NSL:

hov n, gno. hof n (gen. hofs, dat. hofi) har tradisjonelt vore tolka som ‘heidensk tempel eller heilagstad’, men kan òg ha ei topografisk tyding ‘høgd’. Som høgdenemne finst ordet framleis i austnorske dialektar.

   O. Rygh meinte at ein ved sida av tydinga ‘tempel’ kanskje kunne rekna med tydinga   ‘gard, gardsplass’ slik som ved ty. Hof. At hof-namna ofte har relasjon til heidensk kultus, ser vi likevel av dei mange sms. med gudenamn Óðinshof, Þórshof, Frøy(s)hof, Njarðarhof og Ullinshof. M. Olsen meiner at hova til vanleg var knytte til offentleg kult, ofte kanskje med større, organiserte hov-krinsar. Svært ofte har gardar med namnet Hov i kristen tid vorte kyrkjestader eller grannegardar til slike. Dansken Olaf Olsen (1966) har gått mot tanken om at kristne kyrkjer ofte er reiste over heidenske hov og både han og Per Vikstrand peiker på at vi ikkje veit noko om jernalderens kultstader og om ein faktisk hadde tempel eller eigne hus for gudsdyrking.

   I Noreg finst det usms. → Hov, → Hof(f), → Hove, dat. (med open vokal, å- eller ø‑lyd) kring 80 gonger som gardsnamn, mest over heile landet. I sms. namn på -hov er gudenamn som Odin, Tor, Frøy osv. ofte førsteledd (sjå ovafor). Vanlege er også sms. med → vin, → land og → stad: → Hovin (særleg på Austlandet) → Hovland (særleg på Vestlandet) og → Hofstad. På Søraustlandet finst mange namn Hovet [hå:´ve] som utan tvil er laga til hov n ‘høgd’, og fleire av Hov-namna i Noreg som før har vore halde for sakrale, kan gå tilbake på hov i tydinga ‘høgd’, sjå vidare Bjorvand og Lindeman (s. 492 f.) for etymologien.

Litt.: Th. Andersson: Germanisch Hof - Hügel, Hof, Heiligtum (Festskrift til Ruth Schmidt-Wiegand), Berlin - New York 1986. Bjorvand og Lindemann 2007. NG Indl s. 55–56. M. Olsen 1915, særleg s. 163–78. M. Olsen 1926, særleg s. 227–56. O. Olsen 1966. P. Vikstrand i NORNA-rapporter 48, 1992, s. 123–136. JS, BS

  

NG:

gno. hof n. (Gen. hofs, Dat. hofi) bruges i Oldn. om et hedensk Tempel, men har mulig engang også i Norge havt den almindeligere Betydning ’Gård, Hus’, ligesom i flere beslægtede Sprog. Da de fra Ordet stammende Gårdnavne utvivlsomt ere meget gamle, kan nok hof i disse tildels have havt denne sidste Betydning eller en lignende og behøver derfor ikke overalt at have Sammenhæng med den hedenske Gudsdyrkelse. At det dog ialfald i adskillige Tilfælde skriver sig fra et gammelt Tempel, kan med Sikkerhed sluttes deraf, at Ordet i Navne så ofte findes sms. med et Gudenavn: Óðinshof, Þórshof, Frøyhof, Frøyshof, Njarðarhof, Ullinshof, Vidarshof. Mest usms. i Ental, i Nominativ og Dativform, Hof, Hofi (Hov, Hove; nu tildels udt. Høv og undertiden også skrevet således). Som første Led i Sammensætningerne Hofvin og Hofland, hvoraf det første mest bruges i den østre Del af det Søndenfjeldske og i et Par Tilfælde nordenfjelds, det sidste vestpå i det Søndenfjeldske og på Vestlandet. Forsåvidt hof i disse Navne er at opfatte i Betydning af Tempel, som der vel er al Sandsynlighed for, må de betyde ’Land, Gård, som tilhører et Tempel’. Deraf følger naturligvis ikke, at der har stået et Tempel på Gården, om end dette meget vel kan have været Tilfældet. Ordet kan som første Led i Navne forvexles med haugr, med den bestemte Form af Adjektivet hár ’høi’, og med hǫfuð, hǫfði. Som sidste Led falder det nu på mange Steder i Udtalen sammen med haugr og er tildels i Skrift forvexlet med dette (som i Torshaug for Torshov, Norderhaug for Norderhov). Det må endvidere adskilles fra et Ord Hov n. (vel af hefja, løfte), der endnu bruges som Fællesord i Betydning ’Forhøining’, og findes i mange Gårdnavne af nyere Oprindelse i Strøget fra Kristianiafjorden til Sætersdalen, altid i bestemt Form, Hovet.