stad, av gno. staðir, fleirt. av staðr m, same ordet som nyno. stad m. Svært mykje brukt som sisteledd i sms. gardsnamn i Noreg (kring 2500 namn), Sverige (kring 2000), Island (kring 1160), og ca 90 i dei norrøne bygdene i Skottland. Namneleddet er noko mindre brukt i Danmark (kring 220), elles òg i andre germanske land, t.d. i Tyskland.

   Den konkrete tydinga av fleirtalsordet staðir i desse sms. namna er ikkje heilt klår. Norske granskarar (O. Rygh, M. Olsen) har helst rekna med tydinga ‘bustad’. Svensken Jöran Sahlgren og andre har tenkt seg ei opphavleg tyding ‘mjølkeplass, støl’ som grunnlag for slike gardsnamn, men dette er truleg for trongt. Dei fleste held i dag på ei allmenn tyding ‘stad’ (G. Linde, G. Holm) eller ‘grunn der bustad ligg el. kan liggje’ (Kousgård Sørensen, Hald). Det er ikkje sikkert forklart kvifor fleirtalsforma staðir er brukt i desse namna.

   Her i landet endar no stad-namna for det aller meste på -sta, men på Jæren vanleg på -st (Hognest) dersom førsteleddet var fleirstava, i Hordaland dei fleste stader på -stå (og -ste). I Sør-Trøndelag og lengst sør i Nord-Trøndelag er former som -stå, -sto, -stø (dativ -ståm, -stom, -støm) vanlege. Endingane med å-, o- og ø-vokal går truleg tilbake på gno. dativformer med u-omlyd (-stǫðum). I dei nemnde stroka av Trøndelag blir elles den bundne artikkelen i hankjønn eint. ofte hengd på i uttalen: -stan, -stån.

   I Noreg har stad-namna høgst frekvens i dei indre bygdene på Austlandet (Oppl, Hedm, Akersh, Østf) og i Trøndelag. Heller vanlege er dei òg i Vest-Agder og Rogaland. Elles på Vestlandet og i Nord-Noreg er det færre av dei, men ein finn namneklassen over heile landet, nord til Hillesøy i Troms.

   Namna på -stad er først og fremst gardsnamn. Nokre har i seinare tid vore seternamn. Men forklåringa er da i dei aller fleste høve, kanskje alle, at det i eldre tid har vore gard der. Utviklinga har gått frå gard over øydegard til seter. Namna er altså eigentleg gardsnamn.

   60-70 gardar med namn på -stad har vorte kyrkjestader og dermed gjeve namn til sokn, bygd eller by, døme: → Svarstad (Vestf), → Øyestad (A-Agd), Sløgstad (MogR), → Harstad (Troms).

   Bynamnet → Grimstad har derimot ikkje -staðir som siste ledd, men gno. -stǫð f, ‘stø, landingsplass’. Lydleg har namn sms. med dette leddet ofte fått same ending som staðir- namn. Slik òg sms. med gno. stað i eintal: → Bolstad, → Rustad, somme gonger andre ledd som stofa, stǫðul, ‘støl’.

   Fleirt. -staðir finst berre i sms. namn. Førsteleddet er svært ofte eit personnamn, oftast mannsnamn eller -tilnamn, mykje sjeldnare er kvinnenamn. Ingen annan av dei store namneklassane har etter det tradisjonelle synet ein så høg prosent sms. med personnamn. Nokså ofte er førsteleddet eit elvenamn, berre unntaksvis kan ein sikkert påvise samansetningar med andre naturnamn. Men i svært mange namn på -stad let førsteleddet seg ikkje sikkert rekonstruere, og fleire nyare granskingar (Lunden, Akselberg, Særheim, Ellingsve) tyder klart på at fleire namn enn t.d. Rygh rekna med, har andre førsteledd enn personnamn. Nyare svenske og danske granskingar tyder på at ein etter måten stor del av stad-namna der har naturnamn til førsteledd.

   O. Rygh og M. Olsen har rekna med at dei aller fleste norske stad-namna skriv seg frå vikingtida (ca. 800-1000). Stø for at namneklassen var sterkt produktiv i denne perioden, har ein i at namn på -staðir vart svært vanlege på Island under landnåmstida. Berre eitt personnamn frå kristen tid (Jon) finst som førsteledd, så det må ha vorte slutt på å laga slike namn i kristen tid.

   Grensa attover i tida er mindre trygg. M. Olsen skilde stad-namna i to grupper, dei som har og dei som ikkje har personnamn som førsteledd. Berre dei siste få namna reknar han kan vera eldre enn vikingtida. Slike namn er ofte knytte til sentrale gardar. Fleire av dei har vorte soknenamn. Elles vil M. Olsen og andre setje ryddinga av stad-gardar med personnamn i samanheng med oppløysinga av «storfamilien» i vikingtida. Einskildmannen bryt ut frå ættebustaden og ryddar seg gard. Garden får namn etter mannen. Historisk er det likevel lite ein veit om «oppløysinga av storfamilien» i førkristen tid.

   Svenske granskarar (Franzén, Linde) reknar med at storslumpen av dei svenske sta-namna er frå eldre jernalder (før ca. 600 e.Kr.), SOL daterer dei frå dei første århundra e.Kr. til vikingtida. Etter Kousgård Sørensen spenner dei danske namna på -sted over eit tidsrom på drygt eit halvt tusen år (ca. 400-1000 e.Kr.), med stor variasjon frå landsdel til landsdel, slik at dei i strok av Nord-Jylland og øyane er frå før kring 660, mot t.d. i Vendsyssel og Nordslesvig frå vikingtida. Desse resultata gjer det naturleg å streka under sterkare enn før den hypotetiske karakteren av Magnus Olsens samankopling av stad-namna og vikingtidsindividualismen i Noreg og hans lære om den landsgyldige, bakre grensa for slike namn samansette med personnamn. Truleg må ein i Noreg òg rekna med aldersskilnader landsdelane imellom.

   Arkeologar og historikarar har peika på at stad-gardar m.a. på Vestlandet og i Trøndelag ofte er store og sentrale i gammal kulturbygd, såleis Årstad ved Bergen, Hillestad i Hafslo og Hopperstad i Vik, Sogn, Sløgstad på Sunnmøre, Tengstad i Frol, Stiklestad i Verdal, Brakstad, Hustad, Tronstad og Kvistad på Inderøy o.fl. i N-Trl.

   På mange av stad-gardane er det gjort gravfunn frå før vikingtida, og det er metodisk uheldig å tolke slike funn som hørande til grannegardar for stad-gardane meir enn for andre klasser. I gammal landskyld står -stad i Trøndelags-fylka omtrent på line med → -heim, og langt føre → -land og → -set. Det er da truleg rett å rekne med ei romslegare bakre grense for stad-namna i Noreg inntil spesialgranskingar er gjennomførte.

Litt.: Noreg: G. Akselberg i NN 1984 s. 51-82. Beito 1949 s. 139-41. E. Ellingsve i NN 1995 s. 35-50 og 1996 s. 71-74. P. Fett i MM 1946 s. 35-41. K. Lunden i MM 1970 s. 136-169. NG Indl s. 77-78. Olsen 1926, særleg s. 77-99. M. Olsen i NK V s. 24-26. J. Sandnes i Heimen XIV (1967) s. 9-15, NN 1996 s. 67-70 og NoB 2000 s. 53-67. I. Særheim i Ætt og heim 1985 s. 12-58 og NoB 2001 s. 29-51. Danmark: Hald 1965 s. 83-87. Sørensen 1958. Sverige: G. Franzén i NK V s. 137-40. Linde 1951. SOL 2003 s. 289-290. Fleire artikler i NORNA-rapporter 81, 2006. JS

 

NG:

gno staðir m. (Flertalsord, jfr. stad 2). I Flertal aldrig usms. som Navn, alene anvendt som andet Led. Dets Betydning i denne Forbindelse kan ikke sikkert bestemmes; men det må synes rimeligt, at det er ’Bosted’. Grunden, hvorfor Flertalsformen altid er benyttet, er endnu ikke oplyst.

   Antallet af Gårdnavne, sms. med staðir, er over 2500. (Deri ikke beregnet de temmelig mange, som man bar dannet fra nyt i Lighed med de gamle i senere Tid.) De findes overalt i Landet; Antallet er dog forholdsvis størst på Østlandet (navnlig i Smålenene, i Akershus Amt og i Hamar Stift) og i de trondhjemske Amter. Derimod er der meget færre af dem på Strækningen fra Langesundsfjorden til og med Sogn; forholdsvis flest findes der i denne Landsdel i Stavanger og i Lister og Mandal Amter. Påfaldende er Modsætningen mellem Sogn med kun 32 af dette Slags Navne og Sønd- og Nordfjord med 90. På Østlandet stå Hedemarkens Fogderi med 137 Navne og Kristians Amt med 322 forrest; nordenfjelds har S. Trondhjems Amt 166 og N. Trondhjems 199.

   Sammenligner man disse Navne med Hensyn til Udbredelsen i Landet med de ældre på -vin og -heimr, viser det sig, at flere af de Egne, der have påfaldende få Navne af de to sidste Klasser, ere ret vel forsynede med Navne af den første. Stærkest er Forskjellen i Tromsø Stift med 147 Navne på staðir mod 2 på vin og 7 på heimr. Omvendt gives der Egne, hvor de to ældre Navneklasser hver for sig have Overvægten, Hallingdal, Nedre Telemarken, Hardanger og Voss, Sogn; i Valdres og på Ringerike er der ialfald flere Navne på vin end på staðir, og i Romsdals Fogderi flere på heimr end på staðir.

   Af Interesse er det også at sammenligne Forekomsten af Navne på land og på staðir. Hvor der er ualmindelig mange af de første, er der forholdsvis få af de sidste, således på den omtalte Strækning fra Langesundsfjorden til Sogn (dog med Undtagelse af selve Sogn og af Hardanger og Voss), og omvendt. Man skulde næsten tro, at disse to Ord have konkurreret med hinanden ved Dannelsen af Gårdnavne i Vikingetiden, i hvilken Tid de begge må have været mest brugte, således at det ene har været mest yndet i nogle Egne, det andet i andre.

   Navne på staðir forekomme ikke sjelden i de i Vikingetiden opståede Kolonier i Vesterlandene; på Island havde en Mængde af de i Landnamstiden grundede Gårde sådanne Navne. Det må deraf sluttes, at Dannelsen af Navne med staðir hovedsagelig falder i denne Tid, om den end kan være begyndt noget tidligere og kan have været fortsat noget ud over Vikingetidens Grændse. Meget længe kan det dog ikke have været, eftersom der blandt de mangfoldige Navne af denne Klasse, som have et Personnavn til første Led, kun findes et eneste, hvori Personnavnet hører til de i den kristelige Tid indførte, Jónsstaðir, der tilmed kun forekommer 2 Gange.

   Første Led er ved staðir i de allerfleste Tilfælde en Persons Navn eller Tilnavn; ved intet andet af de mere udbredte Sammensætningsled har Forled af denne Art så stor Overvægt. Ikke så ganske sjelden træffes som Forled Navnet på en Elv, en Fos eller en Strøm i en Elv. Kun i få Tilfælde har man hidtil i sådan Sammensætning kunnet påvise Navne på Fjelde, Høider, Indsøer eller Fjorde.

   Udtalen er nu i den største Del af Landet -sta. Flere afvigende Former findes dog. I den større, sydlige Del af Jæderen afkortes -staðir nu til -st (jfr. bólstaðr); Hǫgnastaðir bliver således der til Hognest, Guðmundarstaðir til Godmest, Reiðarsstaðir til Reiest, Oprustaðir til Åbrøst osv. I Hardanger, på Voss og i den nordenfor Bergen liggende Del af Nordhordland udtales stå (på nogle Steder i Nordhordland dog -ste). I en stor Del af S. Trondhjems Amt (ikke i Fosen) er Udtalen oftest -sto eller -stå, hvorhos hyppigt Hankjønsartikelen i Ental tilføies (se NGIndl s. 13). Også, hvor i disse Egne Udtalen er -sta (eller med Artikelen -sta’n), kommer dog tildels afvigende Form frem i Gen. og Dat. (-sto, -stå, -stom, -ståm). Det sidste er også Tilfældet i Stjørdalen sydligst i N. Trondhjems Amt.

   Der er flere andre Sammensætningsled, som i den nuv. Udtale eller ialfald i Skrift ere faldne sammen med staðir; undertiden bliver det derfor vanskeligt at bestemme Navnets oprindelige Form for andet Leds Vedkommende. Hyppigst er dette måske Tilfældet med stǫð, der nu som andet Led ikke sjelden udtales -sta og da også gjeme skrives -stad. Videre bliver ofte i Navne, hvor andet Led er dalr og første Led ender med s, dalr afkortet til -da og derhos d ved Indflydelse af s forhærdet til t, så at Navnet i Udtalen kommer til at ende med -sta; også da skrives ofte nu -stad (f. Ex. Fjerding-stad på Eker, opr. Fjǫrðungsdalr, Vettesdal i S. Undal, udt. Vættesta; jfr. også NG I s. 372). På nogle Steder i Nordre Østerdalen og i Søndhordland bliver stofa som andet Led i Udtalen afkortet til sta; i Tønset finder man således Suðrstofa og Útstofa ndt. Søsta, Usta (skrevet Sørsten, Usten), i Tysnes Myklestad for Myklastofa, i Fuse Austestad for Austrstofa og Øfstestue udtalt Øppsta. Også steinn, stǫðull og stafr kunne som andet Led blive til sta. En enkelt Gang sees steðja at være afkortet til -sta (Skjerdingstad i Melhus, opr. Skerðingssteðja; Overgangen er skeet allerede i den senere MA., AB. 44). Det skjønnes let, at sådanne Forandringer ofte kunne have fundet Sted uden at efterlade noget for os kjendeligt Spor; man opdager dem i Regelen kun, hvor ældre Skriftformer haves, som røbe dem. Her må videre mærkes de Tilfælde, hvor oprindeligt staðr er blevet til staðir, se ovenfor under staðr.

   I de Egne, hvor ubestemt Flertalsform nu i Udtalen har Endelsen a, bliver, når Ordets Stamme ender med st, Udtalen naturligvis sta. I sådanne Tilfælde kan da et usammensat Navn få Udseende af at være sms. med staðir, og falsk Skrivemåde med stad opkommer, som nu ikke let kan udryddes (f. Ex. Tastad ved Stavanger, opr. Tastar; Baustad i Nerstrand, tildels endnu urigtigere skrevet Bustad, opr. Baustar).