NSL:

heim av gno. heimr m. Vanleg sisteledd i sms. gardsnamn i Noreg (kring 1000 namn), utbreidd, men mindre vanleg, også i dei andre nordiske landa (kring 200 i Sverige, litt færre i Danmark, nokre få på Island). Finst òg i andre germanske land.

   Det nøyaktige tydingsinnhaldet i sisteleddet -heimr er noko uvisst. Etymologisk hører det visst i hop med gresk keĩmai ‘ligg’. Tydinga har vel da i eldste tida vore ‘liggjestad, opphaldsstad’. Kanskje har namn på heim i eldste tida vore brukte om bygder eller større område. Nokre einstaka gamle heim-namn av dette slaget finst også i dei germanske landa, m.a. på tysk grunn (såleis namnet Böhmen) og i Noreg (→ Trondheim, landskapsnamn, → Jessheim, → Modum og nokre få andre bygdenamn). Frå bruken av heim om bustaden til ei noko større folkegruppe kan utviklinga ha gått til ‘bustad’ i den trongare tydinga ‘gard, ættebustad’. Etter kvart har så tydinga ‘einskildgard, heim’ komme klårare fram, jf. namn som Søreim, Oppeim, Meleim (gno. Meðalheimr ‘midtgarden’).

   I Noreg endar heim-namna i uttalen no mest på -em, -om, -øm eller -åm på Austlandet, utan i dei øvre dalbygdene som har -eim. Den siste endinga er også den vanlege på Vestlandet frå Sunnmøre og sørover (nokre stader berre -ei), såleis òg i Valdres. Somme stader på Sunnmøre og overalt vidare nordover i landet endar heim-namna vanleg på -em, med nokre få unntak som -an. I somme høve kan heim-namn no vera vanskelege å skilje frå dativ fleirtalsnamn.

   Alt i gno. tid vart sisteleddet -heimr vanleg skrive utan h (-eimr). I nyare tid har namna tradisjonelt ofte vore skrivne -um, m.a. som familienamn, også i landsdelar der dette ikke svarar til uttalen.

   Heim-namna finst mest alle stader i landet, men er mindre vanlege i somme område, såleis kring Glomma nord for Romerike, i Telemark og på Sørlandet og i heile Nord-Noreg. Svært mange er dei m.a. i dei indre trøndske bygdene og på Opplanda.

   Førsteleddet i dei sms. heim-namna er praktisk tala aldri eit personnamn (motsett t.d. → stad), men ofte ord som siktar til lægje eller omgivnad: Oppeim, → Hoem (av adj hór ‘høg’), Meleim, Søreim, → Seim - Sem (gno. Sæheimr ‘sjø-garden’), → Skaugum - Skorem (båe med gno. skógr ‘skog’ til førsteledd). Ofte finn vi namn på dyr, fuglar eller plantar: Fiskum, Musem, Fuglem, Askeim. Men i slike høve har namngjevinga ofte gått vegen om eit elvenamn av typen Fiska, Musa. Nokre gonger har førsteleddet samband med heidensk gudsdyrking: Gudum, Helgeim (til heilag), Næreim (gno. Njarðeimr, til Njǫrðr).

   På Island finst, som før nemnt, berre nokre få heim-namn, mest sjablonaktige, som Vindheimar, Sólheimar. Dette tyder på at namneklassen ikkje lenger var særleg produktiv i vikingtida. I same lei peikar mange andre tilhøve: Heim-gardane er store, ligg i landskyld på 1600-talet godt over middelen. Dei berga seg etter måten godt gjennom øydetida i seinmellomalderen. Mange har vorte kyrkjestader eller bygdesentra. Særleg kan ein merke seg at det ofte er gjort gravfunn frå eldre jarnalder på heim-gardane, slik t.d. på Jæren, i Inntrøndelag og Namdalen. Etter dette kan ein truleg leggje hovudtyngda av namneklassen til romersk jarnalder og folkevandringstid (kring Kr. f. -600 e. Kr.). Men einstaka namn, særleg da det vanlege → Solheim, kanskje også slike som Søreim, Meleim, Oppeim, Vindeim, kan vera yngre, kanskje ofte frå vikingtida.

   Frå kring midten av førre hundreåret har h. vorte mykje brukt til å laga namn på ungdomshus og skolar (Vonheim, Allheim), villaer og hytter (Åsheim, Solheim, Bergheim).

   Litt. Noreg: P. Hovda i KLNM VI sp. 294-98. NG Indl og dei ymse fylkesbanda. Olsen 1926, særleg s. 145-63. M. Olsen i NK V s. 28-29. J. Sandnes i Heimen XIV (1967) s. 9-15. - Danmark: Hald 1942 og Hald 1965 s. 56-67. - Sverige: G. Franzén i NK V s. 127-31. Ståhl 1970 s. 73-76. JS

 

NG:

gno. heimr m. (Gen. heims. Flt. heimar) har i Oldn., ligesom i det nuv. Folkesprog Betydningen: ’Bosted, Sted, hvor man har sit Tilhold’. Denne Betydning er det vel også rimeligst at søge i Ordet i de mange Stedsnavne, hvori det findes; ialfald kan det ikke i disse betyde ’Familiehjem’, som man nu tildels synes at antage. Usms. findes det kun i to Tilfælde som Gårdnavn (Sand Ryf. og Hevne); derimod er det meget alm. brugt som andet Led i sms. Navne. Antallet af Tilfælde, hvori sådanne Gårdnavne forekomme eller vides at have forekommet i Norge, er omkring 1000. (Ved denne, som ved flere lignende Optællinger i følgende Artikler, er hver enkelt Forekomst af Navne, der oftere vende tilbage, som Sóleimr, regnet med i Tallet.)

   De med heimr dannede Navne høre utvivlsomt til de ældste af vore sammensatte Gårdnavne. De synes aldeles ikke at forekomme i de i Vikingetiden opståede norske Kolonier i Vesten. På det ligeledes i Vikingetiden bebyggede Island er der nogle få af dem, hvoraf enkelte (Sólheimar på et Par Steder, Vindheimar, Meðalheimr) nævnes allerede i Sagaer. Selv om disse Navne skrive sig fra Landnamstiden og ikke ere optagne senere i Efterligning af norske Navne, stå de dog som rene Undtagelser blant den store Masse af gamle islandske Gårdnavne. Mam må derfor have Eet til at slutte, at Brugen at danne Gårdnavne med heimr var ophørt i Norge eller var ved at ophøre allerede ved Vikingetidens Begyndelse, og at følgelig de allerfleste Navne af denne Klasse må tilhøre en ældre Tid.

   I MA. skrives disse Navne dels i Entals-, dels i Flertalsform, hyppigst i den sidste, men Skrivebrugen er i denne Henseende meget vaklende; i Nutidens Udtale har Flertalsformen ikke efterladt sig noget Spor. h’et i heimr findes allerede i de ældste norske Diplomer og Jordebøger kun undtagelsesvis skrevet i Navne. Det har altså allerede i den senere Middelalder ikke været hørt i Udtalen; når det af og til skreves, var det, fordi man vidste, at det

skulde være der. Heller, ikke nu høres det i ægte, uforfalsket Bygdeudtale, bortseet fra de mange i den sidste Tid nylavede Navne på -heim, som Alfheim, Åsheim, Fridheim osv.

   Første Led i de mange med heimr sms. Navne kan ikke i noget Tilfælde med fuld Sikkerhed påvises at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest er det Ord, som sigte til Gårdens Omgivelser, Grundens Beskaffenhed og deslige Forhold. Ikke sjelden er det Trænavne eller Plantenavne, Elvenavne, Dyrenavne eller Adverbier, som betegne Gårdens Beliggenhed i Forhold til andre Steder (Suðreimr, Vestreimr, Uppeimr osv.). I enkelte Tilfælde findes Forled, som synes at antyde, at Stedet havde en religiøs Betydning eller stod i Forbindelse med en bestemt Guds Dyrkelse (Helgeimr, Guðeimr, Njarðeimr eller Njarðareimr, Baldrseimr).

   Første Led har oftest det vedkommende Ords Stammeform; men det er ikke sjeldent, at Genitivformen er brugt. Samme Ord kan på forskjellige Steder findes sms. med heimr både i Stammeform og Genitivform; således findes Aspareimr og Aspeimr, Bjarkreimr og Bjarkeimr, Bjarnareimr og Bjarneimr, Geitareimr og Geiteimr, Heiðareimr og Heiðeimr, Njarðareimr og Njarðeimr, Skógareimr og Skógeimr, Sævareimr og Sæeimr.

   De med heimr sammensatte Navne forekomme over det hele Land, men ikke lige hyppigt overalt. På enkelte Steder er der påfaldende få, i hele Glommedalen ovenfor Romerike (intet i Nordre Østerdalen), i Nedenes og Lister og Mandal Amter og i Nordland. I de øvrige Landsdele må de overalt siges at være ret hyppige, om end ikke ganske jevnt fordelte.

   I Nutidens Udtale har dette Sammensætningsled antaget mange forskjellige Former. I den allerstørste Del af Østlandet er Udtalen nu -óm, -åm, -øm, (Skriftform um eller i enkelte Tilfælde -im). Disse Udtaleformer bruges også længere vestover til og med Lister og Mandal Amt. Fra Stavanger Amt til og med Søndmør er den vanlige Udtale -eim (også alm. skr. således); samme Udtale bruges også på Østlandet i Lom, Skiåker, Valdres og Hallingdal, samt i den øvre Del af Numedal, på det sidste Sted dog vexlende med -em. Allerede på Søndmør høres tildels ligeledes -em, og denne Udtale er den herskende overalt nordenfjelds, ligesom også i den største Del af Nordre Gudbrandsdalen. På nogle Steder siges -ei istedetfor eim; dette er Tilfældet i den midtre Del af Valdres, i Jæderen og Dalene og i nogle få Bygder i Søndhordland. På et enkelt Sted, i Eggedal og i den nordre Del af Sigdal Hovedsogn, findes en endnu stærkere Afkortning, til e. Desuden er der hist og her enkeltvise Undtagelser fra de ovenfor opstillede Hovedregler; disse Undtagelser synes ialfald oftest at grunde sig på særegne Lydforhold i det enkelte Navn. Hvor første Led ender på en Vokal eller ved Bortfalden af en opr: udtalt Konsonant er kommet til at ende således, kan Navnet blive stærkt sammentrukket. Således i det hyppige Sæeimr, der nu lyder Seim, Sem, Sæm (i det nordenfjeldske og Nordre Gudbrandsdalen tildels, efter en gammel Sideform Síeimr: Sjém eller Sim); endvidere i Vadeim i Sogn, ndt. Veim, Råeim i Indre Holmedal, udt. Røim og adskillige lignende Tilfælde.