gno. brú f. (Gen. brúar, Flt. Brúar, brúr) 'Bro'. I Stedsnavne dels om Broer over Vandløb og Sund, dels om «Jordbroer» d. e. Steder, hvor der er skaffet Veifremkomst over sumpig Grund ved at lægge en Række af Stokke tæt sammen påtvers i Veiens Retning (også kaldet «Kavlebru») eller ved at dynge Stene sammen i Linien. Hvor Ordet ved Bøiningsform får Vokalforbindelsen úa, er denne nu oftest gået over til å (allerede i MA, se f. Ex. RB 191, DN. IV 222). Brúar- med et Ord til andet Led, som begynder med l, lyder derfor i de Egne, hvor rl nu udtales dl, Bråd- Brådland Brådli for Brúarland, Brúarlið). Sammensat både med vin og heimr (den første Sammensætning allerede i MA. sammentrukket. til Brýn).