NSL:

tveit f av gno. *þveit f ‘mindre jordstykke’ (usikker tyding, i nyno. dial. ‘grasflekk mellom skog eller berg, slåtteland i skogen’. Jf. eng. thwaite ‘rudning’, som er lånt frå nordisk i vikingtida.

   Ordet finst i ca. 200 usms. gardsnamn, og som sisteledd (-tveit, -tvet o.l.) over 400 gonger. Ifølgje Beito er t. brukt i over 80 seternamn, og av desse er vel 20 usms. Som førsteledd (Tveit-, Tveitar-) finst tveit sjeldan i eldre bustadnamn. Gardsnamna har former som Tveit (Tveid), Tvei´ta b. eint., Tvei´ten som er «skriftform» for Tveita eller dat. eint. (sjå NG XI s. 329), Tveite, Tveiter/Tveter ub. fleirt., Tveitan(e), Tveitene b. fleirt. og Tveito dat. fleirt.

   Dei fleste tveit-namna finst i stroket frå Tel til Hord, men berre få i V-Agd. Tel og Hord har til saman over helvta av dei usms. namna. På Austlandet (Østf, Akersh, Hedm, Oppl) finst vel 30 usms. tveit-namn. Nord for Sognefjorden finst tveit omtrent ikkje i stadnamn. Namneleddet -tved finst i danske gardsnamn, og er kjent i Bohuslän, Sverige. Island har ingen tveit-namn.   Dei fleste tveit-gardane er truleg frå vikingtida, somme kan vera eldre. Tveit-namna er såleis eldre enn namna på → rud, som dei kan jamførast med i tyding. Begge typar har truleg namngjeve rydningar.

   Førsteleddet i sms. er oftast personnamn eller tilnamn, men aldri kristne personnamn. Derimot finst gudenamn (Frøys-, Tors-, Ull-). Elles kan førsteledda fortelje om lægje eller voksterliv, og vera elvenamn eller gardsnamn.

Litt.: Beito 1949 s. 230-32. NG Indl s. 83 og fylkesbanda I-XII. NK V s. 22 (M. Olsen) og s. 107-10 (G. Knudsen; jf. Saga och sed 1938 s. 53-59). KA

 

NG:

þveit f. (Gen. og Flt. þveitar) findes i Oldn. ikke som Fællesord, ialfald ikke i en Betydning, hvoraf Stedsnavne kunde forklares. Nu bruges Tveit i endel Bygder bl. a. om en Græsplet mellem Skov eller Klipper, en Slåtteng i Skoven, en Rydning (se Aasen og Ross). En Del af de af Ordet opståede Gårdnavne, som have bestemt Form og kunne være forholdsvis unge, må vel henføres til disse Betydninger. I Tilfælde, hvori Navnet er gammelt, er det derimod et Spørgsmål, om ikke Betydningen har været simpelthen 'udskilt Part, for sig beliggende jordstykke', der naturlig kan udledes af det gamle, i Angelsaxisk bevarede Verbum þwītan ’afskjære, skjære istykker’, hvoraf Ordet er udledet. Findes ikke som Navn på), men er i Vikingetiden overført til Nordengland fra Danmark (nu skr. thwaite). Der er således Sandsynlighed for, at de ældre af disse Navne gå meget langt tilbage i Tiden.

   Tveit-Navnene standse omtrent ved Sognefjorden; nordenfor denne findes blot et Par af dem i Sønd- og Nordfjord og et Par i Indherred. Hyppigst forekomme de i Bratsberg Amt, i Nedenes, i Stavanger Amt (her næsten blot i Ryfylke) og i Søndre Bergenhus. På Østlandet findes de, om end i ringere Antal, dog ret hyppigt i de lavere Egne; i Oplandsbygdeme gives derimod kun få af dem (ingen i Gudbrandsdalen og Østerdalen). Deres samlede Antal i Landet er c. 600, hvoraf omkring 200 usms.

   I de sms. Navne er første Led også her i de fleste Tilfælde Personers Navne eller Tilnavne. Desuden findes ret ofte Ord, betegnende Beliggenhed eller Beskaffenhed, Elvenavne, Træ- eller Plantenavne. Ikke sjelden er første Led også Navnet på en anden Gård, hvorunder da Stedet engang må antages at have hørt. I nogle få Tilfælde synes þveit sms. med et Gudenavn (Frøitveit, Frøistveit, Ultveif).