardnavne Indl beacon; mountain, hill norsk
vidde mountain plateau norsk
vig
vik
cove, bay norsk
vigge mountain field norsk
vik
vík f. (Gen. og Flt. víkr) ’Vik, Bugt’. I adskillige Tilfælde i Navne brugt om Bøininger af Elveløb og, som det synes, også om Indbugtninger af Høidedrag. Som andet Led undertiden afkortet til -vi, især i Egne, hvor det nu udtales med blød Konsonant (Vig).
 
Norske Gaardnavne Indl cove, bay norsk
vin
NSL:
av gno. vin f (gen. eint. og nom. og akk. fleirt. vinjar, dat. eint. vinju). Vanleg sisteledd i sms. gardsnamn i Noreg (rundt 1000 namn), og finst dessutan i Sverige. På Orknøyane og Shetland kan vin vere nytta i naturnamn.
   I Noreg har vin-namna ei noko ujamn utbreiing. Dei er sjeldne på Sørlandet og i Nord-Østerdalen. I Nord-Noreg er det berre eit par sikre vin-namn. Somme bygder har særleg sterk konsentrasjon av desse namna, t.d. Aker og Voss, dessutan somme av bygdene ved indre del av Trondheimsfjorden og mjøsbygdene ved Hamar.
   Som appellativ var vin utdøydd alt i klassisk gno. (ca. 1200), men tydinga må ha vore ‘naturleg eng, beite’, jf. gotisk winja ‘hamnegang, beitemark’. Samansetningar som det poetiske Viney for Sjælland, og vinjarspann og vinjartoddi om jordavgifter fortel oss at v. må ha vore levande vikingtida ut. Det etymologiske opphavet til vin er sterkt omdiskutert og mykje usikkert, det har vorte sett både til gno. vinr m ‘venn’ og vanr adj ‘van’.
   Vin finst ofte usms. i Noreg og har da former som Vin`je, Vin`jar, Vin`nan (fleirt.), Ven og Ven´na (b. eint.). Vin`ju i Ringsaker er dat. eint. (dat. fleirt. kan Vin`jo vera somme stader på Vestlandet).
   Som sisteledd har vin i dag mange ulike former (med vokalane -i, -e,, -a), ikkje sjeldan er det samsvar med den sterke hokjønnsartikkelen i eint. (dei er begge utvikla frå gno. -in). I utlyd fell n-en vanlegvis bort, men blir halden særleg i somme bygder på Austlandet og midtre delar av Vestlandet. Han står alltid i typen → Røn og → Bryn. Alt i slutten av mellomalderen hadde v-en falle i sisteleddet dei fleste stader i landet, men han heldt seg bra på Vestlandet og somme stader i dei vestlege dalføra på Austlandet, særleg etter visse konsonantar der han kan ha halde seg heilt til vår tid: Skodven, Sandven, Ulven, Hyrve, Rekve. Frå 1200-talet og utover fekk ein vanleg endinga -ini (eller -yni, -ene) i oblikve kasus i eint. av sisteleddet. Denne skriftforma har knapt hatt noko større talemålsgrunnlag og er først og fremst eit vitnemål om oppløysingstendensane i språket mot slutten av mellomalderen. - Om lag alle vin-namn har tostavings tonelag. Eit unntak er → Bergen.
   Førsteledda i vin-namna kan få i-omlyd som Grenin - no Grenne, Grin(n)i o.l. - (til gran f) eller sjeldnare w-omlyd som Grǫnin. Ein kan òg mangle omlyden heilt som i Granin. I førsteledda har ein òg andre tre- og plantenamn i → Heggen og → Lindern, dyrenamn i Høvre til gno. hafr m ‘bukk’ og heller ofte elvenamn, t.d. Hæren, Tune, Østf, til Hæra. Adverb og adjektiv er vanlege: Breien, Bretten < Bratt-vin, Øst(e)ren < Eystr-vin, Nesta, Selbu, S-Trl, < *Nezt-vin, Uppin. Det er mange som vitnar om heiden gudsdyrking: Freys-in, Njarðar-in, Óðins-yn, Ullar-in, Dís-in, Guð-in, Ho(f)-vin. Vanlege personnamn finn ein derimot ikkje sms. med vin.    
   Eldre stadnamngransking ville gjerne plassere vin-namna langt tilbake i førhistorisk tid, ofte heilt tilbake i bronsealderen. I dag reknar ein med at dei eldste norske vin-namna kan gå tilbake til tida kring Kristi fødsel. Men namneleddet må ha vore produktivt gjennom eit langt tidsrom. Valter Jansson reknar såleis med at dei yngste vin-namna, dei som har halde på v-en, dei som har jō-stomnbøying og dei som manglar w-omlyd, kan ha komme til ned mot og rundt år 1000. Mangelen på slike bustadnamn i dei norske nybygdene på Vesterhavsøyane tyder likevel på at dei aller fleste av dei er frå før vikingtida. Rundt 40 % av dei namna som kan daterast, har hatt i-omlyd, dvs. at dei er laga før ca. år 600. Mange av desse viser òg andre gamle språklege drag (t.d. iō-bøying). Andre reale forhold gjer det òg rimeleg å dra dei fleste norske vin-namna tilbake til tida før vikingtida. Samanlikna med heim-gardane er det såleis om lag dobbelt så mange vin-gardar som har vorte kyrkjestader, og landskylda for vin-gardane er jamt høgare enn for dei andre namneklassene. Dette gjer det rimeleg å tru at vin-namna i Noreg har vore særleg produktive det første halve tusenåret av vår tidsrekning.
Litt.: NG Indl s. 85-87. Jansson 1951 (med litt.liste). Ståhl 1970 s. 65-67. Stemshaug 1973 s. 92-97. OS
 
NG:
vin f. (Gen. og Flt. vinjar). Ordet var gået af Brug i Oldnorsk i den Tid, hvorfra vi nu kjende Sproget, og havde kun efterladt sig Spor i Sammensætningerne vinjarspann og vinjartoddi. Det er bevaret i enkelte beslægtede Sprog (gotisk winja) med ’Havnegang’ som opr. Betydning. Denne Betydning har da vel Ordet rimeligvis også havt i de talrige norske Gårdnavne, hvori det findes brugt.
   Oftest usms. og, især, som andet Led; sjeldnere som første Led. Usms. mindre alm. i Ent. Vin (på et enkelt Sted som Bygdenavn, Venebygden i Ringebu); udtales nu søndenfjelds Ven med lukt Vokal (alm. urigtigt skr. Veen, med den Forestilling, at -en er Artikelen), nordenfjelds Vænna, i bestemt Form. I to Tilfælde (begge i Ringsaker) har man Formen Vinju, der vel må være Dat. Ent. Meget oftere har man Navnet i Flertalsformen Vinjar, nu Vinje, Vinjer (Vinjar), på enkelte Steder udt. og skr. med e; i Trondhjems Stift mest i bestemt Form, Vinnan. På nogle
Steder på Vestlandet har Flertalsnavnet nu Dativform, udt. Vinjo. Som første Led i Navne mest i de to Sammensætninger Vinjarváll og Vináss, nu Venås.
   Som andet Led findes vin overordentlig hyppigt. I denne Stilling havde det i den største Del af Landet allerede i den senere Middelalders Skriftform for det meste tabt v-Lyden, så at andet Led lød -in, -yn. På Vestlandet holdt den oprindelige Form sig bedre, og v høres der endnu i Udtalen i de fleste Tilfælde, hvor en af Lydene g, k, l, r eller d går i Forveien (det sidste Tilfælde oftest, hvor der er nd, som i Sandvin, Sundvin, men også undtagelsesvis ved enkelt d, som i Œyðvin, opr. Eiðvin, i Ulvik). Undertiden er s i lignende Lydstilling bevaret også i den vestre Del af Østlandet og nordenfjelds. I Flertalsformen -injar, -ynjar findes disse Sammensætninger ofte i Indherred og nogle Gange i N. Bergenhus Amt.
   Med Hensyn til disse Navnes Form er videre at mærke, at man fra 13de Årh. af jevnlig finder -ini i alle Bøiningsformer, enkelte Gange også -inis som Genitivform (se f. Ex. NG I s. 100. 222). At dette er en Form af sen Oprindelse, følger med Nødvendighed allerede deraf, at vin er Hunkjønsord og har bevaret dette Kjøn til Nutiden som usms. Navn. Den findes tidligst, i Dativ, i nogle trondhjemske Diplomer fra sidste Halvdel af 13de Årh. (DN. II 10, 1255. I 49, c. 126-5. II 36, 1297; også i en Indskrift fra 1270—1280 i Trondhjems Domkirke, se Undsets Afhandling om Indskrifterne i denne Kirke i Ch.nia Videnskabsselskabs Forh. 1888 S. 48). I et Par vestlandske Diplomer træffes den ved 1300 (DN. II 35, 1297. DN. XIII 3, c. 1300); på Østlandet kan den først påvises fra 1310 af. I Kongesagaeme, hvis Vidnesbyrd forøvrigt i et sådant Spørgsmål har mindre Vægt, findes Dativen -ini i Sverres Saga (Fornm. s. VIII 35. 164) og ganske enkelte Gange ellers, medens de ellers overalt, hvor Navne af denne Klasse forekomme, have -in i Dativ. I de andre Bøiningsformer kan -ini først påvises længere ud i 14de Årh. -in vedbliver derhos at bruges ved Siden af -ini, ialfald så langt ned som til 1820 overveiende, tildels om de samme Gårde og endog i samme Kilde, og den gamle Genitivform -injar, -inar til c. 1400 ved Siden af den afslidte Form -ina, -ini og -inis. Da der nu desuden vel må siges at være ringe Sandsynlighed for, at man så sent som i 2den Halvdel af 13de Årh. skulde have dannet en afledet Intetkjønsform på -ini af disse gamle Navne, må det være berettiget at antage, at disse senere Former sproglig alene kunne betragtes som vilde Skud, der skylde de gamle Bøjningsformers Forfald sin Oprindelse, og lige så berettiget at betvivle, at -ini har været hørt i Tale i 13de og 14de Årh. udenfor Dativformen. I denne er den ganske naturlig indkommet i denne Tid, ligesom man samtidigt i denne det gamle Sprogs Opløsningstid tildelte mange andre Hunkjønsord Dativformer på -i, som ikke opr. tilkom dem. Fra Dativen er så i-Formen i Skrift gået over i de andre Bøiningsformer i disse ældgamle Navne, om hvis Oprindelse og Betydning dengang al Bevidsthed var tabt. I ethvert Tilfælde kan det ikke være rigtigt at opstille Formerne på -ini som Normalformer for de med vin sms. Navne, som man tildels har gjort.
   Hvor første Led ender med en Vokal, ere de med vin sms. Navne allerede tidlig sammentrukne, således at af sidste Led kun n er blevet tilbage, som slutter sig umiddelbart til første Leds Vokal (Brýn af brú, Rœn af , Æn og Œn af á, ó, Mœn af mór, Lœn af osv.).
   Første Led har dels Stammeformen, dels Genitivform, den sidste sjeldnere og mest på Østlandet. Har dette Led en Vokal, der er modtagelig for Omlyd, finder man dels uomlydte Former, dels Former med v-Omlyd, dels med i-Omlyd (de sidste forholdsvis mindre hyppigt). Således finder man Sandvin eller Sandin, Sǫndin og Sendin; Granin, Grǫnin og Grenin; Dalvin og Dǫlin; Bleikin og Bløykin; Austrin og Øystrin.
   De fra vin stammende Navne ere sikkert de ældste af de med mere udbredte Sammensætningsled dannede. Der findes intet Spor til dem hverken på Island eller i de norske Kolonier fra Vikingetiden, og Ordet selv var omtrent uddød i det historisk bekjendte Oldnorsk. Nærmest i gjennemsnitlig Alder må de med heimr sms. Navne komme. Til disse findes der dog, som ovenfor omtalt, Spor på Island, og som Fællesord har Ordet holdt sig til Nutiden; de gå derfor rimeligvis noget længere ned i Tiden end de på -vin. Det kan vistnok med så stor Sikkerhed, som man for Tiden kan nå i sådanne Spørgsmål, antages, at man allerede før Vikingetidens Begyndelse havde ophørt at danne Navne af vin.
   Antallet af disse Navne er omtrent ligeså stort som af de med heirnr sms. og når op til henved 1000. I sin geografiske Udbredelse stemme de på det nærmeste overens med heim-Navnene. De ere ligesom disse sjeldne i den øvre Del af Glommedalen, i Nedenes og i Lister og Mandal, samt i Nordland; i disse Egne, med Undtagelse af den først nævnte, er dog heimr noget hyppigere end vin. Af andre Afvigelser kan mærkes, at vin har Overvægten i de fleste østlandske Distrikter samt i Hardanger og Voss, medens omvendt heimr er hyppigere i Stavanger Amt (her i stort Overtal) og fra Sogn af videre nordover. Enkelte Bygder have et påfaldende stort Antal Navne med vin til andet Led, særlig Aker og Voss.
   Første Led i de med vin sms. Navne synes aldrig at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest møder man som første Led et Ord, som betegner Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed. Trænavne, Plantenavne, Dyrenavne, Elvenavne forekomme ret ofte, ligeså Adverbier og Adjektiver, som sigte til Gårdens Beliggenhed i Forhold til andre beboede Steder (Austrin, Vestrin, Uppin, Ytrin osv.). Af Navne, der med større eller mindre Sikkerhed knnne antages at hentyde til hedensk Gudsdyrkelse, findes Óðinsyn, Njarðarin, Frøysin, Ullarin, Ullinsyn, Dísin, Hofvin, Hǫrgin, Guðin, Helgin.
   I Nutidens Udtale have Navnene med vin til sidste Led mange forskjellige Former, v er, som ovenfor nærmere oplyst, kun undtagelsesvis bevaret. I Endelsen ere e og i de mest udbredte Former; i mange Tilfælde kan man høre samme Navn af Forskjellige udtalt både med e og i. I den mere oprindelige Form en eller in findes disse Navne nu udtalte i visse Dele af Smålenene (langs Amtets Grændser i Ø., S. og V.), delvis på Follo, i Aker, i Nes og Vang på Hedemarken, på Toten, Hadeland og Ringerike, i Buskerud Fogderi og på enkelte Steder i Bergens Stift (Os, Fane, Lindås,Sogndal). På mange Steder findes den påfaldende Endelse a (f. Ex. Dalvin udt. Dalva, Løykin udt. Løikja osv.): i Søndre Hedemarken, Nedre Telemarken (delvis også i Bamle), enkelte Steder i Ryfylke og Søndhordland, almindelig i Søndfjord, Nordfjord og Romsdals Amt samt i nogle trondhjemske Bygder (Åfjorden, Meldalen, Støren. Selbu, Klæbu og Stjørdalen). Det må derhos mærkes, at de ovenfor omtalte sammendragne Navne Brýn osv. overalt beholde n i Udtalen. Der gives forøvrigt ikke få Undtagelser fra den vanlig i vedkommende Egn brugte Udtaleform, Undtagelser, som vel have sin Grund i særegne lydlige Forhold.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
vol
vord
mountain, hill norsk
voll
voll m, gno. vǫllr, er vanleg både som appellativ og som stadnamngrunnord i norske målføre. Appellativet har oftast tydinga ‘fast og jamn grasmark’, særtydinga ‘setervoll, seter’ er kjend i Trøndelag, Østerdalen og Solør, og på svensk side i forma vall. Restar av gammal bøying (gno. u-stomn) syner t.d. Valle, Valla og Velle, gardsnamn mange stader.
   Som grunnord lagar voll primært naturnamn, men finst òg i bygde- og soknenamn, namn på faste bustader, gardar og bruk (ca. 900) og i seternamn (ca. 4600).
   Bygde- og soknenamn er: → Valle (A-Agd), → Voll (MogR), → Askvoll (SogFj), → Austevoll (Hord), → Eidsvoll (Akersh), → Styrvoll (Vestf), → Tingvoll (MogR). Dette er tidlegare namn på sentrale gardar.
   Av noverande gardsnamn er etter måten mange (16 %) usms. Gudenamnet Frøy eller Frøya har vi kanskje i gardsnamna Fresvall, Frøvoll, Frivoll. Sms. med Kyrkje- (Kirke-) finst 11 gonger og vel så ofte (13) sms. med Leik(ar)-. Dette er utmerkingsord som viser til sentralt lægje. Personnemningar er utmerkingsord i ca. 10 % av namna, og blant desse er mange personnamn som ikkje er i bruk lenger. Adjektiv som karakteriserer staden er Fager-, Grøne-, Slette-, Vene-, eller fortel om storleik, t.d. Mykle-, Store-, Litle-.
   Nokre utmerkingsord er henta frå flora og fauna; dei fleste er naturnemningar, og berre få er namn på ein annan gard. Gardsnamna med grunnordet voll finst i alle landsluter, men flest er dei nordafjells, særleg i S-Trl.
   Seternamna er i stor mon avgrensa til Trøndelag og Hedm, flest er dei i Trøndelag, i Hedm finst dei særleg søretter langs Glåma og austafor. Sitt eigentlege område har da seternamna med grunnordet voll der appellativet har fått særtydinga ‘setervoll, seter’ i geografisk sammanheng med det einstydande vall på svensk side. Utanom dette området finst heller mange seternamn på -vollen i Gol (Busk). Appellativiske sms. setervoll, haust-, heim-, sommar-, vårvoll (haustseter osb.) er namn på få setrar. Av andre sms. har ca. 100 kultur-nemningar til utmerkingsord. Her er nemnande Blæster- (blæster m = jernblåster, Singsås), Gruv- (Selbu). Kjerk- (Ålen), Kølabotn-, Leik- (Borgund i Sogn). Adjektiviske utmerkingsord finst i mesta 300 namn og merkjer av lende og lægje, storleik og alder. Nyvollane fortel om opptaking av nye setrar. Utmerkingsord frå fauna og flora er få etter måten, medan andre ord frå lende og lægje er mange, dei fleste særnamn. Personnemningar er utmerkingsord i vel så 300 namn. Desse merkjer vanleg av ein noverande eller tidlegare eigar eller brukar. Eit eige- eller brukstilhøve markerer òg bustadnamn i førelekken, som finst i ca. halvparten av seternamna. Denne stereotype lagingsmåten er det meir av sønnafjells enn i Trøndelag. Mellom seternamn og gardsnamn er det inga skarp grense, og her var overgangar moglege mellom seter og gard utan namneskifte. Likevel er seternamna jamt over yngre enn gardsnamna, som i sine eldste representantar nok går attende til heidensk tid.
Litt.: Beito 1949. Hedblom 1945. OB
 
NG:
vǫllr m. (Gen. vallar, Dat. velli, Flt. vellir) ’Vold, græsbevoxet Slette’, omtrent enstydigt med vangr. Meget almindeligt i Navne, især usms. i Ent. og Flt. og i bestemt og ubestemt Form. På adskillige Steder, ligesom vangr, brugt om Sætre.
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl field, meadow norsk
vord
av gno. varða, oblike kasus  vǫrðu f ‘varde’. →Vorda er fjellnamn mange stader, og også vanleg grunnord i sms. fjellnamn (Storvorda, Gråvåla osv.).Som ved → Veten kan namna komma av at det har stått vardar på fjella, men oftare skal ein her kanskje rekne med jamføring. Ein kan da vise til bruken av grunnord som stav, sneis, hatt i fjellnamn. I Trøndelag blir Vorda no helst brukt om avgrensa, ikkje særleg høge fjell, ofte med noko bjørkeskog oppover sidene. Til dels ser det ut til at ein, med Vorda helst tenkjer på fjellsida, ikkje på toppen.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 mountain, hill norsk
vuobme
skogland (i motsetning til skoglaust høgfjell, duottar)
Norsk stadnamnleksikon 1997 forrest, wooded valley, taiga lulesamisk
vuodna
fjord
Norsk stadnamnleksikon 1997 lulesamisk
vuohppe bay with narrow inlet lulesamisk
vuohppi inlet nordsamisk
vuohppi
kjos, lang og smal vik i elv eller innsjø
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 nordsamisk
vuoma river valley kvensk
vuono fjord kvensk
vuopmi
skogland (i motsetning til skoglaust høgfjell, duottar)
 
Norsk stadnamnleksikon 1997 wooded valley nordsamisk
vuotna
fjord
Norsk stadnamnleksikon 1997 fjord nordsamisk
vær
gno. ver n. (Gen. vers) ’Vær, Sted, hvor man opholder sig til visse Tider om Året for at drive Fiskefangst og anden ved Søen faldende Fangst’. Almindeligt i Navne langs Vestkysten og især i Nordland, oftest om små Øer eller Grupper af sådanne. I Regelen have sikkert de med dette Navn betegnede Steder opr. kun været beboede i «Værtiden», skjønt nu antagelig
Flertallet af dem have fast Bebyggelse. I flere Tilfælde blive Navne med fjorðr til sidste Led, hvis første Led ender med s, nu udtalte -vær eller -vør og skrives da også -vær (se fjord). Ver-, Vær- som første Led i Navne kan være af mange forskjellige Oprindelser, bl. a, komme af veðr, Veir, og af dvergr ’Dværg’.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
våg
NSL:
våg m, gno. vágr m ‘våg, bukt, vik’, i gno. også om ‘hav, sjø’. Jf. innsjønamnet → Elvåga og nyno. dial. våg f ‘bølgje, sjøgang’. Ordet våg skal ha grunntydinga ‘røre, lyfte’. I gardsnamn finst ordet langs kysten frå Tel-Agd, særleg vanleg frå Rog og nordover. Usms. finst former som Våg, Våg´en, Våg`e (dat. eint., også skrive «Voie, Vøie» o.l.), Våg`a (ub. fleirt.) og → Vågan. Ordet er ofte første- eller sisteledd i sms. namn. Som sisteledd også avslite til -og -vår (fleirt.). Førsteledda er av ymse slag, ofte gardsnamn, rnange fortel om fangst og fiske (-, → Kval-, → Lakse-, Sei(a)-, Sel-, Vei- < gno. veiðr f ‘fangst’.
Litt.: NG Indl s. 84 og dei ymse fylkesbanda. KA
 
NG
vágr m. (Gen. vágs, Dat. vági, Flt. vágar) ’Våg, liden Bugt’, gjeme en noget indelukket. Findes i en Mængde Gårdnavne, usms. og sms. I en enkelt Sammensætning med vin (Vágsin, nu Voksen i Aker), derimod ikke med heimr. Vágs- som første Led bliver nu gjeme udtalt Våks- med kort Vokal, hvorfor man kan se skrevet Voks-, Vox-. Hvor Navnet har Dativform i Ental og udtales Våje, skrives undertiden Voie, Voje, Vøie. Som andet Led afkortes vågr ofte til -vå (i enkelte Tilfælde til -va) og vågar til -vår.
 
Norsk stadnamleksikon 1997/Norske Gaardnavne cove, inlet norsk
vaajja
skoglaus dal i fjellet, senking over eit fjell
Norsk stadnamnleksikon 1997 sørsamisk
vål
NSL:
vål m, av gno. *váll m, berre kjent gjennom stadnamn, same ordet som nyno. vål m «Stammer og Rødder af brændte Træer, Stub på en afbrændt Mark» (Aasen). I namn har gno. *váll truleg vore brukt om stader som er rydda ved å felle skogen og brenne stomnar og røter i store haugar. Finst i kring 100 gardsnamn, usms. i former som Vål [vå:l, vå:ł], → Vål`e(r) (fleirt.), sms. som første og siste sms.ledd -vål, -val (→ Brandval, → Skatval). Mest vanlege er vål-namna på Austlandet og i Trøndelag, som ein kunne vente etter naturtilhøva. Dei er ofte knytte til store, sentrale gardar, eit par av dei har vorte bygdenamn, mange er nemnde i gno. kjelder. Saman med dei ledda som går inn i samansetningane tyder dette på at namneklassa Vål-, -vål helst hører heime i førkristen tid og seinast tidleg kristen tid. (Jf. → Brenna og → sve.)
Litt.: NG Indl s. 84 og dei ymse fylkesbanda. JS
 
NG:
gno. váll m. (Gen. váls, Flt. válir) bruges efter Aasen på Østlandet om Stammer og Rødder af fældede Træer, Stub på afbrændt Mark. Ross har Ordet, men som Intetkjønsord, fra Solør, Vinger og Smålenene om en Dynge af Grene og mindre Træstammer; også i svenske Bygdemål findes vål m. i lignende Betydninger. Herefter tør vistnok med Grund antages, at Ordet i Navne er at opfatte i lignende Betydning som kǫs og broti (se disse Ord), om Jord, som er ryddet ved Brænding. Dets Anvendelse i Stedsnavne går dog vist længere tilbage i Tiden end disse Ords. Det findes sms. med vin (Vælin, Volin). Meget udbredt på Østlandet, sjeldent andensteds; usms. oftest i Flt. Som andet Led tildels udt. -vøl, -vol, -val. I denne Stilling er det i Skrift i senere Tid ofte forvexlet med -vold, af vǫllr (Brandváll f. Ex. skrevet Brandvold). Udtalen, som, hvor váll er det oprindelige, har tykt l, adskiller dog i mange Egne let de to Ord. Vanskeligere kan det undertiden være at skille váll fra hváll.
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
vaara mountain kvensk
y
gno. ýr m. (Gen. ýs) ’Barlind, Taxus’ (Træ). Kun i nogle få Navne, hvoriblandt sandsynlig en Sammensætning med vin, Ývin (se NG I s. 297). Gårdnavnet Ýdalir (BK. 28 b. 29 a), nu Hydal i Øn Sogn, Hyllestad, falder i sproglig Form sammen med det mythiske Ýdalir, Guden Ulls Bolig;
men om det sidste virkelig ligger til Grund for Gårdnavnet, er vel mere end tvivlsomt.
 
Norske Gaardnavne Indl norsk
yrj-, ørj-
aur
ædno
ædno  stor elv, flod; hovudelv
Norsk stadnamnleksikon 1997 big river lulesamisk
ør
øyrr f. (Gen. og Flt. øyrar) ’Øre, Banke af Grus og Sand (aurr), oplagt af Vand, særlig af Elve’. Bruges også om Øer i Elve, som ere dannede på samme Måde.
Norske Gaardnavne Indl delta, sandbank norsk
øy
NSL:
øy, gno. øy f  
1. ‘øy, kringfløymt land’, stundom ‘halvøy’,
2. ‘øy, flatt, frodig og fuktig lende attmed vatn’.
Grunnordet lever enno i begge tydingane, men er langt mest utbreidd i tyding 1. Som sisteledd har øy (tyding 1) mest b. eint., men òg i relativt gamle sms. ub. eint.; i ub. eint. (og dessutan som midtledd) har grunnordet ved Oslofjorden og særleg i Vestf og på Sørlandet forma -[e] eller -[i]: → Bastøy [bas`ti], → Burøy [bu:`re]. - Ein del stadnamn har ei danskpåverka skrift- og uttaleform -ø, t.d. → Florø, → Kragerø. Hit hører også for det aller meste skriftforma «Øyen/Øien». Nokre namn har ein uhistorisk -ø: → Bodø, → Tromsø. Førsteleddet i sms. er svært varierande; oftast fortel utmerkingsordet om skap, farge og lægje (Stor-, Lang-, Raud-, Nes-, Mid-), men mange av namna har også eit førsteledd som vitnar om fangst, fiske, husdyrhald og anna utnytting av naturtilhøva: → Sel-, Fugl-, → Mås-, → Føyno, Kalv-, → Svin-, → Helg-, → Brønn-, → Vadsø. Ofte finn vi òg tidlegare usms. øynamn som førsteledd: → Hinn-, → Moster-, → Oster-.
   Som usms. i tyding 1 er grunnordet lite nytta, og da berre som daglegnamn på øyar som i offisiell form har eit utmerkingsord, t.d. Øya for Vadsøya.
   Øy i tyding 2 finst som sisteledd (oftast i b. fleirt.) i mange namn på fastlandet, særleg i inn- og utmarksnamn, men òg i gardsnamn, t.d. → Holmøyane. Førsteleddet i sms. varierer, men siktar oftast til jordsmonn, lægje og tre- og plantevokster.
   Grunnordet finst i ein heil del usms. namn, der ymse tal og kasus ligg til grunn: → Øy, → Øya b. eint., → Øye dat. eint., Øyane b. fleirt. og Øyum dat. fleirt. Avleiingar til øy er → Øyer og → Øyeren.
   Alderen til øy-namna varierer. Fleire av dei er nok frå urnordisk tid, t.d. Øyeren, medan andre iallfall er gno., t.d. Øye og mange av øy-namna med grunnordet som sisteledd i ub. eint. Atter andre er frå mellomnorsk eller nyare tid, t.d. tidlegare usms. namn, som Hinnøya. Dei mange utmarksnamna på -øy i b. form er helst frå dei siste hundreåra.
Litt.: Indrebø 1929 s. 209-11.
ON
 
NG:
øy f. (Gen. og Flt. øyjar) ’Ø’. Har i det gamle Sprog, ligesom endnu i enkelte Bygdemål, været brugt også om flade Strækninger med frodig Plantevæxt, som ligge langs Vand uden at være omflydte. Til denne Betydning er en stor Del af de fra Ordet stammende Stedsnavne at henføre. Desuden er at mærke, at mange Steder, som i den Tid, da de fik et med øy dannet Navn, virkelig vare Øer, senere ved Opgrunding ere blevne landfaste og derfor ikke længere svare til Navnet. Et særlig ofte forekommende sms. Navn er Helgøy, der er for hyppigt til overalt at kunne forklares af et af Personnavnene Helgi eller Helga, og derfor sikkert i mange Tilfælde er at oversætte ’den hellige Ø’.
 
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/ Norske Gaardnavne Indl island, peninsula norsk
øyr
øyrr f. (Gen. og Flt. øyrar) ’Øre, Banke af Grus og Sand (aurr), oplagt af Vand, særlig af Elve’. Bruges også om Øer i Elve, som ere dannede på samme Måde.
 
Norske Gaardnavne Indl delta, sandbank norsk
å
å f, gno. á (gen. ár) ‘elv’. Er opphavleg same ordet som latin aqua og med same grunntyding ‘vatn’. I gno. var á den vanlege nemninga for elv, og vi kan av stadnamna sjå at grunnordet må ha vore mykje utbreidd i heile landet. I dag er å som levande appellativ avgrensa til Salten, Helgeland, Hardanger, Rogaland, indre delar av Sørlandet og Austlandet (ikkje Toten). I store delar av Nordland har ein målføreforma åg ub. eint., framvaksen frå b. form. Valdres, Hallingdal og Agder har ån med fastvaksen artikkel (b. eint. heiter åne, åna, ånå), Hardanger har ao og Østfold o. Fleirtalsformer er vanleg analogisk åer ub. form (gno. ár), men Ryfylke, Nord-Gudbrandsdalen, Telemark og Agder har analogisk omlydd form æ(-ar, -r), sjå nærare Beito 1941.
   I naturnamn finst å som sisteledd i alle landsdelar sør for Finnmark: → Røssåga, Tovdalsåna. Grunnordet er òg svært vanleg i gards- og bygdenamn, t.d. usms. Å som er nokså vanleg og År (fleirt.), Foldereid, N-Trl. Åm er dat. fleirt. Like eins finst det ofte som sisteledd: Storo, Lillo (Oslo). Vanleg i førsteledd i forma Å-/O- eller År-/Åd- (gen. eint.): Åmot, Odal, Årnes, Årland/Ådland. OS
 
 
NG:
gno. á f. (Gen. og Flt. ár) 'å'. Er det gamle norske Ord for «elv», endnu brugt således i en stor Del af Landet. Elv (elfr) brugtes i det gamle Sprog kun om enkelte meget store Elve (indenfor Norges daværende Grændser om Glommen og Gøtaelven, Raumelfr og Gautelfr); først mod Slutningen af MA. begyndte man at kalde også mindre betydelige Elve elfr. Gammel
Sideform ó, endnu bevaret i adskillige Stedsnavne. I Nordland nu udtalt Åg, men alm. ikke skrevet således. Som sidste Led i Navne tildels afkortet til -a, mest i Nordland. Findes sms. med vin og heimr (Æn, Œn; Áeimr).
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl stream, river norsk
Åbit
Åbit(s)- finst som førsteledd i mange naturnamn (fjell, høgder, skar). Er nyno. åbit n, åbite m ‘morgonmat’. Namna fortel at når sola stod over desse stadene, var det tid for måltidet åbit. Tilsvarande innhald har namn på → Dugurd-, → Merafta(s)-, → Nons-, Økt-, o.l. Slike «dagstidnamn» er svært vanlege.
Norsk stadnamleksikon 1997 norsk
åker
NSL:
av gno. akr og ákr m, ‘dyrka jord’. Vanleg grunnord i bustadnamn (og teignamn) over heile landet. I bustadnamn brukt i bunden eller ub. form, i eint. og fleirt. (→ Åkra), oftast sms., men òg usms. (→ Aker). Som sisteledd finst ofte r-lause former, -åk(k) og -ak(k), såleis → Kallak (Østf) og → Berkåk (S-Trl).
   I norske bustadnamn tyder ordet ‘dyrka jord’. I dei eldste danske namna finst truleg ei opphavlegare tyding ‘beite’. Om ei slik tyding ligg til grunn for norske åker-namn, veit vi ikkje. Teignamn har den noverande tydinga ‘åker’. I nokre bustadnamn er åker sms. med gudenamn (Frøy, Njord, Odin, Ullin), → Ullensaker. Dette fortel truleg om kultdyrking på åkrar.  
   Bustadnamn med grunnordet åker kan ikkje tidfestast til nokon bestemt periode, men dei eldste er rimelegvis eldre enn vikingtida. Førsteleddet i sms. fortel ofte om lende eller jordsmonn (Ås-, Dal-, Sand-, Øyr-), bruksforhold og kvalitet (→ Greåker, Kaldåker, Veikåker). Sjeldan er førsteleddet eit personnamn, sikre døme er Råsåk i Fet og Lefsåker i Våle, som inneheld mannsnamna Roald og Leiv.
Litt.: Hald 1965 s. 99-101. Kr. Hald og P. Hovda i KLNM I sp. 54-58. NG Indl s. 41 og fylkesbanda av NG. T. Schmidt i Bebyggelser og bebyggelsesnavnes alder, NORNAs niende symposium i København 25-27 okt. 1982, (NORNA-rapporter 26) s. 67-93. KA¤
 
 NG:
gno. akr m. (Gen. akrs, Dat. akri, Flt. akrar) 'Ager'. I Navne nu, ligesom i Ordets Brug som Fællesord, næsten overalt udt. åker. Som andet Led i Navne ofte afkortet til -åk, -åkk, -ak, -akk. Når da første Led ender med r, er det vanskeligt at adskille fra det gamle Ord rák n. 'Græsgang, hvorpå kvæg drives, eller Kvægvei' (af reka, drive).
 
Norsk stadnamnleksikon 1997/Norske Gaardnavne Indl norsk
ål
gno. áll m. (Gen. áls, Flt. álar) brugtes i det gamle Sprog, som endnu, om en dyb Rende i Vand og om en i Farve afstikkende Stribe langs Ryggen af Dyr, især Heste. Opr. Betydning vel: Stribe, og brugt i denne Betydning i de fleste af de Stedsnavne, hvori det forekommer. Bl. a. i flere Bygdenavne, hvoraf nogle endnu bruges (ål, Ålen). Findes sms. med vin (Ælin, se NG I s. 298). I Stedsnavne ofte ikke til at skille fra det vistnok beslægtede Ord gno. ál, ól f., der nu betyder en Rem af Læder.
 
 
 
Norske Gaardnavne Indl stripe; deep channel of water norsk
ås
gno. áss m. (Gen. áss, Dat. ási, Flt. ásar), 'ås, langstrakt Høide'. Ofte sms. med heimr, måske også undertiden med vin. Som 1ste Led i Nutidsform udsat for at forvexles med flere Personnavne (Kvindenavnet Ása, Mandsnavnene Oddr, Ormr), med á 'Å' og i enkelte Tilfælde med Trænavnene askr og osp. Som andet Led i senere Tids Skrift ofte urigtigt for óss, som i Skrivemåden Røraas for Røros.
 
Norske Gaardnavne Indl hill, mountain, ridge norsk