gno. leikr m. (Gen. leiks) ’Leg’. Findes i Navne i to meget forskjellige Betydninger. I mange Navne, deriblandt adskillige særdeles gamle, sigter det til Stedets Brug i Fortiden som vanlig Samlingsplads for en Bygds Befolkning til Lege af forskjellig Art (Boldleg, Brydning osv.), vistnok også til andre selskabelige Forlystelser (særlig Hestekamp og Hestevæddeløb). Jfr. Keyser, Efterladte Skrifter II 2 S. 108 ff. Hvor stor Betydning sådanne Sammenkomster have havt i Fortidens Liv, viser sig ikke mindst i Mængden af de Stedsnavne, som minde derom. Blandt disse Navne må først og fremst mærkes det ældgamle Leikvin, allerede i Middelalderen på de fleste Steder gået over til Løykin, nu oftest skr. Løken, men udtalt på flere forskjellige Måder (Løken, Løikje, Løkje, Løikja, Lekven, Lekve). Dette Gårdnavn er meget alm. i den sydlige Halvdel af Landet (46 Tilfælde; det nordligste Exempel findes i Sundalen). Mærkeligt nok kjendes ingen Sammensætning med heimr. Yngre, men dog temmelig gamle Navne af samme Betydning ere Leikvangr (oftest noget forandret i Nutidens udtale, til Leikvam, Lekvam, Lekum, Leikang) og Leikvǫllr. Også Leiknes (Liknes, Leknes) er vel at forklare på samme Måde.

   Den anden Betydning, hvori leikr findes i Stedsnavne, er ’Fugleleg, Sted, hvor Årfnglen og Tiuren samles i Parringstiden’. Disse Navne ere vel ikke så særdeles gamle (oftest Leikås og Navne, hvori Leiken er sidste Led).