gno. eik f. (Gen. eikar og eikr, Flt. eikr) 'Eg' (Træ). Deraf og af det deraf afledede eiki n., egebevoxet Sted (se NG Indledn. s. 31), en Mængde Gårdnavne; af de af eiki dannede særlig hyppigt Eikiland, der er et meget alm. Navn i Strøget fra Nedenes til Søndfjord, og af de af Trænavnet direkte kommende Eikaberg, hyppigt omkring Kristianiafjorden. I Sammensætning med vin (Eikin, Øykrin) og heimr (Eikreimr); gammel afledet Form Eikund (Egerøen ved Egersund). Der findes Spor til, at Eik har været brugt som Elvenavn; deraf ere ialfald enkelte af Gårdnavnene at forklare.