vík f. (Gen. og Flt. víkr) ’Vik, Bugt’. I adskillige Tilfælde i Navne brugt om Bøininger af Elveløb og, som det synes, også om Indbugtninger af Høidedrag. Som andet Led undertiden afkortet til -vi, især i Egne, hvor det nu udtales med blød Konsonant (Vig).