gno. nes n. (Gen. ness, Dat. nesi, Flt. i Gårdnavne nesjar f.) ’Nes, Forbjerg’. Meget alm. overalt i Landet. Ofte usms., mest i Ent., men endnu oftere som andet Led. første Led er i disse sms. Navne meget alm. Navnet på en Elv, et Sund eller en Fjord, ved hvis Munding Stedet ligger. Ikke sjelden er nes sms. med Navnet på en Ø, en Halvø eller et Fjeld, hvorfra Neset stikker ud. Hyppigt er første Led videre et Ord, som betegner Naturforhold på eller ved Neset, Planter eller Træer, som findes der, Dyr, som jevnlig træffes der, Grundens Beskaffenhed, afstikkende Farve på Fjeldgrunden osv. Ret ofte har Forleddet Hensyn til Nesets Form, dets Omrids, dets større eller mindre Høide, dets Længde osv. I temmelig mange Tilfælde sigter det til Bygninger, som have stået på Stedet, Husdyr, som jevnlig slippes på Græs der, Grundens Benyttelse i Jordbrugets Tjeneste og andre ved Menneskers Virksomhed fremkaldte Forhold. Personnavne ere ikke almindelige i disse Sammensætninger; i enkelte Tilfælde er første Led, eller synes det ialfald at være, et Gudenavn (Torsnes, Balsnes, Frøines, Frøisnes). Mindre ofte findes nes som første Led i Navne, dog i meget gamle Sammensætninger (Nesin, Neseimr). Om Formen -nesen med tillagt Hankjønsartikel i en Del af S. Trondhjems Amt se NG Indl s. 13.