gno. hella f. (Gen. og Dat. hellu, Flt. hellur) ’Helle’. Brugtes i det gamle Sprog, og derefter i Stedsnavne, ikke blot, som nu, om en flad, nogenlunde tynd Sten, men også om fladt Berg, flad Klippegrund. Stedsnavnene ere vist for det meste at forklare af den sidste Betydning. Usms. bruges det mest på Vestlandet. I Navne er det ofte meget vanskeligt at skille det fra forskjellige andre Ord: hellir ’Hule’ (se dette). Adjektiverne hallr ’heldende’, og heilagr ’hellig’, Personnavnene Halli, Herleifr, Herleikr, Helgi, Helga.